Mandag Mortensen. Presset mod den konservative partileder ligner en genopførelse af et gammelt drama.

Historien om et 

bebudet 

kongemord

Der er ikke stor trøst at hente for Søren Pape Poulsen, hvis han studerer den nyere konservative partihistorie. Når først formandskabet er bragt til debat, er det altid et varsel om talte dage og skrift på væggen.

Man husker måske Per Stig Møller stå uden for det konservative gruppeværelse og bedyre ro i partiet. Det var slut med fløjkampe og intriger, svor manden, der havde fået den utaknemmelige opgave at efterfølge Hans Engell, der bragte sit eget formandskab til ophør en sen nat på Helsingørmotorvejen.

Studerer man drejebogen for i hvert fald Lene Espersens og Lars Barfoeds afgang, er der en del, der burde forurolige Søren Pape Poulsen. Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix

Det bizarre dengang var, at man næsten kunne høre, hvordan knivene blev slebet inde bag døren. Per Stig Møllers dage var talte, og en fase med ødelæggende magtkampe var på vej, indtil partiet valgte Bendt Bendtsen som ny leder. En post, han bestred gennem det meste af 00ernes VKO-periode.

Bendtsens problem virker i dag næsten som en sød konservativ drøm. Hans brøde var nemlig, at han ikke formåede at hæve partiet over en konstant vælgertilslutning på ti procent. »Mr. Ten Percent« blev han internt kaldt, og dengang var det ikke positivt ment. Selvbilledet var stadig modelleret efter Schlüter-tidens storhed.

Derfor blev Bendtsen presset til at trække sig og lade sig afløse af Lene Espersen, der blev regnet for folkekær, hvilket imidlertid ingen efterfølgende meningsmålinger godtgjorde. Lettere blev det ikke for Espersen af, at hun pressede Per Stig Møller til at overlade Udenrigsministeriet til hende i håbet om, at den post kunne give folkelig medvind, som den havde gjort for flere forgængere.

Det skete imidlertid ikke for Espersen, der end ikke nåede at gå til valg som partileder, før hun måtte gå af. Kuppets anatomi mindede om noget, der er set før og siden. Meningsmålingerne var omkring det halve af Bendtsens, og der var murren i kroge og hjørner. Lokalforeningen i Helsingør sendte et brev til folketingsgruppen med opfordring til at udskifte partilederen. Brevet blev selvfølgelig lækket til pressen, og katten var ude af sækken.

Heller ikke efterfølgeren Lars Barfoed formåede at løfte partiet. Tværtimod blev det mere end halveret ved valget i 2011.

Tålmodigheden holdt til sommeren 2014, og igen begyndte det som et pres nedefra i partiet. Et medlem af hovedbestyrelsen rundsendte en analyse, hvor vedkommende konkluderede, at Barfoed ikke var den rette til at bringe partiet tilbage til en acceptabel størrelse.

Derefter fulgte en række hemmelige møder, hvor blandt andre Brian Mikkelsen forsøgte at overtale partiformanden til frivillig afgang.

Barfoed trak sig i august 2014 – angiveligt frivilligt, men reelt fordi han ikke var efterladt med andre muligheder.

Studerer man drejebogen for i hvert fald Lene Espersens og Lars Barfoeds afgang, er der en del, der burde forurolige Søren Pape Poulsen.

Det begynder med en rumlen indefra, et brev fra en lokalforening eller en analyse fra et hovedbestyrelsesmedlem, og derfra vokser det stille og roligt til et pres, der river lederen omkuld.

Denne gang er det en håndfuld tidligere partikoryfæer, der synkront har kritiseret både formand og linje. Partiledelsen anser det for orkestreret, kritikerne bedyrer, at der ikke er nogen fælles aktion.

Problemet for Pape Poulsen er, at han i en situation, hvor han stadig kæmper for at bringe samling på partiet efter en valgkamp og et folketingsvalg, der endte i katastrofe for partiet, nu skal til at diskutere sit eget formandskab i offentligheden. Den slags debatter er tegn på alt andet end intern styrke.

Ganske vist kunne Det Konservative Folkeparti forleden sende den politiske ordfører i byen for at meddele, at der i hovedbestyrelsen var fuld opbakning til formanden og linjen. Men alene det, at den slags har behov for at blive fortalt, vidner om et problem. Der var også fuld opbakning til Per Stig Møller, Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Lars Barfoed, lige til der ikke var opbakning mere.

Det betyder dog ikke, at Søren Pape Poulsen er lige ved at vælte. Faktisk er det forventningen, at han uden problemer overlever landsrådet senere på måneden. Men holdbarheden på længere sigt afhænger af, om partiets målinger begynder at rette sig inden valget til Europa-Parlamentet i juni, hvor De Konservative som bekendt har nok at slås med i forvejen. Ser det omkring nytår ud til, at partiet mister den plads, der lige nu tilhører den uønskede Pernille Weiss, kan det meget vel blive den anledning, Papes kritikere har ventet på.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/historien-om-et-bebudet-kongemord

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK