Leder. Nogle milliarder ekstra til sundhedsvæsenet er et hæfteplaster på en styrtblødning. Problemet er, at politikerne ikke tager rigtigt ansvar for sundhedspolitikken. Hvorfor skulle andre så gøre det?

Sundhedspolitik, tak

DET forlyder, at kriseregeringens krisefortælling er i krise. Det viser sig, at den har masser af penge at dele ud af, 16 milliarder mere, end man troede. Og hvad skal vi så med en regering, hvis hele væren er baseret på antagelsen om dyb krise? Men måske er det faktisk ikke et stort problem for politikere, at de deler flere penge ud, selv ikke for en kriseregering. Fem årlige milliarder ekstra til sundhedsvæsenet, værsgo, og så lige netop til det område, vælgerne prioriterer højest.

ER reaktionen på ugens sundhedsudspil alligevel lunken, skyldes det en anden udbredt enighed: at sundhedsvæsenets problemer ikke kan løses med flere penge. Udfordringen er manglende medarbejdere i en sektor, der trods årtiers rationalisering, detailstyring og digitalisering er ude af stand til at følge med: 

Vi bliver stadig flere ældre, babyboomene er på vej ind i alderdommen, og der er alt for lidt personale til at diagnosticere, behandle og pleje dem. For at tage et aktuelt eksempel: Screeninger for lungekræft med nyt, avanceret udstyr er der både penge og velmenende tanker bag – men der er ikke folk til at udføre arbejdet. Forventningerne er ude af trit med virkeligheden.

POLITIKERNES udspil er et hæfteplaster på en styrtblødning. Allerede i 2030 vil der mangle 40.000 sundhedspersoner, mens der i 2045 vil være brug for 100.000 flere, hvis opgaverne skal løses som i dag. Antallet af syge og deres forventninger vokser eksplosivt, og de arbejdende årgange, der skal betale, er små. Her kan man virkelig skimte muren for enden af velfærdsstaten forude. 

En del af løsningen er selvfølgelig flere penge, mere egenbetaling, involvering af pårørende, bedre arbejdsforhold, digitale løsninger og ny teknologi, men det er helt utilstrækkeligt. Skal Danmark fremover have et universelt, skattebetalt sundhedsvæsen, kræver det en anden behandlingsform: politisk ansvar.

ANSVAR i sundhedspolitikken er på forunderlig vis diffunderet ud i systemet. På en måde er sektoren blevet afpolitiseret: For Folketinget handler det altid om at skaffe flere af de penge, som aldrig forslår, og så må sektoren ellers rationalisere og djøfisere i en grad, der har efterladt store dele af sundhedsvæsenet traumatiseret. Der tages ikke politisk ansvar; ikke i regionerne og slet ikke nationalt.

Arkivfoto: Morten Stricker, Scanpix.

AT tage ansvaret på sig kræver, at politikerne gør det, de altid og for enhver pris prøver at undgå: prioriterer! Der overdiagnosticeres og overbehandles for fuld musik. Ifølge Susanne Axelsen og Anders Perner, formand og næstformand i Lægevidenskabelige Selskaber, er kun ti procent af det, man tilbyder patienterne, baseret på god evidens, mens helt op til 20 procent af behandlingen er overflødig eller direkte skadelig. 

Vi har en forventning om et væsen, der står klar med diagnoser og behandling for alt. Det kan ikke fortsætte. Lægerne er allerede i gang med en prioriteringsdiskussion, men de bakkes ikke op politisk. Tager man på Christiansborg endelig det ansvar på sig, vil det være en sundhedspolitisk revolution.

REDDE sundhedssektoren fra demografien kan politikerne kun, hvis de erkender nogle dybe sandheder. Prioritering er den ene. Forebyggelse er den anden. Danmarks stadig ældre befolkning ligger i top, når det gælder livsstilssygdomme; kræft og hjerte-kar-sygdomme. Skal Danmark fortsat have et universelt skattebetalt sundhedsvæsen, kræver det en helt anden tilgang til sundhedspolitik, hvor forebyggelse ikke blot er tom snak. Politikerne kan ikke alene ændre vores dødbringende drukkultur, men de kan komme meget langt med en seriøs politik for pris på og tilgængelighed af tobak og alkohol. Også det kræver en hidtil uset vilje til at tage politisk ansvar.

SUNDHEDSVÆSENET er i dårlig stand. Vi kan ikke fortsætte som hidtil, og den manglende ansvarlighed i toppen bidrager til, at sektoren ikke er et særlig attraktivt sted at arbejde. Selvfølgelig: hvis politikerne ikke tager ansvaret for at sikre et offentligt sundhedsvæsen, hvorfor skulle andre så gøre det? Diagnosen er tydelig. Behandlingen er sværere, men den må begynde med en genpolitisering af sundhedspolitikken. kras

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/sundhedspolitik-tak

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Forsvarsbudget. Regeringen spiller ud med 100 milliarder kroner ekstra over ti år. Men de første penge lader vente på sig.

Langsom oprustning

100 milliarder kroner til nyinvesteringer i Forsvaret over de næste ti år. Det er det længe ventede tal, som fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen i næste uge præsenterer som regeringens udspil til kommende forsvarsforlig.

Forslaget blev ifølge Weekendavisens oplysninger godkendt af regeringens koordinationsudvalg tirsdag i sidste uge, og det vil betyde, at Danmark 2030 lever op til NATOs mål om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på Forsvaret. Når forliget er fuldt indfaset, vil det nuværende forsvarsbudget på godt 27 milliarder kroner årligt være steget med lidt over 16 milliarder kroner. Dertil kommer en række regnskabstekniske opskrivninger, der trækker stigningen over 20 milliarder kroner årligt.

De 100 milliarder kroner er resultatet af længere tids tovtrækning mellem Forsvarsministeriet, Forsvarets ledelse og Finansministeriet om, hvordan de to procent fortolkes, og ikke mindst hvor hurtigt man skal bevæge sig hen mod målet.

Især det sidste er afgørende, og den model, regeringen er endt på, har ikke vakt udelt begejstring i Forsvarets top, der havde håbet på flere penge og ikke mindst hurtigere penge. Omkring 150-180 milliarder kroner i forligsperioden. Det havde krævet en langt hurtigere indfasning, end regeringen er villig til.

Den model, regeringen er endt på, har ikke vakt udelt begejstring i Forsvarets top, der havde håbet på flere penge og ikke mindst hurtigere penge. Soldater fra Slesvigske Fodregiment på øvelse i Oksbøl Skyde- og øvelsesterræn. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.

Nu kan Forsvaret se frem til et forlig, hvor der ifølge regeringens udspil er nul kroner til nyinvesteringer i 2024, en lille milliard kroner i 2025 og lidt over tre milliarder kroner i 2026. Først derefter begynder pengene at blive større, i 2028 bliver milliardbeløbet tocifret, og i 2030 når man de godt 16 milliarder kroner, der vil være tallet frem til forligets udløb i 2033.

Hul på 38 milliarder

Når der ikke er reelt nye penge de første år, skyldes det, som tidligere beskrevet her i avisen, at der i første omgang skal bruges penge på at bringe Forsvaret i den stand, det burde være i nu, samt på våbendonationer til Ukraine.

Det første er resultatet af det såkaldte kasseeftersyn, som Troels Lund Poulsen fremlagde i forrige uge. Ifølge det mangler Forsvaret 38 milliarder kroner, hvis det skal rette op på års nedslidning om mangelfuld økonomistyring. Faldefærdige kaserner, udtjent materiel og en højt profileret brigade, der stadig ikke er kampklar, er blot nogle af eksemplerne. 27 af de 38 milliarder skal bruges til regulær reparation og genopretning. 

11 milliarder går til investeringer, der kan bringe Forsvaret på det niveau, hvor det burde være. Men ifølge Weekendavisens oplysninger har Forsvarets ledelse trods krav fra regeringen endnu ikke redegjort for, hvordan de 11 milliarder skal bruges.

Det skal først på plads, før der bliver plads til nye investeringer fra Forsvarets ønskeliste, som ellers er af en størrelse, der kræver en del flere milliarder end dem, regeringen har fundet, og hvad man i sidste ende får fra ønskelisten, bliver ikke besluttet med det første.

Ifølge regeringens plan skal de partier, der vil med i forliget, ikke i første omgang diskutere, hvad de 100 milliarder kroner skal bruges til. Der vil alene være tale om et udspil til et økonomisk rammeforlig, som de partier, der tilslutter sig forliget, så siden kan fylde ud. Derudover skal der være enighed om finansieringen og om nogle overordnede politiske målsætninger for Forsvaret.

Ifølge regeringens udspil skal hovedparten af pengene findes i det økonomiske råderum. Tre milliarder skaffes ved afskaffelsen af store bededag, knap 14 milliarder fra råderummet. Ifølge beregninger fra tænketanken CEPOS vil øgede forsvarsudgifter på 18 milliarder kroner om året reelt tømme den del af det økonomiske råderum, der ikke i forvejen går til at finansiere det såkaldt demografiske træk, altså at der kommer flere ældre i samfundet. 

Det sidste betyder, at regeringen har meget få eller ingen penge til sine øvrige målsætninger omkring eksempelvis sundhed, velfærd og klima, medmindre der laves reformer, som øger råderummet.

Yderligere er der som nævnt lagt op til et par regnskabstekniske øvelser, der formelt øger forsvarsbudgettet yderligere. Det drejer sig dels om det, der kaldes merindberetninger, dels om beregning af den momsrefusion, Forsvaret i lighed med andre offentlige institutioner får ved sine indkøb.

Merindberetningerne er offentlige udgifter, som på en eller anden måde kan relateres til Forsvaret. For eksempel sundhedsudgifter og uddannelse. NATO accepterer, at nogle udgifter kan medregnes i de to procent, fordi man i andre lande har arbejdsgiverbetalte ordninger og dermed finansierer via forsvarsbudgettet. Finansministeriet har i udgangspunktet ønsket at øge merindberetningerne med tre milliarder kroner. 

Ifølge Weekendavisens oplysninger er man endt med halvanden milliard. Det samme beløb kommer fra den tekniske beregning af momsrefusionen. Det vil i alt sige, at forsvarsbudgettet på papiret øges med tre milliarder kroner om året, uden at Forsvaret reelt får de penge. Derfor omtales disse beløb også i systemet som »funny money«.

Men 100 milliarder kroner er som nævnt rigtige penge, når de til sin tid begynder at rulle ind. Hvordan de så skal bruges, skal forligspartierne efter planen have de første forhandlinger om efter sommerferien, hvor det ifølge de seneste udmeldinger atter er Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der residerer i Forsvarsministeriet. 

Det er ikke hensigten at disponere samtlige 100 milliarder med det samme, da der er tale om et tiårigt forlig, hvor meget kan nå at ændre sig undervejs. Men det er et stort ønske at træffe politiske beslutninger om en første investeringspakke, så Forsvaret kan begynde at bestille materiel på et marked med lange ventelister. For mange typer materiel tager det flere år, fra man bestiller, til det er leveret. Forsvaret mangler stadig flere af de kapaciteter, der blev besluttet indkøbt, da det nuværende forlig blev indgået.

