Magtkamp. Opgøret om store bededag ryster Danmarks etablerede magtstrukturer. En spraglet opposition og en vred fagbevægelse appellerer til folkets magt i et forsøg på at knække regeringens egensindighed.

Fortvivlelsens selvhjælp
Thorvald Stauning tillægges det gode råd til sin første kirkeminister, sognepræsten N.P.L. Dahl, at han skulle holde »fred med de hellige, ellers er Fanden løs«. Det var dengang. I dag er regeringen gerådet i konflikt med landets biskopper, der som snart sagt alle med mæle uden for regeringen erklærer sig som modstandere af afskaffelsen af den store konfirmationsdag, som store bededag også er. Og nu er Fanden løs i hver en afkrog af riget.

Kirkens folk har tilsluttet sig fagbevægelsen og den samlede opposition i Folketinget, som har slået sig sammen i en slags folkefront med det formål at frelse bededagen. Meget dyb er alliancen ikke på indholdssiden. Enhedslistens Pelle Dragsted, som naturligvis er med i folkefronten, taler ikke gerne om store bededag, men om »forårsfridag« eller »forsommerfridag«. Men fælles fjende samler som bekendt og skyder hverdagens skærmydsler til side.

Stemmeføringen i opgøret om store bededag lyder mest som en indædt forfatningskamp, og det er opgøret i en vis forstand også. Krænker regeringen selve den danske model? Ser den stort på resten af Folketinget? Udviser den behørig respekt for kirkens råderet over egne anliggender? Er der ikke noget totalitært over regeringens adfærd? Flertalsregeringen har udfordret kendte betingelser for magtudøvelse radikalt og fået helt centrale aktører til at sætte fuldt sejl og navigere ud i uvant farvand med farlige understrømme og skjulte skær.

Opgørets alvor og intensitet afspejles i en hastig konfliktoptrapning, som overnight har gjort det til højeste mode at appellere til folkets direkte magt for at bremse en magtfuldkommen regering valgt efter det repræsentative demokratis principper. Det er nu, i disse hektiske uger, det skal afgøres, hvem der har del i magten, og på hvilke vilkår, efter at Danmark for første gang i årtier har fået en regering, som har sendt fløjene på bænken og bortset fra forligsbindinger kan gennemføre, hvad den selv finder bedst.

Nye alliancer. Vermund og Villadsen angiver retningen for oppositionen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fagbevægelsens nyaktivistiske top har således med den magtfulde metalformand Claus Jensen som motor nedsat sig som en slags situationens generalstab og iværksat en underskriftindsamling til bevarelse af store bededag, som har hastig og kraftigt voksende tilslutning. Fagtoppen appellerer samtidig til, at oppositionen i Folketinget udløser en folkeafstemning for at sabotere regeringens lovforslag. Den slags kan ifølge grundlovens paragraf 42 iværksættes, hvis 60 mandater kræver det. Det overvejes nu. Der tælles på knapper, og man skeler til fagbevægelsens hundredtusinder af underskrifter. Det er nye tider.

De tilsammen 19 mandater fra Enhedslisten, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti er uden forbehold med på aktionen for en folkeafstemning. Den konservative Søren Pape Poulsen, Danmarksdemokraternes Inger Støjberg, SF-formand Pia Olsen Dyhr og Torsten Gejl fra Alternativet holder døren på klem. De understreger, at det er en tung dør at åbne, og at det vil være et vældig stort skridt at flytte magten fra det repræsentative demokrati til befolkningens direkte tale. Men de står i døren.

SF er næppe for alvor med på en aktion, som ville sætte et lille tiårs parlamentarisk strategi voldsomt tilbage. Det vil også være særdeles bemærkelsesværdigt, hvis et traditionelt magtparti som Konservative ender med at ville flytte beslutningen om store bededags skæbne ud i befolkningen. Gavnligt for Danmarksdemokraternes ambition om at agere som et normalt parti – som en slags det ægte Venstre – er det heller ikke, hvis Støjberg ender med at ville trække i nødbremsen med grundlovens paragraf 42. Så mon ikke den del af oprøret slukkes?

Men det vigtige ved den aktion er ikke alene, om den gennemføres, for der tegner sig et tydeligt mønster, som kan blive svært at viske ud. Betydningsfulde aktører uden for og i Folketinget er på rekordtid på vej ud i aktivistiske roller og under anvendelse af replikker, de vanligvis skyr. Måske man føler sig drevet helt derud, hvor man må appellere til magten for ikke at blive drevet til fortvivlelsens selvhjælp.

Populistisk og pinligt

Det er trekantregeringen, der med stejl og brysk »sådan er det jo«-attitude har udløst den voldsomme uro. Man er snublet ind i et opgør med de ni oppositionspartier ved at insistere på at beslutte store bededag afskaffet på et usædvanligt tonedøvt tidspunkt og ved anvendelse af en forhandlingsstil, som har provokeret voldsomt. Der tales indigneret om skovsneglespisning, om revolvermetoder, om surrealisme og om pistoler for panden.

Men det rokker jo ikke ved, at reaktionen også har et præg af desperation og afmagt.

Fagbevægelsen først: At Dansk Metals Claus Jensen har grund til at være forbitret over regeringens sabotering af industriens overenskomstforhandlinger, er let at forstå. Alt var planlagt og lagt til rette for et forsøg på at få et ja til industriens nye overenskomst trods heftig inflation og betydelige reallønstab. Det arbejde har regeringen fejet af bordet med sin beslutning om at sløjfe bededagen.

Alligevel er det kontroversielt at se Claus Jensen og ledelsen af Fagbevægelsens Hovedorganisation som fortalere for direkte demokrati på bekostning af det repræsentative. Aktionen øger kraftigt sandsynligheden for et nej til overenskomstfornyelsen på det private arbejdsmarked om få uger og et hurtigt regeringsindgreb.

Faglige organisationer eksisterer for at skaffe overenskomstresultater, ikke for at udløse konflikt. De skal under trussel om konflikt skaffe arbejdsfred, så der er nogle værdier at slås om. Nogen indlysende begrundelse for en meget omfattende og kostbar hovedorganisation vil et forløb kulminerende i et regeringsindgreb ikke efterlade.

Måske vil det også vise sig mere alment ubekvemt for fagbevægelsen at udråbe folkeafstemningen som et godt værktøj i bevægelsens beslutningsprocesser. Man kan for det pædagogiske eksempels skyld forestille sig, at en påholdende, men kreativ betaler af fagligt kontingent havde fundet på at ønske en medlemsafstemning blandt de tilsluttede forbund om antallet af valgte og naturligvis lønnede næstformænd ved stiftelsen af Fagbevægelsens Hovedorganisation tilbage i 2018. Man landede på seks.

Aktivistlinjen har da også udløst skarp kritik fra den tidligere HK-boss og arbejdsminister Ove Hygum, som betegner kravet om folkeafstemning som populistisk og »det pinligste højdepunkt i fagbevægelsens historie«. Den tidligere arbejdsminister Jytte Andersen er på samme linje. Begge er socialdemokrater.

Tydeligvis har fagbevægelsens top følt sig fanget i en klemme: Man er selvsagt energisk modstander af, at regeringen ikke udviser behørigt hensyn til den danske model – den er hovedorganisationens ilt og raison d'etre. Men det synes at være den megen offentlige debat og tiltagende utilfredshed blandt fagbevægelsens medlemmer, som har tvunget fagtoppen til at optrappe konflikten med regeringen.

Det er påfaldende, hvordan klassiske borgerlige rester udtaler sig i en politisk dialekt, som plejer at være venstrefløjens.

Mens fagtoppens formulerede reaktion på afskaffelsen af store bededag for få uger siden var moderat og på kanten af det henkastede, har man nu betrådt en sti, som må få fagbevægelsens aktivistiske og venstreorienterede strømninger til at le af lykke ved deres held.

