Kommentar. Datoerne 28.-30. juli 2023 kan allerede nu hugges i sten. De markerer et helt afgørende skifte i dansk politik. Den »anstændige« position, der under muhammedkrisen ville beskytte folk og fæ, der hævdede sig krænkede, er flyttet væk fra venstrefløjen og ind på midten.

Lex Løkke

DEN BRATTE, NYE korankrise er som at gennemspille muhammedkrisen på speed.

Dengang gik der adskillige måneder, fra statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste at mødes med de muslimske ambassadører i oktober 2005, til han skilte fårene fra bukkene og til sidst måtte bøje sig med en nervøs tv-undskyldning i februar 2006 i et forsøg på at stoppe handelsboykot og ambassadebrande. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har taget det langt længere skridt fra at stå fast på, at koranafbrændinger ikke er ulovlige, og til, at de skal kriminaliseres, henover weekenden 28.-30. juli.

De datoer kan allerede nu hugges i sten, for de markerer et afgørende skifte i dansk udenrigspolitik. Den konfrontation, som den daværende regering under mange omkostninger stod stejlt på, og som har tegnet dansk politik i de næsten 20 år siden da, er nu afløst af et diffust kald på international samling og samarbejde og andre vennesæle ord, mens Justitsministeriets topfolk går på overtid med den vanskelige opgave at kriminalisere koranafbrændinger på en måde, så ytringsfriheden kan se ud til at være uskadt. Hvad der har fået Løkke og SMV-regeringen til at tage dette skridt, hensvæver i det dunkle. Trusselsniveauet har været højt siden muhammedkrisen, og der har ikke, så vidt vi ved, i den aktuelle situation været trusler på niveau med 2006.

MÅSKE ER ANLEDNINGEN til Løkkes lynsnare udvikling, at OIC-landenes udenrigsministre mødtes mandag den 31. juli, hvor Løkke lancerede planen om indskrænkning af ytringsfriheden aftenen før. I december 2005 var det et OIC-møde, der planlagde boykotterne af Danmark, mens vi først senere blev klar over, at ambassadebrandene blev aftalt med terrororganisationer som Hamas og Hizbollah.

Illustration: Gitte Skov.

Løkke har begribeligvis frygtet, at det aktuelle OIC-møde ville få samme effekter som i 2005. Men hvor Fogh, trods forkølede undskyldninger, blev stående under konsekvensernes rasen, lagde Løkke sig straks helt ned og rullede rundt, som det hedder i Statsministeriets terminologi, inden der overhovedet var konsekvenser i syne. Han er nu i »dialog« med OIC, hedder det, og det er vist den særlige form for dialog, der mest foregår envejs.

Hvad der skal stå i den konkrete lovtekst, er helt tåget, og justitsminister Peter Hummelgaard har allerede gjort klart, at der kan gå måneder, inden et konkret forslag foreligger. De fremsatte meldinger er forskellige. Løkke har talt om et forbud mod afbrænding af hellige bøger, idet han ud over Koranen også nævner jødiske og hinduistiske skrifter.

Det er særdeles betænkeligt. Bøger er fligede genstande af papir – der er ingen bøger, der i sig selv er hellige, og selvom mange religioner hævder at være i besiddelse af et helligt skrift, anser de som regel ikke de andre religioners bøger for hellige. Så hvilke skrifter skulle Lex Løkke omfatte? Løkke har nævnt skrifter fra nogle af de store religioner. Men problemet er, at der er mange flere. Hvad med katekismer, hadither, og prædikensamlinger, hvad med Vedaerne, Mormons Bog; hvad med den Ældre Edda, hvad med guden Moons doktriner?

Relativt få personer kan beslutte sig for at være en religion og blive taget seriøst af religionsforskere: Den parodiske affære kaldet »Flying Spaghetti Monster« har nu seriøse tilhængere, ligesom Star Wars-religionen »jedism«. Skal det være forbudt at brænde filmplakater med Han Solo? Man kan jo godt få den mistanke, at »rigtige« religioner i praksis vil vise sig at begrænses til dem, der har frækhed eller magt til at fremsætte trusler imod Danmark. Det er tænkeligt, at man vil mobilisere begrebet om »anerkendte trossamfund«, der mest angår fritagelse for moms – men som i så fald vil få bredere anvendelse og give en håndfuld religiøse klubber en ny politisk magt til at tegne grænser for, hvad der må ytres.

Endnu mere ildevarslende er det, når udenrigsministeren går ud i mere vage generaliseringer som den om, at »forhånelse og nedgørelse af andre landes kulturer, religioner og traditioner« som sådan skal forhindres. Det kan hurtigt blive mere omfattende end den blasfemiparagraf, man hævder, man ikke vil genindføre. I alle tilfælde vil Løkkes overvejelser indføre en særlig beskyttelse af religioner, der ikke gælder andre ideologier og foreninger.

Det er så meget mere problematisk, som religioner oftest selv forhåner og undertrykker religioner. Blandt de 57 OIC-lande, der nu skal afgøre grænserne for dansk ytringsfrihed, har ingen af de stærke spillere, Iran, Pakistan, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Egypten, reel frihed for anderledes troende, hverken for afvigende muslimer, kristne, jøder, ateister eller andre. Er det virkelig lande, hvis religionspolitik man skal lade sig belære af?

JUSTITSMINISTER PETER HUMMELGAARD har antydet en helt anden retning for den kommende lovgivning, der ikke går i religiøs, men derimod i politisk retning. Han taler om, at man ikke skal kunne lave »bevidste forhånelser af andre lande«. Jeg tilhører en generation, der har været vant til at være vidne til regelmæssige opløb foran den amerikanske ambassade.

Men sådan noget vil også blive omfattet af en Lex Hummelgaard, ligesom de iranske kvinder, der hiver slørene af foran den iranske ambassade, protester mod Ukrainekrigen foran Ruslands ambassade, palæstinensere foran Israels ambassade og meget andet.

Det er faktisk en klassiker i begrænsningerne af dansk ytringsfrihed gennem 500 år: Gesandter fra stærke lande er igen og igen gået til regeringen og har fået lukket kæften på kritiske danskere, lige fra 1500-tallet og til Tibetsagen. Et af Løkkes mere kringlede argumenter går i denne retning af international politik: at den ny koranlov skal gavne Ukraine i krigen mod Rusland. Logikken er vistnok, at Rusland, der er medlem af OIC, kan hindre støtte til Ukraine fra muslimske lande, som Løkke med loven vil vinde tilbage i den vestlige lejr. Det er i bedste fald en hypotese. Men igen kan man overveje, om en sådan lov mon vil gælde ved Norges, Namibias og Uruguays ambassader, eller om det i praksis vil blive begrænset til lande, der er klar til at fremsætte voldelige trusler mod Danmark?

BEGGE DE TO ideer kunne pege i retning af en eller anden form for særlov med de problemer, som noget sådant altid medfører. Derfor er det mere sandsynligt, at man vil udvide en eksisterende lovgivning. Racismeparagraffen 266b har været nævnt, og den har da også været udvidet med nye krænkelser et antal gange, ligesom retspraksis efter blasfemiparagraffens afskaffelse i 2017 har bragt 266b's anvendelsesområde i nærheden af, hvad der før blev betegnet som blasfemi.