Værnepligt og Arktis

Inden da skal Troels Lund Poulsen altså have den økonomiske ramme og finansieringen på plads, før han afleverer ministeriet til sin partiformand. Dertil skal der være enighed om nogle overordnede politiske prioriteringer. Det handler blandt andet om at finde en balance mellem dansk tilstedeværelse i østersøområdet og de forsvarsopgaver, der relaterer sig til beskyttelsen af Rigsfællesskabets interesser i Arktis. Den balance har stor betydning for, hvilke typer materiel der fremover skal investeres i.

Derudover vil der også inden sommerferien skulle findes en forståelse omkring fremtidens værnepligt. Forsvarets ønske er både flere værnepligtige og en længere værnepligtsperiode. Det er dels dyrt i investeringer, dels vil der være afledte effekter på arbejdsudbud og samfundsøkonomi i bredere forstand.

Endelig vil regeringen på forhånd have accept af, at resultatet af sidste års folkeafstemning, der afskaffede forsvarsforbeholdet i EU, betyder, at Danmark bliver langt mere inddraget i Unionens forsvarssamarbejde. Det vilkår skal også de EU-skeptiske partier Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne anerkende, hvis de vil være en del af forliget. Og det vil de givet gerne.

For Troels Lund Poulsen vil det være afgørende at få mange mandater bag aftalen, da forliget som nævnt skal løbe over ti år. Derfor skal man sikre sig, at der også er flertal for det efter næste valg og næste igen. Det er forventningen, at i hvert fald Radikale, SF, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har stor interesse i at være en del af forliget og dermed sikre sig adgangsbillet til forsvarspolitikken de næste ti år.

Også De Konservative er traditionelt sikre deltagere i forsvarsforlig, men aktuelt er man i regeringen usikker på partiets position. Den konservative ordfører Rasmus Jarlov har offentligt udtalt bastante krav til budgettet og meget konkrete forslag til våbentyper. Hvordan han vil stille sig til, at der i første omgang blot er tale om en økonomisk ramme og endda med en langsom indfasning, er uklart.

 Jarlov trak faktisk De Konservative ud af forsvarsforliget i 2016 i protest mod, at der blev bestilt for få nye kampfly. Partiet indtrådte dog igen et halvt år senere, da man blev en del af Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-20/samfund/langsom-oprustning

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Selvcensur. Skal staten gøre undervisning i muhammedkrisen obligatorisk? Regeringen er imod, og lærerne er splittede.

Profeten i rummet
Det er, som om muhammedkrisen nægter at dø. Snart 18 år efter, at Jyllands-Posten bragte de famøse tegninger af profeten, raser debatten om dem stadig. Senest har forfatter Mette Winding Top været igennem den offentlige debats vridemaskine oven på udgivelsen af bogen Den forkerte muhammedtegner, der mødte kritik fra blandt andet Danske Bladtegnere.

Og i denne uge har Folketinget onsdag behandlet et beslutningsforslag, der ville pålægge regeringen at udarbejde undervisningsmateriale om krisen til folkeskolen samt gøre undervisning i krisen obligatorisk.

Forslaget er ikke nyt. Det blev første gang fremsat i oktober 2021 af den daværende borgerlige opposition og blev dengang afvist af den socialdemokratiske etpartiregering. Det var dog først, da SF meddelte, at man agtede at stemme for forslaget, at sagen for alvor fik liv.

Nu stod regeringen pludselig til at komme i mindretal, og justitsminister Nick Hækkerup bød i december samme år på kaffe og en dialog i forligskredsen, da spørgsmålet nu fortjente »en grundigere og bredere behandling end den beslutningsforslaget indeholder«.

At det var justitsministeren og ikke undervisningsministeren, der behandlede spørgsmålet, var i sig selv en indikation af, at der var noget usædvanligt på færde. At lige netop denne krise og dens tegninger havde karakter af noget ekstraordinært. Trods dialogen skete der dog ingenting, og så kom Ukrainekrigen, der ifølge den daværende regering forsinkede processen.

Beslutningsforslaget er nu blevet genfremsat og burde, hvis alle partier stod ved deres positioner fra december 2021, have gledet lige igennem folkestyrets demokratiske organer. Men i mellemtiden har der været folketingsvalg, hvilket har ført Venstre til regeringsmagten. Hvor man tidligere krævede handling, er der nu mere stille.

Arkivfoto: Signe Goldmann, Scanpix

Og det er ikke tilfældigt, for regeringen ønsker trods Venstres tidligere udmeldinger ikke til at støtte forslaget. Det skyldes ikke omsorg for lærernes metodefrihed, men at man har fået udført en sikkerhedsvurdering, der konkluderer, at forslaget ikke vil øge lærernes sikkerhed. Inden for den kommende måned vil man i stedet indlede en større kortlægning af problemets omfang: udbredelsen af selvcensur blandt danske lærere.

Der er således ingen umiddelbare udsigter til, at der vil komme statsligt undervisningsmateriale om krisen, eller at den vil blive en del af folkeskolens historiekanon. Blandt lærerne er der også betydelig uenighed om, hvorvidt det er en god idé.

En politisk ideologi

Forslaget er motiveret af en udbredt politisk bekymring for, at selvcensur risikerer at dominere blandt landets lærere, der kunne frygte at lide samme skæbne som salig Samuel Paty – den franske skolelærer, der blev dræbt på åben gade i oktober 2020 efter at have vist tegninger af Muhammed for en klasse i Paris. Det er dog ikke alle, der abonnerer på den opfattelse. Danmarks Lærerforening har fra begyndelsen været at finde blandt forslagets kritikere. Næstformand Dorte Lange forklarer Weekendavisen, at foreningens modstand er principiel og skyldes hensynet til lærerens undervisningsfrihed:

»Historiekanonen er ikke en idé, vi nogensinde har syntes om – og det gør vi stadigvæk ikke. Heller ikke, når der bliver tilføjet et nyt emne til den. Det er ikke en god idé fra centralt hold at bestemme, hvilke emner der skal undervises i,« siger Dorte Lange.

Heller ikke den del af forslaget, der blot handler om, at regeringen skal udarbejde undervisningsmateriale, er Danmarks Lærerforening begejstrede for.

»Jeg ved ikke præcis, hvor detaljeret man forventer, at regeringen skal gå ind og bestemme, hvad der står i det undervisningsmateriale. Vi bryder os ikke om, at staten bestemmer over undervisningsmateriale. Men hvis meningen med forslaget blot er, at man fra regeringens side skal opfordre forlagene til at lave deres eget materiale om muhammedkrisen, så siger vi ja tak til en variation af forskelligt materiale, man som lærer kan tage udgangspunkt i,« siger Dorte Lange.

Hos Danmarks Lærerforening ser man intet behov for et politisk indgreb. I stedet bør lærerne selv finde lokale løsninger på de enkelte skoler i dialog med elever og forældre.

»Noget af det væsentligste her er, at man som skole står sammen. At lærerne på skolen, skolens ledelse og forældrene er fælles om at tale om, hvordan vi tager svære emner op. Skolens virke skal bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Og det gælder jo hele vejen rundt. Vi skal have en ligeværdig tilgang til alle elever og alle befolkningsgrupper. Vi skal føle, at de bliver hørt og bliver respekteret. Og at man også skal respektere, at der er nogle temaer, som vi er nødt til at tale om i skolen,« siger hun.

– Har Danmarks Lærerforening nogen holdning til, om man skal eller ikke skal vise muhammedtegninger, når man underviser i muhammedkrisen?

»Svaret er nej. Vi har ikke nogen holdning til, om man skal eller ikke skal,« siger Dorte Lange.

Danmarks Lærerforening mener altså, at det skal være op til den enkelte lærer og dennes metodefrihed. Statslig indblanding nej tak. Men hvad så med frygten for at miste sit hoved? Det kan vel også tænkes at gøre indhug i metodefriheden. Her bliver det lidt mere kompliceret.

»Jeg ved godt, at der nogle gange bliver talt om, at der nok er en frygt blandt lærere på det her felt. Og der kunne jeg godt tænke mig at benytte anledningen til igen at sige, at hvis der er lærere, der føler sig utrygge i den undervisning, som de gerne vil lave, vil vi gerne høre om det. For det vil vi ikke acceptere. Men der har altså ikke været nogen endnu, der har rettet henvendelse til os som fagforbund om det,« siger Lange.

»Jeg ved ikke, om der er lærere i Danmark, der risikerer at blive halshugget på grund af det her. Jeg tror faktisk, at det her mest er en ideologisk dagsorden, som kommer fra bestemte politiske hold. Og dem har der været mange af i tidens løb. Hvis du kigger ned over de 29 emner, som er i historiekanonen nu, er det jo heller ikke et tilfældigt valg af temaer. Det er allesammen emner, som ligger inden for en bestemt politisk kontekst, at man skal undervise i. Men vi skal ikke være budbringere af bestemte politiske holdninger,« siger Dorte Lange, der også har svært ved at se, hvordan undervisningsmateriale skulle modarbejde selvcensur, såfremt en sådan altså findes.

Fra toppen

Hos Religionslærerforeningen ser man anderledes på sagen. Her er man som Danmarks Lærerforening principielt imod historiekanonen, og at man fra politisk hold gør bestemte emner obligatoriske, men så hører enigheden også op. Formand John Rydahl mener, at det er en god idé at få regeringen til at udarbejde undervisningsmateriale om muhammedkrisen.

»Det mener jeg, fordi der er et trusselsbillede, som er aldeles problematisk for de praktiserende lærere, herunder mine medlemmer. Derfor er man nødt til fra centralt hold – Folketinget eller Undervisningsministeriet – at få sat en dagsorden om, at der ikke er noget emne i den danske folkeskole, der ikke kan tages til behandling – herunder muhammedkrisen og tegningerne. Men af gode grunde er der jo nogle, der afholder sig fra at undervise i det, fordi risikoen ved at gøre det er alt for stor,« siger John Rydahl.

Rydahl har tidligere bemærket, at ingen danske forlag har udgivet undervisningsmateriale om muhammedkrisen, hvor tegningerne indgår. Det kræver således et aktivt tilvalg fra lærernes side, hvis tegningerne skal vises, hvilket sætter dem i en udsat position.

»Når jeg mener, det er en god idé, er det, fordi der er behov for, at man i Danmark bliver opmærksom på, at vi her har en udfordring. Der er pludselig et stofområde, som en række lærere afholder sig fra at undervise i af hensyn til eller af frygt for repressalier af forskellig art. Og at den frygt er reel, behøver man blot kigge ud ad vinduet for at se. Der nytter det ikke noget at bruge almindelige praktiserende lærere som skydeskive i den kamp. Man må tage konflikten fra toppen,« siger Rydahl.

Rydahl mener, at der er et vist hykleri i at insistere på, at det alene er op til den enkelte lærer og dennes metodefrihed. Det fører ifølge ham blot til, at mange ikke tør undervise i emnet. Rydahl har selv på baggrund af sine egne erfaringer bemærket, hvordan der er sket det, han kalder »et voldsomt holdningsskift« blandt lærerne. Færre mener i dag, at det er relevant at undervise i tegningerne i forhold til i tiden efter muhammedkrisen, hvor et klart flertal anså det for vigtigt.

Han er ikke i tvivl om, at det skyldes de forbrydelser, der har fundet sted det sidste årti med terrorangrebet på Charlie Hebdo, mordet på Paty og angrebet på Krudttønden som de tre store episoder. Det har næppe heller hjulpet, at en underviser på en professionshøjskole i København blev truet på livet, da hun efter mordet på Paty skrev på Facebook, at hun agtede at vise tegningerne i sin undervisning. Men hvordan skulle noget undervisningsmateriale ændre på denne frygt?

»Det ved jeg heller ikke, om det gør i første omgang. Men i det øjeblik, ministeriet lægger nogle eksempler på undervisningsforløb ud, har alle, både dem, der gerne vil blive inspireret af det, og alle, som synes, at det er en skændsel at undervise i det, mulighed for at se nogle eksempler på en lødig behandling af emnet. Det er ikke en problemstilling, der forsvinder på hverken et år eller fem eller ti. Der går måske en generation eller to, før jeg tror, at dansk kultur har fået den dagsorden tilbage på banen. Det er et forsøg på at sætte en dagsorden og på at dreje hele optikken i en anden retning, end den har taget siden 2005,« siger John Rydahl.

– Ville du selv vise muhammedtegningerne i undervisningen?

»Ikke som de politiske tilstande i landet er lige i øjeblikket. Risikoen er for stor. Man kan jo blot se, hvad der er sket i Frankrig,« siger John Rydahl.

En nødvendig kamp

Der er dog religionslærere, der både viser tegningerne og støtter forslaget om at gøre undervisning i emnet obligatorisk. Maja Tangsgaard er gymnasielærer i religion og historie og mener ikke, at hensynet til metodefrihed bør trumfe beslutningen om at indføre muhammedkrisen i historiekanonen.

»Metodefriheden findes i realiteten ikke. Der er allerede så mange andre emner, man skal undervise i både i folkeskolen og i gymnasiet. Det burde ikke være nødvendigt, at det skal være lovpligtigt, men jeg synes, at det er en kamp, der er nødt til at blive taget. Hvis det er noget, alle lærere skal undervise i, vil emnet stadig være sprængfarligt, men det vil ikke være op til den enkelte at vurdere, hvorvidt det er en god eller en dårlig idé,« siger Maja Tangsgaard.

Senest Tangsgaard selv brugte tegningerne i sin undervisning var for cirka tre uger siden under ramadanen, hvor en enkelt elev protesterede over, at hun viste dem midt i højtiden. Hun følte sig dog ikke truet.

»Selvfølgelig er det ubehageligt, men jeg har tidligere modtaget en dødstrussel, så det her var jo vand i forhold til,« siger hun.

Lektor i retsfilosofi Jakob v. H. Holtermann bruger også tegningerne, når han underviser i emner som ytringsfrihed og blasfemi. Det har han gjort uden at opleve problemer. Alligevel støtter han beslutningsforslaget.

»Der er selvfølgelig nogle, der er helt principielle modstandere af at have en kanon generelt, men det er jo ikke det, der er spørgsmålet her. Når man fra politisk side har taget stilling til fordel for at have en historiekanon i folkeskolen, har jeg svært ved at sætte en målestok, efter hvilken muhammedkrisen ikke skulle kunne tælle blandt dem,« siger Holtermann. Han ser primært to grunde til, at forslaget er en god idé.

»Jeg tror, det kan gøre det nemmere at overkomme, at man ikke selv står som forfatter til det materiale, man underviser i, hvis der er en frygt, og lærere navigerer under påvirkning af voldsmandens veto og kæmper med, om de skal overkomme denne eller ej. Hvis man viser andres materiale om tegningerne og krisen, har man lagt så stor afstand som muligt til sig selv og den blasfemiske ytring.

Derudover synes jeg, at det er utroligt vigtigt, at vi som samfund udtrykker støtte til de lærere, der vover pelsen, og siger, at de ikke har gjort noget forkert. At det hverken er racistisk eller fremmedfjendsk, men vigtigt for at forberede eleverne til deltagelse med ansvar og rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre, som det står beskrevet i folkeskolens formålsparagraf,« siger Jakob v. H. Holtermann.

Artiklen er en opdateret version af den, som blev lagt på nettet onsdag formiddag. Denne ajourførte udgave er skrevet torsdag formiddag, efter at beslutningsforslaget i onsdags er blevet debatteret i Folketinget.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-19/samfund/profeten-i-rummet

SØREN K. VILLEMOES (f. 1981) er journalist og kommentator. Han er uddannet i statskundskab ved Københavns Universitet. Villemoes' primære interesseområder er politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.

 

SVIL@WEEKENDAVISEN.DK

 

Oprustning. Donationer til Ukraine og opretning af gamle skader kommer til at sluge forsvarsbudgettet de næste fem år.

Forsvundne penge

Forsvaret risikerer at skulle skyde en hvid pind, eller hvad de nu har tilbage at skyde med, efter en pæn del af de milliarder, som politikerne i skåltaler og ved højtidelige lejligheder har lovet.

Ifølge centrale kilder vil der være langt fra ord til handling i det oplæg til økonomisk ramme for det næste forsvarsforlig, som ventes i løbet af de nærmeste uger. I de første fem år af den tiårige forligsperiode vil der kun blive råd til at bringe Forsvaret op på det niveau, hvor det efter planen skulle være nu, samt at donere våben til Ukraine. En reel udbygning, som ellers var stillet i udsigt, kan først for alvor begynde i 2028.

Udsigten til, at regeringen reelt ikke vil stille midler til rådighed for investeringer i nye kapabiliteter de kommende fire-fem år, har ifølge kilder efterladt Forsvarets top i dyb vantro. Ingen sætter spørgsmålstegn ved at fortsætte den massive støtte til Ukraine. Men at regeringen ikke samtidig er villig til at investere i forsvaret af Danmark og Rigsfællesskabet i de kommende år udløser mere end blot dybe panderynker i Forsvarets top. Og vil forventeligt blive mødt med dyb skepsis blandt vores nærmeste allierede.

