Anmeldelse. Martin Lidegaard vil være manden, der afværger klimakatastrofer, velfærdssammenbrud og konsekvenserne af en verden i opbrud. Ikke nu, men lige om lidt.

Fremtidens mand

VENLIGT UDLAGT MÅ man imponeres over såvel vingefang som detailindsigt i Martin Lidegaards nye bog, Generationskontrakten, som udkommer med perfekt timing op til weekendens radikale landsmøde i Nyborg.

Den radikale leder har det store overblik over klimakatastrofens aktuelle stade, verdens sikkerhedspolitiske arkitektur og de alt for grove masker i velfærdssystemets sikkerhedsnet. Man fornemmer erfaringen og dygtigheden; pennens 56-årige ejermand har en lang historie som toppolitiker, minister og de seneste måneder også som partileder at trække på.

Lidegaard kan også politikkens allermindste detaljer og fakta. Læseren informeres om snart sagt alt fra energiforbruget under militær transport af brændstof i Afghanistan til de hjemlige ynglefugles triste status på rødlisten over truede arter. Det kræver 12 liter benzin at transportere én liter, mens 47 procent af ynglefuglene er truet eller allerede uddøde.

Mindre venligt sindet ville man vel skrive cirka det samme med tilføjelsen: Jamen altså, bør denne talentfulde mand ikke gå ind i politik?

Papir er tålmodigt, og Martin Lidegaard har skrevet knap 300 sider om påtrændende opgaver. Arkivfoto: Peter Hove Olesen.

Det er naturligvis en polemisk urimelighed. Martin Lidegaard pukler uafbrudt for at samle sin folketingsgruppe og for at genfinde sit partis eksistensberettigelse efter den store omgruppering i dansk politik, som sendte Radikale fra centrum til periferi.

Radikale deltager også med flid i det daglige parlamentariske arbejde. Martin Lidegaard har opbygget en reformalliance med Liberal Alliance og Konservative og har endda stemt for den meget upopulære afskaffelse af store bededag som fridag. Hans folketingsgruppe agter trods kvababbelser også at stemme for det kontroversielle forslag om at forbyde afbrænding af visse religiøse skrifter. En så fremstrakt næve til håndtering af bøvlede sager ses ellers ikke uden for de regeringscirkler, hvor kompromisvilje og magt udveksles til dagskurs.

Når man alligevel må efterlyse Lidegaard som politiker, skyldes det en grundlæggende ubalance i Generationskontrakten, konflikten mellem vilje og gerning, en påfaldende utakt mellem tålmodighed og hast, som ikke kan undgå at præge læsningen af bogen.

Papir er tålmodigt, og Martin Lidegaard har skrevet knap 300 sider om påtrængende opgaver, virkelig påtrængende, inden for klima, forebyggelse og velfærdsorganisering. De opgaver skal løses fra midten, understreger Lidegaard – jævnfør titlen på hans forrige bog, Lad os mødes på midten – men han har jo forkastet det foreliggende værktøj, SVM-regeringen, som ubrugeligt og forældet.

Så det påtrængende haster alligevel ikke så meget? Eller vil der hurtigt og mirakuløst vise sig et nyt og radikalt bedre værktøj? Lidegaard beskriver »en frugtbar rastløshed« i sit bagland, måske dækker formuleringens dobbelthed over denne ubalance mellem vilje og gerning.

Lidegaard forklarer selv, at han ikke bare vil deltage i en regeringskonstruktion, som indgår kompromiser på den gammelkendte fordelingspolitiske akse: »Vi vil mere end bogstavleg. Der er stadig tid og mulighed for at bane vejen for en ægte ny midte i dansk politik, enten under denne regering eller i en ny, men det kræver en fundamental anden tilgang. Og det haster.«

Det er den nygamle gåde om den radikale sortie fra regeringsforhandlingerne på Marienborg i december, som Lidegaard her skriver sig rundt om. Forlod han forhandlingerne i sidste sekund, fordi hans mandater magtmatematisk var overflødige, og den grønne politik derfor ville blive grå?

Eller fortrød Lidegaard en tilværelse under magtens velsignede åg, fordi han blev klar over, at han ikke ville kunne overbevise den decimerede radikale gruppe om, at man skulle takke ja til to ministerposter og regeringsfællesskabet med Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen?

Øverst på formularen

BOGEN HAR SINE steder et klassisk venstreorienteret præg. Denne fornemmelse af, at jo færre af sine visioner man kan få gennemført, desto grundigere kan man beskrive alt det, man ville, hvis man kunne. Lidegaards insisteren på forebyggelse i det sociale arbejde og en meget konsekvent klimapolitik trækker i samme rødtonede retning.

Mange af de politiske forslag er omvendt liberalt inspireret: Forslaget om egen opsparing til ældreomsorg inspireret af arbejdsmarkedspensionerne. Velståendes egenbetaling af klassiske velfærdsydelser. Afskaffelse af efterløn og Arnepension. Omlægning af folkepensionen til opsparing.

Så alt er i den forstand i skønneste orden: Bogens budskab er socialt og liberalt, socialliberalt, altså radikalt, og nu i en udgave, hvor udlændingepolitikken ikke stiller sig i vejen for den radikale midterposition.

Problemet er, at der er kommet en ny kraft i dansk politik. Lars Løkke Rasmussens Moderaterne udfordrer især tre partier i Folketinget:

Venstre, naturligvis, som har måttet aflevere så frygteligt mange mandater til den tidligere formand og andre villige aftagere, at rollen som folkeparti er alvorligt udfordret. Konservative, som koncentreret om eget sorgarbejde efter styrtet i folketingsvalgets afgrund har måttet se partiets hævdvundne slogan om borgerlige stemmer, der arbejder, erobret af en agil forræder af den borgerlige sag. Og så er De Radikale og Martin Lidegaard også udfordret af Løkke, som erobrede den rolle som manden i midten, Lidegaard selv har forberedt gennem år.

SKØNT RADIKALE SÅLEDES for tiden er sat noget uden for den magt og indflydelse, der er ilt og salt for det radikale gemyt, er bogen naturligvis klassisk radikal i synet på omverdenen og på partiet selv. Generationskontrakten ville formentlig uden videre kunne vedtages som meget ordrigt arbejdsprogram på weekendens radikale landsmøde.

Det storladne afslutningskapitel – »Giv et bedre Danmark videre« – kunne tilsvarende fungere som den politiske leders på en gang alarmistiske og optimistiske afsluttende replik at gå hjem på, når landsmødet slutter søndag eftermiddag.

I dette kapitel sammenfatter Lidegaard sit synspunkt: Vi er sent ude, og vi har misbrugt mange chancer, men endnu kan vi nå at stille os på forebyggelsens side. Vi kan investere i fremtiden, gøre op med traditionen for lappeskrædderi, brandslukning og politisk bestikkelse af nuværende vælgergrupper. Politikken i Danmark kan og skal »målrettes fremtiden og hensynet til de kommende generationer«, skriver han.

Således ekkoer den klassiske radikale accent gennem årtierne: Hvorfor ikke gøre det kloge i stedet for at hænge fast i de gamle interessepartiers dumme verdensbillede?

Dette kloge og fremtidsvendte syn på tilværelsen gælder i forhold til den negative sociale arv, hvor vi bør forebygge i stedet for at lappe på skaderne, efterhånden som de dukker op. Det er både klogere, mere menneskeligt og billigere at sikre alle danske børn en tryg og omsorgsfuld barndom.

Det gælder sikkerhedspolitisk, hvor vi skal investere i de ustabile lande omkring os og i Afrika. Lidegaard agiterer for et stærkere, mere beslutningsdygtigt EU, som skal have som påtrængende mål at udvides med fem-ti nye lande.

Og det gælder naturligvis klimaet og kloden. »Klokken er ti sekunder i tolv« på Lidegaards ur. Forskning, uddannelse, teknologi, hurtig implementering på hele det grønne område er en absolut hovedopgave.

Alt dette krævende arbejde ude og hjemme kan næppe gennemføres med den nuværende regering – så sad Radikale jo i den – men Lidegaard er lidt diffus i formuleringerne her. Afslutningsvis formulerer han det sådan, at en ny regering for hans skyld kan »bestå af de partier, det skal være, og have den farve, det skal være. Det kan være en variant over den nuværende eller en helt ny«.

Det er fristende at tage Martin Lidegaard på ordet og vende tilbage til de skæbnemættede uger efter valget, hvor regeringen fik sin form og farve. Tænk, hvis De Konservative havde besluttet at gå efter magten. Så havde Danmark formentlig fået en flertalsregering med de fire gamle magtpartier uden deltagelse af Lars Løkke, men med Martin Lidegaard på regeringsholdet. Man arbejdede en tid med den model.

I så fald havde Lidegaard haft travlt med at regere og levere sin generationskontrakt i et mindre jordvindende trav, end papiret tillader. Til gengæld havde han nok ikke haft tid til at skrive sin bog færdig.

Martin Lidegaard: Generationskontrakten. 304 sider. Lindhardt og Ringhof.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-37/samfund/fremtidens-mand

 

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK