Kommentar. Karen Ellemann
er den politiske klasses Dovne Robert.
DE ANDRES PENGE
KAREN ELLEMANN FORTALTE i denne uge, at
hun forlader Folketinget for at blive generalsekretær for Nordisk Ministerråd.
»En drømmeopgave,« kalder hun det. I 2013 kaldte hun det ellers for en
kaffeklub og »Nordens papirtiger nr. 1,« fordi der ifølge hende blev spist og
drukket og holdt for mange møder for mødernes skyld:
»Derfor skal vi nedlægge det nuværende
Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd,« skrev
hun i Berlingske.
Den oplagte kritik er hykleri. Selvfølgelig
er det dobbeltmoralsk at kritisere noget for at være spild af penge, indtil man
selv står til at nyde godt af det. Ifølge
Ekstra Bladet kan Karen Ellemann se frem til en månedsløn på 125.000
kroner, som hun ikke skal betale skat af. Ifølge Nordisk Råd betaler man
derimod en »intern afgift«, som ifølge rådet vil give hende cirka 85.000 kroner
udbetalt. Hver måned.
MEST AF ALT er
jobskiftet en perfekt genspejling af forholdene på bunden af samfundet. Bare
med modsat fortegn: Den politiske klasse i Danmark netværker sig til
højtbetalte job og udvalgsposter, hvis indhold giver lige så meget mening som
aktiveringskurser for arbejdsløse. Pseudoarbejde.
Mens arbejdsløse danskere er blevet sendt på kurser for
at finde deres »indre fugl«, bygge tårne af pasta og lære at danse salsa,
riverdanser dele af den politiske elite bogstaveligt talt rundt i
skatteborgernes pengesedler.
For eksempel modtager Folketingets seks statsrevisorer
28.000 kroner hver måned oven i deres såkaldt almindelige folketingsløn. Sidste
år holdt de ét møde om måneden. For mange mennesker ligner det mere en
månedsløn end en ekstravagt. Dertil kommer politikernes lukrative
eftervederlag, boligordninger, pensionsordninger og udvalgsposter.
Karen Ellemann fortalte
i denne uge, at hun forlader Folketinget for at blive generalsekretær for
Nordisk Ministerråd. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.
Den politiske klasses forhold træder særligt tydeligt
frem i en inflationstid, hvor de, der har mindst, får endnu mindre, og hvor
børnefamilier tvinges til at prioritere deres udgifter. Det gør ikke noget godt
for befolkningens tillid til politikerne, at deres vilkår er så forskellige.
Mens nogle vender hver en krone i lavtbetalte job, har andre deres på det
tørre. For skatteborgernes penge.
Dovne Robert vakte forargelse over netop dette i 2012,
fordi han som kontanthjælpsmodtager hellere ville leve af andre folks penge end
tage et lavtlønsarbejde på McDonald's. Dermed tændte han ild i en debat om
ydere og nydere. Sammen med Fattig-Carina, der viste sig at være knap så
fattig, når alle ydelser blev lagt sammen, blev de brugt som løftestang til en
skattereform.
Beskæftigelsesfradraget blev hævet for de lavest
lønnede som et incitament til at gå på arbejde og ikke mindst for at vise
respekt for det arbejdende folk. Dem, der står op hver morgen og trækker
læsset, og dem, der forstår sammenhængen mellem den indsats, man lægger for
dagen, og det, man får ud af det. Den gyldne konklusion på yder- og
nyder-debatten blev, at det skal kunne betale sig at arbejde.
Det kan det ikke p.t. for Karen Ellemann, der
risikerer at ende som Christiansborgs helt egne Dovne Robert. Politikerne har
åbenbart nemmere ved at finde flertal til at skære i borgernes ydelser end i
deres egne.
Karen Ellemanns nye stilling viser, at der måske ikke
er så langt fra toppen til bunden alligevel, når det handler om at tage imod
andre menneskers penge i fupjob konstrueret til formålet. Lige bortset fra at
formålet i de øverste lag er at holde hånden under de stærkeste.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-46/samfund/de-andres-penge
Ingen kommentarer:
Send en kommentar