Skandale. Statsministeren insisterer på at forlænge diskussionen om minkhåndteringen. Det kan være svært at synes, man har ret.

SYSTEMET FREDERIKSEN

Mandag i denne uge fik skatteminister Jeppe Bruus chancen for at bidrage til debatten om minksagens essens. Skatteministeren var gæst i P1-programmet Ring til regeringen, og minkene kom til at fylde en del, ganske som Mette Frederiksen har lagt op til. I sidste uge sagde hun om minksagen, at »jeg vil sådan set også gerne diskutere, om der er tale om en skandale«.

Og var der så det? Jeppe Bruus talte forekommende om »fejl«, han forhøjede imødekommende til en »meget alvorlig fejl« og endda til »en meget, meget alvorlig fejl«, men fik aldrig rigtig svaret ja eller nej.

Det lød ikke, som om skatteministeren var en meget glad deltager i skandaledebatten. Måske han endda ville have fundet det gavnligt at kende det bidrag til diskussionen, som Mette Frederiksen lagde på Facebook to dage senere. Her hed det, at vist var det da en skandale, men kun i politisk forstand; minkene måtte dø.

Mette Frederiksens invitation til at diskutere den eventuelle skandale faldt på havnen i Aalborg i anledning af, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen meddelte, hvilke sanktioner den fandt passende i forhold til de involverede embedsfolk.

Det virker, som om statsministerens partifæller har opgivet håbet om at få hende til at forsøge at lukke Minksagen med den passende dosering af selvbevidsthed og ydmyghed

Men den statsministerielle invitation til at diskutere mink og skandale indskriver sig i et mønster, som er lagt tilbage ved minksagens start ved udgangen af 2020. Mønstret viser en regering, der mangler evne til at indrømme kritikken af forløbet så tilpas meget, at sagen kan dø ud. Et par centrale nedslag:

Regeringen afleverede allerede i november 2020 en redegørelse, som rejste alvorlig kritik af håndteringen, og Mette Frederiksen lod fødevareminister Mogens Jensen ofre. Det lagde ikke sagen død, og på radikalt initiativ blev granskningskommissionen forankret i Folketinget vedtaget som ny undersøgelsesform.

Da landsdommer Michael Kistrup offentliggjorde sin redegørelse i juni i år, udviste Mette Frederiksen behersket ydmyghed over for sagen på et efterfølgende pressemøde. De Radikale stod efter pressemødet med overhængende risiko for at arve sagen og mødte voldsom kritik fra egne rækker for at holde holde hånden over regeringen. Udvejen af den radikale knibe blev en anden politisk nyskabelse, proklamationen af at ville vælte regeringen, hvis ikke den udskriver valg senest i forbindelse med Folketingets åbning.

På radikalt diktat er der således kun en håndfuld uger til at gennemføre en bredere offentlig diskussion af karakteren af minksagen. Det er et dristig forsøg på at erobre historikerens pen på et tidspunkt, hvor blå blok ifølge meningsmålingerne er favorit til at overtage Statsministeriet.

Magt og psyke

Det er fristende at se det samlede minkforløb som udslag af et usædvanligt fravær af politisk musikalitet i Mette Frederiksens regeringsledelse. Som en sindets ubøjelighed, når det gælder erkendelse af egne fejl. Formentlig kan forløbet kun forstås, hvis man inddrager et sammenfiltret væv af psykologiske og politiske mekanismer.

At statsministre udvikler en skråsikker og egenrådig ledelsesmodus, er ikke usædvanligt. De fleste husker Anders Fogh Rasmussen, som afviste al kritik med ordene »der er ikke noget at komme efter«, eventuelt med det opfølgende spørgsmål, om man måske ønskede Saddam Hussein tilbage?

Forskellen er, at Fogh Rasmussen dengang sad med et meget solidt flertal bag sin skråsikkerhed i og med VKO-blokkens hegemoni over dansk politik i 00erne. Mette Frederiksen sidder med et parlamentarisk grundlag, som gennem regeringsperioden har vist sig tiltagende ustabilt og med minksagens håndtering som den betydeligste komponent i forvitringen.

Under Morten Østergaard var kritikken af Mette Frederiksen rent politisk. Statsministerens udlændingepolitik var uantagelig, hendes klimapolitik helt utilstrækkelig. Under Sofie Carsten Nielsens radikale lederskab faldt kritikken i hak med den dybere radikale ambition om igen at få regeringsansvar, da udlændinge og miljø tilføjedes minksagen. Den illustrerede ifølge hende, at magtforvaltningen degenererer under en egenrådig og magtfuldkommen etpartiregering.

Minksagen er blevet den centrale komponent i den uafsluttede magtkamp mellem Socialdemokratiet og Radikale, som Mette Frederiksen proklamerede i en tale grundlovsdag 2018. Her afsvor hun regeringsmakkerskab med det lille parti og erklærede som sin hensigt at ville danne en mindretalsregering.

Kursen var især presset frem af Socialdemokratiets daværende stærke mand Henrik Sass Larsen. Den var udløst af den analyse, at Socialdemokratiet grundlæggende tabte sin »førstefødselsret« til regeringsmagten, fordi partiet blev forbundet med den radikale udlændingepolitik.

Den nye kurs blev ledsaget af meget umisforståelige løfter om ikke at give efter for krav om lempelser fra de partier, der skulle bære Mette Frederiksen ind i Statsministeriet: Enhedslisten, SF og De Radikale.

Mest kategorisk blev løftet givet i en portrætbog udgivet få måneder før folketingsvalget i 2019: Det var ifølge Mette Frederiksen »vigtigere for Danmark, at der bliver ført den rigtige udlændingepolitik, end at jeg kan danne regering«. Hun garanterede ikke at ville løbe fra dette standpunkt med ordene: »Men det kommer ikke til at ske. Hvis jeg gjorde det, ville det blive fatalt for mig og mit parti.«

Løftets indfrielse tog hun Danmarks, Socialdemokratiets og sin egen skæbne i pant på, og det er siden regeringsskiftet i 2019 holdt i en grad, så udlændingesagen er visnet bort som attraktiv arbejdsmark for det borgerlige Danmark. Det frederiksenske løfte var en succes – hjulpet godt på vej af det meget massive flertal for en stram udlændingepolitik i Folketinget såvel som i befolkningen.

Denne mentale figur har Mette Frederiksen fortsat under minksagen, skønt den folkelige opbakning er mere tvivlsom og mandatpolstringen stadig tyndere. Med diabolsk logik ekkoer ræsonnementet bag udlændingeløftet fra 2019 af sin egen modsætning:

Hvis ikke Danmark erkender, at Mette Frederiksen – bortset fra distraktionen med den manglende lovhjemmel – gjorde det rigtige i minksagen, fortjener nationen hende heller ikke som leder.

Gaven til de blå

Lytter man til de berømte vandrørs stille susen, tyder intet på fravær af røster, der har rådet Mette Frederiksen til at vise større ydmyghed i håndteringen af minksagen. De har blot ikke haft held med at sætte sig igennem.

Formentlig har de tætte rådgivere mindre autoritet, i og med både Sass Larsen og hendes første stabschef, Martin Rossen, for længst er væk fra inderkredsen. Lettere bliver det næppe at håndtere sagen, når Mette Frederiksens departementschef, Barbara Bertelsen, er en af hele sagens absolutte hovedpersoner.

Under alle omstændigheder virker det, som om man endegyldigt har opgivet håbet om at få statsministeren til at forsøge at lukke sagen med den passende dosering af selvbevidsthed og ydmyghed; det har sin pris at have bygget et meget styrende statsministerium op.

Mette Frederiksens seneste Facebook-opslag om mink og skandale blev offentliggjort, aftenen før Nikolaj Wammen onsdag fremlagde finanslovforslaget for 2023. Her er budskabet, at der ikke er mange penge at rutte med, men dog et par engangsmilliarder til inflationshjælp foruden støtte til psykiatri, handicappede og andre udsatte.

Samtidig konkurrerer minkopslaget om opmærksomheden med den fragmentationsbombe af politiske initiativer, som regeringen med febril iver har smidt ind i den politiske offentlighed i et forsøg på at indhente det stabile blå forspring i meningsmålingerne:

Udvisning af flere kriminelle udlændinge, muligt indgreb mod muslimske pigers brug af tørklæder, intensiveret forsøg på at totalomlægge asylpolitikken med afsæt i Rwanda, en ny, ganske vist diffust og uforpligtende formuleret forståelse for sygeplejerskernes lønkrav og endda en begyndende indfangning af Christiania i den socialdemokratiske velfærdsmodel.

Foruden egen let forståelige magtsult har oppositionen stadig kampen mod den angivelig magtfuldkomne Frederiksen som sin væsentligste fælles politiske platform. Det virker ikke indlysende velbegrundet frivilligt at hoppe ned i sufflørkassen og tilbyde blå blok replikassistance om omfanget af minkskandalen, skulle blokken løbe tør for inspiration.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/redaktionen/hans-mortensen

Arne Hardis

(f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

·    AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

Hans Mortensen

(f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

·    HAMN@WEEKENDAVISEN.DK