Våben, strippere og stofmisbrug: Bidens dømte søn belaster Harris

Hunter Biden, der er søn af USA's præsident, har en lang fortid som hovedperson i diverse skandaler, og for nylig blev han dømt i en sag om et ulovligt våben. Bliv klogere på Hunter Bidens vilde fortid her.

Hunter Biden skabte på ny overskrifter, da det kom frem, at han havde en affære med sin afdøde brors ekskone, Hallie Biden. Her er han i selskab med sin nuværende kone, Melissa Cohen, under revolver-retssagen. Foto: Anna Moneymaker

Ulovlige våben, narko, strippere, skattefusk og anklager om korruption.

Den amerikanske præsident, Joe Bidens, søn, Hunter Biden, slæber en lang række kontroversielle hændelser bag sig, og nu har endnu en skandale ramt præsident-familien.

I juni blev han dømt for at have købt et ulovligt håndvåben i 2018 og at have været i besiddelse af våbnet, som er en såkaldt Colt Cobra-kortløbsrevolver, mens han havde et heftigt stofmisbrug. 

Stor hovedpine
Og den skandaliserede søn belaster Kamala Harris' forsøg på at blive USA's næste præsident - også i denne uge, hvor Demokraterne holder konvent.

- Han har været en stor hovedpine for Joe Biden i mange, mange år, og han har været en enorm risiko for sin far i relation til hans politiske karriere, siger tidligere politisk rådgiver og USA-ekspert Mads Dalsgaard Madsen, der dog ikke mener, at revolver-dommen kommer til at have nogen betydning for den kommende valgkamp.

Med dommen risikerer 54-årige Hunter op til 25 års fængsel, men forud for domsafsigelsen har Joe Biden udtalt, at han ikke vil benåde sin søn, hvis dommen ender med fængselsstraf.

I sommeren 2023 kom det frem, at præsidentsønnen havde et hidtil ukendt barn med den tidligere stripper Lunden Roberts. Foto: Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix

Massivt stofmisbrug
Det kom som et stort chok for Biden-familien, da Joe Bidens ældste søn, Beau Biden, der var soldat i Irak og sidenhen statsadvokat, døde af kræft i 2015.

Hunter, som var tæt knyttet til sin storebror, der ofte omtales som farens 'yndling', beskriver smerten over at miste Beau i sin bog 'Smukke ting' fra 2021. 

Her fortæller han blandt andet, hvordan stofmisbruget blev værre efter Beaus død, imens han brugte årevis på skumle hotelværelser på de amerikanske landeveje med andre misbrugere.

En stripper med navnet 'Kennedy' beskriver blandt andet over for New York Post, hvordan Hunter var besat af at opnå anerkendelse hos sin far.

Hunter Biden med sin far, den nuværende præsident Joe Biden. Foto: Ritzau Scanpix/Manuel Balce Ceneta

Stærk kontrast
'Han ville være perfekt, men sammenlignet med sin bror Beau ville han aldrig være perfekt.'

- Han står jo i stærk kontrast og modsætning til sin storebror, der var i 'fast-track' inden for politik og Det Demokratiske Parti, og så dør han pludseligt. Det er jo nærmest ligesom en film, og Hunter Biden er det sorte får, mener Mads Dalsgaard Madsen.

Beau Biden med sin daværende hustru, Hallie Biden, og deres to børn i 2006. Beau Biden døde af hjernekræft i 2015, hvorefter Hallie indledte et forhold til Beaus bror, Hunter Biden. Foto: Pat Crowe II/Ritzau Scanpix

Misbruget var dog startet mange år tidligere, og det betød blandt andet, at hans militærkarriere blev kort, da han blev testet positiv for kokain og derfor smidt ud af militæret.

'Jeg var i mørket. Jeg var i tunnellen, og den ender aldrig,' har han tidligere udtalt om sit alkohol- og stofmisbrug til The New Yorker.

Det var også i perioden efter tabet af broren, at han indledte et forhold til sin afdøde brors kone, Hallie Biden.

Hallie Biden har udtalt, at hun fortryder den del af sit liv sammen med Hunter Biden, hvor hun også beskylder ham for at have introduceret hende til at ryge crack-kokain. Foto: Kevin Dietsch

Prostitutionsring og falske checks
I 2023 afslørede dokumenter fra det amerikanske finansministerium flere af Hunters lyssky bekendtskaber.

En efterforsker fandt frem til 25 personer med tilknytning til prostitutionsringen, der var omdrejningspunkt for mistænkelige transaktioner for millioner. 

Ifølge Toronto Sun viser dokumenterne, at Hunter var forbundet til en østeuropæisk prostitutionsring.

Og for at undgå at blive opdaget udskrev han falske checks til at betale de prostituerede.

Hemmeligt barn
Hunter Biden fik tre børn med sin ekskone, Kathleen Buhle, og sidenhen en søn, der er opkaldt efter Hunters afdøde bror, med sin nuværende kone, Melissa Cohen.

Men i sommeren 2023 kom det frem, at præsidentsønnen altså også havde et femte barn med den tidligere stripper Lunden Roberts.

Hunter havde tilsyneladende indledt en affære med Roberts efter et møde på en stripklub i Washington D.C.

Han benægtede dog kendskab til sagen, indtil en faderskabstest viste, at han rent faktisk var far til barnet, hvorefter farfar Joe Biden endnu en gang måtte slukke en ildebrand for sin søn.

- Vores søn, Hunter, og Navys mor, Lunden, arbejder sammen for at fremme et forhold, der er i deres datters bedste interesse og bevare hendes privatliv så meget som muligt fremover, sagde han i den forbindelse.

Det skete desuden sideløbende med, at Hunter havde et forhold til sin afdøde brors enke.

Hvem er Hunter Biden?

Robert Hunter Biden blev født 4. februar 1970 i Wilmington uden for Philadelphia i USA og er 54 år gammel.

Han er søn af den amerikanske præsident, Joe Biden.

Hunter Biden er gift med Melissa Cohen, som han har sønnen Beau Jr. med. Desuden har tre døtre med sin tidligere kone, Kathleen Buhle - og et fjerde barn med den tidligere stripper Lunden Roberts.

Han er uddannet advokat og har arbejdet som konsulent for olie- og gasselskabet Bursima Gas i Ukraine. Hunter Biden blev også indsat i bestyrelsen. Hvilket kastede anklager om korruption af sig.

Hunter Biden har længe kæmpet med en afhængighed af narkotika og alkohol.

Trumps beskyldninger
Den tidligere præsident Donald Trump, der er bejler til præsidentembedet ved valget i efteråret 2024, har flere gange også været med til at sætte Hunter i rampelyset.

Blandt andet mente Trump, at der foregik korruption i forbindelse med Hunter Bidens forretninger i Kina og især Ukraine, hvor han blandt andet har siddet i bestyrelser.

Det er dog ikke dokumenterede anklager, og sagen endte da også med at rampelyset blev rettet tilbage mod Trump, da Nancy Pelosi åbnede en sag mod den nu tidligere amerikanske præsident.

Donald Trump blev kendt skyldig i tys-tys-sagen ved retten i New York, og han er dermed den første ekspræsident, der er dømt i en straffesag. Foto: Charly Chiballeau

Senest blev Donald Trump den første amerikanske ekspræsident, der er dømt i en straffesag, da han blev kendt skyldig i den såkaldte tys-tys-sag, som omhandler betalinger til pornostjernen Stormy Daniels forud for præsidentvalget i 2016.

- Republikanerne går jo ind for retten til at bære våben, og hvis de nu går ind og 'fejrer' dommen mod Hunter, så anerkender de jo også retssystemet, så derfor har der været overvejende stille oven på Hunters dom, siger USA-ekspert Mads Dalsgaard Madsen.

- Det hele kommer an på, hvilken strafudmåling Hunter får sammenlignet med Trump. Hvis det bliver en mild dom, så skal vi nok se republikanerne komme ud af busken og vil bruge det som et bevis på, at Joe Biden vil fængsle sine politiske fjender, imens han benåder sin søn.

Skattefusk
Selvom Hunters liv har været præget af stofmisbrug, har han fortsat et liv på første klasse med en ekstravagant livsstil.

Og i december 2023 blev han så anklaget for omfattende skattefusk.

Hunter er tiltalt for at have undladt at betale 1,4 millioner dollars i skat i løbet af flere år ifølge det amerikanske justitsministerium.

I denne sag, der endnu ikke er afgjort, kan han risikere op til 17 års fængsel.

Kilde;
https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/vaaben-strippere-og-stofmisbrug-bidens-doemte-soen-belaster-harris/10264719

 

Frygt og lede i fuldt flor

Han er tilbage. Hvor slemt bliver det? Foto: Ritzau Scanpix

HAN ER tilbage. Hvor slemt er det så? Hvor slemt bliver det?

Panikken står stivnet i det pæne politiske Europa som genskinnet fra forlygter i øjet på et dådyr midt på vejen. 

Det værste er angiveligt på vej. Og frygten udleves i fuldt flor. Folk – i Europa og ikke mindst i Danmark – har i nogle måneder talt om, at et comeback til Donald J. Trump vil være ’en katastrofe’ eller ’Vestens undergang’. De kan nu skrige deres fortvivlelse ud. Eller bare gå op og lægge sig.

USA er igen Trumps. Vesten er på ny underlagt trumpismen. 

DER ER SÅLEDES mange – ikke mindst i Europa – som bliver vanskelige at overbevise om, at det nok skal gå. Ikke mindst fordi det ikke er som sidst. Det er mere alvorligt.

Der er en krig i Europa, som USA måske ikke længere vil dedikere sig til. Skrider han måske ligefrem fra Nato? Der er planer om at indføre toldmure, der vil ramme fri samhandel. Og Trump nærer tilsyneladende en forestilling om, at Putin er en fætter, der er til at tale med.

I 2016 var Trump ifølge overleveringerne ikke helt klar. Han blev inddæmmet af resterne af Demokraternes forvaltning. Denne gang rydder Republikanerne bulen. Ikke alene synes man at have erobret flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus; man kommer tillige til at udskifte hele administrationen og indsætte en dedikeret Trump-tro administration.

DONALD TRUMPS magt bliver noget nær uindskrænket.

Skræk, rædsel og bæven står således i kø. Fejhed og futilt fumlegængeri spores i hændervridende kommentarer fra Demokraternes sympatisører om, at Kamala Harris ikke havde tid nok. Eller at amerikanerne er uoplyste, forledte eller ikke særligt kloge.

Hvordan kan de stemme på en sexistisk, narcissistisk mand, der er dømt for at betale tys-tys-penge til en pornostjerne og anklaget for forsøg på at omgøre resultatet af præsidentvalget i 2020 ved at sprede løgne - herunder blandt andet at opildne til stormløbet på Kongressen 6. januar 2021?

DEMOKRATERNE stiller ofte de forkerte spørgsmål.

De bør i stedet spørge, hvordan man kan stemme på en kvinde, der i lang tid støttede, at en mand med kognitive problemer iført støttestrømper og gangstativ skulle fortsætte som præsident? Hvorefter hun lidt senere hævdede, at det nok var bedre, at hun overtog, og at hans fejl da slet ikke var hendes?

Som vi har skrevet her hele vejen igennem: ’De gør det igen’. Demokraterne har nu i en blanding af naivitet, arrogance og selvgodhed foræret Trump magten.

I DE LANGSOMT tænkende dele af europæisk samt dansk offentlighed vil mange svagt funderede analyser gå på, at det må være et ’wake-up-call’ til Demokraterne. De må lære af nederlag.

Well, ’too little too late’, som man siger. 

Vi må nu alle læne os op ad, at det ikke bliver så slemt. Det kan imidlertid kun falde som en besværgelse a la den slags, man nærer, når man lukker døren ind til en buldrende brand i håb om, at ilden dermed går ud af sig selv. 

https://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/frygt-og-lede-i-fuldt-flor/10428685

 

Engell:
Mettes grønne megaplan truet

Mette Frederiksens grønne trepartsaftale er pludselig kommet i fare, skriver Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell

Hvorfor gik Mette Frederiksen og regeringstoppen ikke i gang straks, da man havde fået den grønne trepartsaftale i stedet for at drage månedsvis på sommerferie? Nu er planen ved at falde fra hinanden. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

'DEN GRØNNE TREPART er den stærkeste generationskontrakt nogensinde.' Det handler om vores sunde, fjorde og bælter. Om vores børn og børnebørn. Om vores fisk og flora. Om Danmarks fremtid.

Der manglede ikke store ord, da den såkaldte grønne trepartsaftale i juni mellem regeringen, landbruget, Danmarks Naturfredningsforening og andre organisationer blev vedtaget før sommerferien. Mette Frederiksen var oppe på de helt høje historiske nagler. En kæmpesejr for regeringen. Dengang.

Så kom sommeren. Der skete ikke en brik. Regeringen rokerede og udnævnte Jeppe Bruus som ny minister for den grønne omstilling, der skal styre forhandlingerne med partierne om den store politiske aftale, og det hele gik langsomt i gang. Nu skulle teknokraternes grønne trepartsaftale omsættes til politiske resultater.

REGERINGENS FORHANDLERHOLD med Bruus, Venstres Stephanie Lose, Jakob Jensen samt Magnus Heunicke fra S og Lars Aagaard fra M gik i gang med at lægge taktik. Regeringen kan gennemføre den grønne trepart alene, men den går ikke. Vi taler om et projekt, der koster ufattelige milliardbeløb og rækker årtier ud i fremtiden. Og så er der det politiske: S vil rigtig gerne have især SF og K med.

Omkring bordet sidder i princippet næsten alle partier. Inger Støjberg valgte dog taktisk klogt at melde sig ud allerede inden første møde. Hun vil hellere lide en langsom død end stemme for en CO2-afgift eller lade sig fedte ind i tunge forhandlinger. Så hellere stå af inden spillet starter. Messerschmidt har samme overvejelse. Alternativet synes bare det hele er alt for lidt ambitiøst.

Men de andre partier ville gerne være med og har delt sig i forskellige forhandlergrupper. Mest opsigtsvækkende er, at SF og radikale har blandet blod med de konservative. 

DET ER GODT NOK noget af en satsning fra Mona Juul. For et par uger siden sad den konservative leder sammen med Inger Støjberg og Alex Vanopslagh i sofaen til Ingers årsmøde og de tre lovede hinanden evig blå troskab. Messerschmidt var ikke inviteret med, selv om der ikke kommer megen blå regering uden hans støtte. Og nu forhandler Inger, Vanopslagh og Mona fra hvert sit hjørne. Så meget for det blå sammenhold. 

Ingen fatter, hvorfor Mona Juul lader SF's Signe Munk bestemme takten i forhandlingerne med regeringen, men de konservatives vurderinger er, at de tre samlet kan lægge optimalt pres på regeringen. Hvilket måske er korrekt. Spørgsmålet er, hvor mange stemmer Mona Juul, henter ved at gå sammen med de rødeste partier på det grønne område. 

VANOPSLAGH HAR VALGT en helt anden taktik. Han forhandler selv og kan muligvis blive partner i en aftale selvom de tre andre står af. Det samme med EL. 

Nu er der gået nogle måneder og parterne er stort set ikke kommet længere. De store knaster er stadig uløste og for regeringen har det også været en nedtur. Meningsmålingerne er stadig elendige.

Fra at være en historisk grøn offensiv er det nu nærmest ved at udvikle sig til en defensiv, hvor regeringen dagligt bombes med tal og beregninger, som viser, at dens udspil ikke løser problemerne med de døde fjorde og forsvundne fisk. Havet omkring Danmark er lige så stendødt som Det Døde Hav og det bliver ikke bedre i dette århundrede.

Værre endnu er det, at det har vist sig, at den landbrugsaftale, man har indgået for længe siden, faktisk er skrappere omkring reduktionskravene til kvælstofudledninger end den model, regeringen har lagt frem i treparten. Altså endnu mere gylle i havvandet end hidtil.

Så afstanden til partierne er lang, hvilket er et kæmpeproblem, især hvis SF, R og K vælger at stå udenfor.

LIGE SÅ SLEMT er det, at de andre dele af treparten langsomt er ved at falde fra. Landbruget ser med skepsis på de politiske forhandlinger, og raseriet over den kompensation, regeringen stiller i udsigt, vokser. Det handler især om, at man ikke har forudset, at landbruget vil tabe rigtig meget i jordværdi, når landbrugsjord i kystnære områder konverteres til skov. Landbrugsjord er mere værd end skovjord. Og hvem skal betale forskellen? De mange milliarder, der er afsat, dækker kun udgiften til skovrejsning, ikke dækning for pristab på grund af omlægningen.

Nok er der sat 40 mia. af til at få gyllebetændt jord omdannet til skov og krat, men hvis det hele skal kompenseres, bliver beløbet langt, langt større. Allerede nu taler ledende politikere om, at hele den grønne trepart er totalt underfinansieret.

Et problem med treparten er ikke så meget det, der blev aftalt, men det, der ikke er med i aftalen. Det er her, politikerne kommer ind i billedet, og allerede nu mærkes en tydelig spænding mellem S og V, som trækker i hver deres retning. M er mest på S-siden.

TIDEN GÅR, OG der melder sig også en vis utilfredshed med Jeppe Bruus som forhandler. Han er for introvert og for ringe kommunikerende. I stedet for at styre fortællingen om den store grønne fremtid lader han sig presse i defensiven. Forhandlingstempoet er for langsomt. 

Hvorfor gik regeringen ikke i gang straks, da man havde fået den grønne trepartsaftale, i stedet for at drage månedsvis på sommerferie? Man tabte momentum. Hvorfor er det et hold af ministre fra anden række, som kører forhandlingerne og ikke første geled? Hvis Mette, Troels og Lars havde sat sig bag bordet, måtte de andre partier også stille med a-kæden og det hele kunne være gået hurtigere. Regeringen havde fastholdt momentum.

NU ER DEN STORE bekymring, at tingene går på gulvet. Hvis pludselig Maria Reumert Gjerding fra naturfrederne eller Søren Søndergaard fra landbruget melder sig ud, er der reelt et politisk problem. For kan SF så fortsætte, eller skrider de også? Og vil Venstre følge landbruget?

Den kommende uge bliver meget afgørende. I morgen mødes ministrenes forhandlingshold, og senere på ugen genoptages forhandlingerne med de politiske partier. SF, R, K, EL og LA er begyndt at lugte blod. I takt med at regeringen ikke kommer videre med projektet, skruer de kravene, som mest handler om at stramme den grønne trepart, i vejret.

KAN DET ENDE i et regeringssammenbrud og valg? Næppe. Det er ikke til at tro. Det er regeringens mest omfattende, mest ambitiøse og dyreste signaturprojekt. Falder den grønne trepart, vil det være et mindst lige så stort historisk nederlag, som det var en sejr, dengang aftalen blev indgået.

Men nogen kommer til at give sig. Mon ikke pilen peger på Jeppe Bruus og hans regering.

 

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/engell-mettes-groenne-megaplan-truet/10423857

 

Her er fortællingen om de seneste 10 år i erhvervslivet

Der har været rigeligt at skrive om i de 10 år, Finans har eksisteret. Tag med en tur ned i arkiverne

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Det var stadig mørkt udenfor, da 12 journalister mødte på arbejde på to adresser klokken 04.30 om morgenen. I Viby uden for Aarhus og på Rådhuspladsen i København. Lune croissanter, dårlig kaffe og spænding i maven.

Chefredaktøren kaldte dagens begivenhed en revolution, men det var måske lidt store ord, eftersom det var året, hvor Vladimir Putin annekterede Krim, Bjarne Corydon afhændede Dong Energy til Goldman Sachs og Mærsk-familien solgte Dansk Supermarked efter fem årtiers ejerskab. 

Men lad os alligevel slå fast: Det var med længder den største nyhed i den danske medieverden i 2014, da erhvervsmediet Finans gik i luften den 21. oktober.

Den erhvervsjournalistiske kanon var ladt til bristepunktet med historier om blandt andet et dårligt arbejdsmiljø i Lego, der allerede dengang nærmest kunne bade i popularitet. Men jagten på mere vækst og højere profit pressede medarbejderne, der advarede om, at Lego-ånden var ved at forsvinde. Flere sygemeldte sig med stress.

Vi bragte artikelserien ”De skjulte stjerner” og præsenterede bl.a. læserne for manden, der opfandt Mobilepay i Danske Bank, og kvinden der opdagede et guldæg i forskningslaboratorierne i Novozymes.

2014 var også året, hvor gravergruppen på Finans intensivt dækkede kollapset i det danske firma Genan, der var blevet fremhævet som en guldrandet miljøvirksomhed, men viste sig at være et skønmaleri.

Og så stillede vi spørgsmålet, om Vestas i virkeligheden var en cowboybutik, efter at vi kunne afsløre, at vindmøllegiganten havde fået endnu en politisag på halsen. Denne gang var flere højtstående, tyske ansatte mistænkt for at have udbetalt kunstigt høje provisioner. 

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Sidst, men bestemt ikke mindst, havde vi dette fantastiske interview med Kurt Thorsen - den fængselsdømte erhvervsmand - der ringede fra sin celle. 

»Hallo, det er Kurt Thorsen fra det sorte hul i brummen. Allerdybest nede.«

Finans var i luften, og i dag kan vi fejre 10-års fødselsdag.

Der er sket meget på redaktionen det seneste årti. Vi har været udsat for et regulært babyboom i perioden, vi har sagt farvel til mange gode kolleger og goddag til lige så mange nye, og så er vi i 2024 sprunget ud som et selvstændigt medie efter at have været ejet af Jyllands-Posten i de første mange år.

Én ting har dog ikke ændret sig: Vi har blikket stift rettet på alt, der rører sig i erhvervslivet, på finansmarkederne og i økonomien, og bevægelse har der været masser af. Tag med på en tidsrejse....

2015 - Magtspil i Bagsværd og dans i Billund

Lego kunne stadig gå på vandet i 2015. Lego-filmen ”Et klodset eventyr” var nomineret til en Oscar-statuette for bedste sang, og topchef Jørgen Vig Knudstorp kunne i februar præsentere endnu et rekordoverskud i årsregnskabet for 2014.

Det besluttede han at fejre. Så uden at orientere kommunikationsafdelingen om sit stunt på forhånd, selv om den øvrige del af seancen var koreograferet sekund for sekund, kastede han sig ud i sang og dans for rullende kameraer.

I det hele taget var der virkelig medvind til dansk erhvervsliv i 2015. 

Tre unge, danske iværksættere solgte deres løbe- og cykel-app Endomondo for over en halv milliard kroner. Og i den anden ende af aldershjulet solgte den kendte erhvervsmand Asger Aamund sine aktier i livsværket Bavarian Nordic for 359 mio. kr.

Kasper Rørsted, der var topchef i tyske Henkel, blev udråbt til den mest troværdige topchef hos Tysklands største selskaber. En bedrift, der lidt senere på året blev overgået af daværende koncernchef i Novo Nordisk, Lars Rebien Sørensen, som blev kåret til verdens bedste topchef af Harvard Business Review. En titel, han i øvrigt genvandt året efter.

Men alt var ikke lutter lagkage på ledelsesgangene i dansk erhvervsliv. 

I Novo-hovedkvarteret i Bagsværd gik en blond kronprins rundt og ventede på, at det blev hans tur. Siden 1989 havde Kåre Schultz arbejdet sig opad hos medicinalselskabet, og 25 år senere fik han titel af viceadministrerende direktør. 

Nu var han blot en berømt tagsten fra den øverste stilling. Men topchef Lars Rebien Sørensen havde andre planer. I foråret 2015 blev Schultz frataget flere af hans ansvarsområder og ændrede i ledelsen. Det ville Hard-Kåre ikke finde sig i. I april forlod han selskabet, og i maj startede han som topchef i Lundbeck.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Længere nede i erhvervslivets rækker var der også uro. 

Advokat Johan Schlüter blev anmeldt for svindel, og hans firma blev opløst indefra. Vestas skubbede sin tidligere finansdirektør Henrik Nørremark ud i en personlig konkurs. Og TDC skilte sig af med topchefen. 

Og så var der den tidligere fodboldboss Flemming Østergaard alias Don Ø. Han rystede formentlig stadig på hovedet, da han sendte sms’en til Ritzaus Bureau.

»Jeg noterer, at byretten har frifundet mig for stort set alle anklager bortset fra køb på syv handelsdage sent i 2008. Jeg er uforstående over for rettens vurdering af dette,« skrev den tidligere formand for Parken og FC København.

Fodboldforretningens kursfusk ved indgangen til finanskrisen blev takseret til i alt 10 måneders fængsel fordelt på de daværende ledere.

Prikken over i’et var dog, da det daværende Skat meddelte, at udenlandske svindlere med speciale i opdigtede aktieudbytter havde snydt den danske stat for 6,2 mia. kr. svarende til det dobbelte af det beløb, som den nyvalgte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sloges for at finde i finansbudgettet.

Senere lærte vi navnet Sanjay Shah at kende, og drænet i statskassen voksede til over det dobbelte. Der ventes først at falde dom i sagen i december i år. 

2016 - Brexit og Trump

2016 var året, hvor folket tog røven på eliten.

Først i Storbritannien, hvor lige knap 52 pct. af vælgerne stemte for et brexit - altså et farvel til EU-samarbejdet. Skilsmissen medførte panikagtige tilstande på aktiemarkederne og vantro på parlamentsgangene, men befolkningen havde talt.

Året sluttede med et brag. Hillary Clintons valgsejr var nærmest skrevet på forhånd, og det var kun et spørgsmål om, hvor stor den blev. Men det stod hurtigt klart i løbet af valgnatten, at det amerikanske præsidentvalg kunne få et andet resultat, end langt de fleste valgeksperter og medier havde forudsagt.

På redaktionen var vi på den anden ende, og i lang tid var der tvivl. For selvom Trump så ud til at have sikret sig langt flere valgmandsstemmer (304 mod Clintons 227), så havde den tidligere førstedame fået næsten tre millioner flere stemmer ude ved de amerikanske valgsteder.

Esben Larsen, aktiechef i Danica Pension, var i USA, da stemmerne blev talt op på det skæbnesvangre døgn. Han beskrev, hvordan der både var tårer og eufori i New Yorks gader. Men Trumps sejr skabte panik på aktiemarkedet verden over. 

Markedet var nede 5 pct., husker Esben Larsen. Dagen sluttede i limit down, hvilket er en situation, hvor prisen på en aktie falder til det lavest tilladte niveau inden for en bestemt handelsperiode. Men dagen efter valget rettede kurserne sig op og endte i et lille plus.

Det var til gengæld et stille år på erhvervsfronten.

Bevares, der skete da lidt. Fona gik i opløsning. Dong gennemførte danmarkshistoriens største børsnotering. Geranium fik som den første danske restaurant tre Michelin-stjerner. Arla solgte Rynkeby. Svinkløv Badehotel brændte ned til grunden.

Og så var der de skæve eksistenser i erhvervslivet. 

Der var de økonomiske linedansere hos Hellerup Finans, der var leveringsdygtige i den ene dårlige nyhed efter den anden. 

Og så fyldte en af de helt store sager om økonomisk kriminalitet i Danmark godt i erhvervsmediernes spalter: Historien om lampekometen Hesalight, der endte året med at gå konkurs, efter at Bagmandspolitiet havde rejst tiltale mod stifteren Lars Nørholt, som ikke kunne redegøre for 600 forsvundne millioner.

Det hele endte fire år senere med en historisk hård højesteretsdom på syv års fængsel til Nørholt.

Der var også swung i svingdørene i Danmarks største virksomheder, hvor Lego, Mærsk og Novo Nordisk skiftede ud i hjørnekontorerne. Farvel til tre af de mest markante skikkelser i dansk erhvervsliv i mange år: Jørgen Vig Knudstorp, Nils Smedegaard Andersen og Lars Rebien Sørensen.

2017 - Den store bilvask og en vigtig sms

Året startede med lidt af en shitstorm.

Den var rettet mod ledelsen i Nets, da aktieprogrammet til lederskikkelserne kom til at fylde hele sendefladen. 

Mens de private aktionærer havde set aktiekursen dykke kraftigt siden børsnoteringen i september, så kunne topchef Bo Nilsson notere sig en gevinst på ikke mindre end 629 mio. kr., mens kommunikationschef Karsten Anker Petersen kunne tage 35 mio. kr. med sig efter blot tre års ansættelse. 

På Christiansborg rasede politikerne, mens vi satte fokus på det store børsflop i artikelserien ”Børsnedturen i Nets”.

Illustration: Anders Thykier

Og politikerne rasede videre, da vi her på Finans afslørede, hvordan bilforhandlerne i Danmark vaskede store dele af registreringsafgiften væk via et sindrigt - men lovligt - salgssystem. 

Sagen førte til, at daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) indkaldte leasingbranchen til en »alvorssnak« oven på afsløringerne, hvilket resulterede i et politisk indgreb overfor smuthullet i reglerne.

Vores tre journalister Jesper Høberg, Michael Stenvei og Niels Sandøe endte året med at vinde en af dansk journalistiks fineste priser, FUJ’s graverpris, for artikelserien ”Det store afgiftslotteri”. Bravo.

Apropos god journalistik, så afdækkede vi, hvordan de danske elkonger havde lavet den ene fejlslagne investering efter den anden, mens de til gengæld havde brugt penge på ting, der ikke var i ejernes interesse. 

Eksempelvis vakte det opsigt blandt medarbejderne på Ewiis hovedkontor, når der med jævne mellemrum kom en lastbil og hentede topchef Knud Steen Larsens store BMW. Senere samme dag kom lastbilen tilbage med bilen, der var vasket og nypoleret i en grad, så selv dækkene så ud til at have fået skosværte.

Årets største erhvervshistorie måtte vi dog læse hos Berlingske, hvor tre dygtige journalister afslørede, hvordan milliarder af kroner blev overført til konti ejet af lyssky selskaber i Danske Bank og sendt videre i skattely. Det blev starten på den ene afsløring efter den anden om, hvad der foregik i Danske Banks filial i Estland fra 2007-2015.

Vi sagde også farvel til supermarkedskæden Kiwi, der blev det første offer i discountkrigen. Lars Seier solgte sin ejerandel på 25 pct. i livsværket Saxo Bank til kinesere, men fik nok ikke 47 mia. kr. for den. Det gjorde A.P. Møller-Mærsk til gengæld, da konglomeratet solgte Maersk Oil til franske Total.

Bitcoin gik fra kurs 2.000 til 15.000 dollars på seks måneder, Dong Energy skiftede navn til Ørsted og dagbladet Børsen lavede en opsigtsvækkende signing og hentede forhenværende finansminister Bjarne Corydon ind i hjørnekontoret.

Illustration: Anders Thykier

Det var også året, hvor der blev sendt en yderst vigtig tekstbesked. ”Hej Jørgen, har du tid til en snak?” 

Nogenlunde sådan lød sms’en, som Danfoss’ afgående topchef Niels B. Christiansen sendte til Legos formand Jørgen Vig Knudstorp. Beskeden førte ikke blot til en snak, men også til udnævnelsen af Christiansen som ny frontfigur for legetøjsgiganten.

2018 - A.P. Møller renser ud i Danske Bank

2018 begyndte med årets største erhvervsfadæse. 

TDC meddelte med store armbevægelser i en børsmeddelelse i februar, at man ville fusionere med den svenske underholdningsgigant MTG, men få dage senere blev fusionen aflyst, da ”Project Ophelia” blev afsløret. Det kom frem, at TDC’s bestyrelse havde undladt at oplyse aktionærerne, at der var indløbet et købstilbud fra et konsortium af pensionskasser, som man havde afvist.

TDC-aktien fløj i vejret og presset steg på ledelsen, der til sidst måtte trække i håndbremsen, vende 180 grader og smide en opsigelse.

Der var også gang i Danske Bank, der hårdt presset havde bestilt og betalt advokatfirmaet Bruun & Hjejle for at undersøge hvidvasksagen. 

Rapporten opjusterede beløbet for formodet hvidvask voldsomt og opgjorde det til astronomiske 1.500 mia. kr. Men endnu vigtigere: Den slog fast, at banken blev advaret allerede i 2007.

Alligevel blev den øverste ledelse pure frikendt i juridisk forstand, så topchef Thomas F. Borgen kunne forlade banken i ro og mag med et tocifret millionbeløb i hånden. 

Bestyrelsesformand Ole Andersen så heller ingen grund til at fyre sig selv, hvilket storaktionæren A.P. Møller Holding med Mærsk-arving Robert Uggla i spidsen mildest talt var uforstående over for. Så der blev ryddet godt ud i bestyrelseslokalet.

Adm. direktør i A.P. Møller Holding, Robert Uggla (th.) skiftede Ole Andersen ud og Karsten Dybvad (tv.) ind på formandsposten i Danske Bank i kølvandet på hvidvaskskandalen. Foto: Lars Krabbe

Vi skrev også om, at Jesper ’Kasi’ Nielsen vandt en årelang kamp med Skat i Højesteret i sagen om en skattefri overførsel af hans gevinst fra Pandora, og advokaten Johan Schlüter blev idømt fire års betinget fængsel for at franarre danske filmproducenter mere end 100 mio. kr.

Netcompany blev børsnoteret, Nets blev afnoteret, Dansk Supermarked skiftede navn til Salling Group, og Brian Mikkelsen forlod Erhvervsministeriet til fordel for Dansk Erhverv.

Det var også året, hvor vi sagde endegyldigt farvel til Prins Henrik og Kim Larsen.

2019 - Grøn vask og en stor købmand mindre

2019 gav os et nyt begreb: Greenwashing. 

Mens topchefer i Danmarks største selskaber havde travlt med at udfærdige strategier og tiltag, der skulle mindske miljøbelastningen i fremtiden, så begyndte medierne at kradse i den grønne indpakning for at fremkalde sorte streger i panden hos de ansvarlige. 

Da Carlsberg slog sig op på at spare miljøet for tonsvis af plastic om året ved at lime sine sixpacks sammen, glemte bryggeriet, at man kun havde limmaskiner i England og Polen, hvilke medførte tusindvis af ekstra kilometers forurenende lastbiltransport.

En påmindelse til direktører og andet godtfolk om ikke at oversælge de grønne fremskridt.

På en af årets sidste sommerdage blev Lars Larsen bisat. 

Danmarks mest kendte købmand nåede inden sin død at overlade formandsstolen i Jysk-koncernen til sin søn Jacob Brunsborg, der sammen med familien bar kisten ud af kirken og kunne se rustvognen køre forbi 600 blå roser.

»Vi vil gøre vores bedste for at videreføre hans imponerende livsværk,« skrev Jacob Brunsborg i sine mindeord.

Der var igen gang i svingdørene. Ambu afskedigede Lars Marcher. Allison Kirkby forlod TDC. Karen Frøsig sparkede Sydbanks bestyrelsesformand ud. Øhh, hvordan gør man det? 

Bagmandspolitiet hjemsendte sin chef, statsadvokat Morten Jakobsen, fordi han angiveligt ikke kunne holde sin mund om hvidvasksagen i Danske Bank, og en æra i partiet Venstre sluttede, da Lars Løkke Rasmussen tog sit gode tøj og forlod partiet ad bagdøren.

In other news: Folketinget slukkede (helt uforståeligt) for signalet til Radio 24syv, Salling Group overtog Fætter BR, DSV købte Panalpina, og Metrocityringen i København blev sat i drift.

2020 - Verden på den anden ende

Der er ikke mange danskere, som ikke kan huske, hvor de var den 11. marts 2020 klokken 20.30, da Mette Frederiksen tonede frem på tv-skærme over hele landet med ordene »det, jeg vil sige i aften, det kommer til at få store konsekvenser for alle danskere.«

Danmark lukkede ned og hele verden skulle lære to nye ord: Corona og covid-19.

Mens danskerne arbejdede hjemmefra og børn og unge fik fjernundervisning, var der panikstemning på ledelsesgangene i erhvervslivet. 

Enten fordi kunderne fra den ene dag til den anden forsvandt fra restauranter, hoteller, flyselskaber, detailbutikker og kulturinstitutioner, eller fordi man lige pludselig slet ikke kunne følge med efterspørgslen fra købestærke danskere med tid på lommen. 

Spørg bare hos internetbutikker, ejendomsmæglere, dyrlæger, spilproducenter og hos Mærsk, der pludselig kunne se fragtraterne (og aktien) flyve i vejret.

Især én branche blev dog nærmest udryddet, da statsministeren beordrede alle mink slået ned i kampen mod den muterende coronavirus. Der var bare liiige det med lovhjemlen. Var det et brud på grundloven? Sjældent har Mette Frederiksen været så presset.

Da virusbølgen var skyllet ind over verden, fik vi vores egen bølge i Danmark i slutningen af sommeren. 

Den startede på den store scene i Operaen i København en helt almindelig onsdag aften, hvor tv-vært Sofie Linde var vært ved Zulu Comedy Galla 2020. Men hendes åbningsmonolog var ikke sjov. Den handlede om ligestilling og ikke mindst seksuel chikane i mediebranchen.

»Jeg er ret sikker på, at du kigger med lige nu,« sagde hun i fjernsynet direkte henvendt til sin krænker, en stor tv-kanon, som viste sig at repræsentere et alment problem i en lang række brancher. 

Ikke mindst i politik, hvor den radikale formand Morten Østergaard og Socialdemokratiets næstformand Frank Jensen måtte tage konsekvensen af deres opførsel over for kvinder ved at gå af.

Det var også året, hvor Coops topchef, Peter Høgsted, blev smidt på porten, Danske Bank blev afsløret i at have indkrævet flere penge, end kunderne skyldte, og Sydbank købte Alm. Brand Bank. Og så tog familien igen roret i Grundfos, hvor Poul Due Jensen blev ny topchef, da Mads Nipper rykkede til Ørsted.

2021 - Gamestop og #metoo

Fra at være et navn, kun de mest dedikerede spilnørder kendte, kom Gamestop på alles læber, da en række brugere af forummet Wall Street Bets fik aktiemarkedet til at ryste ved at indlede et koordineret opkøb af aktier i den amerikanske elektronikæde. Det skete i protest mod, at flere hedgefonde satsede på et kursfald i aktien - såkaldt shorting. Missionen lykkedes.

Det gjorde den til gengæld ikke, da det 400 meter lange containerskib Ever Given i marts stødte på grund i Suez-kanalen og i en uge blokerede verdens vigtigste transportrute. Dermed skubbede skibet yderligere til den globale forsyningskrise, der opstod i kølvandet på coronavirussens nedlukning af verden.

Hvidvasksagen i Danske Bank fortsatte med at kaste lange skygger, da Finanstilsynet kort efter Jyske Banks ansættelse af Lars Mørch i en ledende stilling afviste at godkende ham som afløser for Anders Dam. Årsag: Han havde pletter på tøjet fra hvidvasksagen. 

Det samme havde topchef Chris Vogelzang fra en tilsvarende sag fra hans fortid i hollandske ABN Amro, så han lod sig afløse af Carsten Egeriis. 

Det var også året, hvor #metoo-sagerne for alvor rykkede ind i erhvervslivet. 

Først fik direktøren i avlsselskabet Danbred, Thomas Muurmann Henriksen, kun en advarsel for at have optrådt grænseoverskridende over for flere kvindelige medarbejdere. 

Men da vi her på Finans løftede sløret for sagen, blev han fyret af bestyrelsen, der dernæst blev afsat af ejerkoncernen Landbrug & Fødevarer, hvor topchefen i sidste ende også selv gik af i protest mod håndteringen af krænkelserne.

2021 vil også blive husket for, at Lars Løkke brugte sit niende politiske liv og stiftede partiet Moderaterne. Og at Thomas Vinterberg løb med Oscar-statuetten for ”Bedste Internationale Film og fra scenen dedikerede prisen til sin datter, der mistede livet i en trafikulykke undervejs i filmoptagelserne.

2022 - Slava Ukraini

Ingen satte et større præg på 2022 end Ruslands præsident Vladimir Putin, der beordrede et russisk angreb på Ukraine den 24. februar i det, han insisterede på at kalde en specialoperation. 

Der var igen krig i Europa, og Ruslands angreb på en selvstændig stat blev et wakeup call for politikere og erhvervsfolk. 

Her på Finans gik de første uger med at beskrive konsekvenserne for danske virksomheder og finansmarkederne, men da chokeffekten havde lagt sig, tog vi fat i en række danske topfolk, der fortalte om at vågne brat op til en ny verdensorden. En ny virkelighed, som virksomhederne skulle til at forstå. 

»Hold nu kæft, hvor har vi virkelig sovet i timen,« lød det fra Lars Rebien Sørensen, formand i Novo Nordisk Fonden.

Det var også året, hvor boligejerne i Danmark måtte holde på hat og briller. Inflationen tordnede i vejret, og centralbankcheferne i USA og Europa så sig nødsaget til at dele kæberaslere ud i form af historisk store renteforhøjelser. Renten på et fastforrentet 30-årigt lån gik fra 2 pct. til 5 pct.

En del af forklaringen på de tårnhøje priser skulle findes i energisektoren, hvor de vildt stigende energipriser pressede elselskaberne, herunder kæmpen Ørsted, så meget på likviditeten, at branchen måtte række ud til regeringen, der gav dem en garantiramme på 125 mia. kr.. Pengene forblev dog urørte.

Man kunne næsten høre underkæberne ramme skrivebordet i takt med, at tech-interesserede fik besøgt tjenesten ChatGPT, som åbnede for alle i november. 

Alle kunne nu afprøve en meget avanceret kunstig intelligens, som kunne svare på nærmest alt og hjælpe med alverdens ting. Kun fantasien satte grænsen.

I kølvandet på lanceringen lavede vores techskribent Jesper Kildebogaard en såkaldt AI-skole, hvor både læsere og kolleger kunne blive klogere på kunstig intelligens igennem fem lektioner.

Foto: Skabt med hjælp fra kunstig intelligens i Midjourney af Anders Thykier

Ellers var det året, hvor Niels Valentin Hansen, den tidligere topchef for Roskilde Bank, i Højesteret blev dømt til at betale en erstatning på 232 mio. kr. for sin rolle i bankkrakket, Elon Musk købte Twitter for over 300 mia. kr., og så var mange danske pressede i sommerferien, da SAS-piloterne strejkede med hundredevis af aflyste flyafgange til følge..

2023 - Novo for the win

I dansk erhvervsliv var der Novo Nordisk, og så var der alle de andre.

Efterspørgslen på fedmemidlet Wegovy ville ingen ende tage, og salgstallene og aktiekursen strøg i vejret. Og som prikken over i’et blev topchef Lars Fruergaard Jørgensen kåret som ”Årets Person” af erhvervsmediet Financial Times. Hans forgængere med den titel hed Volodymyr Zelenskyj og Elon Musk.

Novo var nu Europas mest værdifulde børsnoterede selskab, hvilket tydeligt kunne aflæses i udviklingen på den københavnske fondsbørs.

Over fire kapitler fortalte vi eventyret om Novo Nordisk, der bare voksede og voksede med verdens bugnende livvidde.

Der var dog også andre, som tjente gode penge. På Finans kunne vi afsløre, at de voldsomt stigende energipriser og dermed kæmpe overskud hos energiselskaberne havde medført nogle gigantiske bonusser hos energihandlerne.

Vi kunne blandt andet fortælle, hvordan to ledende nøglemedarbejdere i Energi Danmark havde optjent bonusser på over en halv milliard kroner tilsammen.

Kunderne (med deres høje elregninger) rasede, direktører blev fyret, forlig blev indgået og flere energihandlere blev anholdt for markedsmanipulation.

Illustration: Anders Thykier

Allerede da Lauritz.com blev børsnoteret i 2016, lød advarslerne. Måske skulle investorerne have lyttet, for i 2023 gik Lauritz.com konkurs og fuldbyrdede en af årets største erhvervsskandaler. 

Kunderne måtte se langt efter deres penge og varer, og det viste sig hurtigt, at stifterparret Bengt og Mette Sundstrøm havde kørt Lauritz.com »ud over afgrunden med 100 kilometer i timen.«

Og så var det året, hvor Anders Dam efter 106 regnskaber afleverede firmabilen og gik ud ad døren i Jyske Bank for sidste gang - i hvert fald som ansat.

I banken havde han fra vinduespartiet i hjørnekontoret den måske bedste udsigt, en dansk bankdirektør nogensinde har haft. Ud over Silkeborgsøerne. Men da vi besøgte ham i privaten, stod det klart, at udsigten her var endnu bedre - udover Thorsø med skov i baggrunden.

Det var også året, hvor Lars Rohde takkede af som nationalbankdirektør efter 10 år og blev afløst af Christian Kettel Thomsen. Og kødkøbmanden Kurt Skare måtte se livsværket gå konkurs efter en rutsjetur, der startede med, at Fødevarestyrelsen havde fundet 12 år gammelt kød i fryserne. 

Og så sagde vi farvel til Danmarks ældste dagligvarekæde.

2024 - Milliardærens møgsag

Historien om 2024 er stadig i fuld gang med at blive skrevet, men den starter med et jordskred og en shitstorm, da alle danskere pludselig lærte Randers-forstaden Ølst at kende. 

En gigantisk bunke forurenet jord var sat i skred, og den ansvarlige miljøvirksomhed Nordic Waste, der var ejet af den kendte milliardær Torben Østergaard-Nielsen, mente, at det måtte være kommunens ansvar. 

Vi dækkede på Finans sagen intensivt i artikelserien ”Milliardærens møgsag”. Spoiler alert: Han fik ikke prisen som Danmarks mest populære mand.

Transportgiganten DSV har også været i vælten. Den mangeårige topchef Jens Bjørn Andersen blev smidt på porten og skiftet ud med sin højre hånd Jens Lund - en hård hund med mottoet »Fit in or F* off«. 

Han landede senere på året efter møje og besvær danmarkshistorien næststørste virksomhedshandel med købet af tyske DB Schenker (Novo Nordisk slog rekorden - også i 2024 - med købet af tre amerikanske fyldefabrikker).

Og så slutter året med verdens vigtigste valg i starten af november, så vi har sendt journalist Iben Schmidt til USA iført et par erhvervsbriller. To be continued....

Kilde:

https://finans.dk/erhverv/ECE17478634/her-er-fortaellingen-om-de-seneste-10-aar-i-erhvervslivet/

 

Blålys

Leder. FN har ikke løst sin opgave i det sydlige Libanon, og nu er FN ligefrem blevet en forhindring for, at Israel selv kan nedkæmpe Hizbollah.

DET er populært at sige, at hvis man kun har en hammer til rådighed, ligner alle problemer et søm. Man kan roligt sige, at det karakteriserer de vestlige landes forhold til Israel i denne tid: Fordi man ikke kan påvirke terrororganisationer som Hamas og Hizbollah, så nøjes man med at hamre løs på Israel.

Senest er Israel fra alle sider blevet fordømt for sine angreb på FN-soldater i det sydlige Libanon; uden at nogen finder anledning til at nævne, at Hizbollah bevidst angriber Israel fra stillinger klos op ad FN-styrken UNIFILs poster, vagttårne og forlægninger.

Var det ikke en fordømmelse værd? 

At Hizbollah bruger UNIFIL, en FN-styrke på over 10.000 mand fra 46 lande, som menneskelige skjold? Det ville ærligt talt være mere redeligt end at få det til at lyde, som om Israel ikke kan få krig nok og bevidst går efter at nedkæmpe FNs styrker i en blodrus.

I det mindste kunne de vestlige lande bruge anledningen til at slå fast, at det ville være en stor hjælp, hvis den libanesiske regering tog kontrol med området og bad UNIFIL om assistance til at afvæbne Hizbollah, sådan som Sikkerhedsrådets resolution 1701 fra 2006 lægger op til. 

ER kritikken af Hizbollahs aktiviteter underligt fraværende, så skyldes det formodentlig netop, at FN-styrken UNIFIL – United Nations Interim Force in Lebanon – siden 2006 har været stationeret i det sydlige Libanon med præcis det formål at demilitarisere området og skabe en sikkerhedszone, så Israel ikke bliver bombarderet. Styrken skal sikre, at området syd for Litani-floden holdes frit for våben og anden militær infrastruktur, som ikke tilhører UNIFIL selv eller den libanesiske hær. Hizbollahs tilstedeværelse er med andre ord UNIFILS fiasko. For hvordan i alverden er det muligt, at Hizbollah siden 8. oktober har kunnet lade morterer, raketter, droner og missiler regne ned over Israel; affyret fra præcis den sydlige del af Libanon mellem Litani-floden og grænsen til Israel, hvor UNIFILs baser og poster er placeret?

I de seneste par uger har israelerne fremlagt omfattende dokumentation for deres påstand om, at Hizbollah over årene har forvandlet det shiitisk dominerede område til én stor affyringsrampe mod Israel. Et omfattende system af underjordiske tunneler, hvoraf flere strækker sig ind i Israel, er bygget op lige under næsen på UNIFIL. I tunnelerne er der blandt andet fundet motorcykler. Hvorfor mon? Meget muligt forberedte Hizbollah en invasion af det nordlige Israel af samme bestialske tilsnit som Hamas’ angreb fra Gazastriben i syd 7. oktober sidste år. Så omfattende er Hizbollahs militære anlæg, at det har taget år at bygge dem, og det forekommer usandsynligt, at UNIFIL har været helt uvidende om bevægelsens aktiviteter.

Specielt fordi det fremgår af FNs Sikkerhedsråds egne situationsrapporter, at UNIFIL gradvist, men sikkert har fået indskrænket sin manøvrefrihed, samtidig med at den libanesiske regering og Libanons Væbnede Styrker er blevet stadig mindre interesseret i at gøre brug af UNIFIL. UNIFIL kan ganske vist undskylde sig med, at styrken har et fredsbevarende og ikke et fredsskabende mandat og følgelig kun må handle på mandat fra myndighederne i et land, der i stigende grad er blevet underlagt Hizbollah. Men det forklarer ikke fraværet af resolutioner fra FNs Sikkerhedsråd siden 8. oktober sidste år, der beordrer tilbagetrækningen af Hizbollahs styrker til nord for Litani-floden.

Arkivfoto: Joseph Eid, AFP / Scanpix

VESTENS reaktion på Israels krig i Gaza og Libanon viser, at man slet ikke har forstået, hvem og hvad Israel er oppe imod. Som senest den franske filosof Bernard-Henri Lévy har forsøgt at gøre begribeligt i interview om sin nye bog Israel alene, befinder vi os i en ny kold krig. Vesten står over for en samlet front, der består af Rusland, Kina, Nordkorea og Iran samt alle vennerne i Modstandens Akse – Hamas, Hizbollah, houthierne i Yemen og de væbnede militser i Syrien og Irak. Deres fremmeste mål er at få det såkaldt vestlige hegemoni bragt til fald. Det kan man såmænd læse i såvel Hizbollahs opdaterede manifest fra 2009 som i den fælles erklæring, Putin og Xi fremsatte ved vinter-OL i Kina – kort før Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Just derfor har Kina og Rusland de seneste år aktivt obstrueret, at UNIFIL får et stærkere mandat, så styrken selv kunne opspore og afvæbne Hizbollah-terrorister. For begge er interesseret i, at Hizbollah, som de ikke anser for en terrororganisation, men for en allieret, fortsat truer Israels eksistens. Den fortsatte krig lægger beslag på Vestens mentale og økonomiske ressourcer og afleder opmærksomheden fra krigen i Ukraine og fra Kinas stadig mere ihærdige forsøg på at bringe Det Sydkinesiske Hav under sin kontrol. I lighed med Hamas og Hizbollah opfatter de Israel som USAs fremskudte forpost i Mellemøsten, som svækker deres egne muligheder for indflydelse i regionen. Siden 7. oktober sidste år har Rusland og Kina entydigt været at finde på Hamas', Hizbollahs og Irans side.

INTERESSE har Vesten så absolut i, at Israel overlever som stat og får nedkæmpet alverdens religiøse fundamentalister, der sandelig ikke stiller sig tilfredse, hvis bare Israel forsvinder. 20 års kamp mod terror burde have lært os, at det sandelig ikke bare er jøderne, de vil til livs. Af samme grund er det uansvarligt, når vestlige beslutningstagere begrænser sig til at kritisere Israel for de mange uskyldige civile, der omkommer i krigen. I stedet for at komme med svar på, hvordan Israel alternativt kan nedkæmpe Hamas og Hizbollah, når disse bevægelsers strategi specifikt er at maksimere antallet af civile ofre.

AT det forholder sig sådan, kan man tage Hamas-lederen i Gaza Yahya Sinwars ord for. Ifølge The Wall Street Journal, der har fået adgang til en korrespondance mellem ham og Hamas-mæglere i Doha, kaldte han i sommer de døde palæstinensere for »nødvendige ofre« og lod forstå, at Israel takket være disse ofre var trængt op i en krog. Sinwar henviste til Algierkrigen, hvor hundredtusinder var omkommet i kampen for Algeriets selvstændighed. Og hans betragtning er sådan set ikke spor kynisk: Hvis man vitterlig tror, at martyrdøden er den fineste og vil blive belønnet fyrsteligt af Allah, så gør man faktisk folk en tjeneste ved at sørge for, at de lider en ærværdig død. Samtidig udnytter man, at det sekulære Vesten anser drab på uskyldige civile for en vederstyggelighed og instinktivt måler antallet af israelske ofre op imod antallet af palæstinensiske og libanesiske og konkluderer, at nu må Israel bestemt have fået hævn nok. Uden at forholde sig til, at målet ikke er hævn, men at forhindre en gentagelse af 7. oktober 2023.

HJÆLPE palæstinenserne og libaneserne kunne Vesten gøre ved højt og tydeligt at slå fast, at det, der står imellem fred i Gaza og Libanon, ikke er Israel, men Hizbollah og Hamas. Det burde være evident, eftersom de to bevægelser helt officielt kæmper for den jødiske stats udryddelse og fortsætter deres angreb på Israel. Ved at reservere kritikken til Israel skaber de vestlige lande forhåbninger hos de to terrororganisationer om, at hvis de bare fortsætter kampen, så vil det internationale samfund til sidst tvinge Israel til fred. Det trækker krigen ud. Samtidig bør de vestlige lande naturligvis arbejde for, at UNIFIL midlertidigt bliver trukket tilbage fra krigsskuepladsen i det sydlige Libanon, som Israel har bedt om. Alternativt kommer styrken uforvarende til at blokere for, at Hizbollah kan blive fjernet og Sikkerhedsrådets resolution 1701 implementeret.

ISRAEL kan man – med rette – kritisere for meget, og det gør man sandelig også. Men i forfærdelsen over de mange ofre for Israels bombardementer er det, som om Vesten har glemt, hvem der angriber, og hvem der forsvarer sig. Er der nogen, der tror, at Hizbollah eller Hamas vil holde op med at true Israel, hvis Israel går med til en våbenhvile i morgen? Og hvis ikke, hvad er så alternativet til at nedkæmpe dem, når terroristerne har så magtfulde allierede i ryggen? En stats mest fundamentale opgave er at skabe sikkerhed for sine borgere, og siden oktober sidste år har den israelske stat ikke kunnet løfte den opgave. Israels vestlige allierede burde ikke gøre det endnu sværere. Som sagt: For tiden har Vesten kun en hammer til rådighed og definerer desværre alle problemer som et israelsk søm. Ulykkeligvis er problemet snarere en fjeder, så det er os selv, vi rammer.

Kilde:
https://www.weekendavisen.dk/2024-42/opinion/blaalys

Anna Libak er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

annl@weekendavisen.dk

 

Kastede Moderaterne ud i kaos: Her er klagen Løkke ikke måtte se.

En anonym klage til Arbejdstilsynet kastede i august Moderaterne og deres formand, Lars Løkke Rasmussen, ud i en krise. Ekstra Bladet kan nu bringe hele den anonyme klage, som Løkke efter eget udsagn ikke selv har set.

En klage fra flere anonyme medarbejdere har kastet Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne ud i en dyb krise. Foto: Kasper Søholt

AfBertil B. Fruelund•Peter Jeppesen•Clara Alexandra Vind

Hverken formand Lars Løkke Rasmussen, toppen af partiet, hovedparten af de ansatte eller toppen af Moderaternes sekretariat har set den.

Den anonyme klage på tre sider, som en lille gruppe medarbejdere i Moderaterne 15. august sendte til Arbejdstilsynet. En klage, der har kastet regeringspartiet ud i sin største krise til dato.

Ekstra Bladet kan nu bringe hele den klage til Arbejdstilsynet, der udløste krisen. 

Læs den nederst i artiklen.

Hårde anklager

Da bidder af klagen kom frem 30. august, sendte den - sammen med en lækket, intern mail fra daværende medlem Jeppe Søe - partiet ud i en dyb krise. 

Anklagerne lød på, at der var mobning, sexisme og tyrannisk ledelse i partiets sekretariat. Samt at ledelsen ikke havde handlet på det.

I den interne mail, Jeppe Søe sendte til partiets ledelse, pegede han specifikt på den pågældende klage som en vigtig del af årsagen til sin stærke reaktion, hvor han blandt andet beskrev partiet som en 'sexistisk klovnebus'.

Gruppemøde hos Moderaterne på Christiansborg, efter at tidligere og nuværende medarbejdere har fortalt om et hårdt psykisk arbejdsmiljø. Her ses blandt andet partileder og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og minister for digitalisering Caroline Stage Olsen. Foto: Jens Dresling

Efter over en måneds kaos er resultatet, at Moderaterne er kollapset i meningsmålingerne, at Jeppe Søe i protest har forladt partiet, at en hel afdeling i partiets sekretariat er enten fyret eller er selv gået, og at partisekretæren er fortid.

Men indtil nu har det fulde indhold af den anonyme klage været ukendt. Både for partiets ledelse, de resterende ansatte og offentligheden.

Moderaterne svarer

Ekstra Bladet har forelagt Moderaterne klagen til Arbejdstilsynet. 

Ekstra Bladet har samtidig forelagt de mere konkrete anklager i klagen for de relevante personer.

De omtalte personer har ikke ønsket separat at udtale sig, men Moderaterne har sendt følgende samlede svar:

'Det er meget svært at kommentere udokumenterede påstande fra personer, der optræder anonymt. Der er sket meget, siden vi blev bekendt med klagen via medierne for knap seks uger siden.'

'Vigtigst er, at vi har inviteret Arbejdstilsynet indenfor og nu samarbejder med dem om at få sikret et trygt og godt arbejdsmiljø i vores sekretariat. Vi har derudover igangsat en række tiltag - særligt en APV, medarbejdertilfredsundersøgelse, hjælp fra en erhvervspsykolog og en whistleblowerordning. Processen er stadig i gang, og den har vi fuld fokus på.'

Hemmelige afsendere

Klagen til Arbejdstilsynet har været omgærdet af mystik, idet den aldrig har været offentligt fremme. 

Den er forfattet af en række anonyme medarbejdere, hvoraf nogle var tidligere medarbejdere, allerede da klagen blev sendt til tilsynet.

Ekstra Bladet forstår på flere kilder, at der er eksempler i klagen, hvor de involverede parter ikke har været medforfattere, og at eksemplerne er inkluderet uden deres vidende. 

Igen og igen har Lars Løkke Rasmussen måttet forholde sig til historierne om et dårligt arbejdsmiljø i sit parti. Foto: Emil Agerskov

Dele af klagen er beskrevet i medierne, hvor hovedtræk som temaerne om sexisme, mobning og tyrannisk ledelse er nævnt.

Da klagen er sendt til Arbejdstilsynet, har hverken ledelsen i partiet eller offentligheden haft mulighed for at forholde sig til den i sin helhed.

Arbejdstilsynet ind i sagen

Efter at sagen eksploderede, har Arbejdstilsynet besøgt Moderaternes sekretariat, hvilket har ført til en foreløbig rapport med en række kritiske bemærkninger. 

Selvom Arbejdstilsynet ikke nævner sexisme, bemærker tilsynet, at tonen i partiet på alle niveauer er hård, og så konkluderer man:

'Arbejdstilsynet kunne konstatere, at alle ansatte og flere ledere var tydelig berørte, grådlabile og nervøse under samtalerne,' lyder det i høringsbrevet.

'Ansatte oplyste, at de er bange og kede af det, og flere har oplevet kollegaer, der græd på arbejdet. Flere ansatte oplyste, at de har stresssymptomer som eksempelvis søvnbesvær, og at flere modtager psykologbehandling omkring forhold i deres arbejdsmiljø, herunder de krænkende handlinger. Flere ansatte oplyste, at de ikke tør sige det til nogen, hverken ledere eller kolleger.'

Nuværende digitaliseringsminister Caroline Stage var længe chef for den politiske afdeling i sekretariatet. Hun har undskyldt, men vil ikke sige hvorfor. Foto: Jens Dresling

Skyggeboksning

Sideløbende har der været rejst tvivl om, hvor grove og reelle anklagerne egentlig var i klagen til Arbejdstilsynet. For der var også medarbejdere, der ikke havde oplevet noget. 

Fra starten har ledelsen i Moderaterne sagt, at de ikke kunne genkende omfanget af problemerne i sekretariatet.

- Nu har jeg ikke set henvendelsen til Arbejdstilsynet, men det billede, der bliver tegnet i medierne, er meget overraskende for mig, og jeg genkender det ikke, sagde den nu forhenværende partisekretær, Kirsten Munch Andersen, da sagen brød ud.

Den øverste ansvarlige i sekretariatet var Kirsten Munch. Hun har efterfølgende sagt sit job op. Foto: Anders Brohus

Ikke underbyggede

Da afsenderne har valgt at være anonyme, er anklagerne i klagen i Arbejdstilsynet ikke underbyggede eller beviste. Der er altså ingen sikkerhed for, at anklagerne mod de nævnte chefer er korrekte.

Ekstra Bladet vælger at bringe den anonyme klage for at dokumentere, hvad det var, der udløste krisen for Moderaterne, samt fik Jeppe Søe til at forlade partiet.

Ekstra Bladet har anonymiseret alle navne med undtagelse af de daværende øverste ledere af Moderaternes sekretariat samt nuværende digitaliseringsminister Caroline Stage, der tidligere var politisk chef i sekretariatet. Disse personer havde således det øverste administrative ansvar i partiet.

Ekstra Bladet har også anonymiseret de specifikke titler på ansatte, der fremgår i klagen og angiveligt er forurettede. Det er for at beskytte deres identitet.

Se klagen her:

Kilde: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/kastede-moderaterne-ud-i-kaos-her-er-klagen-loekke-ikke-maatte-se/10395772