Paragraffens struktur er at beskytte en række nærmere beskrevne grupper imod udsagn, der opleves som krænkende – uanset om disse udsagn er sande eller ej. Bestemte former for kritik af religion kunne så omdigtes til i virkeligheden at være krænkelse af de personer, der tror på den pågældende doktrin.

Det er måske den vej, svenskerne vil gå med deres parallelle paragraf om »Hets mot folkgrupp«. En anden vej vil være at kriminalisere afbrændingen af bestemte bøger som en krænkelse af den offentlige orden. Det kunne også angå demonstrationer med bål mere generelt, i hvilket fald man vil undgå at fælde religiøse domme. Så vil politiet kunne afvise demonstrationer med brændende genstande, ligesom man kan gøre det med henvisning til problemer med trafikken og lignende. I samme retning har tidligere operativ leder i PET Hans Jørgen Bonnichsen foreslået en udvidelse af hærværksparagraffen. En sådan løsning vil nok være den mindst problematiske, men vil måske ikke tilfredsstille høgene i OIC, fordi den ikke særbehandler religioner.

Men i alle tilfælde står man over for en klassiker i ytringsfrihedens historie, nemlig at menneskelig kreativitet ofte bliver skærpet af benspænd. Hvis koranbrand forbydes, så kan afbrænding af dukker af Muhammed blive næste skridt. For at forebygge det kunne man så generalisere til afbrænding af religiøse symboler – så kan de kreative hænge eller drukne dukken og så videre. Hvad må der mon stå på demonstrationernes bannere? Må der stå »Burn the Book«? Vil man foregribe en sådan udvikling, må den ny paragraf gøres endnu bredere. Vil man ikke, spiller man op til de kreative.

EN VIGTIG FORSKEL i forhold til muhammedkrisen er selve den omstridte ytring. Dengang angik det karikaturer og satiretegninger, en klassisk del af moderne offentlighed siden 1700-tallet. For mange var det ikke vanskeligt at beslutte at forsvare det.

Afbrænding af bøger er et helt andet symbol, som ytringsfrihedstilhængere ikke bør have det for let med. Alle husker nazisternes bogbål i Berlin i 1933 under Goebbels’ parole, at nu blev år 1789 slettet fra historien (altså Den Franske Revolution, rettigheder og demokrati), men går man længere tilbage, har bogbålene oftest været religiøse. Luther afbrændte en stor stak katolske skrifter i Wittenberg i 1517, og da den tyske nationalisme fødtes på Wartburg i 1817, fejrede man 300-året for Lutherbålet med en gevaldig bogbrand, nu røg også jødiske skrifter i ilden.

Længere tilbage blev jødeforfølgelser ofte kronet med et bål af jødiske helligskrifter. De kristne kejsere i Byzans brændte rutinemæssigt hedenske og afvigende kristne skrifter. Kaliffen Uthman brændte i sin tid konkurrerende versioner af Koranen, og de islamiske hære i Indien satte ild til de buddhistiske helligskrifter. Tyrkernes indtagelse af Konstantinopel 1453 involverede afbrænding af vældige dynger af hellige og profane bøger.

Bogbrænding er uløseligt associeret med totalitært og helligt vanvid og trangen til at udslette modstandernes synspunkter. Det betyder ikke, at aktiviteten kan kriminaliseres uden ganske seriøse omkostninger, men det betyder, at den symbolværdi, den har, er en ganske anden end Jyllands-Postens tegninger, der i sammenligning fremstår ikke bare harmløse, men oplyste.

MEN SELVOM SYMBOLET bogbrænding har en både dyster og frastødende historie, er det et interessant og lidt overset faktum, at de aktuelle bogbrændere kan lægge noget ret forskelligt i deres aktioner. Rasmus Paludan tilhører den ekstreme højrefløj og forestiller sig udvisning af muslimer fra Danmark; hans afbrændinger har således det dobbelte formål at skræmme både nuværende og kommende indvandrere væk og få protesterende muslimer til at fremstå rasende og ustyrlige. En international parallel kunne være den antiislamiske præst Terry Jones, der stod bag flere koranafbrændinger i Florida i årene omkring 2011.

Salwan Momika, der står bag adskillige af de svenske koranbrande, har en temmelig anderledes baggrund, han er irakisk flygtning, men har ikke fast ophold i Sverige. Han tilhører det kristne mindretal syriakerne i Irak, der blev nådesløst forfulgt under IS-staten, og har således selv erfaret nogle af de mulige effekter af Koranens mere voldsparate passager om, hvad der bør ske med de vantro. Der er måske ikke så meget at sige til, at han ikke bryder sig om den bog.

MAN HØRER NU det argument, at den kommende lovgivning på ingen måde vil forhindre religionskritik. Men det kan ofte virke, som om de, der taler for det, regner med, at religionskritik er en slags sirlig akademisk diskussion af religiøse dogmer på et seminar.

Men her må man fastholde, at en af de meget vigtige grunde til, at Vesten har kunnet rive sig løs fra en kristendom, der i perioder ikke var meget mindre totalitær end islam i dag, har været en religionskritik, der har gjort brug af både satire, skældsord og grovheder. Jeg har netop interesseret mig for en religionskritiker, der kom »indefra« – J.K. Dippel, der i 1700-tallet mente, at alle kirker skulle afskaffes, fordi ren tro lå i hjertet på den enkelte – og som fremførte disse synspunkter i grove og sjove pamfletter, der krævede fuld tros- og ytringsfrihed. Men denne fromme mands skrifter endte på bogbålene, samtidig med at han var med til at skubbe historien fremad mod de frihedsrettigheder, vi nyder i dag.

Der er ingen grund til at tro, at de islamiske ledere ikke kender dén historie, og når de stiller sig an som ynkelige »krænkede«, er det et taktisk kort, de spiller for at få oprettet en åndelig beskyttelseszone, hvor de kan undgå, at deres hårde religiøse institutioner skal undergå samme opdragelse til oplysning, som er blevet kristendommen til del. Og det er desværre svært at udelukke, at Løkkeloven kan brede sig fra de usmagelige bogbrændinger til en bredere palet af grove eller sjove, bøvede eller seriøse angreb på tro og overtro.

FLERE JURIDISKE EKSPERTER mener aktuelt at vide, at det ingen sag er at lave den planlagte indskrænkning uden nogen form for »glidebane«. Det argument er tvivlsomt. Der er to varianter af glidebane i udsigt. Den ene er den allerede nævnte, hvor loven kalder ny kreativ kritik frem, der kan nødvendiggøre, at loven bredes videre ud. Racismeparagraffen er allerede modificeret et antal gange, i alle tilfælde for at gøre den bredere, aldrig snævrere.

Men den alvorligere variant er, at de muslimske krav allerede nu er langt bredere end det, Udenrigsministeriet lægger op til. Er der grund til at tro, at den fjer i turbanen, den danske underkastelse er for OIC, vil få dem til at holde inde? Danske imamer er i fuld færd med at kræve mere. Muslimske lister med krav udgør næsten et detailfoto af, hvordan en glidebane kan tage sig ud. Svenske moskeer er netop blevet spurgt om deres holdning, og deres svar viser, hvordan de ser glidebanen:

– Forbuddet skal gælde for alle religiøse bøger og enhver hån mod religioner.

– Had og foragt for dem, der følger islam, bør betragtes som forbrydelser mod menneskeheden.

– Alle hellige symboler skal vises respekt. Ingen skal have lov til at røre religionen, og al hån skal forbydes.

– Det skal ikke kun være forbudt – det skal også straffes.

– Alt, der får folk til at føle sig dårligt tilpas, bør forbydes.

En forkølet muslimsk moddemonstrant i København afbrændte for nogle dage siden uden at vække nogen større opsigt tre ting: Dannebrog, Bibelen – plus regnbueflaget. Så opgør med tolerance af homoseksuelle er et ønsket næste punkt på glidebanen. Hizbollahs leder, Nasrallah, rasede i ugen i en tale imod koranafbrændinger og slog i samme åndedrag fast, at homoseksuelle skal dræbes, sådan som Koranen kræver det. Hans begejstrede tilhørere svarede med råbet: »Oh, Koran, vi er til din tjeneste!«

EN AFGØRENDE NY ting i det danske politiske billede er, at den »anstændige« position, der vil beskytte folk og fæ, der hævder sig krænkede, er flyttet et andet sted hen. Under muhammedkrisen lå dén position overvejende på venstrefløjen, der ofte kom til at tale med flere tunger.

Det har ændret sig afgørende. I ugen, der gik, så man både SFs formand, Pia Olsen Dyhr, og Enhedslistens Per Clausen gå frem med meget klare og umisforståelige forsvar for ytringsfriheden. De følte sig ikke kaldet til at forsvare Paludan, og hvorfor i alverden skulle de også det? Men de omfavnede frihedens principper på en befriende og klar og systematisk vis, der et øjeblik gav anledning til lettelse og optimisme.

Indtil man søndag aften opdagede, at Anstændigheden bare var flyttet ind på den politiske midte, Løkkes højtbesungne yndlingsopholdssted. Her kan den også læne sig op ad det besnærende, men principløse argument, der lyder: Hvorfor skal tre personer have lov til at bringe Danmark i international krise?

Den anstændige midte har et snævert parlamentarisk flertal, men er omgivet af modstand på begge sider. Ytringsfriheden forsvares nu af et overraskende fælles opråb fra syv partier i oppositionen på begge sider, hvor det hedder, at »voldsmandens veto ikke må gælde og ikke må sætte rammerne for dansk politik og dansk demokrati«.

Det henstår stadig, hvad regeringens eget bagland måtte mene. Der er allerede verserende rygter om gærende utilfredshed i både Venstres og Socialdemokratiets sagnomspundne baglande, som journalister rejser til, når de vil så lus i en politisk skindpels, mens Moderaterne vist ikke har meget mere bagland end Løkkes folketingsgruppe.

Det er også svært at forestille sig, at hver og én i Foghs gamle parti og i Mettes populistiske Socialdemokrati kan sluge kamelen. Det sidstnævnte fik jo magten ved at genopæde overløberne til DF med løfter om stram udlændingepolitik og nygejlet had til eliten – vil disse ustabile svingvælgere nu svinge tilbage til Støjberg eller endnu længere?

En ting er sikkert. Det er svært at se, hvordan regeringens kovending kan undvige reglen: Bøjer man sig for trusler, får man i hvert fald én ting – flere trusler.

FREDERIK STJERNFELT

Kilde https://www.weekendavisen.dk/2023-31/samfund/lex-loekke

 

Forsvar. Jakob Ellemann-Jensen vendte tirsdag tilbage som forsvarsminister, vicestatsminister og formand for Venstre. Det bliver ikke let.

Fra asken i ilden

Det er ikke en fair sammenligning. Men man kunne ikke undgå at høre ekkoet af den fallerede byggematador Kurt Thorsen synge: »Her har I mig tilbage,« da Jakob Ellemann-Jensen tirsdag efter et halvt års sygefravær vendte tilbage til Christiansborg og de magtfulde poster som forsvarsminister, vicestatsminister og formand for Venstre. DR og TV 2 News sendte tirsdag aften samtidig hver sit interview optaget i Folketinget om eftermiddagen. Både spørgsmål og svar lød ganske ens på de to kanaler, selvom Ellemann på DR sad i hvid skjorte og på TV 2 News havde jakke på.
Havde man frygtet at kunne læse bekymringer og sygdom i Jakob Ellemann-Jensens ansigt, kunne seerne ånde lettede op. Den tidligere kampvognsdelingsfører, kaptajn og FN-soldat virkede glad og energifyldt, og han gjorde meget ud af at fortælle, at han atter havde lysten til politik i stedet for alene at køre videre på en motor med brændstof af pligt.

I februar gik det galt, og Jakob Ellemann-Jensen kørte i grøften, som han selv forklarede det. Tynget af et enormt arbejdspres, hans far, Uffe Ellemann-Jensens, død, valgkamp og regeringsdannelse uden en eneste chance for at puste ud og trække vejret. Indledningsvis troede Ellemann, at han bare skulle være væk i et par uger. Men de første tre gik det kun ned ad bakke, og på et tidspunkt troede han ikke, at han nogensinde ville kunne klare et helt almindeligt job igen.

Således fik seerne et indblik i, hvad det vil sige at have stress, og Jakob Ellemann-Jensen kan vide sig sikker på, at han har både befolkningens og kollegernes sympati og respekt for sin åbenhed omkring sin sygdomsoplevelse. Men lykken er lunefuld, og allerede onsdag bankede den politiske virkelighed for alvor på.

Foto: Mads Claus Rasmussen

Krisestyring

Jakob Ellemann-Jensen træder direkte ind i ren krisestyring, som vækker minder om muhammedkrisen efter voksende pres fra muslimske lande over koranafbrændinger i Danmark og Sverige. Regeringen har brug for vicestatsministeren – både i håndteringen af krisen og til at hjælpe på de elendige meningsmålinger. Samme forventninger har medlemmerne af Venstre, og i baglandet ytrer man glæde over at have kaptajnen tilbage på broen uden at nævne de massive forventninger og meget store bekymringer for, om han kan stå distancen, når arbejdspresset, opgaverne og udfordringerne alene er vokset siden februar.

I Forsvarsministeriet ligger den første møgsag klar på ministerens bord i form af en redegørelse fra Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Den handler om indkøbet af artillerisystemerne Atmos og Puls i januar til den nette sum af 1,74 milliarder kroner. Beslutningen om hasteindkøbet blev foretaget under massivt tidspres. Folketingets Finansudvalg fik få timer til at godkende handlen, fordi fristen ifølge det vedhæftede aktstykke udløb med udgangen af januar.

Men efter Jakob Ellemann-Jensens sygemelding afdækkede mediet Altinget, at tilbuddet fra den israelske producent Elbit først udløb 30. juni. Det fik Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, til at sige, at det så ud, som om orienteringen fremstod »vildledende« over for Folketinget. Oppositionen talte om at føle sig »misinformeret« og om, at forsvarsministeren havde brugt »falske argumenter«. Troels Lund Poulsen holdt som fungerende forsvarsminister sagen ud i strakt arm. Han slog fast, at han hed »Troels Lund« og ikke Jakob Ellemann, og at han havde bedt systemet om en redegørelse.

I interviewene tirsdag blev Jakob Ellemann-Jensen spurgt til, om han havde vildledt Folketinget? Til det var svaret »nej«.

»Jeg har viderebragt de ting, som jeg har fået at vide fra mit ministerium og fra Forsvarets materielindkøb. De ting har jeg givet videre til Folketinget. Jeg har ikke pyntet på dem, jeg har ikke ændret på dem, jeg har ikke haft interesse i at justere på dem,« sagde forsvarsministeren til TV 2.

