Mandag Mortensen. Presset
mod den konservative partileder ligner en genopførelse af et gammelt drama.
Historien om et
bebudet
kongemord
Der er ikke stor trøst at hente for Søren Pape Poulsen, hvis han studerer
den nyere konservative partihistorie. Når først formandskabet er bragt til
debat, er det altid et varsel om talte dage og skrift på væggen.
Man husker måske Per Stig Møller stå uden for
det konservative gruppeværelse og bedyre ro i partiet. Det var slut med
fløjkampe og intriger, svor manden, der havde fået den utaknemmelige opgave at
efterfølge Hans Engell, der bragte sit eget formandskab til ophør en sen nat på
Helsingørmotorvejen.
Det bizarre
dengang var, at man næsten kunne høre, hvordan knivene blev slebet inde bag
døren. Per Stig Møllers dage var talte, og en fase med ødelæggende magtkampe
var på vej, indtil partiet valgte Bendt Bendtsen som ny leder. En post, han
bestred gennem det meste af 00ernes VKO-periode.
Bendtsens
problem virker i dag næsten som en sød konservativ drøm. Hans brøde var nemlig,
at han ikke formåede at hæve partiet over en konstant vælgertilslutning på ti
procent. »Mr. Ten Percent« blev han internt kaldt, og dengang var det ikke
positivt ment. Selvbilledet var stadig modelleret efter Schlüter-tidens
storhed.
Derfor blev
Bendtsen presset til at trække sig og lade sig afløse af Lene Espersen, der
blev regnet for folkekær, hvilket imidlertid ingen efterfølgende
meningsmålinger godtgjorde. Lettere blev det ikke for Espersen af, at hun
pressede Per Stig Møller til at overlade Udenrigsministeriet til hende i håbet
om, at den post kunne give folkelig medvind, som den havde gjort for flere
forgængere.
Det skete
imidlertid ikke for Espersen, der end ikke nåede at gå til valg som partileder,
før hun måtte gå af. Kuppets anatomi mindede om noget, der er set før og siden.
Meningsmålingerne var omkring det halve af Bendtsens, og der var murren i kroge
og hjørner. Lokalforeningen i Helsingør sendte et brev til folketingsgruppen
med opfordring til at udskifte partilederen. Brevet blev selvfølgelig lækket
til pressen, og katten var ude af sækken.
Heller ikke efterfølgeren Lars Barfoed formåede at løfte partiet.
Tværtimod blev det mere end halveret ved valget i 2011.
Tålmodigheden holdt til sommeren 2014, og igen
begyndte det som et pres nedefra i partiet. Et medlem af hovedbestyrelsen
rundsendte en analyse, hvor vedkommende konkluderede, at Barfoed ikke var den
rette til at bringe partiet tilbage til en acceptabel størrelse.
Derefter fulgte en række hemmelige møder, hvor
blandt andre Brian Mikkelsen forsøgte at overtale partiformanden til frivillig
afgang.
Barfoed trak sig i august 2014 – angiveligt
frivilligt, men reelt fordi han ikke var efterladt med andre muligheder.
Studerer man drejebogen for i hvert fald Lene
Espersens og Lars Barfoeds afgang, er der en del, der burde forurolige Søren
Pape Poulsen.
Det begynder med en rumlen indefra, et brev
fra en lokalforening eller en analyse fra et hovedbestyrelsesmedlem, og derfra
vokser det stille og roligt til et pres, der river lederen omkuld.
Denne gang er det en håndfuld tidligere
partikoryfæer, der synkront har kritiseret både formand og linje. Partiledelsen
anser det for orkestreret, kritikerne bedyrer, at der ikke er nogen fælles
aktion.
Problemet for Pape Poulsen er, at han i en
situation, hvor han stadig kæmper for at bringe samling på partiet efter en
valgkamp og et folketingsvalg, der endte i katastrofe for partiet, nu skal til
at diskutere sit eget formandskab i offentligheden. Den slags debatter er tegn
på alt andet end intern styrke.
Ganske vist kunne Det Konservative Folkeparti
forleden sende den politiske ordfører i byen for at meddele, at der i
hovedbestyrelsen var fuld opbakning til formanden og linjen. Men alene det, at
den slags har behov for at blive fortalt, vidner om et problem. Der var også
fuld opbakning til Per Stig Møller, Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Lars
Barfoed, lige til der ikke var opbakning mere.
Det betyder dog ikke, at Søren Pape Poulsen er
lige ved at vælte. Faktisk er det forventningen, at han uden problemer
overlever landsrådet senere på måneden. Men holdbarheden på længere sigt
afhænger af, om partiets målinger begynder at rette sig inden valget til
Europa-Parlamentet i juni, hvor De Konservative som bekendt har nok at slås med
i forvejen. Ser det omkring nytår ud til, at partiet mister den plads, der lige
nu tilhører den uønskede Pernille Weiss, kan det meget vel blive den anledning,
Papes kritikere har ventet på.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/historien-om-et-bebudet-kongemord
Ingen kommentarer:
Send en kommentar