De ni og de tre

I Folketinget er der sket en samling af oppositionens ni partier, som er forenet i vreden over, at regeringen har tænkt sig at bruge sit flertal til at afskaffe bededagen. Vreden er kun vokset, fordi regeringen undervejs også har gjort det til en betingelse for at deltage i forsvarsforliget, at man stemmer for regeringens lovforslag.

Det opfattes som en provokation af Konservative, Radikale og SF, som mener at have en aftale fra indgåelsen af det nationale kompromis i marts sidste år: De fem deltagende partier skulle lave forsvarsforlig sammen, det var ifølge dem en del af den store pakke, som ud over øget NATO-bidrag også førte til folkeafstemningen om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet.

I hvor høj grad regeringen insisterer på at sammenkæde forsvarsforligsforhandlinger og tilslutning til afskaffelse af bededagen, står ikke ganske klart. Helt bekvemt for en regering, som insisterer på nationalt sammenhold grundet trusler fra en ond omverden, er det ikke at kaste gamle venner over bord på et så vitalt område som forsvaret.

Derimod er det tydeligt, at bededagen fortsat ønskes afskaffet, og at beslutningen tænkes eksekveret hurtigt. Klart er det også, at forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen vil bede om alternativ finansiering til de øgede og fremrykkede forsvarsudgifter. Regeringen vil insistere på forslag, som lever op til den tredobbelte effekt, den hævder at kunne hente ud af bededagens afskaffelse: et øget arbejdsudbud på 8.500 personer og finansiering af både det midlertidige og det varige behov for ekstra penge til forsvaret.

Let er det ikke for oppositionen at leve op til det krav. De tre partier fra det nationale kompromis af 6. marts – for slet ikke at tale om de ni i den samlede opposition – er ikke enige om meget. Det er ikke længe siden, man ikke engang var enige om, hvem der er fjenden derude i verden.

Torsdag morgen leverede alle ni partier imidlertid et fælles bud, som man foreslår til erstatning for bededagssløjfningen. De ni vil støvsuge offentlige budgetter for overflødig vinterhjælp, som giver en milliard, og hente lidt mere fra »prioritering af offentlige investeringer på baggrund af saldoforbedringer«, som det formuleres i en fælles pressemeddelelse. Yderligere 0,75 milliarder kroner finder man ved sanering af erhvervsstøtten. Dermed mener man at have matchet regeringens krav.

Det hedder afslutningsvis i pressemeddelelsen, at »ikke alle partier bag denne melding bakker op om en fremrykning og stigning i forsvarsudgifterne, men alle partier finder det nødvendigt at stå sammen og sige fra over for regeringens ultimative adgangskrav til forhandlingerne«.

De nis udspil kan formentlig åbne døren til forligsforhandlinger med forsvarsministeren, men næppe redde bededagen. Det er blevet en principsag for regeringen at demonstrere, at den kan bruge sit flertal, og der vil komme mange flere upopulære beslutninger senere i valgperioden. Ydelsesreform, forkortede kandidatuddannelser, jobcentrene, den slags.

Nye formænd

Samlingen af de ni partier fra Alternativet over Radikale til Nye Borgerlige er i sig selv et udtryk for et folketing, hvor der kæmpes om adgangen til magten under nye vilkår.

Fronten er selvsagt skrøbelig, fordi den essentielt alene er forenet om processen: adgangsbilletten til forhandlingsbordet. Alligevel er det påfaldende, hvordan klassiske borgerlige røster udtaler sig i en politisk dialekt, som plejer at være venstrefløjens. Der er penge nok i råderummet, arbejdsudbudsreformer er bestemt af betydning, men ikke den foreliggende, beklageligvis, som der i øvrigt ikke rigtig er penge i.

Torsdag ved Folketingets debat om Mette Frederiksens seneste åbningsredegørelse var den blå opposition især forenet i synet på forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensens magtfuldkomne uduelighed og måske endda behovet for, at Venstre finder sig en ny og bedre formand.

Der er noget stærkt billeddannende i, at Berlingske kunne lægge spalter til Pernille Vermunds betragtninger om situationen. Hun har selv opgivet ævred som leder af Nye Borgerlige og mener som ny ekspert udi opgivelsens kunst, at Ellemann bør følge hendes eksempel: »Det ville simpelthen kræve et formandsskifte i Venstre, hvis vi skal kunne se Venstre som et statsministerparti for det borgerlige Danmark igen,« som hun formulerede det.

 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-3/samfund/fortvivlelsens-selvhjaelp

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Opsigtsvækkende stigning i tyskernes modstand mod indvandring fra muslimske lande – men i Danmark smuldrer debatten

Tyskland er rystet, efter at voldelige horder med indvandrerbaggrund nytårsaften hærgede gaderne i Berlin. Biler og bygninger blev sat i brand. Sagesløse mennesker, herunder politifolk og redningspersonale, blev udsat for angreb med kanonslag, slagvåben og andet.

 

Den Korte Avis har omtalt de uhyggelige optrin.

 

Efter voldsorgiet i Berlin blev 145 personer anholdt. Sammensætningen af de voldelige elementer var opsigtsvækkende.

 

En meget stor del af dem var unge mænd med indvandrerbaggrund. De repræsenterede hele 18 forskellige nationaliteter – med en stærk repræsentation fra den muslimske verden, der har leveret en stor del af indvandringen.

 

27 havde afghansk baggrund og 21 syrisk baggrund. Et klart mindretal af de anholdte var tyskere. (BILD)

 

Politisk korrekte TV-stationer fornægter virkeligheden

Politisk korrekte meningsdannere og politikere, som der er særdeles mange af i Tyskland, har gjort sig ihærdige anstrengelse for at nedtone og bortforklare denne indvandrervold i de tyske gader.

 

Men begivenhederne nytårsaften var så voldsomme, at de politisk korrekte har haft store problemer med at fornægte problemerne.

 

Det gælder i høj grad også for de store TV-stationer, ARD og ZDF. Stadig flere retter nu kritik mod dem for at drukne befolkningen i politisk korrekthed.

 

Blandt andet har mediernes omtale af en brandmand, der fortalte om sine oplevelser med voldsorgiet i Berlin, vakt forargelse.

 

I et interview med ARD påpegede brandmanden, at en stor del af de voldelige elementer, som han var stødt på nytårsaften, havde indvandrerbaggrund.

 

Men denne oplysning fra en mand, der havde oplevet volden på nærmest hold, blev simpelt hen klippet ud af TV-stationens interview med ham!

 

Den grove manipulation blev dog opdaget, og den har givet anledning til en del debat.

 

Der er nu tegn på, at de åbenlyse problemer rykker ved tyskernes syn på den ikke-vestlige masseindvandring.

 

Ny meningsmåling viser kritisk holdning til indvandring fra muslimske lande

Stadig flere tør give udtryk for kritiske holdninger til denne indvandring. Engang var det i høj grad noget, man gik stille med. Men nu er de politisk korrekte under voksende pres.

 

Det udlændingepolitiske opbrud i Tyskland understreges af en aktuel meningsmåling:

 

Her angiver mere end to tredjedele af de adspurgte (68,3 procent), at den aktuelle udvikling i asyltallene gør dem bekymrede. Kun 23,5 procent anser ikke udviklingen for bekymrende. (INSA/BILD)

 

Et stort antal af de adspurgte (48,4 procent) siger direkte, at tilstrømningen af migranter vil forandre Tyskland til det værre. Kun 16,3 procent angiver, at tilstrømningen ville gøre Tyskland til et bedre land.

 

Målingen viser samtidig, at mange tyskere ser kritisk på indvandring fra muslimske lande. Næsten halvdelen af de adspurgte (46 procent) siger åbent, at den muslimske indvandring snarest ville forandre Tyskland til det værre.

 

Dette er opsigtsvækkende i et land, hvor der er en enorm frygt for ikke at være politisk korrekt – en frygt, der hænger sammen med landets nazistiske fortid.

 

Den kritiske holdning til muslimsk migration til Tyskland er bemærkelsesværdig stor hos de borgerlige vælgere. Over halvdelen af vælgerne fra den borgerlige union af CDU og CSU anser tilstrømningen fra islamiske lande for ”overvejende dårlig”.

 

Også blandt de socialdemokratiske vælgere luftes der nu en stor skepsis.

 

Tyskerne er i bevægelse hen imod en mere kritisk holdning til ikke-vestlig – især muslimsk – indvandring. Nytårsaftens voldsorgie i Berlin har skubbet på denne udvikling.

 

Den ny danske regering har svag udlændingepolitik

 

Mens den aktuelle udvikling har skærpet kritikken af den ikke-vestlige indvandring i Tyskland, går det i en anden retning i Danmark.

 

De fleste almindelige danskere kræver stram udlændingepolitik. De er specielt meget på vagt over for, at islam skal øge sin indflydelse i det danske samfund.

 

Denne folkelige holdning har lagt et pres på de politiske partier for at bekende sig til en stram kurs i udlændingepolitikken.

 

Socialdemokratiet lancerede således planer om at samarbejde med det afrikanske land Rwanda om at etablere et modtagecenter for asylansøgere i dette land.

 

Det erklærede mål var, at asylansøgninger fremover skulle behandles i Rwanda. Hvis en persons asylansøgning blev afvist, ville den pågældende aldrig komme til Danmark. Det ville give et langt stærkere greb om tilstrømningen.

 

Asyllejr i Rwanda løber ud i sandet

 

Men SVM-regeringens overvejelser om et nyt asylsystem er i hovedsagen endt som brede og ret uforpligtende hensigtserklæringer.

 

Det hedder blandt andet i regeringsgrundlaget:

 

”Danmark vil arbejde for en reform af det europæiske asylsystem (…), som sikrer, at Danmark og Europa kan have kontrol med, hvor mange der kommer hertil, da det er en forudsætning for, at integrationen kan forbedres.”

 

Det er meget bredt og uforpligtende.

 

Der er ikke noget forsøg på at lægge op til en kritisk debat om konventionerne. Og hvor man tidligere talte konkret om asylbehandling i Rwanda, taler den nye regering langt mere uforpligtende om ”europæiske initiativer”.

 

Intet tyder på, at regeringen vil gå videre med forpligtende danske planer om asylcenter og asylbehandling i Rwanda eller et andet tilsvarende land.

 

Der har gennem de senere år været mange hensigtserklæringer om at oprette et modtagecenter uden for Europa, hvor man kunne tage stilling til asylansøgninger med ikke-vestlig baggrund.

 

Men reelt har disse brede hensigtserklæringer ikke kastet meget af sig. Og der er intet i det nye regeringsgrundlag, der ser ud til at ændre på det.

 

Guderne skal vide, at det er et krævende projekt at binde an med. Men problemet er efter alt at dømme også manglende politisk vilje.

 

Man vil ikke tage et opgør med hele det system af jura og sædvaner, der medfører, at migranter i stort tal slipper ind i de europæiske lande – og bliver der.

 

Det starter med, at man får lov at komme ind, mens ens asylansøgning behandles. Og så er løbet ofte kørt.

 

Rwanda-projektet var som bekendt et forsøg på at ændre på dette. Men meget tyder på, at det løber ud i sandet.

 

Og hverken de forhenværende regeringer eller den nuværende regering har gjort det nødvendige for at forhindre, at migranter kommer ind i Danmark, mens deres asylsag behandles – hvorefter de ender med at blive her.

 

Det ser ikke ud til, at den nuværende regering har tænkt sig at gøre noget ved denne altafgørende problemstilling. Det samme gælder i andre lande.

 

Resultatet er et Europa, der bliver stadig mere muslimsk, og et Europa, hvor en voldskultur vinder frem. Sådan som berlinerne oplevede det nytårsaften.

 

Så sig dog noget, Mette Frederiksen.

 

Kilde: https://denkorteavis.dk/2023/opsigtsvaekkende-stigning-i-tyskernes-modstand-mod-indvandring-fra-muslimske-lande-men-i-danmark-smuldrer-debatten/

 

Karen Jespersen og Ralf Pittelkow