Han gjorde det samtidig klart, at han ikke havde læst redegørelsen endnu, men at Folketinget ville få svar på de mange meget forståelige spørgsmål, og at offentligheden også ville få indsigt i redegørelsen.

Siden krigsudbruddet

Nu tyder meget på, at der skal træffes beslutninger i et helt andet tempo, end dansk politik har været i stand til, efter Ruslands militære offensiv mod Ukraine for halvandet år siden. Krigen har vendt op og ned på dansk politik, hvor forsvar pludselig er blevet det vigtigste politiske emne. I juni landede vikaren Troels Lund Poulsen et historisk forsvarsforlig med ti aftalepartier, som over de næste ti år vil tilføre dansk forsvar yderligere 143 milliarder kroner. Det lyder af et svimlende beløb, som må få alle soldater til at klappe i hænderne, men virkeligheden er en ganske anden.

Dansk forsvar betegnes af mange som i overhængende fare for at bryde sammen. Medarbejderflugten fra Forsvaret fortsætter i alarmerende grad, og der klages over, at mens systemet bliver mere og mere presset, har politikerne pålagt Forsvaret flere opgaver. Det gælder eksempelvis øget beredskab og uddannelse af ukrainske soldater og jagerpiloter. Det hele foregår, mens forsvarsledelsen fortsætter med at nikke og sige javel, selvom systemet er ved at bukke under.

For halvandet år siden – 2. marts 2022 – krævede Jakob Ellemann-Jensen som leder af oppositionen sammen med partilederne i blå blok i et åbent brev til statsministeren, at dansk forsvar skulle have flere penge »her og nu«.

»Der er behov for et markant og væsentligt beløb allerede i år som en særbevilling til at opruste og fylde lagrene. Vi opfordrer derfor regeringen til øjeblikkeligt at sætte gang i politiske drøftelser på området, så vi kan vedtage et nyt forsvarsforlig så hurtigt som muligt.«

Siden er der ikke sket meget, ud over at opgaverne er vokset og slitagen af både personel, materiel og udstyr er taget til. I Hæren mangler hver fjerde konstabel, og blandt officererne er afgangen oppe på 13 procent og stigende. Derudover mangler der våben, ammunition, køretøjer, reservedele, materiel, udstyr, tidssvarende it. Oven i det hele kommer de mange kaserner og tjenestesteder med skimmelsvamp og huller i gymnastiksalenes gulve.

Jagten på de to procent

Ukrainekrigen har fået vores nabolande til at hasteinvestere i forsvar, og i både Sverige, Norge og Tyskland når forsvarsudgifterne i 2026 op på de lovede to procent af BNP, som er NATO-målet fra 2014. Men i Danmark slår forsvarschefen korsets tegn og siger, at det slet ikke lader sig gøre så hurtigt. Derfor indeholder forsvarsforliget fra juni alene den økonomiske ramme, og så er det op til Jakob Ellemann-Jensen at lande den første delaftale om et mere præcist indhold i løbet af efteråret. Stærkt går det ikke.

»Her skal gives mandat til at igangsætte analyser, der skal styrke beslutningsgrundlaget til senere politisk stillingtagen,« står der i forliget.

Der skal til den tid også nedsættes et »ekspertudvalg, som skal komme med anbefalinger til en veldrevet og effektiv organisation«, og på de følgende sider i forligsteksten kan man læse lange passager om styrkelse af den danske forsvarsindustri, offentligt-private partnerskaber, sikring af danske arbejdspladser og om prioritet til forsknings- og folkeoplysningsinstitutioner. Og så skal Danmark engagere sig i EU og forfølge danske interesser, når det blandt andet kommer til indsatsen på klimaområdet.

Men der står ikke ét ord om at styrke Forsvarets kampkraft, som nu engang må være et nationalt forsvars kernekompetence. Der står heller ikke noget om, at Danmark i langt højere grad skal kunne leve op til Atlantpagtens artikel 3 om at forsvare sit eget territorium. I det hele taget fylder det militære indhold forbløffende lidt i det dokument, som skulle lægge planen for fremtidens forsvar. Jakob Ellemann-Jensen kommer ikke til at kede sig i den kommende tid.

Peter Ernstved Rasmussen er redaktør på forsvarsmediet OLFI og vært på programmet Frontlinjen på Radio4.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-31/samfund/fra-asken-i-ilden

 

VOLDSPARAT REAKTIV RELIGIØSITET

Udgivet den 29 april, 2022 af Kirsten

små uddrag  af  

 

Antidemokratiske danske muslimer har lært en central lektie af PaludaN

(20. April 2022   Berlingske)

 

Artikel af  Thomas Hoffmann, der er professor i islamiske studier på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, og Jakob v. H.Holtermann er lektor i retsfilosofipå Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet.

De er begge partnere i forskningsprojektet Blasfemi i global forandring på Crown Princess Mary Center ved Københavns Universitet.

“Skåne, Sverige i april 2022 e. Kr. Rasmus Paludan turnerer rundt med sit blasfemishow i boligområder med høj koncentration af muslimer – med voldsomme uroligheder og personskade til følge.”

“Blasfemi kan nemlig noget særligt. Som en anden fremkaldervæske kan den fremkalde, hvad der ellers lå skjult og latent.”

“Hvis man skulle være i tvivl, kan den vise, at en voldsparat reaktiv religiøsitet – her den muslimske – relativt let kan reaktualiseres midt i det tilsyneladende gennemsekulariserede helle, som Skandinavien rutinemæssigt betragtes som.”

 

“Blasfemi kan skille fårene fra bukkene med hensyn til, hvem der utvetydigt fordømmer volden og hvem, der enten mener, at blasfemikeren selv beder om det eller vælger at (for) skyde skylden på samfundet og systemet, for eksempel et islamofobisk og racistisk Sverige. I samme ombæring kan blasfemi blotlægge, om den blasfemiserede religions tilhængere – i dette tilfælde imamerne, de religiøst »selvlærde« og lægfolk – lægger utvetydig afstand til volden. “

 

” Blasfemien er også effektiv til at udstille eventuelle diskrepanser mellem det religiøse selvbillede og realitet. Er islam fredens religion – eller gør muslimske aktører den til ufredens? For islams vedkommende har adskillige årtier demonstreret en truende og til tider blodig voldsparathed hos et mindre men konsistent mindretal – rettet inkvisitorisk mod egne trosfæller, men også mod de såkaldte vantro.”

“De svenske uroligheder kan således ikke tilskrives Paludans koraniske autodafe alene. Volden eksploderer nemlig også af denne simple årsag: at man kan og vil! Paludans show er i den sammenhæng blot en god krog at hænge hærværk og vold op på. Samtidig er det en streetwise kalkulation over for en ordensmagt, der i forvejen står svagt i forhold til ghetto-og bandemiljøerne – ikke mindst i Sverige.”

 

“For ved bestandigt at gentage sit cirkus herhjemme har Paludan formået (næsten) at civilisere de antidemokratiske blandt danske muslimer, så de ikke mister selvkontrollen*, hver gang folk kommer med ytringer, der skænder deres hellige bog. Dette gigantiske spring er sket gennem den klassiske opskrift, der altid har forårsaget ethvert reelt og ikke blot formelt fremskridt i ytringsfriheden, nemlig en kombination af: 1) stadig eksponering af de antidemokratiske modtagere for krænkende, men lovlige ytringer; med 2) ukueligt mod hos afsenderen.”

“Men når det gælder for eksempel forfatteres/ tegneres/ avisers udgivelse af blasfemisk satire, er vi derimod præcis, hvor vi har været siden Muhammedtegningerne: Ytringsfriheden er kun formel og ikke reel. Man kan endda hævde, at vi er et værre sted.”

“Efter alt at dømme skyldes dette blivende tilbageslag imod den reelle ytringsfrihed fraværet af netop de to ting, der har medført et fremskridt mht. Paludan, og som al erfaring viser er det eneste, der kan skabe fremskridt for den reelle og ikke blot formelle ytringsfrihed. Nemlig den stadige eksponering med de krænkende ytringer (her: blasfemisk satire) samt ukuelig civil courage hos afsenderne (her: forfattere, tegnere, komikere, redaktører og nu også lærere) – i sidste instans bakket op af urokkelig principfasthed hos staten og offentligheden.”

·       kulturpsykolog Kirsten Damgaard : Det ligger ikke i det islamiske dannelsesideal, at man ikke må tabe besindelsen. Tværtimod. Muslimer opdrages generelt til at vold er et legitimt middel til adfærdsregulering og straf. Man(d) må således gerne udøve raseri og gå voldeligt amok, når den sag der vækker vrede, anses for tilstrækkelig stor. Fx må drenge slå mindre søskende og dræbe en umoralsk storesøster.

·        

·       Alle må gå besærk på ikke-muslimer, der altid står under en selv i hierarkiet, om de så er ministre eller politiofficerer.

 

Kvinder bliver typisk mere indadvendt “hysteriske” og selvskadende. Mænd reagerer udadvendt og finder altid en årsag/skyldig  udenfor sig selv. Eksempel:  [i kondenseret form] En ung mand forklarer, at han dræbte sin ældre søster, fordi hun havde den forkerte adfærd ( forkert tro, forkert kæreste eller lignende.) Men egentlig  myrder han hende, fordi han  dømmer en anden ligestillet voksens livssyn, og – farligere – fordi han synes at det er moralsk i orden, at han tager et andet menneskes liv!

I islam er der et dogme om at det forkerte skal væk – skal fjernes fra Jordens overflade. Derfor angreb på homoseksuelle, Samuel Patay, Muhammed-tegnerne, buddhistiske statuer, sider rives ud af biblioteksbøger, kvinder i korte kjoler chikaneres, politikere trues osv. Disse muslimer argumenterer ikke, drejer ikke blot hovedet den anden vej – det forkerte må simpelthen ikke have lov at eksistere i deres forståelse af verden.

Kilde: https://www.respublica.dk/?p=6356

 

Blasfemi. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen taler med to tunger. Danskerne har krav på et klart svar.
Skal det være forbudt at brænde Koranen?

Det ligner optrækket til en ny muhammedkrise, og denne gang er det ikke de danske imamer, der taler med to tunger. Det er regeringen.

De seneste måneder har den skabt usikkerhed om sin egen opbakning til ytringsfriheden, og nu har danskerne krav på at vide, hvis side regeringen egentlig står på: De danske frihedsrettigheder eller de muslimske regimer, der vil indskrænke dem.

I en skriftlig udtalelse lørdag fordømte Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, ikke dem, der brænder ambassader, men papir.

»Det er en skændig handling at krænke andres religion. Det gælder både afbrænding af koraner og andre religiøse symboler. Det har intet andet formål end at provokere og skabe splittelse.«

Foto: Bo Amstrup, Scanpix

Senere lørdag sagde han til TV 2:

»Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes, men ytringsfrihed er ikke ytringspligt til at gøre alt muligt tåbeligt. Jeg vil til enhver tid forsvare folks ret til at gøre det, men jeg vil også have retten til at tage stærkt afstand fra det.«

Lars Løkke er muligvis kendt som en politiker, der kan snøre alle andre på Christiansborg, men han er på udebane, når det gælder logikkerne i den muslimske verden. Han kan ikke forsvare og fordømme ytringsfriheden på samme tid. Tyrkiet, Pakistan, Irak og andre regimer bedriver storpolitik på ryggen af den vold, den opildner til blandt deres befolkninger.

Lige nu styres den danske regering af tre personer, hvoraf ingen har varme følelser for ytringfrihedens yderste hjørne. I forrige valgkamp gjorde Lars Løkke et patosfyldt nummer ud af, hvor vigtigt det var for demokratiet at holde yderfløjene uden for indflydelse, det vil sige Rasmus Paludan og Pernille Vermund. En mand, som ikke engang blev valgt i Folketinget og en kvinde, som allerede én gang har været på vej ud.

Da blasfemiparagraffen blev afskaffet i 2017, stemte Socialdemokratiet nej som det eneste parti, og tidligere på måneden bekræftede Trine Bramsen på TV 2, at partiet ikke har ændret holdning.

»I 2017 stemte vi imod, at det skulle lovliggøres at brænde andres hellige skrifter af, og vi kan stadigvæk ikke se, hvorfor det skal være fuldt lovligt at brænde andres hellige skrifter af.«

Statsminister Mette Frederiksen, som herhjemme har placeret sit parti i forfronten af værdikampen, har pludselig ingen holdning, når de samme værdier skal forsvares udadtil. Og hvad Venstre angår, flirtede Jan E. Jørgensen i februar med tanken om at forbyde koranafbrændinger.

»Hvis man kunne lave én eller anden lovgivning, der sagde, at du har ytringsfrihed til at ytre dig kritisk om islam, men der er ingen grund til at stå og brænde bøger af på gaden. Hvis vi havde sådan en regel, kunne det godt være, det var et meget fint kompromis,« sagde han i podcasten Slottet og Sumpen.

Jørgensen tager fejl. At give efter er det samme som at betale dummebøde til en rocker. Ofret håber, at det kan løse problemet en gang for alle, men over for gerningsmanden har han blot bevist, at her er en mand, der kan afpresses.

De muslimske regimers formål med at mobilisere deres befolkninger imod Danmark og Sverige er ikke at finde en fredelig, gensidig forståelse.

Formålet er at skabe en konflikt, fordi det er sådan et nyt styrkeforhold etableres. Uden konflikt er der ingen mulighed for at hævde sig over for modparten, det er udskrivning af et udenomsparlamentarisk valg. I Danmark er målet med politiske styrkeprøver det stik modsatte, nemlig at undgå, at en situation ender i konflikt. Det er derfor, vi går langt for at bøje os mod hinanden inden.

Er det ikke er en muhammedtegning, er det en koran. Destruktive kræfter har også forsøgt at starte en muhammedkrise vendt mod Sverige ved at sprede rygter om, at svenske myndigheder tvangsfjerner muslimske børn og placerer dem i svenske familier, der giver dem svinekød. Det stopper aldrig.

Vi er efterhånden nødt til at acceptere, at der ikke findes nogen løsning på disse kriser. Det er ikke fordi, vi gør noget forkert, eller fordi ingen i Statsministeriet eller Udenrigsministeriet har udtænkt den rigtige ide endnu.

Den danske regering skal ikke ofre en eneste statsborger til muslimske regimer, der virker ved vold og undertrykker deres befolkninger. Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann skal ikke sælge en centimeter af danskernes personlige frihed i håb om at slippe for at få tæsk.

Det eneste, regeringen kan gøre, er at stå fast. Igen og igen, hver eneste gang, så længe denne udmattelseskrig måtte vare.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/skal-det-vaere-forbudt-at-braende-koranen

 

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK

 

Autoritet. De seneste års kriser har vist, at man ikke på forhånd skal afskrive den kritisk tænkende, selvlærte analytiker på internettet.

Et forsvar for amatørerne
HVIS MAN HAR fulgt med i debatter på sociale medier som Facebook og Twitter de seneste år, er man med stor sandsynlighed stødt ind i folk, der under coronakrisen hånende har afvist folk som »amatørepidemiologer«. Siden det russiske angreb på Ukraine sidste år har de samme typer også kunnet latterliggøre de mange pludseligt opståede eksperter i moderne krigsførelse.

Det er let at grine ad folk uden nogen nævneværdig faglig baggrund, der for få år siden nærstuderede dødeligheden og reproduktionstallet for en rna-virus og nu har kastet sig over produktionstallene for artillerigranater, forsvarslinjer i Donbas og diverse antiluftskytssystemer. Men måske skal man holde lidt igen med latteren, for disse glade amatører kan sagtens have noget at bidrage med.

Siden Trump vandt præsidentvalget i 2016, har vi oplevet en stigende bekymring for udbredelsen af desinformation og fake news på internettet. Fra onlineverdenens mørke hulrum er QAnon-bevægelsen kravlet op, mens andre menneskefjendske, højreekstreme ideologier som alt-right og incel-bevægelsen har fået lov at udvikle sig i fora a la 4chan. Den giftige kombination af, at man kan gemme sig i små bobler med meningsfæller og samtidig har adgang til enorme mængder af information, man kan plukke selektivt fra, har gjort det sværere for tidligere tiders faglige autoriteter at blive hørt og taget alvorligt i visse kredse.

Disse tendenser er bestemt bekymrende. Men i fortællingen om disse deprimerende sammenrend af konspirationsteoretikere, vaccineskeptikere og ofre for russisk krigspropaganda er det, som om den modsatte side ignoreres. For ikke al udfordring af faglige autoriteter, der produceres online af glade amatører, er skidt. Nogle gange er det decideret givende og opbyggeligt. Ja, i disse år har internettet vist sig fra sine bedste og værste sider på samme tid. Og alt imens radikalisering og fake news skaber problemer, er mængden af eksempler, hvor folk uden nogen formel faglig træning bidrager positivt, også stigende.

Illustration: Gitte Skov

DET SKULLE MAN ellers ikke tro, når man ser forskere iføre sig T-shirts med sloganet »Viden er f*ndeme ikke et synspunkt« – en trend med en heldigvis meget kort levetid sidste år, der kom oven på DR3-programmet Ellen Imellem. Her havde man tilladt sig at stille astrofysikere og fladjordsteoretikere over for hinanden. Reaktionen var en fordummende forargelse fra forskerkredse, der svarede igen med et infantilt, primitivt syn på videnskab. Som enhver, der har taget et kursus i videnskabsteori, ved, er forskningsbaseret viden ikke bare viden – objektive kendsgerninger hugget i sten, der står uantastet til evig tid. Det er rent faktisk synspunkter – det skal helst bare være de mest velkvalificerede synspunkter, vi har; synspunkter, der er fremkommet gennem omhyggelig anvendelse af metode, der bygger oven på den allerede eksisterende forskning på området.

Når forskere svarede så fornærmet igen på ganske harmløs satire, skyldtes det formentlig, at de fornemmer et generelt autoritetstab omkring sig. Og det er da også korrekt, at man ikke længere kan regne med at blive taget alvorligt, alene fordi man har en professortitel. Men dette er ikke nødvendigvis kun en dårlig ting. Det hænder jævnligt, at forskere og andre faglige autoriteter tager grueligt fejl af samfundsrelevante emner. Og det hænder også, at de formår at overbevise hinanden om analyser, der er håbløst forkerte, baseret på lemfældig metode og tvivlsom teori. De er ikke immune over for samme gruppetænkning, som vi andre også kan være ofre for.

Man så et lignende videnskabssyn blive reproduceret af den amerikanske venstrefløj, hvor man under corona fandt på sloganet »trust the science«. Det fremkom som reaktion på pseudovidenskab udbredt blandt konservative. Det var sikkert ment godt, men man skal igen ikke vide meget om den faktisk eksisterende videnskab, før man stiller spørgsmålet: Hvilken videnskab skal man stole på? Videnskaben er jo sjældent enig med sig selv om særligt meget, og det, den var enig om i går, kan den måske være uenig med sig selv om i morgen.

"Forskere er ikke nødvendigvis sandhedsvidner. Og folk uden nogen faglig dannelse tager ikke pr. automatik fejl."

Igen afspejlede kampagnen i USA et generelt autoritetstab for forskerstanden, men det medførte ikke en genoprejsning for videnskaben. I stedet var det med til at reducere videnskaben til endnu en kastebold i den verserende amerikanske kulturkamp. Det bedste eksempel på det er hele debatten om covid-19s oprindelse. Alene fordi Donald Trump på et pressemøde påstod, at den kunne være opstået i et kinesisk laboratorium, blev dette afvist som en højreorienteret »konspirationsteori«, der ikke havde nogen videnskabelig merit. Men siden har man måttet nuancere denne kontante afvisning. Det kan ikke udelukkes, at Trump havde ret.

Læren af alt dette er, at man skal være meget varsom med at henvise til videnskaben som en urokkelig autoritet. Forskere er ikke nødvendigvis sandhedsvidner. Og folk uden nogen faglig dannelse tager ikke pr. automatik fejl.

DE SENESTE ÅR har vi endda set adskillige eksempler på, at glade amatører har været bedre orienterede end de faglige autoriteter. Herhjemme blev det tydeligt under coronakrisens første måneder. Som det fremgår af den rapport, som ekspertgruppen under ledelse af Jørgen Grønnegård Christensen skrev om håndteringen af covid-19 i foråret 2020, var Danmark i månederne op til nedlukningen 11. marts tynget af et dumstædigt sløvsind, der dominerede i Sundhedsstyrelsen.

Mails mellem Statsministeriet og styrelsen i perioden viste, at departementschef Barbara Bertelsen, der er uddannet jurist, var væsentligt bedre orienteret om den nyeste forskning i coronavirussen end Sundhedsstyrelsens medicinuddannede Søren Brostrøm. Sidstnævnte havde ikke fantasien til at forestille sig konsekvenserne af den pandemi, der var på vej, og var tydeligvis ikke synderligt interesseret i at forstå alvoren. Hans mest radikale bud på løsninger var at forlænge påskeferien nogle dage og oplyse borgerne om ordentlig håndvask og hosteetik. Herhjemme blev vores coronahåndtering, der i det store hele endte succesfuldt, således iværksat på initiativ af amatørepidemiologer i Statsministeriet, mens fagkyndige sad på deres hænder.

Det er ikke et isoleret tilfælde. 10. marts 2020, dagen før den danske nedlukning, udgav en it-udvikler fra Silicon Valley, Tomas Pueyo, et 6.000 ord langt indlæg på onlinemediet Medium, hvor han advokerede for, at man straks igangsatte nedlukninger og dæmmede op for den igangværende pandemi. Indlægget blev læst af 40 millioner mennesker inden for den første uge. I Storbritannien optrådte Pueyo 12. marts på Channel 4 i en debat med den anerkendte britiske professor i epidemiolog John Edmunds, der forsvarede den daværende coronapolitik under Boris Johnson, hvor man nægtede at indføre nedlukninger. Edmunds mente ikke, at det nyttede noget at lukke landet ned. I stedet burde man tilstræbe en hurtig, naturlig flokimmunitet.

Kort efter skiftede Johnson-regeringen kurs og igangsatte omfattende nedlukninger. Samme politik blev i forskellige tempi implementeret over hele Europa (selv i Sverige trods den sejlivede myte om det modsatte). Amatørepidemiologen Tomas Pueyo fik ret, og hans policy-forslag blev virkelighed. Epidemiologen Edmunds og hans faglige meningsfællers policy-forslag blev en kortlivet affære. Også herhjemme citerede statsminister Mette Frederiksen et af Pueyos indlæg med titlen »Hammeren og dansen«, da hun skulle forklare regeringens coronastrategi på et af sine pressemøder.

Allerede under coronakrisens tidlige dage stod det altså klart, at amatørepidemiologerne frem for at være en joke, der fortjente latterliggørelse på de sociale medier, var en selvstændig intellektuel magtfaktor, der var med til at forme den politiske kurs i en krisetid og redde menneskeliv.

MED DEN RUSSISKE invasion af Ukraine så vi igen amatørerne rejse sig til dåd. Putins angrebskrig har været med til at udbrede kendskabet til et fænomen, som få var bekendt med inden 24. februar 2022. Miljøet omkring den såkaldte Open-Source Intelligence (OSINT) har siden oplevet en storhedstid. I dag er de uomgængelige, hvis man ønsker at følge med i, hvordan troppebevægelserne på fronten ændrer sig fra dag til dag. Ved at følge diverse profiler på Twitter, der bruger åbne kilder til at analysere og verificere informationer, har man den bedste og mest aktuelle dækning af situationen. Eksempelvis har man på den hollandske blog Oryx kunnet finde den mest grundige gennemgang af materielle tab i krigen, mens de mest præcise og hurtigst opdaterede kort over slagmarkens bevægelser findes i disse OSINT-netværk på Twitter.

OSINT-miljøet er også et værn mod misinformation, et selvkorrigerende miljø, der er exceptionelt gode til at tilbagevise myter og falske nyheder. Da den amerikanske journalist Seymour Hersh tidligere i år udgav en artikel på hjemmesiden Substack, hvor han påstod, at det var USA, der i ledtog med Norge havde sprængt de to Nord Stream-rør i Østersøen, var det den danske OSINT-analytiker Oliver Alexander, der tog det på sig at undersøge de bærende påstande i artiklen. Han kunne gennem åbne kilder dokumentere, at de skibe, Hersh mente blev brugt i aktionen, ikke befandt sig, hvor Hersh påstod, og at de fly, der angiveligt blev brugt, slet ikke var i luften. Intet hang sammen i Hershs artikel. Oliver Alexander, der bor i Aalborg og har en baggrund som finansanalytiker, har igennem hele krigen været en ekstremt grundig og troværdig kilde til at forstå udviklingen på slagmarken. Det var han i øvrigt også under coronakrisen. Han er dermed inkarnationen af amatørepidemiologen, der senere blev krigsekspert. Og tak for det.

 

Link: https://www.weekendavisen.dk/2023-29/samfund/et-forsvar-for-amatoererne

 

 

SØREN K. VILLEMOES (f. 1981) er journalist og kommentator. Han er uddannet i statskundskab ved Københavns Universitet. Villemoes' primære interesseområder er politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.

 

SVIL@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Kurs. De skrinlagte NATO-rygter aktualiserer et fortrængt spørgsmål i Socialdemokratiet: Er det muligt at identificere en særlig linje i Mette Frederiksens karriere?

Frederiksens

udråbstegn

Hvordan ville Mette Frederiksens politiske eftermæle mon være blevet, hvis hun var rejst hjem fra Vilnius som afgående dansk statsminister og tiltrædende generalsekretær for NATO?

Man kan bruge kalenderen som simpel målestok og konstatere, at det ville placere den socialdemokratiske partiformand i en bagtrop sammen med partifællerne Helle Thorning-Schmidt, Viggo Kampmann og Vilhelm Buhl, som alle var statsministre i mindre end fire år. Mette Frederiksen tiltrådte i slutningen af juni 2019 og har altså akkurat passeret de fire år.

På den anden side har Frederiksen vundet to folketingsvalg – i 2019 og 2022 – mens Thorning-Schmidt kun vandt ét og må nøjes med at være Danmarks første kvindelige statsminister. Endda har Mette Frederiksen præsteret at manøvrere så politisk snedigt, at et genvalg som statsminister er nogenlunde sandsynligt, hvis hun bliver i hjemlig politik. Men det ville jo have været irrelevant, hvis hun havde skiftet arbejdsplads fra København til Bruxelles på topmødet i Vilnius.

Man kan også forsøge at lægge en skabelon ned over de socialdemokratiske statsministre, som fokuserer på deres dybere aftryk, deres blivende politiske betydning. Så bliver Vilhelm Buhls to korte perioder under Besættelsen og lige efter Befrielsen ganske betydningsfulde, skønt han kun sad et år og 11 dage og aldrig vandt et folketingsvalg. Buhl færgede det politiske Danmark frelst gennem krigens skarpe skær og ind i den første efterkrigstids flade vande.

Rygterne om Mette Frederiksen NATO-fremtid endte som en ikke begivenhed. Men den åbenbarede alligevel i mange sandheder som statsministeren. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.

Tilsvarende syner Kampmanns indsats som velfærdsarkitekt meget betydelig, selvom han blev førstemand på afbud, da H.C. Hansen døde, og måtte gå i utide, da han efter godt to et halvt år som statsminister i 1962 blev for syg til at fortsætte sin manisk hæsblæsende succes.

HVAD ER DEN BLIVENDE betydning af Mette Frederiksens foreløbige indsats? Heldigvis er det muligt at få et svar fra en, der ved, hvad han taler om, fordi han har arbejdet tæt sammen med hende som særlig rådgiver helt tilbage fra 2011, da Frederiksen indledte sin ministerkarriere som Thornings beskæftigelsesminister, og til han i sommeren 2020 forlod politik og rollen som stabschef til fordel for det private erhvervsliv.

Martin Rossen kunne i 2021 indplacere sin tidligere chef i den socialdemokratiske kongerække. Det skete i det fascinerende socialdemokratiske spejlkabinet, den partikulturelle udgivelse De rejste sig trodsigt i vrimlen redigeret af Dan Jørgensen, hvor socialdemokrater med nogen eller megen indflydelse portrætterer 30 vigtige partifæller.

Det er et fantastisk værk til forståelse af den socialdemokratiske selvforståelse, hvor det naturligvis lønner sig at have hjernen slået til, mens man læser. For eksempel er det nok gavnligt at huske, at Rossen skriver om sin forhenværende chef, når han afhandler hende således:

»Jeg er overbevist om, at Mette kommer til at gå over i historien som en af de absolut største socialdemokratiske statsministre. Der er Stauning og H.C. Hansen – og så kan jeg ikke lade være med at nævne Poul Nyrup.« Hverken Krag eller Anker kan være med i Rossens Klub Et.

Vurderingen faldt to år inde i Mette Frederiksens første statsministerperiode, og Rossen kunne allerede på dette tidspunkt begrunde hendes historiske indsats: empati og lederskab under coronakrisen, virkeliggørelse af arnepensionen, klimaindsats i tæt samarbejde med erhvervslivet og hertil en insisteren på modernisering af »vores samlede samfundsmodel« og løsning af integrationsudfordringen.

Skulle det ikke være nok til en fremtrædende plads i historiebøgerne, kan man tilføje Frederiksens »insisteren på, at politik skal betyde noget«. Det handler nok om opgøret med embedsmændene og genindsættelsen af den socialdemokratiske sjæl som politikkens egentlige motor.

NU ER DER DET magiske ved ikkebegivenheder, at de under rette omstændigheder kan åbenbare mange sandheder. Mette Frederiksens ikkekandidatur til posten som NATO-generalsekretær, som viste sig slet ikke at være ledig, er en sådan magisk ikkebegivenhed.

Straks rygterne om partiformandens mulige sortie antog mere fast form, begyndte de socialdemokratiske kaffeklubber at røre på sig. I et sammensurium af magtambitioner og linjestrid udkrystalliserede der sig to mulige scenarier, begge velbeskrevne og begge med Nicolai Wammen som ny partiformand og statsminister.

Det ene scenarie havde erhvervsminister Morten Bødskov som ny nummer to og ny finansminister. Det andet havde justitsminister Peter Hummelgaard som ny toer og finansminister. Det første scenarie repræsenterede en videreførelse af den særlige marienborgånd, hvor Socialdemokratiets, Venstres og Moderaternes ambitioner er smedet sammen i et multikrisehåndterende arbejdsfællesskab. Det andet repræsenterede håbet om at kunne frelse den socialdemokratiske sjæl fra at blive ganske opslugt af marienborgånden.

Med magtens logik har Peter Hummelgaard i et interview her i avisen understreget, at også han tror på ånden. Han har endda valideret sin forsikring med erklæret glæde ved udsigten til at kunne få flere skattelettelser og marienborgånd gennem flere valgperioder. Min sjæl, hvad vil du mer'.

Men der er jo yderligere at fiske ud af den bilagte partitummel. De to scenarier er som hulspejle, der forstørrer hvert sit billede af de udgaver af Frederiksen, som vælgerne har set. Statsministeren før og efter decembers regeringsdannelse.

Den første udgave lagde vægt på nødvendigheden af at knægte embedsværkets dominans for at kunne føre socialdemokratisk politik. Arnepensionen er det emblematiske udtryk for denne tænkning.

Andenudgaven af Frederiksen lægger vægt på mere klassisk nødvendighedens politik for at løse ophobede, sammenhængende kriser. Ukraine, bureaukratisk velfærdskoks, klimaudfordringer, for få penge, for få hænder etc. Siden er det blevet multikrise minus én, da det viste sig, at råderummet er mere velpolstret, end man troede, da man dannede og begrundede trekantregeringen.

Etablerer tidens skiftende udfordringer og det mandatdikterede magtrationale den tilstrækkelige forbindelse mellem de to udgaver af Mette Frederiksen?

FOR OS ÆLDRE MED ungdommens ideologiske startblokke placeret på den ydre venstrefløj var en intelligent mand ved navn Ralf Pittelkow gennem år en fascinerende skikkelse. Han startede som venstresocialist, men vandrede ind mod den foragtede midte og blev international sekretær i Socialdemokratiet og fra 1992 til 1994 Poul Nyrup Rasmussens rådgiver. Fra venstre mod højre og længe kun opad.

Så forargede var vi derude i den ydre Sibirsk, at vi brugte et ord opfundet af daværende Informationsjournalist Erik Meier Carlsen for at beskrive mandens svigefulde rejse. Pittelkowsyndromet. Tænker man efter, dækker ordet i virkeligheden ikke over en bevægelse, men en sindets konstant. Læsere af Pittelkow vil vide, at han altid har haft fuldstændig ret, det er kun det, han har ret i, der varierer over tid.

De to scenarier er som et hulspejl, der forstørrer hvert sit billede af de udgaver af Frederiksen, som vælgerne har set. Statsministeren før og efter decembers regeringsdannelse.

Med denne omtolkning er det fristende at skele til Mette Frederiksen, hvis synspunkter også afleveres til udråbstegnenes taktfaste akkompagnement. Flere børn skal tvangsfjernes, minkskandalen var slet ikke en skandale. I opgøret med den udlændingepolitik, som Socialdemokratiet tidligere stod for, var afregningen tilsvarende kontant. Vestegnsborgmestrene havde ret! Partiets flertal havde taget fejl!

Det er en meget omfattende erkendelse, hvis rækkevidde kan illustreres med et enkelt eksempel. I 2005 modarbejdede Mette Frederiksen den nyvalgte formand Helle Thorning-Schmidts forsøg på at forpligte også svagere kontanthjælpsmodtagere på en form for arbejdspligt. Mange af dem var som i dag indvandrere og flygtninge. Nu for tiden arbejder regeringen på virkeliggørelsen af visionen om 37 timers arbejdspligt for udlændinge, som aldrig har fået fodfæste på arbejdsmarkedet.

METTE FREDERIKSENS INDSATS HAR været ledsaget af en særlig, meget tydeligt kommunikeret etos, som stavelse for stavelse rimer på forpligtelse: først Danmark, så Socialdemokratiet og som nummer tre Frederiksen selv.

Umiddelbart er det vanskeligt at kombinere denne rangorden med begivenhederne det seneste halve år. SVM-regeringen, som radikalt forpligter Socialdemokratiet på den tidligere så foragtede nødvendighedens politik, så decemberdagens lys, fire måneder før det ikkekandiderende kandidatur til NATO-topposten rygtedes. Ville Frederiksens sortie have været udtryk for, at hun tænkte på Danmark før sit parti? Og på sit parti før sig selv?

Eller kan en partileder omvendt overhovedet ikke tillade sig at sige nej tak til så vigtig en international toppost, hvis den synes inden for rækkevidde? Således at talentet og karrieren naturligvis forpligter, og kun de mest naive landsbyboere står tilbage ved gadekæret og ytrer deres tvære misnøje.

Det er ikke en let diskussion at føre for socialdemokrater, fordi den er så tæt sammenflettet med spørgsmålet om dagens og morgendagens magt. Da kollega Mortensen og jeg i et interview for nogle uger siden spurgte Peter Hummelgaard, om han havde troet, at Mette Frederiksen var på vej væk, lød svaret, at nej, »det tror jeg ikke, jeg troede«. Kun den nyvalgte Frederik Vad, der foreløbig trives i rollen som partiets unge, ærlige stemme, har åbent klaget sin og partiets nød ved udsigten til at miste den frederiksenske ledestjerne til Bruxelles.

Måske får offentligheden chancen for at beskæftige sig med Frederik Vads bekymring igen om et års tid, når der atter viser sig nødvendigt arbejde at få ordnet derude i verden. Eller måske satser Mette Frederiksen, som hun hele tiden har hævdet, på at passe sit arbejde som hjemlig statsminister. I så fald vil hun faktisk have gode chancer for at komme til højbords i den klub af betydende socialdemokrater, hvor Martin Rossen har reserveret hende et sæde.

Stauning sad knap 16 år, Nyrup næsten ni, H.C. Hansen kan hun med lidt tålmodighed passere allerede inden næste folketingsvalg. Hansen fik kun godt fem et halvt år som statsminister.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-28/samfund/frederiksens-udraabstegn

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK