DET ER IKKE DET, HUN
SIGER.DET ER MANGLEN PÅ EMPATI I SIG SELV
Mette Frederiksen fremstår som en magthaver, der har mistet sin
empati. Hun kan ikke se den skandale, som hun selv er ansvarlig for. Hun evner
end ikke at lade som om, at hun forstår. Hun personificerer magtens paradoks,
og præcis det kan i sidste ende koste hende magten.
Anne Linnet skrev det meget godt i sin
melankolske kærlighedssang om bedragets væsen: »Det er ikke det, du siger. Det
er mere løgnen i sig selv. Det er alt det, du fortier. Det er måden, du fik
sagt farvel.«
Ét
er de fejl, vi hver især begår.
Noget andet er, hvordan vi evner
at angre dem – eller forsømmer at angre dem. Anger er afgørende for tilgivelse
og tillid. Og det er præcis statsminister Mette Frederiksens måske allerstørste
forsømmelse i minksagen. Det er måden, hun fik sagt farvel på i et interview i
denne uge, hvor minksagens personaleretlige konsekvenser skulle eksekveres.
»Jeg mener ikke, at der er nogen skurk i det her spørgsmål om mink
og vil sådan set også gerne diskutere, om der er tale om en skandale,« lød det
fra Mette Frederiksen, der med den sætning fik et hav af kæber til at falde ned
hos iagttagerne.
Her viste Mette
Frederiksen sig så skråsikker i sin sag, at det måske er netop det, der ultimativt
kan koste hende valget. For det er præcis den form for formuleringer, der
skriver sig ind i fortællingen om magtarrogance, som er en af de største
udfordringer for hendes fremtoning.
Når en beslutning uden lovgrundlag kostede et helt minkerhverv
sit levebrød, er det så ikke en skandale? Når Minkkommissionen i meget hårde
vendinger kritiserer regeringen og Statsministeriet for at have forsømt sine
pligter i forbindelse med at sikre lovgrundlaget, er det så ikke en skandale?
Når selveste chefen for Danmarks Rigspoliti, Thorkild Fogde, er fritaget fra
tjeneste og afventer et tjenesteligt forhør som følge af politiets ageren over
for minkavlerne, er det så ikke en skandale?
Når en minister i sin tid måtte trække sig, og hans daværende
departementschef nu også er fritaget fra tjeneste, er det så ikke en skandale?
Når statsministeren selv har fået en næse, er det så ikke en skandale?
Det er
Mette Frederiksen tilsyneladende ikke sikker på. Derfor
kan vi kun håbe, at hun sidder og fortryder sin formulering nu. At hendes
spindoktorer og kommunikationsfolk skammer sig. At hun godt kan se, at det var
dumt at bruge ordkløveri i en sag, der er den mest alvorlige møgsag i hele
hendes regeringsperiode. Så alvorlig, at den utvivlsomt vil finde vej til
historiebøgerne.
Vi må håbe, at hun kan se, at det var en unødig provokation af
de mennesker, som mistede deres erhverv.
Indtil videre har hun ikke ønsket
at uddybe sit synspunkt. I stedet har hun skubbet andre, såsom finansminister
Nicolai Wammen, foran sig med beredvillig udenomssnak. »Sagens kerne er, om det
var en rigtig beslutning, at minkene blev slået ned. Det mener jeg, det var,«
forklarede han efterfølgende til TV 2 og gjorde ingen klogere.
Hvis det virkelig er sådan, at Mette Frederiksen ikke kan se, at
her er tale om en skandale, så er det en alvorlig udfordring, som bliver størst
for hende selv. For så kan vi ikke være sikre på, hvem hun overhovedet er. Om
hun besidder den helt grundlæggende menneskelige egenskab empati.
Inden for
forskning i magtens psykologi er der ingen tvivl om, at magt
korrumperer. Det gør os mindre empatiske at blive magtfulde. Hjernen reagerer
selv på en umiddelbart lille magt, og vi føler os hævet over andre. Vi afbryder
mere, vi dominerer en samtale, vi glemmer at lytte. For politikere er det et
særligt dilemma. Vi giver dem magt for at gøre det godt på vegne af
fællesskabet. Men når de får den, føler de sig hævet over fællesskabet. Mekanismen
gælder alle med magt. Men magtens paradoks er særligt stort i et repræsentativt
demokrati. Og derfor er magthavernes ansvar for at udvise medfølelse også
særligt stort.
Derfor skal alle med magt være opmærksomme på deres evne til at
forvalte den. Øve sig i at lytte. Øve sig i ikke at afbryde. Øve sig i at
udvise forståelse for andres behov. Det gælder i særdeleshed Mette Frederiksen,
hvis magt er særligt stor. Selv hvis hun ikke kan se den skandalesag, som langt
de fleste ser i minksagen, så bør hun lytte og vise ydmyghed.
Siden
begyndelsen har Frederiksens linje i sagen været, at
minkene måtte slås ned. Alt andet ville koste menneskeliv. I det lys var det
sekundært, at man begik en fejl ved ikke at få lovgivningen på plads. Hun ser
sig selv som en, der traf de nødvendige beslutninger. Deri består ingen anger.
Mette Frederiksens skråsikkerhed kan ende med
at koste hende valget. Formuleringer som: »Jeg mener ikke, at der er nogen
skurk i det her spørgsmål om mink og vil sådan set også gerne diskutere, om der
er tale om en skandale,« skriver hun sig ind i fortællingen om en
magtarrogance, som er en af de største udfordringer for hendes fremtoning.
Foto: Jens Dresling
Det er, som om hun kun ser sagen
fra sin egen side. Som om statsministeren ikke kan se det fra borgernes og
minkavlernes side.
Hun
forstår ikke, at hun ikke bestemmer, om der er tale om en skandale. Ordet
kommer af det latinske ”scandalum”, som har rødder i græsk ”skandalon”, der
betyder ”anledning til forargelse”. Den danske ordbog definerer en skandale på
samme vis. »En begivenhed, forhold eller andet der vækker forargelse eller
strider mod den almindelige moral.« Eller slet og ret »offentlig forargelse og
opstandelse«.
I moderne ledelse stiller vi højere krav til vores lederes
menneskelige egenskaber. Det gælder også politikere, som hele tiden nøje
overvejer, hvordan de fremstår i vælgernes øjne. Det er derfor, de fører sig
frem med leverpostejsmadder og nuttede børn på sociale medier. Så vi skal vide,
at de er mennesker, vi kan identificere os med. Så vi skal vide, at de er empatiske.
Så vi skal se, at de er en af os.
Samtidig skal vi tro på, at de kan lede landet. At de er den af
os, der bedst repræsenterer os andre. At de kan sætte det fælles hensyn over
egennytten. At de ikke er så almindelige, at de vakler, når det gælder.
Balancen
er ikke let at finde. Lars Løkke Rasmussen kæmpede med sin
ledelsesautoritet, selv om han var den, flest danskere ifølge målinger helst
ville drikke en øl med. Helle Thorning-Schmidt fokuserede så meget på sin
autoritet, at vi først efter hendes statsministertid så hendes menneskelige
skrøbelighed.
Den radikale leder Magrethe Vestager stod så fast på
reformpolitikken i 10’erne, at hun fremstod kynisk, da hun om konsekvenserne
for almindelige mennesker sagde, at »sådan er det jo«, og i årevis blev kendt
for den ene sætning.
Mette
Frederiksen havde allerede sin egen klæbesætning. »Lev med det,« sagde hun, da
hun blev spurgt til den interne jargon i Statsministeriet, hvor interne sms’er
afdækkede, at man havde skrevet »luk lortet« om det danske minkerhverv i 2020.
Hun har mange gange sagt, at hun ville komme til at begå fejl.
Det fik hun ret i. Og hun har mange gange stået på mål for sin vidtrækkende
beslutning i en grad, hvor vi ikke er i tvivl om, at hun ville træffe den igen,
hvis hun kunne. Og det er vel rimeligt at se forskelligt på sagen og
beslutningen. Men når skandalen – den offentlige forargelse og opstandelse – er
så omfattende, så er der brug for at udvise forståelse.
Det er
almindelig pli og høflighed i det mindste at lade som
om, at man forstår et modsatrettet synspunkt. Selv hvis man er uenig, så kan
man godt foregive, at man forstår. Man må også lytte til sin chef, selv om man
ikke altid er enig med sin chef. I dette tilfælde er Folketinget og vælgerne
Mette Frederiksens chef.
Og når hun forsømmer at lytte til sine chefer, så kan det komme
til at koste hende magten.
Marchen Neel Gjertsen, Jyllands-Postens chefredaktør
https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE14337176/det-er-ikke-det-hun-siger-det-er-manglen-paa-empati-i-sig-selv/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar