Interview. EUs
asylsystem er amoralsk og dødbringende, mener den hollandske sociolog Ruud
Koopmans. Vi belønner flygtninge med mindst behov for beskyttelse. Løsninger
som Rwanda-modellen er den eneste farbare vej, siger han.
Grænsen er nået
De fleste ved nok, at EUs asylpolitik ikke har fungeret overdrevet godt
de seneste mange år. Ineffektiv? Helt klart. Men amoralsk? Ja, ligefrem
dødbringende?
Det mener Ruud Koopmans, hollandsk
migrationsforsker, professor ved Humboldt Universitet i Berlin, som denne uge
besøgte Danmark i anledning af oversættelsen af sin nye bog om Det
europæiske asyllotteri, som værkets afslørende titel lyder. Først
det amoralske:
»Vi hjælper ikke mennesker, der har størst
behov. Vi hjælper et betydeligt antal økonomiske migranter, der slet ikke har
brug for beskyttelse. Og blandt de ægte flygtninge hjælper vi de stærkeste og
de rigeste. Det er amoralsk.«
Og så det dødbringende:
»Vi hjælper dem, der er i stand til at nå en
europæisk grænse. Det er det princip, vores system er baseret på, hvilket
betyder, at asylansøgere skal krydse Sahara og andre ørkener, og så skal de
krydse Middelhavet.«
Omkostningerne ved den rejse er grufulde.
Koopmans nævner, at 25.000 mennesker er døde alene i Middelhavet – alle har
hørt om de flere hundrede migranter, der druknede i det græske øhav i juni; færre
har måske bemærket, at fem yderligere – deriblandt fire børn – druknede i samme
øhav i sidste uge. Og så
er der et ukendt antal mennesker, der er døde i Sahara, måske et lige så højt
antal.
»Altså 50.000 døde på ti år,« siger Koopmans.
»Det er forfærdelige tal, især hvis man
sammenligner med antallet af mennesker, der er døde i borgerkrigen i Syrien.
Hvis man ser på en syrer, som har befundet sig i en slem borgerkrig, er
risikoen for at dø ved at blive i landet mindre end risikoen for at dø på vej
til det europæiske asylsystem. Vi beder folk om at udsætte sig selv for en
risiko, der er større end risikoen ved den krig, vi siger, vi ønsker at
beskytte dem mod.«
Koopmans er ikke en mand, der er bange for at
udstikke hårde domme. Han er som sociolog et særsyn blandt fagfæller, og han
har talt om at føle sig udskammet.
Han omtaler sig selv som universalist og progressiv, men har nok mødt mest
imødekommenhed fra højrefløjskredse og, gætter man på, fra den mere
indvandringskritiske del af det danske Socialdemokrati.
I 2017 skrev han bogen Assimilation
oder Multikulturalismus?, hvor han advarede mod, at europæiske
lande mødte indvandrere med særhensyn. I 2020 udkom Islams forfaldne hus – De religiøse
årsager til ufrihed, stagnation og vold, som udsendtes i en dansk
oversættelse. Her skrev han om det totalitære træk i islam, som forhindrede
muslimer i at integrere sig i Europa, og som trak Mellemøsten ned i dyndet.
Socialdemokratiets Rasmus Stoklund anbefalede den varmt i Altinget.
Med den nye bog lander Koopmans et sted, der
politisk set er vanskeligt at placere. På den ene side mener han, at europæiske
lande har en historisk forpligtelse til at yde humanitær hjælp til klodens
mange flygtninge og tage vores rimelige andel. På den anden side vil hans
forslag til, hvad EU bør stille op, nok virke stødende i vide kredse. Han
omtaler eksempelvis både den australske flygtningemodel – asylansøgere placeret
på en stillehavsø – og den danske Rwanda-model i favorable toner; igen noget,
Socialdemokratiet vil forstå at varme sig ved, når nu de to øvrige
regeringspartier og store dele af resten af EU har vist sig at have et noget
mere lunkent forhold til ideen.
Den
hollanske migrationsforsker og professor Ruud Koopmans mener, at vi i Europa
bringer flygtninge i livsfare, når de skal krydse Middelhavet. Derfor synes
han, at den danske regerings Rwanda-model er en bedre løsning på
flygtningekrisen. Foto: Valeria Ferraro, Getty Images
Asylpolitikkens oprindelse
Men først et par ord om, hvorfor vi
overhovedet har en asylpolitik. Hvorfor ikke bare skærme Europa inde og smide
nøglen væk?
»Går man tilbage til den europæiske asyl- og
flygtningepolitiks oprindelse efter Anden Verdenskrig, var det hensigten at yde
støtte til mennesker, der havde akut behov for beskyttelse på grund af politisk
forfølgelse,« siger Ruud Koopmans siddende på sin forlæggers kontor midt i
København. Den 62-årige er omhyggelig med at forklare sine synspunkter, og
bogen er så spækket med tal og grafer, at læseren ikke udelukkende bør gå til
værket for fornøjelsens skyld.
»Det historiske eksempel var jøderne, der
forsøgte at flygte fra Nazityskland og blev stoppet ved de schweiziske og
hollandske grænser. Her lød det, at da de allerede havde givet 20.000 jøder
asyl, kunne de ikke tage imod flere. Vi ved selvfølgelig, hvad konsekvensen
blev for de afviste jøder.«
EUs asylpolitik er oprettet for at forhindre
den slags situationer, forklarer professoren. Men hvis man så ser på den
faktiske praksis i det europæiske asylsystem, står det klart, at vi ikke
hjælper mange af de mennesker, der virkelig er i akut nød: de politisk
forfulgte, de sårede og de syge eksempelvis.
»Jeg tænker også på dem, der er flygtet fra
krigen i Yemen, som vel er den værste humanitære katastrofe i verden i dag. Men
disse mennesker er fanget i Yemen. Vi hjælper dem slet ikke. De kan ikke tage
afsted, fordi de på den ene side har Saudi-Arabien, det land, der angriber
Yemen, og på den anden side Det Røde Hav.«
Det amoralske ligger også i, hvem der så
kommer til den europæiske grænse, fortsætter Koopmans. Her gælder princippet om survival
of the fittest. Kun de stærkeste formår at drage hele vejen til de
europæiske grænser og kræve asyl. Det er for det meste raske unge mænd fra
velstillede familier, der har råd til menneskesmuglere, som kræver mellem fem
og ti tusind euro for ulejligheden.
»Når de så er ankommet og har bedt om asyl,
har vi omfattende asylprocedurer, hvor vi vurderer, om disse mennesker faktisk
kan anerkendes som flygtninge. Men også de, der ikke anerkendes, kan blive i
Europa. Vi er ikke i stand til at sende de afviste tilbage til deres
oprindelseslande eller til transitlandene.«
– Nogle
vil sige, at det er EUs strenge asylpolitik, der er amoralsk: at vi har gjort
det så vanskeligt at få ophold i Europa, at flygtninge må sætte livet på spil
for at komme hertil?
»Selv i en situation med helt åbne grænser
ville vores system stadig kræve af folk, at de krydser Sahara og Middelhavet.
Men hvis vi virkelig åbnede vores grænser, ville endnu flere søge mod Europa.
Det ville betyde, at endnu flere ville dø i Sahara og i Middelhavet.«
Mener man, at EUs asylregler er for strikse,
er det eneste humane alternativ, at vi afskaffer de europæiske regler om, at
man skal have visum for at komme ombord på et fly, forklarer han.
»Jeg tror, nogle politiske partier på den
yderste venstrefløj er villige til at træffe det valg. De kalder sig selv
socialister, men de vil ikke indrømme, at sker det, er det farvel til
velfærdsstaten og goddag til massefattigdom.«
– Er det
så ikke princippet om, at man kan søge asyl, hvis blot man når EUs grænser, der
er forkert?
»Jo. Derfor var debatten i begyndelsen af
Ukrainekrigen om europæernes vilje til at tage imod de ukrainske flygtninge
illustrativ. Mange hævdede, at der var tale om racisme; at vi kun tog så
beredvilligt imod ukrainerne, fordi de er hvide og kristne. Men det er en
fundamentalt anderledes moralsk situation. Ukrainere har ingen anden udvej end
at flygte over grænserne til Østeuropa. Vi kan selvfølgelig ikke sige til de
mennesker, at vi kun kan tage en vis kvote. Så ville vi gøre præcis det samme
som Schweiz og Holland før Anden Verdenskrig.«
Rwanda-modellen er ikke bare en værdifuld vej at følge, men den
eneste måde at løse problemet på.
RUUD KOOPMANS, MIGRATIONSFORSKER,
PROFESSOR HUMBOLT UNIVERSITET, BERLIN
Men når det gælder andre dele af kloden – i
lande, der ikke grænser op til EU – burde et andet princip gælde, mener
Koopmans. Her skal princippet ikke være, at vi kun hjælper dem, der ankommer
til den europæiske grænse. Vi skal hjælpe direkte enten i de lande, hvor der er
krig og forfølgelse, eller i flygtningelejrene, som oftest ligger i
nabolandene.
»Derfra kunne vi gennem UNHCR, FNs
Flygtningeorganisation, sige, at vi som Europa eller som Danmark vil tage imod
et vist antal yemenitiske flygtninge hvert år. Vi kunne gøre det samme med dem,
der er flygtet fra regimet i Myanmar, og med syriske flygtninge. Men det skal
foregå derfra; ikke fra Europas grænser.«
I sin bog opruller professoren de
skæbnesvangre år, der ledte op til flygtningekrisen i 2015-2016. I de første år
af den syriske borgerkrig så EU den anden vej, selvom syriske flygtninge
strømmede i millionvis til Syriens nabolande Libanon, Jordan og Tyrkiet. Der
skete kun noget, fordi menneskesmuglere i Tyrkiet i 2015, formentlig med
præsident Erdogans stiltiende accept, sendte titusindvis af flygtninge med både
fra den tyrkiske kyst til Grækenland. Den græske regering, der var vred over
den måde, Tyskland havde behandlet landet på under eurokrisen, bistod med at
sende strømmen videre nordpå.
Først da de stod ved den tyske grænse, følte
kansler Angela Merkel sig kaldet til at omtale sig selv som en
»flygtningekansler«, siger Koopmans.
»Vi kunne allerede fra begyndelsen af den
syriske borgerkrig have sagt, at vi i EU var villige til at tage en høj kvote
hvert år, gerne flere hundrede tusinde, for at mindske byrden i Syriens
nabolande. Det gjorde vi ikke. I stedet ventede vi bare, indtil det princip,
vores flygtningesystem er bygget på, trådte i kraft. Det betød, at vi
grundlæggende finansierede smuglerindustrien. Vi gjorde det muligt for Erdogan
at bruge flygtninge som en trusselsmekanisme.«
Rwanda-modellens fordel
Spørgsmålet er så, hvad vi burde gøre? Her
præsenterer Koopmans det, han kalder en »realistisk utopi«. Eksempelvis den
danske regerings Rwanda-model:
»Der er ingen juridisk eller moralsk hindring
for at gøre det. Det er ikke bare en værdifuld vej at forfølge, men den eneste
måde at løse problemet på,« siger han.
–
Kritikken af Rwanda-modellen er jo, at Rwanda er et ikkedemokratisk land med
et tvivlsomt forhold til menneskerettighederne.
»Det er fuldstændig irrelevant. Stort set alle
de lande, hvor de store flygtningelejre befinder sig, er ikkedemokratiske.
Tyrkiet er et ikkedemokratisk land, det samme er Jordan og Bangladesh.«
Den humanitære forpligtelse i
Genèvekonventionen handler om at beskytte mennesker mod forfølgelse og krig i
deres oprindelseslande, forklarer han. Forpligtelsen handler ikke om at give
dem adgang til demokratiske valg.
»At Rwanda ikke er et demokrati for rwandere,
er derfor irrelevant for flygtningebeskyttelsen.«
Indførte man den model, ville konsekvensen
blive den samme, som man så i Australien, da landet i 2001 fandt på den
såkaldte Pacific Solution. Som Koopmans forklarer, blev asyllejrene i
stillehavsøerne Papua Ny Guinea og Nauru hurtigt fyldt op, men allerede efter
et par år var de næsten tomme. Det samme vil ske i Rwanda, forudser han.
Kan han ikke se det stærkt tvivlsomme signal
i, at rige velfærdsstater sender asylansøgere til et land, hvor vi ikke har
kontrol over, hvad flygtningene udsættes for?
»Selvfølgelig har flygtninge
menneskerettigheder,« svarer han.
»Jeg kender ikke nøjagtig homoseksuelles
rettigheder i Rwanda, men det er måske som mange andre lande i Afrika ikke det
sted, hvor man vil sende homoseksuelle eller transkønnede flygtninge til. Af
den grund mener jeg også, det er vigtigt ikke kun at have aftaler med ét land.
Nogle lande er ikke egnet til specifikke flygtninge. Hvis man kun har ét land
at sende asylansøgere til, er der også altid en risiko for at blive afpresset.
Så er man afhængig af dette ene land.«
Men Koopmans vurderer, at Rwanda-modellen i
dag er blevet politisk sortlistet i EU. Det er ikke danskernes skyld.
»De konservative regeringer i Storbritannien
har taget ideen op, og som følge heraf er det no-go. Det er, som om det er et
tabuord nu, men jeg tror, der er mange andre lande, som nok er mere egnede end
Rwanda. Marokko, eksempelvis, og Tunesien. Man kunne også tænke på lande som
Ghana og Senegal, nogle af de få fyrtårne i Afrika, når det kommer til
demokrati og menneskerettigheder.«
Send dem til Tunesien
Lad os så forestille os, at denne realistiske
utopi rent faktisk bliver indført og kommer til at fungere. Hvorfor skulle det
få strømmen af illegale flygtninge over Middelhavet til at stoppe? Vil det ikke
kræve et endnu mere hårdhændet grænseværn med Frontex-skibe, bevæbnede vagter,
lyskastere og høje pigtrådshegn?
»Nej. Vi burde få en god aftale med Tunesien,
hvor vi enes med landet om, at det tager folk tilbage, der ankommer til
eksempelvis Lampedusa eller den italienske kyst. På den måde ved flygtninge,
der vil krydse Middelhavet, at i det øjeblik, de når den italienske kyst, vil
de snarest blive sat på en båd og bragt til Tunesien.«
Her kan de så få adgang til asylprocedurer,
fortsætter han. Det er allerede muligt i dag.
»I sådan et system vil kun de færreste have
lyst til at krydse Middelhavet. EU skal give Tunesien penge for at sikre, at
disse mennesker derefter gives beskyttelse under humane forhold. Det er muligt,
især hvis man tænker på, hvor mange ressourcer, hvor megen tid, og hvor meget
bureaukrati vi lægger i behandlingen af alle disse individuelle
asylansøgninger og i alle disse forsøg på at udvise asylansøgere. De få
udvisninger, der faktisk finder sted, er vanvittigt dyre. Vi sender fly til
Afghanistan med ti personer ombord og 20 politifolk – det koster millioner. Det
er latterligt.«
–
Indvandringsdebatten i Danmark er faldet ganske betydeligt i niveau i de
seneste år, fordi antallet af godkendte asylansøgere er så lavt. Er vi er for
ugenerøse?
»Først og fremmest har Danmark taget sig af
mere end 30.000 ukrainere, hvilket er et ret stort antal for et lille land. Da
den danske regering fremlagde sin Rwanda-model, indeholdt planen et løfte om,
at hvis antallet af flygtninge ville blive reduceret på den måde, eller de
spontane asylansøgere ville blive reduceret, ville Danmark tage imod flere
kvoteflygtninge.«
– Tror
du, EU har viljen til at løse asylproblemet? Presset på de europæiske grænser
vil jo kun stige?
»Det er allerede steget betragteligt. Vi har i
øjeblikket det største antal flygtninge i Europa siden Anden Verdenskrig. Der
forventes at komme en million asylansøgere til EUs grænser i år.«
– Ser du
en fare for, at højrepopulistiske partier på grund af den vedvarende
flygtningekrise vil blive så stærke, at de kan påvirke EU indefra?
»Det sker allerede. Jeg tror, at problemet på
venstrefløjen og også for ngo'er og flygtningeorganisationer er, at de
fortsætter med at kritisere det nuværende system og reelt taler om åbne
grænser. Det vil intet flertal gå med til, tværtimod vil reaktionen dybest set
føre til et Fort Europa. Her vil højrefløjsregeringer lukke grænserne gennem
pushbacks, ja, det sker allerede der, hvor populistiske regeringer er ved
magten. Det sker i Polen, det sker i Ungarn, ja, det sker i Grækenland. For
mig, der føler mig forpligtet på humanitære principper, og som betragter mig
selv som progressiv, er det uforståeligt, hvordan man kan acceptere en status
quo, der er så dødbringende og så uretfærdig som det system, vi har.
Alternativet er ikke en utopisk drøm, men konkrete og praktiske løsninger, der
er bedre end dem, vi har.«
Ruud
Koopmans: Det europæiske asyllotteri – En realistisk utopi, der kan løse
krisen. 264 sider. Forlaget Pressto. Udkommer fredag den 8. september.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-36/samfund/graensen-er-naaet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar