Her er
fortællingen om de seneste 10 år i erhvervslivet
Der har været rigeligt at skrive
om i de 10 år, Finans har eksisteret. Tag med en tur ned i arkiverne
Tegning:
Rasmus Sand Høyer
Det var stadig mørkt udenfor, da 12 journalister mødte på
arbejde på to adresser klokken 04.30 om morgenen. I Viby uden for
Aarhus og på Rådhuspladsen i København. Lune croissanter, dårlig
kaffe og spænding i maven.
Chefredaktøren kaldte dagens begivenhed en revolution, men det
var måske lidt store ord, eftersom det var året, hvor Vladimir
Putin annekterede
Krim, Bjarne Corydon afhændede Dong Energy til Goldman Sachs og
Mærsk-familien solgte
Dansk Supermarked efter fem årtiers ejerskab.
Men lad os alligevel slå fast: Det var med længder den
største nyhed i den danske medieverden i 2014, da erhvervsmediet
Finans gik i luften den 21. oktober.
Den erhvervsjournalistiske kanon var ladt til bristepunktet med
historier om blandt andet et
dårligt arbejdsmiljø i Lego, der allerede dengang nærmest
kunne bade i popularitet. Men jagten på mere vækst og højere
profit pressede medarbejderne, der advarede om, at Lego-ånden var
ved at forsvinde. Flere sygemeldte sig med stress.
Vi bragte artikelserien ”De
skjulte stjerner” og præsenterede bl.a. læserne for manden,
der opfandt Mobilepay i Danske Bank, og kvinden
der opdagede et guldæg i forskningslaboratorierne i
Novozymes.
2014 var også året, hvor gravergruppen på Finans intensivt
dækkede kollapset
i det danske firma Genan, der var blevet fremhævet som en
guldrandet miljøvirksomhed, men viste sig at være et skønmaleri.
Og så stillede vi spørgsmålet, om
Vestas i virkeligheden var en cowboybutik, efter at vi kunne
afsløre, at vindmøllegiganten havde fået endnu en politisag på
halsen. Denne gang var flere højtstående, tyske ansatte mistænkt
for at have udbetalt kunstigt høje provisioner.
Tegning: Rasmus Sand Høyer
Sidst, men bestemt ikke mindst, havde vi dette
fantastiske interview med Kurt Thorsen - den fængselsdømte
erhvervsmand - der ringede fra sin celle.
»Hallo, det er Kurt Thorsen fra det sorte hul i brummen.
Allerdybest nede.«
Finans var i luften, og i dag kan vi fejre 10-års fødselsdag.
Der er sket meget på redaktionen det seneste årti. Vi har været
udsat for et regulært babyboom i perioden, vi har sagt farvel til
mange gode kolleger og goddag til lige så mange nye, og så er vi i
2024 sprunget ud som et selvstændigt medie efter at have været ejet
af Jyllands-Posten i de første mange år.
Én ting har dog ikke ændret sig: Vi har blikket stift rettet på
alt, der rører sig i erhvervslivet, på finansmarkederne og i
økonomien, og bevægelse har der været masser af. Tag med på en
tidsrejse....
2015 - Magtspil i Bagsværd og dans i Billund
Lego kunne stadig gå på vandet i 2015. Lego-filmen ”Et klodset
eventyr” var nomineret til en Oscar-statuette for bedste sang, og
topchef Jørgen Vig Knudstorp kunne i februar præsentere endnu et
rekordoverskud i årsregnskabet for 2014.
Det besluttede han at fejre. Så uden at orientere
kommunikationsafdelingen om sit stunt på forhånd, selv om den
øvrige del af seancen var koreograferet sekund for sekund, kastede
han sig ud i sang og dans for rullende kameraer.
I det hele taget var der virkelig medvind til dansk erhvervsliv i
2015.
Tre unge, danske iværksættere solgte deres løbe- og cykel-app
Endomondo for over en halv milliard kroner. Og i den anden ende af
aldershjulet solgte den kendte erhvervsmand Asger Aamund sine aktier
i livsværket Bavarian Nordic for 359 mio. kr.
Kasper Rørsted, der var topchef i tyske Henkel, blev udråbt til
den mest
troværdige topchef hos Tysklands største selskaber. En
bedrift, der lidt senere på året blev overgået af daværende
koncernchef i Novo Nordisk, Lars Rebien Sørensen, som blev
kåret til verdens bedste topchef af Harvard Business
Review. En titel, han i øvrigt genvandt året efter.
Men alt var ikke lutter lagkage på ledelsesgangene
i dansk erhvervsliv.
I Novo-hovedkvarteret i Bagsværd gik en blond kronprins rundt og
ventede på, at det blev hans tur. Siden 1989 havde Kåre Schultz
arbejdet sig opad hos medicinalselskabet, og 25 år senere fik han
titel af viceadministrerende direktør.
Nu var han blot en berømt tagsten fra den øverste stilling. Men
topchef Lars Rebien Sørensen havde andre planer. I foråret 2015
blev Schultz frataget flere af hans ansvarsområder og ændrede i
ledelsen. Det ville Hard-Kåre ikke finde sig i. I april forlod han
selskabet, og i maj startede han som topchef i Lundbeck.
Tegning: Rasmus Sand Høyer
Længere nede i erhvervslivets rækker var der også uro.
Advokat Johan Schlüter blev anmeldt for svindel, og hans firma
blev opløst indefra. Vestas skubbede sin tidligere finansdirektør
Henrik Nørremark ud
i en personlig konkurs. Og TDC skilte sig af med topchefen.
Og så var der den tidligere fodboldboss Flemming Østergaard
alias Don Ø. Han rystede formentlig stadig på hovedet, da
han sendte
sms’en til Ritzaus Bureau.
»Jeg noterer, at byretten har frifundet mig for stort set alle
anklager bortset fra køb på syv handelsdage sent i 2008. Jeg er
uforstående over for rettens vurdering af dette,« skrev den
tidligere formand for Parken og FC København.
Fodboldforretningens kursfusk ved indgangen til finanskrisen blev
takseret til i alt 10 måneders fængsel fordelt på de daværende
ledere.
Prikken over i’et var dog, da det daværende Skat meddelte, at
udenlandske svindlere med speciale i opdigtede
aktieudbytter havde snydt den danske stat for 6,2 mia. kr.
svarende til det dobbelte af det beløb, som den nyvalgte
statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sloges for at finde i
finansbudgettet.
Senere lærte vi navnet
Sanjay Shah at kende, og drænet i statskassen voksede til over
det dobbelte. Der ventes først at falde dom i sagen i december i
år.
2016 - Brexit og Trump
2016 var året, hvor folket tog røven på eliten.
Først i Storbritannien, hvor lige knap 52 pct. af vælgerne
stemte for et brexit - altså et farvel til EU-samarbejdet.
Skilsmissen medførte panikagtige tilstande på aktiemarkederne og
vantro på parlamentsgangene, men befolkningen havde talt.
Året sluttede med et brag. Hillary Clintons valgsejr var nærmest
skrevet på forhånd, og det var kun et spørgsmål om, hvor stor den
blev. Men det stod hurtigt klart i løbet af valgnatten, at det
amerikanske præsidentvalg kunne få et andet resultat, end langt de
fleste valgeksperter og medier havde forudsagt.
På redaktionen var vi på den anden ende, og i lang tid var der
tvivl. For selvom Trump så ud til at have sikret sig langt flere
valgmandsstemmer (304 mod Clintons 227), så havde den tidligere
førstedame fået næsten tre millioner flere stemmer ude ved de
amerikanske valgsteder.
Esben Larsen, aktiechef i Danica Pension, var i USA, da stemmerne
blev talt op på det skæbnesvangre døgn. Han
beskrev, hvordan der både var tårer og eufori i New Yorks
gader. Men Trumps sejr skabte panik på aktiemarkedet verden over.
Markedet var nede 5 pct., husker Esben Larsen. Dagen sluttede
i limit down, hvilket er en situation, hvor prisen på en
aktie falder til det lavest tilladte niveau inden for en bestemt
handelsperiode. Men dagen efter valget rettede kurserne sig op og
endte i et lille plus.
Det var til gengæld et stille år på erhvervsfronten.
Bevares, der skete da lidt. Fona gik i opløsning. Dong
gennemførte danmarkshistoriens største børsnotering. Geranium fik
som den første danske restaurant tre Michelin-stjerner. Arla solgte
Rynkeby. Svinkløv Badehotel brændte ned til grunden.
Og så var der de skæve eksistenser i erhvervslivet.
Der var de økonomiske linedansere hos Hellerup
Finans, der var leveringsdygtige i den ene dårlige nyhed efter
den anden.
Og så fyldte en af de helt store sager om økonomisk kriminalitet
i Danmark godt i erhvervsmediernes spalter: Historien om lampekometen
Hesalight, der endte året med at gå konkurs, efter at
Bagmandspolitiet havde rejst tiltale mod stifteren Lars Nørholt, som
ikke kunne redegøre for 600 forsvundne millioner.
Det hele endte fire år senere med en historisk hård
højesteretsdom på syv års fængsel til Nørholt.
Der var også swung i svingdørene i Danmarks største
virksomheder, hvor Lego, Mærsk og Novo Nordisk skiftede ud i
hjørnekontorerne. Farvel til tre af de mest markante skikkelser i
dansk erhvervsliv i mange år: Jørgen Vig Knudstorp, Nils Smedegaard
Andersen og Lars Rebien Sørensen.
2017 - Den store bilvask og en vigtig sms
Året startede med lidt af en shitstorm.
Den var rettet mod ledelsen i Nets, da aktieprogrammet til
lederskikkelserne kom til at fylde hele sendefladen.
Mens de private aktionærer havde set aktiekursen dykke kraftigt
siden børsnoteringen i september, så kunne topchef Bo Nilsson
notere sig en gevinst på ikke mindre end 629 mio. kr., mens
kommunikationschef Karsten Anker Petersen kunne tage 35 mio. kr. med
sig efter
blot tre års ansættelse.
På Christiansborg rasede politikerne, mens vi satte fokus på det
store børsflop i artikelserien
”Børsnedturen i Nets”.
Illustration: Anders Thykier
Og politikerne rasede videre, da vi her
på Finans afslørede, hvordan bilforhandlerne i Danmark vaskede
store dele af registreringsafgiften væk via et sindrigt - men
lovligt - salgssystem.
Sagen førte til, at daværende skatteminister Karsten Lauritzen
(V) indkaldte leasingbranchen til en »alvorssnak« oven på
afsløringerne, hvilket resulterede i et politisk indgreb overfor
smuthullet i reglerne.
Vores tre journalister Jesper Høberg, Michael Stenvei og Niels
Sandøe endte året med at vinde en af dansk journalistiks fineste
priser, FUJ’s graverpris, for artikelserien
”Det store afgiftslotteri”. Bravo.
Apropos god journalistik, så afdækkede vi, hvordan de danske
elkonger havde
lavet den ene fejlslagne investering efter den anden, mens
de til gengæld havde brugt penge på ting, der ikke var i ejernes
interesse.
Eksempelvis vakte det opsigt blandt medarbejderne på Ewiis
hovedkontor, når der med jævne mellemrum kom en lastbil og hentede
topchef Knud Steen Larsens store BMW. Senere samme dag kom lastbilen
tilbage med bilen, der var vasket og nypoleret i en grad, så selv
dækkene så ud til at have fået skosværte.
Årets største erhvervshistorie måtte vi dog læse
hos Berlingske, hvor tre dygtige journalister afslørede, hvordan
milliarder af kroner blev overført til konti ejet af lyssky
selskaber i Danske Bank og sendt videre i skattely. Det blev starten
på den ene afsløring efter den anden om, hvad der foregik i Danske
Banks filial i Estland fra 2007-2015.
Vi sagde også farvel til supermarkedskæden Kiwi, der blev det
første offer i discountkrigen. Lars Seier solgte sin ejerandel på
25 pct. i livsværket Saxo Bank til kinesere, men fik nok ikke 47
mia. kr. for den. Det gjorde A.P. Møller-Mærsk til gengæld, da
konglomeratet solgte Maersk Oil til franske Total.
Bitcoin gik fra kurs 2.000 til 15.000 dollars på seks måneder,
Dong Energy skiftede navn til Ørsted og dagbladet Børsen lavede en
opsigtsvækkende signing og hentede forhenværende finansminister
Bjarne Corydon ind i hjørnekontoret.
Illustration: Anders Thykier
Det var også året, hvor der blev sendt en yderst vigtig
tekstbesked. ”Hej Jørgen, har du tid til en snak?”
Nogenlunde sådan
lød sms’en, som Danfoss’ afgående topchef Niels B.
Christiansen sendte til Legos formand Jørgen Vig Knudstorp. Beskeden
førte ikke blot til en snak, men også til udnævnelsen af
Christiansen som ny frontfigur for legetøjsgiganten.
2018 - A.P. Møller renser ud i Danske Bank
2018 begyndte med årets største erhvervsfadæse.
TDC meddelte med store armbevægelser i en børsmeddelelse i
februar, at man
ville fusionere med den svenske underholdningsgigant MTG,
men få dage senere blev fusionen aflyst, da ”Project
Ophelia” blev afsløret. Det kom frem, at TDC’s
bestyrelse havde undladt at oplyse aktionærerne, at der var indløbet
et købstilbud fra et konsortium af pensionskasser, som man havde
afvist.
TDC-aktien fløj i vejret og presset steg på ledelsen, der til
sidst måtte trække
i håndbremsen, vende 180 grader og smide
en opsigelse.
Der var også gang i Danske Bank, der hårdt presset havde bestilt
og betalt advokatfirmaet Bruun & Hjejle for at undersøge
hvidvasksagen.
Rapporten opjusterede beløbet for formodet hvidvask voldsomt og
opgjorde det til astronomiske 1.500 mia. kr. Men endnu vigtigere: Den
slog fast, at banken blev advaret allerede i 2007.
Alligevel blev den øverste ledelse pure frikendt i juridisk
forstand, så topchef Thomas F. Borgen kunne forlade banken i ro og
mag med et tocifret millionbeløb i hånden.
Bestyrelsesformand Ole Andersen så heller ingen grund til at fyre
sig selv, hvilket storaktionæren A.P. Møller Holding med
Mærsk-arving Robert Uggla i spidsen mildest talt var uforstående
over for. Så der blev ryddet
godt ud i bestyrelseslokalet.
Adm. direktør i A.P. Møller
Holding, Robert Uggla (th.) skiftede Ole Andersen ud og Karsten
Dybvad (tv.) ind på formandsposten i Danske Bank i kølvandet på
hvidvaskskandalen. Foto: Lars Krabbe
Vi skrev også om, at Jesper ’Kasi’ Nielsen vandt
en årelang kamp med Skat i Højesteret i sagen om en
skattefri overførsel af hans gevinst fra Pandora, og advokaten Johan
Schlüter blev idømt
fire års betinget fængsel for at franarre danske
filmproducenter mere end 100 mio. kr.
Netcompany blev børsnoteret, Nets blev afnoteret, Dansk
Supermarked skiftede navn til Salling Group, og Brian Mikkelsen
forlod Erhvervsministeriet til fordel for Dansk Erhverv.
Det var også året, hvor vi sagde endegyldigt farvel til Prins
Henrik og Kim Larsen.
2019 - Grøn vask og en stor købmand mindre
2019 gav os et nyt begreb: Greenwashing.
Mens topchefer i Danmarks største selskaber havde travlt med at
udfærdige strategier og tiltag, der skulle mindske miljøbelastningen
i fremtiden, så begyndte medierne at kradse i den grønne indpakning
for at fremkalde sorte streger i panden hos de ansvarlige.
Da Carlsberg slog sig op på at spare miljøet for tonsvis af
plastic om året ved at lime sine sixpacks sammen, glemte bryggeriet,
at man kun havde limmaskiner i England og Polen, hvilke medførte
tusindvis af ekstra kilometers forurenende lastbiltransport.
En påmindelse til direktører og andet godtfolk om ikke at
oversælge de grønne fremskridt.
På en af årets sidste sommerdage blev Lars Larsen bisat.
Danmarks mest kendte købmand nåede inden sin død at overlade
formandsstolen i Jysk-koncernen til sin søn Jacob Brunsborg, der
sammen med familien bar kisten ud af kirken og kunne se rustvognen
køre forbi 600 blå roser.
»Vi vil gøre vores bedste for at videreføre hans imponerende
livsværk,« skrev Jacob Brunsborg i sine mindeord.
Der var igen gang i svingdørene. Ambu afskedigede Lars Marcher.
Allison Kirkby forlod TDC. Karen Frøsig sparkede Sydbanks
bestyrelsesformand ud. Øhh, hvordan
gør man det?
Bagmandspolitiet hjemsendte sin chef, statsadvokat Morten
Jakobsen, fordi han angiveligt ikke
kunne holde sin mund om hvidvasksagen i Danske Bank, og en æra i
partiet Venstre sluttede, da Lars Løkke Rasmussen tog sit gode tøj
og forlod partiet ad bagdøren.
In other news: Folketinget slukkede (helt uforståeligt) for
signalet til Radio 24syv, Salling Group overtog Fætter BR, DSV købte
Panalpina, og Metrocityringen i København blev
sat i drift.
2020 - Verden på den anden ende
Der er ikke mange danskere, som ikke kan huske, hvor de var den
11. marts 2020 klokken 20.30, da Mette Frederiksen tonede frem på
tv-skærme over hele landet med
ordene »det, jeg vil sige i aften, det kommer til at få
store konsekvenser for alle danskere.«
Danmark lukkede ned og hele verden skulle lære to nye ord: Corona
og covid-19.
Mens danskerne arbejdede hjemmefra og børn og unge fik
fjernundervisning, var der panikstemning på ledelsesgangene i
erhvervslivet.
Enten fordi kunderne fra den ene dag til den anden forsvandt fra
restauranter, hoteller, flyselskaber, detailbutikker og
kulturinstitutioner, eller fordi man lige pludselig slet ikke kunne
følge med efterspørgslen fra købestærke danskere med tid på
lommen.
Spørg bare hos internetbutikker, ejendomsmæglere, dyrlæger,
spilproducenter og hos Mærsk, der pludselig kunne se fragtraterne
(og aktien) flyve i vejret.
Især én branche blev dog nærmest udryddet, da statsministeren
beordrede alle mink slået ned i kampen mod den muterende
coronavirus. Der var bare liiige det med lovhjemlen. Var det et brud
på grundloven? Sjældent har Mette Frederiksen været så presset.
Da virusbølgen var skyllet ind over verden, fik vi vores egen
bølge i Danmark i slutningen af sommeren.
Den startede på den store scene i Operaen i København en helt
almindelig onsdag aften, hvor tv-vært Sofie Linde var vært ved Zulu
Comedy Galla 2020. Men hendes åbningsmonolog var
ikke sjov. Den handlede om ligestilling og ikke mindst seksuel
chikane i mediebranchen.
»Jeg er ret sikker på, at du kigger med lige nu,« sagde hun i
fjernsynet direkte henvendt til sin krænker, en stor tv-kanon, som
viste sig at repræsentere et alment problem i en lang række
brancher.
Ikke mindst i politik, hvor den radikale formand Morten Østergaard
og Socialdemokratiets næstformand Frank Jensen måtte tage
konsekvensen af deres opførsel over for kvinder ved at gå af.
Det var også året, hvor Coops topchef, Peter Høgsted, blev
smidt på porten, Danske Bank blev afsløret i at have indkrævet
flere penge, end kunderne skyldte, og Sydbank købte Alm. Brand Bank.
Og så tog familien igen roret i Grundfos, hvor Poul Due Jensen blev
ny topchef, da Mads Nipper rykkede til Ørsted.
2021 - Gamestop og #metoo
Fra at være et navn, kun de mest dedikerede spilnørder kendte,
kom Gamestop på alles læber, da en række brugere af forummet Wall
Street Bets fik aktiemarkedet til at ryste ved at indlede et
koordineret opkøb af aktier i den amerikanske elektronikæde. Det
skete i protest mod, at flere hedgefonde satsede på et kursfald i
aktien - såkaldt shorting. Missionen lykkedes.
Det gjorde den til gengæld ikke, da det 400 meter lange
containerskib Ever Given i marts stødte på grund i Suez-kanalen og
i en uge blokerede verdens
vigtigste transportrute. Dermed skubbede skibet yderligere til den
globale forsyningskrise, der opstod i kølvandet på coronavirussens
nedlukning af verden.
Hvidvasksagen i Danske Bank fortsatte med at kaste lange skygger,
da Finanstilsynet kort efter Jyske Banks ansættelse af Lars Mørch i
en ledende stilling afviste at godkende ham som afløser for Anders
Dam. Årsag: Han havde pletter på tøjet fra hvidvasksagen.
Det samme havde topchef Chris Vogelzang fra en tilsvarende sag fra
hans fortid i hollandske ABN Amro, så han lod sig afløse af Carsten
Egeriis.
Det var også året, hvor #metoo-sagerne for alvor rykkede ind i
erhvervslivet.
Først fik direktøren i avlsselskabet Danbred, Thomas Muurmann
Henriksen, kun en advarsel for at have optrådt grænseoverskridende
over for flere kvindelige medarbejdere.
Men da vi her
på Finans løftede sløret for sagen, blev han fyret af
bestyrelsen, der dernæst blev afsat af ejerkoncernen Landbrug &
Fødevarer, hvor topchefen i sidste ende også selv gik af i protest
mod håndteringen af krænkelserne.
2021 vil også blive husket for, at Lars Løkke brugte sit niende
politiske liv og stiftede partiet Moderaterne. Og at Thomas
Vinterberg løb med Oscar-statuetten for ”Bedste Internationale
Film og fra scenen dedikerede prisen til sin datter, der mistede
livet i en trafikulykke undervejs i filmoptagelserne.
2022 - Slava Ukraini
Ingen satte et større præg på 2022 end Ruslands præsident
Vladimir Putin, der beordrede et russisk angreb på Ukraine den 24.
februar i det, han insisterede på at kalde en specialoperation.
Der var igen krig i Europa, og Ruslands angreb på en selvstændig
stat blev et wakeup call for politikere og erhvervsfolk.
Her på Finans gik de første uger med at beskrive konsekvenserne
for danske virksomheder og finansmarkederne, men da chokeffekten
havde lagt sig, tog vi fat i en række danske topfolk, der
fortalte om at vågne brat op til en ny verdensorden. En ny
virkelighed, som virksomhederne skulle til at forstå.
»Hold nu kæft, hvor har vi virkelig sovet i timen,« lød
det fra Lars Rebien Sørensen, formand i Novo Nordisk Fonden.
Det var også året, hvor boligejerne i Danmark måtte holde på
hat og briller. Inflationen tordnede i vejret, og centralbankcheferne
i USA og Europa så sig nødsaget til at dele kæberaslere ud i form
af historisk store renteforhøjelser. Renten på et fastforrentet
30-årigt lån gik fra 2 pct. til 5 pct.
En del af forklaringen på de tårnhøje priser skulle findes i
energisektoren, hvor de vildt stigende energipriser pressede
elselskaberne, herunder
kæmpen Ørsted, så meget på likviditeten, at branchen måtte
række ud til regeringen, der gav dem en garantiramme på 125 mia.
kr.. Pengene forblev dog urørte.
Man kunne næsten høre underkæberne ramme skrivebordet i takt
med, at tech-interesserede fik besøgt tjenesten ChatGPT, som åbnede
for alle i november.
Alle kunne nu afprøve en meget avanceret kunstig intelligens, som
kunne svare på nærmest alt og hjælpe med alverdens ting. Kun
fantasien satte grænsen.
I kølvandet på lanceringen lavede vores techskribent Jesper
Kildebogaard en såkaldt AI-skole, hvor både læsere og kolleger
kunne blive
klogere på kunstig intelligens igennem fem lektioner.
Foto: Skabt med hjælp fra kunstig
intelligens i Midjourney af Anders Thykier
Ellers var det året, hvor Niels Valentin Hansen, den tidligere
topchef for Roskilde Bank, i Højesteret blev dømt til at betale en
erstatning på 232 mio. kr. for sin rolle i bankkrakket, Elon Musk
købte Twitter for over 300 mia. kr., og så var mange danske
pressede i sommerferien, da SAS-piloterne strejkede med hundredevis
af aflyste flyafgange til følge..
2023 - Novo for the win
I dansk erhvervsliv var der Novo Nordisk, og så var der alle de
andre.
Efterspørgslen på fedmemidlet Wegovy ville ingen ende tage, og
salgstallene og aktiekursen strøg i vejret. Og som prikken over i’et
blev topchef Lars Fruergaard Jørgensen kåret som ”Årets
Person” af
erhvervsmediet Financial Times. Hans forgængere med den titel
hed Volodymyr Zelenskyj og Elon Musk.
Novo var nu Europas mest værdifulde børsnoterede selskab,
hvilket tydeligt kunne aflæses i udviklingen på den københavnske
fondsbørs.
Over fire
kapitler fortalte vi eventyret om Novo Nordisk, der bare
voksede og voksede med verdens bugnende livvidde.
Der var dog også andre, som tjente gode penge. På Finans kunne
vi afsløre, at de voldsomt stigende energipriser og dermed kæmpe
overskud hos energiselskaberne havde medført nogle
gigantiske bonusser hos energihandlerne.
Vi kunne blandt andet fortælle, hvordan to ledende
nøglemedarbejdere i Energi Danmark havde optjent bonusser på over
en halv milliard kroner tilsammen.
Kunderne (med deres høje elregninger) rasede, direktører blev
fyret, forlig
blev indgået og flere energihandlere blev anholdt
for markedsmanipulation.
Illustration: Anders Thykier
Allerede da Lauritz.com blev børsnoteret i 2016, lød
advarslerne. Måske skulle investorerne have lyttet, for i 2023 gik
Lauritz.com konkurs og fuldbyrdede en af årets største
erhvervsskandaler.
Kunderne måtte se langt efter deres penge og varer, og det viste
sig hurtigt, at stifterparret Bengt og Mette Sundstrøm havde kørt
Lauritz.com »ud
over afgrunden med
100 kilometer i timen.«
Og så var det året, hvor Anders Dam efter 106 regnskaber
afleverede firmabilen og gik ud ad døren i Jyske Bank for sidste
gang - i hvert fald som ansat.
I banken havde han fra vinduespartiet i hjørnekontoret den måske
bedste udsigt, en dansk bankdirektør nogensinde har haft. Ud over
Silkeborgsøerne. Men da
vi besøgte ham i privaten, stod det klart, at udsigten her var
endnu bedre - udover Thorsø med skov i baggrunden.
Det var også året, hvor Lars Rohde takkede af som
nationalbankdirektør efter 10 år og blev afløst af Christian
Kettel Thomsen. Og kødkøbmanden Kurt Skare måtte se livsværket gå
konkurs efter en rutsjetur, der startede med, at Fødevarestyrelsen
havde fundet
12 år gammelt kød i fryserne.
Og så sagde
vi farvel til Danmarks ældste dagligvarekæde.
2024 - Milliardærens møgsag
Historien om 2024 er stadig i fuld gang med at blive skrevet, men
den starter med et jordskred og en shitstorm, da alle danskere
pludselig lærte Randers-forstaden Ølst at kende.
En gigantisk bunke forurenet jord var sat i skred, og den
ansvarlige miljøvirksomhed Nordic Waste, der var ejet af den kendte
milliardær Torben Østergaard-Nielsen, mente, at det måtte være
kommunens ansvar.
Vi dækkede på Finans sagen intensivt i artikelserien
”Milliardærens
møgsag”. Spoiler alert: Han fik ikke prisen som Danmarks mest
populære mand.
Transportgiganten DSV har også været i vælten. Den mangeårige
topchef Jens Bjørn Andersen blev
smidt på porten og skiftet ud med sin højre hånd Jens
Lund - en hård hund med
mottoet »Fit in or F* off«.
Han landede senere på året efter møje og besvær
danmarkshistorien næststørste virksomhedshandel med købet af tyske
DB Schenker (Novo Nordisk slog
rekorden - også i 2024 - med købet af tre amerikanske
fyldefabrikker).
Og så slutter året med verdens vigtigste valg i starten af
november, så vi har sendt journalist Iben Schmidt til USA iført
et par erhvervsbriller. To be continued....
Kilde:
https://finans.dk/erhverv/ECE17478634/her-er-fortaellingen-om-de-seneste-10-aar-i-erhvervslivet/