Selvcensur. Skal staten gøre undervisning i muhammedkrisen obligatorisk? Regeringen er imod, og lærerne er splittede.

Profeten i rummet
Det er, som om muhammedkrisen nægter at dø. Snart 18 år efter, at Jyllands-Posten bragte de famøse tegninger af profeten, raser debatten om dem stadig. Senest har forfatter Mette Winding Top været igennem den offentlige debats vridemaskine oven på udgivelsen af bogen Den forkerte muhammedtegner, der mødte kritik fra blandt andet Danske Bladtegnere.

Og i denne uge har Folketinget onsdag behandlet et beslutningsforslag, der ville pålægge regeringen at udarbejde undervisningsmateriale om krisen til folkeskolen samt gøre undervisning i krisen obligatorisk.

Forslaget er ikke nyt. Det blev første gang fremsat i oktober 2021 af den daværende borgerlige opposition og blev dengang afvist af den socialdemokratiske etpartiregering. Det var dog først, da SF meddelte, at man agtede at stemme for forslaget, at sagen for alvor fik liv.

Nu stod regeringen pludselig til at komme i mindretal, og justitsminister Nick Hækkerup bød i december samme år på kaffe og en dialog i forligskredsen, da spørgsmålet nu fortjente »en grundigere og bredere behandling end den beslutningsforslaget indeholder«.

At det var justitsministeren og ikke undervisningsministeren, der behandlede spørgsmålet, var i sig selv en indikation af, at der var noget usædvanligt på færde. At lige netop denne krise og dens tegninger havde karakter af noget ekstraordinært. Trods dialogen skete der dog ingenting, og så kom Ukrainekrigen, der ifølge den daværende regering forsinkede processen.

Beslutningsforslaget er nu blevet genfremsat og burde, hvis alle partier stod ved deres positioner fra december 2021, have gledet lige igennem folkestyrets demokratiske organer. Men i mellemtiden har der været folketingsvalg, hvilket har ført Venstre til regeringsmagten. Hvor man tidligere krævede handling, er der nu mere stille.

Arkivfoto: Signe Goldmann, Scanpix

Og det er ikke tilfældigt, for regeringen ønsker trods Venstres tidligere udmeldinger ikke til at støtte forslaget. Det skyldes ikke omsorg for lærernes metodefrihed, men at man har fået udført en sikkerhedsvurdering, der konkluderer, at forslaget ikke vil øge lærernes sikkerhed. Inden for den kommende måned vil man i stedet indlede en større kortlægning af problemets omfang: udbredelsen af selvcensur blandt danske lærere.

Der er således ingen umiddelbare udsigter til, at der vil komme statsligt undervisningsmateriale om krisen, eller at den vil blive en del af folkeskolens historiekanon. Blandt lærerne er der også betydelig uenighed om, hvorvidt det er en god idé.

En politisk ideologi

Forslaget er motiveret af en udbredt politisk bekymring for, at selvcensur risikerer at dominere blandt landets lærere, der kunne frygte at lide samme skæbne som salig Samuel Paty – den franske skolelærer, der blev dræbt på åben gade i oktober 2020 efter at have vist tegninger af Muhammed for en klasse i Paris. Det er dog ikke alle, der abonnerer på den opfattelse. Danmarks Lærerforening har fra begyndelsen været at finde blandt forslagets kritikere. Næstformand Dorte Lange forklarer Weekendavisen, at foreningens modstand er principiel og skyldes hensynet til lærerens undervisningsfrihed:

»Historiekanonen er ikke en idé, vi nogensinde har syntes om – og det gør vi stadigvæk ikke. Heller ikke, når der bliver tilføjet et nyt emne til den. Det er ikke en god idé fra centralt hold at bestemme, hvilke emner der skal undervises i,« siger Dorte Lange.

Heller ikke den del af forslaget, der blot handler om, at regeringen skal udarbejde undervisningsmateriale, er Danmarks Lærerforening begejstrede for.

»Jeg ved ikke præcis, hvor detaljeret man forventer, at regeringen skal gå ind og bestemme, hvad der står i det undervisningsmateriale. Vi bryder os ikke om, at staten bestemmer over undervisningsmateriale. Men hvis meningen med forslaget blot er, at man fra regeringens side skal opfordre forlagene til at lave deres eget materiale om muhammedkrisen, så siger vi ja tak til en variation af forskelligt materiale, man som lærer kan tage udgangspunkt i,« siger Dorte Lange.

Hos Danmarks Lærerforening ser man intet behov for et politisk indgreb. I stedet bør lærerne selv finde lokale løsninger på de enkelte skoler i dialog med elever og forældre.

»Noget af det væsentligste her er, at man som skole står sammen. At lærerne på skolen, skolens ledelse og forældrene er fælles om at tale om, hvordan vi tager svære emner op. Skolens virke skal bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Og det gælder jo hele vejen rundt. Vi skal have en ligeværdig tilgang til alle elever og alle befolkningsgrupper. Vi skal føle, at de bliver hørt og bliver respekteret. Og at man også skal respektere, at der er nogle temaer, som vi er nødt til at tale om i skolen,« siger hun.

– Har Danmarks Lærerforening nogen holdning til, om man skal eller ikke skal vise muhammedtegninger, når man underviser i muhammedkrisen?

»Svaret er nej. Vi har ikke nogen holdning til, om man skal eller ikke skal,« siger Dorte Lange.

Danmarks Lærerforening mener altså, at det skal være op til den enkelte lærer og dennes metodefrihed. Statslig indblanding nej tak. Men hvad så med frygten for at miste sit hoved? Det kan vel også tænkes at gøre indhug i metodefriheden. Her bliver det lidt mere kompliceret.

»Jeg ved godt, at der nogle gange bliver talt om, at der nok er en frygt blandt lærere på det her felt. Og der kunne jeg godt tænke mig at benytte anledningen til igen at sige, at hvis der er lærere, der føler sig utrygge i den undervisning, som de gerne vil lave, vil vi gerne høre om det. For det vil vi ikke acceptere. Men der har altså ikke været nogen endnu, der har rettet henvendelse til os som fagforbund om det,« siger Lange.

»Jeg ved ikke, om der er lærere i Danmark, der risikerer at blive halshugget på grund af det her. Jeg tror faktisk, at det her mest er en ideologisk dagsorden, som kommer fra bestemte politiske hold. Og dem har der været mange af i tidens løb. Hvis du kigger ned over de 29 emner, som er i historiekanonen nu, er det jo heller ikke et tilfældigt valg af temaer. Det er allesammen emner, som ligger inden for en bestemt politisk kontekst, at man skal undervise i. Men vi skal ikke være budbringere af bestemte politiske holdninger,« siger Dorte Lange, der også har svært ved at se, hvordan undervisningsmateriale skulle modarbejde selvcensur, såfremt en sådan altså findes.

Fra toppen

Hos Religionslærerforeningen ser man anderledes på sagen. Her er man som Danmarks Lærerforening principielt imod historiekanonen, og at man fra politisk hold gør bestemte emner obligatoriske, men så hører enigheden også op. Formand John Rydahl mener, at det er en god idé at få regeringen til at udarbejde undervisningsmateriale om muhammedkrisen.

»Det mener jeg, fordi der er et trusselsbillede, som er aldeles problematisk for de praktiserende lærere, herunder mine medlemmer. Derfor er man nødt til fra centralt hold – Folketinget eller Undervisningsministeriet – at få sat en dagsorden om, at der ikke er noget emne i den danske folkeskole, der ikke kan tages til behandling – herunder muhammedkrisen og tegningerne. Men af gode grunde er der jo nogle, der afholder sig fra at undervise i det, fordi risikoen ved at gøre det er alt for stor,« siger John Rydahl.

Rydahl har tidligere bemærket, at ingen danske forlag har udgivet undervisningsmateriale om muhammedkrisen, hvor tegningerne indgår. Det kræver således et aktivt tilvalg fra lærernes side, hvis tegningerne skal vises, hvilket sætter dem i en udsat position.

»Når jeg mener, det er en god idé, er det, fordi der er behov for, at man i Danmark bliver opmærksom på, at vi her har en udfordring. Der er pludselig et stofområde, som en række lærere afholder sig fra at undervise i af hensyn til eller af frygt for repressalier af forskellig art. Og at den frygt er reel, behøver man blot kigge ud ad vinduet for at se. Der nytter det ikke noget at bruge almindelige praktiserende lærere som skydeskive i den kamp. Man må tage konflikten fra toppen,« siger Rydahl.

Rydahl mener, at der er et vist hykleri i at insistere på, at det alene er op til den enkelte lærer og dennes metodefrihed. Det fører ifølge ham blot til, at mange ikke tør undervise i emnet. Rydahl har selv på baggrund af sine egne erfaringer bemærket, hvordan der er sket det, han kalder »et voldsomt holdningsskift« blandt lærerne. Færre mener i dag, at det er relevant at undervise i tegningerne i forhold til i tiden efter muhammedkrisen, hvor et klart flertal anså det for vigtigt.

Han er ikke i tvivl om, at det skyldes de forbrydelser, der har fundet sted det sidste årti med terrorangrebet på Charlie Hebdo, mordet på Paty og angrebet på Krudttønden som de tre store episoder. Det har næppe heller hjulpet, at en underviser på en professionshøjskole i København blev truet på livet, da hun efter mordet på Paty skrev på Facebook, at hun agtede at vise tegningerne i sin undervisning. Men hvordan skulle noget undervisningsmateriale ændre på denne frygt?

»Det ved jeg heller ikke, om det gør i første omgang. Men i det øjeblik, ministeriet lægger nogle eksempler på undervisningsforløb ud, har alle, både dem, der gerne vil blive inspireret af det, og alle, som synes, at det er en skændsel at undervise i det, mulighed for at se nogle eksempler på en lødig behandling af emnet. Det er ikke en problemstilling, der forsvinder på hverken et år eller fem eller ti. Der går måske en generation eller to, før jeg tror, at dansk kultur har fået den dagsorden tilbage på banen. Det er et forsøg på at sætte en dagsorden og på at dreje hele optikken i en anden retning, end den har taget siden 2005,« siger John Rydahl.

– Ville du selv vise muhammedtegningerne i undervisningen?

»Ikke som de politiske tilstande i landet er lige i øjeblikket. Risikoen er for stor. Man kan jo blot se, hvad der er sket i Frankrig,« siger John Rydahl.

En nødvendig kamp

Der er dog religionslærere, der både viser tegningerne og støtter forslaget om at gøre undervisning i emnet obligatorisk. Maja Tangsgaard er gymnasielærer i religion og historie og mener ikke, at hensynet til metodefrihed bør trumfe beslutningen om at indføre muhammedkrisen i historiekanonen.

»Metodefriheden findes i realiteten ikke. Der er allerede så mange andre emner, man skal undervise i både i folkeskolen og i gymnasiet. Det burde ikke være nødvendigt, at det skal være lovpligtigt, men jeg synes, at det er en kamp, der er nødt til at blive taget. Hvis det er noget, alle lærere skal undervise i, vil emnet stadig være sprængfarligt, men det vil ikke være op til den enkelte at vurdere, hvorvidt det er en god eller en dårlig idé,« siger Maja Tangsgaard.

Senest Tangsgaard selv brugte tegningerne i sin undervisning var for cirka tre uger siden under ramadanen, hvor en enkelt elev protesterede over, at hun viste dem midt i højtiden. Hun følte sig dog ikke truet.

»Selvfølgelig er det ubehageligt, men jeg har tidligere modtaget en dødstrussel, så det her var jo vand i forhold til,« siger hun.

Lektor i retsfilosofi Jakob v. H. Holtermann bruger også tegningerne, når han underviser i emner som ytringsfrihed og blasfemi. Det har han gjort uden at opleve problemer. Alligevel støtter han beslutningsforslaget.

»Der er selvfølgelig nogle, der er helt principielle modstandere af at have en kanon generelt, men det er jo ikke det, der er spørgsmålet her. Når man fra politisk side har taget stilling til fordel for at have en historiekanon i folkeskolen, har jeg svært ved at sætte en målestok, efter hvilken muhammedkrisen ikke skulle kunne tælle blandt dem,« siger Holtermann. Han ser primært to grunde til, at forslaget er en god idé.

»Jeg tror, det kan gøre det nemmere at overkomme, at man ikke selv står som forfatter til det materiale, man underviser i, hvis der er en frygt, og lærere navigerer under påvirkning af voldsmandens veto og kæmper med, om de skal overkomme denne eller ej. Hvis man viser andres materiale om tegningerne og krisen, har man lagt så stor afstand som muligt til sig selv og den blasfemiske ytring.

Derudover synes jeg, at det er utroligt vigtigt, at vi som samfund udtrykker støtte til de lærere, der vover pelsen, og siger, at de ikke har gjort noget forkert. At det hverken er racistisk eller fremmedfjendsk, men vigtigt for at forberede eleverne til deltagelse med ansvar og rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre, som det står beskrevet i folkeskolens formålsparagraf,« siger Jakob v. H. Holtermann.

Artiklen er en opdateret version af den, som blev lagt på nettet onsdag formiddag. Denne ajourførte udgave er skrevet torsdag formiddag, efter at beslutningsforslaget i onsdags er blevet debatteret i Folketinget.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-19/samfund/profeten-i-rummet

SØREN K. VILLEMOES (f. 1981) er journalist og kommentator. Han er uddannet i statskundskab ved Københavns Universitet. Villemoes' primære interesseområder er politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.

 

SVIL@WEEKENDAVISEN.DK