Regeringen har det erklærede mål at præsentere en økonomisk ramme for det kommende forsvarsforlig i løbet af de nærmeste uger og lave en politisk aftale om Forsvarets økonomi inden sommer. Det overordnede mål er stadig, at Danmark i 2030 skal leve op til NATOs målsætning om et forsvarsbudget på to procent af bruttonationalproduktet. I det nationale kompromis fra sidste år var målet 2033, hvilket blev strammet til 2030 i regeringsgrundlaget.

Tomme patroner. En pæn del af de penge, man skulle have brugt på at indrette Forsvaret til den nye orden, ser ud til at gå tabt i Finansministeriets regnemaskine. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.

Men vejen derhen er afgørende for, hvor mange reelle penge der er til rådighed til at bringe Forsvaret i overensstemmelse med det markant ændrede trusselsbillede i Europa.

Funny money

Om det trækkes der stadig tov mellem Forsvaret, Forsvarsministeriet og Finansministeriet. Får de sidste magt, som de har agt, og det gør de ofte, vil der næste år være et rundt nul til nye investeringer.

Striden handler dels om, hvor hurtigt man indfaser de stigende forsvarsudgifter, og om, hvordan man indregner Ukrainefonden, og om en række ekstraudgifter, som Finansministeriet gerne vil regne med i forsvarsbudgettet. Om den ene eller anden part får sin vilje, vil ifølge centrale kilder afgøre, om Forsvaret har 115 milliarder kroner eller 107 milliarder kroner til nye investeringer i tiårsperioden. Men det er ikke hele billedet. Forskellen er reelt større, for Finansministeriet lægger op til betydelig kreativitet, når det kommer til at afgrænse forsvarsudgifterne.

Et af stridspunkterne handler ifølge Weekendavisens kilder om det, der regnskabsteknisk beregnes som merindberetninger. Det er penge, som teknisk set regnes med i forsvarsbudgettet for at gøre de forskellige landes budgetter sammenlignelige. Eksempelvis betales sundhedsudgifter i en række lande af arbejdsgiveren og indgår derfor i forsvarsbudgettet, mens andre lande har en model som den danske, hvor sundhedsudgifter er finansieret på anden vis. De lande må teknisk set medregne et beløb til sundhedsudgifter, for at tallene kan sammenlignes. Det samme med en række andre udgifter.

”At regeringen ikke er villig til at investere i forsvaret af Danmark i de kommende år udløser mere end blot dybe panderynker i Forsvarets top.”

Internt i Forsvaret omtales merindberetningerne som »funny money«. Hvor meget beløbet øges med, er uklart, men et sted mellem en og tre milliarder kroner om året nævnes.

Dertil diskuteres, hvordan man indregner den refusion af moms, Forsvaret får ved nogle af sine indkøb. Finansministeriets måde at indregne det på vil koste Forsvaret en til halvanden milliard om året.

I denne uge meddelte den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, at Norge vil sætte tempoet i vejret og nå målet om to procent i 2026. På det tidspunkt vil Danmark stadig ligge langt efter, hvis regeringen følger Finansministeriets plan.

Næste år forventer man at nå 1,6 procent med en svag stigning til 1,8 i 2027, hvorefter man vil øge tempoet og nå de to procent i 2030 og ligge der resten af forligsperioden, som skal vare til 2033.

Slunken tegnebog

Det er den profil, der betyder, at forsvarschef Flemming Lentfer de næste år står med en noget mere slunken tegnebog, end han efter alt at dømme havde forventet.

Det skyldes som nævnt, at en meget stor del af pengene de første fem år skal bruges til donationer til Ukraine, og fortsætter det behov i hele den tiårige forligsperiode, vil det spise endnu mere af pengene til nye investeringer. Forventningen er, at der alene de første fem år skal bruges 7-15 milliarder kroner.

Det, der er tilbage, vil de første år stort set skulle bruges til genopretningen, som følger af kasseeftersynet. Som tidligere beskrevet her i avisen har forsvarsledelsen beregnet, at det vil koste 38 milliarder kroner at bringe Forsvaret på det niveau, hvor det burde være nu. Når Troels Lund Poulsen torsdag præsenterer resultatet, vil de 38 milliarder være delt op i to. 26 milliarder til regulær oprydning efter slitage på materiel og bygninger samt mangelfuld økonomistyring og 12 milliarder til mere fremadrettede opgraderinger.

Retorikken vil være, at man nu sikrer fundamentet, før man går i gang med at udbygge. Reelt handler det hele om at bringe Forsvaret i den stand, det skulle være ved udløbet af det nuværende forlig. Et forlig, der blev indgået før den russiske invasion i Ukraine og med en langt fredeligere situation i Arktis.

At bringe Forsvaret på niveau med den nye situation kræver flere penge, og dem er der i begyndelsen få af. Som nævnt er der ifølge de modeller, man arbejder med, ingen i 2024. Der er omkring to milliarder kroner i 2025 og det dobbelte året efter. Først i 2028 bliver milliardbeløbet tocifret.

Dyr ønskeseddel

Forsvaret kommer med andre ord til at kigge langt efter meget af det, der blev listet op i et internt notat, der lækkede i februar. Notatet, der blev betegnet som Forsvarets ønskeliste, indeholdt alt fra flere F-35-kampfly, nye helikoptere, missiler til luftforsvar, patruljeskibe og en ekstra kampbataljon.

Alene de ekstra kampfly formodes at løbe op i 20 milliarder kroner. Et enkelt luftforsvarsbatteri af typen Patriot koster tre milliarder kroner uden missiler. Søværnets ønsker til skibe og helikoptere 20 milliarder og en kampbataljon omkring 15 milliarder.

Dertil er der et stort ønske om flere værnepligtige og længere værnepligtsperiode. Den del gør særligt ondt i de finansministerielle øjne. Dels kræver det udbygning og renovering af kaserner, hvilket vil øge den økonomiske aktivitet i samfundet generelt, dels er der begrænset lyst til at trække flere ud af arbejdsstyrken, mens man slider og laver upopulære beslutninger for at øge arbejdsudbuddet.

Planen er som nævnt, at regeringen skal fremlægge et udspil til økonomisk ramme for det tiårige forsvarsforlig i nærmeste fremtid. Det er sidste led i en tretrinsraket, hvor forsvarsminister Troels Lund Poulsen præsenterer kasseeftersynet torsdag. I næste uge vil udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen så fremlægge regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Og derefter oplægget til forlig. Det har været ambitionen, at der skal træffes beslutning om i hvert fald den økonomiske ramme for forliget og gerne mere inden NATOs topmøde i Vilnius i midten af juli.

Men flere kilder tvivler på, at det kan nås. Dels har regeringen endnu ikke sit eget udspil på plads. Dels vil et tiårigt forlig kræve en meget bred forligskreds, da der skal være sikkerhed for et politisk flertal mindst to folketingsvalg frem.

Det sidste bliver næppe lettere, hvis partierne bliver præsenteret for et udspil, hvor en pæn del af de penge, man skulle have brugt på at indrette Forsvaret til den nye orden, forsvinder i Finansministeriets regnemaskine.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-18/samfund/forsvundne-penge

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Grønland. Det første udkast til en grønlandsk forfatning vil sikre etniske mindretal og sige farvel til kongehuset.

Republikken Grønland

NUUK – I november 2016, da et begejstret flertal i Grønlands parlament satte arbejdet med en grønlandsk forfatning i gang, fejrede parlamentsformanden Lars-Emil Johansen begivenheden ved at synge en politisk slagsang på melodien til »We Shall Overcome« med sine partifæller i gruppeværelset under parlamentssalen.

Etableringen af en forfatningskommission blev set som endnu en trædesten i elven efter Hjemmestyret fra 1979 og Selvstyret fra 2009; alt sammen på vejen til den frie, selvstændige grønlandske stat. Lars-Emil Johansen, der i dag er pensionist, var politisk nøglefigur i Grønland allerede ved Hjemmestyrets fødsel, og han øjner nu selvstændigheden endnu et nøk tættere på med det forfatningsudkast, der blev offentliggjort i fredags efter seks et halvt års møje:

»Ja, selvstændigheden er kommet et skridt nærmere. Udkastet skal drøftes i parlamentet, men også i befolkningen og i sidste ende tages stilling til ved en folkeafstemning,« siger han.

Det ny forfatningsudkast skal dog ikke straks vedtages i parlamentet eller på anden måde rapt tildeles juridisk gyldighed. Ifølge aftalen om selvstyre med Danmark fra 2009 står det Grønland »frit for at indlede en forfatningsforberedende proces«. Men vedtager ledelsen i Nuuk et egentligt alternativ til den danske grundlov, vil det ifølge den danske regerings skriftkloge udgøre det første skridt til en løsrivelse, og så kommer bloktilskuddet i fare. Grundtesen i København er, at en stat ikke kan have mere end én grundlov – en ufravigelig bastion, som færingerne tidligere har stødt pandebrasken imod.

Illustration: Kasper Vang

Det grønlandske forfatningsudkast skal først ligge klar til folkeafstemning den dag, beslutningen om løsrivelse skulle blive taget, men udkastet kan muligvis alligevel få aktuel betydning.

En af forfatningskommissionens tilknyttede eksperter, Sara Olsvig, tidligere toppolitiker i Grønland, mener, at forfatningsudkastet straks bør påvirke den aktuelle lovgivning i Grønland:

»Det er faktisk ærgerligt, at vi først er i gang med processen nu. Vi har allerede i mange år lovgivet for os selv i Grønland uden at have en ramme for lovgivningen, vi selv har valgt. Store reformer er stadig udestående, også af fiskeriet, så det er ret nødvendigt, at vi får en diskussion om, hvad vores forhold til naturen er, hvad kollektiv ejendomsret til ressourcerne betyder, og hvilke grundlæggende menneskerettigheder, der skal beskyttes i Grønland. Der er mange ting og sager, som gælder for os, som man ikke finder i en dansk grundlov,« siger Sara Olsvig, der desuden er antropolog og i dag formand for Inuit Circumpolar Council, inuitsamfundenes internationale organisation.

Ingen rolle til kongehuset

Forud for ceremonien på Grønlands Universitet i fredags, hvor trommesangen lød og flere i den propfulde aula ifølge medierapporterne kneb en tåre, havde forfatningsudkastet cirkuleret i Nuuk i nogle dage.

Ifølge forfatterne i den nu udlevede forfatningskommission bør det uafhængige Grønland organiseres som en parlamentarisk republik; ikke med en magtfuld præsident, der vælges særskilt som i Frankrig eller USA, men blot med formanden for Naalakkersuisut, Landsstyret, som statsoverhoved.

Det danske kongehus er ikke tiltænkt nogen rolle – uanset dets aktuelle popularitet i Grønland. Det er et fravalg, der gør Rasmus Jarlov, de konservatives grønlandsordfører på Christiansborg, ærgerlig: »Det er trist. Det er et klart farvel til alt, hvad der er dansk. Jeg noterer også, at det danske sprog ikke skal have nogen plads. Jeg håber, at der ikke er nogen bred opbakning til det her, men det er jo ikke noget, vi har nogen indflydelse på,« siger han.

Udkastforfatterne har til gengæld skabt rigelig plads til en ny sammenhæng mellem et uafhængigt Grønland og Danmark, hvis en sådan ønskes, når dagen kommer.

”Det er et klart farvel til alt dansk. Jeg noterer også, at det danske sprog ikke skal have nogen plads. Jeg håber, der ikke er nogen bred opbakning til det her.”

RASMUS JARLOV, GRØNLANDSORDFØRER, DE KONSERVATIVE

Paragrafferne i forfatningsudkastet sikrer god mulighed for suverænitetsafgivelse og såkaldt fri associering, hvor Grønland bliver selvstændigt, men dernæst indgår i en ny union med Danmark eller en anden større stat. På den måde kan der hentes hjælp på udvalgte områder, hvor det frie Grønland endnu ikke selv har fuld kapacitet: forsvar, sundhedsvæsen, fælles møntfod, ambassader, eller hvad man nu kan enes om.

Fri association kendes fra en lille håndfuld uafhængige østater i Stillehavet, der har valgt denne sammenhæng med USA eller New Zealand, og modellen har stået på ønskelisten i det politiske miljø i Nuuk i et par årtier. Modellen har også som beskrevet her i avisen på det seneste fået dansk bevågenhed (WA nr. 13. 31. marts).

Grønlands egenart indrammes allerede i forfatningsudkastets præambel: »Det grønlandske folk er del af naturen. Vi skal beskytte naturen, dens økosystemer, biodiversiteten og al dens liv. Vi lever af og med naturen, og det er et ufravigeligt princip for at sikre et bæredygtigt samfund for al fremtid,« lyder det.

Grønlands særlige kollektivitet understreges på samme vis: »Grønland er baseret på kollektive rettigheder, og princippet om folkeligt fælleseje af hele vores land, hav og alle ressourcer er ufravigeligt,« hedder det. Det er ikke muligt at købe jord i Grønland, og som Sara Olsvig antyder, ligger der i den nye understregning af fællesejet også potentielt en mere kollektiv orientering af milliardindtægterne fra rejer og fisk.

Spørgsmålet om identitet og etnicitet, der har skabt bitre stridigheder i Grønland, senest ved udsigten til et såkaldt inuitregister, håndteres som topprioritet i præambelen.

Først lyder det, at »Inuit er det oprindelige folk i vort land. Herfra kommer vor unikke kulturelle egenart, vor historie, vor arv og vor styrke. Dette må aldrig glemmes og skal til alle tider hyldes, gives hensyn og beskyttes«.

I det følgende afsnit omfavnes folk af anden herkomst: »Det grønlandske samfund er også et mangfoldigt demokrati, hvor hvert enkelt menneskes iboende rettigheder, værdighed og sikkerhed beskyttes. Vi anerkender alle grønlandske borgere som lige under denne grundlov.«

Sara Olsvig mener, at en balance er fundet: »For mig at se er det ikke farligt, at vi identificerer os som inuit, samtidig med at der er andre måder at definere sig selv på. Vi lægger os i det felt i verden, der identificerer sig som oprindelige folk, og vi indarbejder et verdenssyn, som udspringer af det, at vi er inuit. Jeg er ikke i tvivl om, at det stadig er identificerende for vores samfund,« siger hun.

»Samtidig konstaterer vi, at man udmærket kan være grønlænder uden at være inuk. I en moderne grønlandsk stat vil vi efterleve menneskerettighederne med fuld respekt for mindretallene. De fleste er inuit, men vi ønsker et samfund, hvor alle har de samme rettigheder,« siger hun.

Mindretalsbeskyttelse fordres både i præambelen og af en specifik paragraf i forfatningsudkastet. Andre af retsstatens grundpiller får også egne paragraffer, herunder magtens tredeling, ytrings-,  forsamlings- og religionsfrihed. Grønlands sprognævn har undervejs været med til at berige processen med en serie nye grønlandske ord og begreber til sikring af sproglig og juridisk præcision.

Dyrt og overflødigt

Kritikerne, herunder Grønlands gamle liberale parti Atassut, har stemplet forfatningsarbejdet som dyrt og overflødigt. Atassut ser gerne, at Rigsfællesskabet med Danmark fortsætter, og partiet trak sig ud af forfatningskommissionen i 2021.

Pele Broberg, formand for det løsrivelsesivrige parti Naleraq, stemplede ifølge netmediet Sermitsiaq.ag straks i fredags udkastet som »dødfødt«. Broberg havde hellere set et forfatningsudkast skrevet af eksperter frem for af de grønlandske politikere, der i hans øjne er alt for villige til at udskyde løsrivelsen.

Kommissionen har i lange perioder været plaget af kedelige kontroverser, politisering og hyppige personudskiftninger. Ingen af de oprindelige syv medlemmer, alle folkevalgte politikere, var med hele vejen, og sekretariatet har været tilsvarende ramt af tumult. Kommissionens oprindelige mandat fra 2017 måtte skrives om, og uenighed om honorarer har kostet tid. I april 2022 smed tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist håndklædet i ringen efter blot fire måneder som formand for forfatningskommissionen, angiveligt i frustration over ringe fremdrift. Landsstyret har iværksat en revisionsundersøgelse af kommissionens pengehåndtering, der stadig er i gang.

Sidst i 2022 trak landsstyreformand Muté B. Egede i bremsen. Kommissionen fik besked om at sætte punktum og modtog ingen nye penge for 2023. Tidsnød anføres da også i det nye udkast som forklaring på, at afsnittet om domstolene aldrig blev skrevet helt færdigt, og at godt halvdelen af forklaringerne bag de enkelte paragraffer ikke er oversat fra grønlandsk.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-18/samfund/republikken-groenland