Kommentar. Karen Ellemann er den politiske klasses Dovne Robert.

DE ANDRES PENGE

KAREN ELLEMANN FORTALTE i denne uge, at hun forlader Folketinget for at blive generalsekretær for Nordisk Ministerråd. »En drømmeopgave,« kalder hun det. I 2013 kaldte hun det ellers for en kaffeklub og »Nordens papirtiger nr. 1,« fordi der ifølge hende blev spist og drukket og holdt for mange møder for mødernes skyld:

»Derfor skal vi nedlægge det nuværende Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd,« skrev hun i Berlingske.

Den oplagte kritik er hykleri. Selvfølgelig er det dobbeltmoralsk at kritisere noget for at være spild af penge, indtil man selv står til at nyde godt af det. Ifølge Ekstra Bladet kan Karen Ellemann se frem til en månedsløn på 125.000 kroner, som hun ikke skal betale skat af. Ifølge Nordisk Råd betaler man derimod en »intern afgift«, som ifølge rådet vil give hende cirka 85.000 kroner udbetalt. Hver måned.

MEST AF ALT er jobskiftet en perfekt genspejling af forholdene på bunden af samfundet. Bare med modsat fortegn: Den politiske klasse i Danmark netværker sig til højtbetalte job og udvalgsposter, hvis indhold giver lige så meget mening som aktiveringskurser for arbejdsløse. Pseudoarbejde.

Mens arbejdsløse danskere er blevet sendt på kurser for at finde deres »indre fugl«, bygge tårne af pasta og lære at danse salsa, riverdanser dele af den politiske elite bogstaveligt talt rundt i skatteborgernes pengesedler.

For eksempel modtager Folketingets seks statsrevisorer 28.000 kroner hver måned oven i deres såkaldt almindelige folketingsløn. Sidste år holdt de ét møde om måneden. For mange mennesker ligner det mere en månedsløn end en ekstravagt. Dertil kommer politikernes lukrative eftervederlag, boligordninger, pensionsordninger og udvalgsposter.

Karen Ellemann fortalte i denne uge, at hun forlader Folketinget for at blive generalsekretær for Nordisk Ministerråd. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.

 

Den politiske klasses forhold træder særligt tydeligt frem i en inflationstid, hvor de, der har mindst, får endnu mindre, og hvor børnefamilier tvinges til at prioritere deres udgifter. Det gør ikke noget godt for befolkningens tillid til politikerne, at deres vilkår er så forskellige. Mens nogle vender hver en krone i lavtbetalte job, har andre deres på det tørre. For skatteborgernes penge.

Dovne Robert vakte forargelse over netop dette i 2012, fordi han som kontanthjælpsmodtager hellere ville leve af andre folks penge end tage et lavtlønsarbejde på McDonald's. Dermed tændte han ild i en debat om ydere og nydere. Sammen med Fattig-Carina, der viste sig at være knap så fattig, når alle ydelser blev lagt sammen, blev de brugt som løftestang til en skattereform.

Beskæftigelsesfradraget blev hævet for de lavest lønnede som et incitament til at gå på arbejde og ikke mindst for at vise respekt for det arbejdende folk. Dem, der står op hver morgen og trækker læsset, og dem, der forstår sammenhængen mellem den indsats, man lægger for dagen, og det, man får ud af det. Den gyldne konklusion på yder- og nyder-debatten blev, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Det kan det ikke p.t. for Karen Ellemann, der risikerer at ende som Christiansborgs helt egne Dovne Robert. Politikerne har åbenbart nemmere ved at finde flertal til at skære i borgernes ydelser end i deres egne.

Karen Ellemanns nye stilling viser, at der måske ikke er så langt fra toppen til bunden alligevel, når det handler om at tage imod andre menneskers penge i fupjob konstrueret til formålet. Lige bortset fra at formålet i de øverste lag er at holde hånden under de stærkeste.

Øverst på formularen

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-46/samfund/de-andres-penge

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK