Kommentar. De Konservative venter stadig forgæves på, at en reinkarnation af Poul Schlüter vil føre dem tilbage til storhed.

Schlüter-komplekset

De partimedlemmer, der stadig ønsker sig en ny formand efter Det Konservative Folkepartis landsråd i weekenden, glemmer noget.

Partiets problem er det samme i dag som i 2008, da Bendt Bendtsen gik af. Det samme som i 2011, da Lene Espersen gik af, og det samme som i 2014, da Lars Barfoed gik af. Det er ikke Søren Pape Poulsen, der er problemet. Problemet er, at partiet ikke ved, hvem det selv er og fortsat leder efter sin sande identitet i de omskiftelige vælgeres øjne.

Siden VKO-epoken i 00erne har De Konservative forklaret enhver krise som et kommunikationsproblem. Da Lene Espersen meldte afbud til et arktisk topmøde og blev fanget i et sort hul, hun ikke kunne stige op af, skulle man bare blive bedre til at kommunikere. Politikken fejlede ikke noget, lyder analysen stadig, men politikken fejler faktisk noget. Ellers ville partiet ikke have det så svært.

De Konservative ved ikke selv, hvad de gør rigtigt, når det går godt, eller hvad de gør forkert, når det går dårligt. I modsætning til Socialdemokratiet bliver de tilsyneladende hverken belønnet eller straffet for deres politik. Der går ingen lige linje fra en populær konservativ politik til en populær konservativ leder.

Søren Pape Poulsen på Det Konservative Folkepartis landsråd. Foto: Claus Fisker, Scanpix

Papes op- og nedture er personbårne fænomener, der ikke har meget at gøre med partiets politik. Dengang han kunne gå på vandet, talte De Konservative om »Pape Power«, men kunne ikke forklare, hvor superkraften kom fra. Det var ikke en pludselig folkelig opbakning til skattelettelser eller konservativ familiepolitik, der fik målingerne til at stige. Tværtimod.

Jo mindre Pape sagde, jo bedre kunne vælgerne lide ham, og partiet var heller ikke dummere, end at man holdt den kommende statsministerkandidat langt væk fra mere dybsindige interview. Pape havde power, fordi vindretningen, vælgerne og Christiansborgs indre logikker var med ham. Og nu hvor jorden smuldrer under ham, skyldes det heller ikke vælgernes utilfredshed med en politisk beslutning.

Partiets seneste krisestyring udstiller, at lige siden Hans Engell kørte beruset ind i en betonblok, har de fleste konservative kriser været soloulykker; omend i mere ædru tilstand. I stedet for at finde ud af, hvor man vil hen, sidder man bag rattet og dagdrømmer sig tilbage til Poul Schlüters storhedstid, som om denne var partiets naturlige tilstand.

Papes kryptonit blev hans ikkejødiske kæreste og siden topskatten, som han først gik til valg på og efterfølgende ikke gik til valg på, fordi Inger Støjberg syntes, det var en dårlig idé. Da sagen om europaparlamentarikeren Pernille Weiss eskalerede, og et par lokale partiforeninger gjorde åbent oprør, gik Pape på tv i et forsøg på at udføre damage control. På DR gav han udtrykket »at lægge sig fladt ned« en helt ny underetage:

»Skylden ligger kun et sted, og det er hos mig. Det var dårligt, det jeg gjorde i valgkampen. Det var faktisk helt forfærdeligt. Det begynder jo med, at vi melder noget helt tåbeligt ud, nemlig at vi vil fjerne topskatten. (...) Jeg var vildt dårlig og vildt ringe.«

En borgerlig formand, der kalder det »tåbeligt« at ville afskaffe topskatten, vidner om et desorienteret parti, der ikke kører efter sin egen gps. I stedet orienterer man sig efter omverdenens respons og flytter sig alt efter tilbagemeldingerne. Reagerer vælgerne godt på det ene budskab? Så stiller vi os herover. Bryder Inger Støjberg sig ikke om topskattelettelser? Så går vi et andet sted hen. Er baglandet utilfreds? Så går jeg på tv og underminerer mig selv.

Men der er ingen vej udenom: Et parti, der ikke ved, hvem det selv er, kan heller ikke overbevise andre om det.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-39/samfund/schluter-komplekset

 

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Kommentar. Enhedslisten eksperimenterer med sin identitet. Det har man prøvet før.

Kønskamp

En bølge af eksperimenter med identiteten skyller gennem verden, og at den også er slået ind på Enhedslistens strande, er vel kun, hvad man kunne forvente.

I disse dage søges det afklaret, hvad Enhedslisten er allerinderst inde, og afklaringen sker med gammelkendt værktøj. Partiet har indledt eksklusionssag mod et medlem, Ulf Harbo hedder han, og han sidder i byrådet i Norddjurs Kommune. I skrivende stund som repræsentant for Enhedslisten.

Problemet med Harbo er, at han modarbejder partiets politik i spørgsmålet om kønsidentitet. Han er imod gældende lov om juridisk kønsskifte, som ifølge ham er »baseret på en absurd socialkonstruktivistisk virkelighedsopfattelse som sidestiller følelser med den biologiske virkelighed«, som han har formuleret det på Facebook.

På kort formel: Harbo mener, at der er to og kun to køn. Synspunktet får ham blandt andet til at vende sig mod, at transkvinder deltager i sportsbegivenheder reserveret kvinder. Han efterlyser også en partidebat om hele området og har opbakning fra sine lokale partifæller.

Enhedslisten står overfor en kulturkamp, hvor de må forsøge at balancere mellem fokus på socialisme og klima- og kønskamp. Arkivfoto: Thomas Traasdahl, Scanpix.

MAN MÅ ØNSKE Enhedslisten held og lykke med afklaringen. Partiet forsøger ihærdigt at balancere mellem en politisk identitet rundet af gamle dages fokus på arbejdere og socialisme og nye strømninger, som insisterer på klima- og kønskamp. Her møder 1917 2023, og den politiske tværsum af de to årstal er ikke altid lige let at regne ud.

Forløbet ligner optakten til en kulturkamp i partiet. I hvert fald mener den eksklusionstruede selv, at hans opfattelse deles af mange ude i provinsen.

»Det er jo et meget storbyagtigt fænomen, at pludselig er kønsidentitet vigtigere end køn, og alle kan bare være en kvinde, hvis de føler det,« har Harbo udtalt til Politiken.

Den slags identitetseksperimenter har Enhedslisten prøvet før, bare for den anden ende af regnbuen, så at sige. I 2007 var man på nippet til at ville sende den fynske lokalpolitiker Asmaa Abdol-Hamid i Folketinget, selvom hun svarede noget tvetydigt på spørgsmål om homoseksuelles rettigheder, dødsstraf og den slags.

Kandidaturet var ved at flække partiet, som indkaldte til ekstraordinært landsmøde for at finde sine ben, men blev reddet af, at statsminister Fogh pludselig udskrev folketingsvalg. Abdol-Hamids mulige folketingskarriere blev herefter skrinlagt.

Den aktuelle sag har en pudsig parallelitet til den aktuelle politiske situation. Et af anklagepunkterne mod Ulf Harbo går på, at han har bifaldet afbrændingen af en børnebog om kønsidentitet, Det føles godt at være dig selv, hedder den.

Også her støder gamle og nye strømninger sammen. Enhedslisten vender sig meget ihærdigt mod forbud mod afbrænding af bøger – den slags skal despotiske regimer uden den mindste respekt for menneskerettigheder ikke bestemme, har tidligere leder Mai Villadsen fastslået.

Ulf Harbo er således i det mindste i valg af politisk kommunikationsmiddel i fineste overensstemmelse med den allernyeste position i Enhedslisten.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-38/samfund/koenskamp

 

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Anmeldelse. Martin Lidegaard vil være manden, der afværger klimakatastrofer, velfærdssammenbrud og konsekvenserne af en verden i opbrud. Ikke nu, men lige om lidt.

Fremtidens mand

VENLIGT UDLAGT MÅ man imponeres over såvel vingefang som detailindsigt i Martin Lidegaards nye bog, Generationskontrakten, som udkommer med perfekt timing op til weekendens radikale landsmøde i Nyborg.

Den radikale leder har det store overblik over klimakatastrofens aktuelle stade, verdens sikkerhedspolitiske arkitektur og de alt for grove masker i velfærdssystemets sikkerhedsnet. Man fornemmer erfaringen og dygtigheden; pennens 56-årige ejermand har en lang historie som toppolitiker, minister og de seneste måneder også som partileder at trække på.

Lidegaard kan også politikkens allermindste detaljer og fakta. Læseren informeres om snart sagt alt fra energiforbruget under militær transport af brændstof i Afghanistan til de hjemlige ynglefugles triste status på rødlisten over truede arter. Det kræver 12 liter benzin at transportere én liter, mens 47 procent af ynglefuglene er truet eller allerede uddøde.

Mindre venligt sindet ville man vel skrive cirka det samme med tilføjelsen: Jamen altså, bør denne talentfulde mand ikke gå ind i politik?

Papir er tålmodigt, og Martin Lidegaard har skrevet knap 300 sider om påtrændende opgaver. Arkivfoto: Peter Hove Olesen.

Det er naturligvis en polemisk urimelighed. Martin Lidegaard pukler uafbrudt for at samle sin folketingsgruppe og for at genfinde sit partis eksistensberettigelse efter den store omgruppering i dansk politik, som sendte Radikale fra centrum til periferi.

Radikale deltager også med flid i det daglige parlamentariske arbejde. Martin Lidegaard har opbygget en reformalliance med Liberal Alliance og Konservative og har endda stemt for den meget upopulære afskaffelse af store bededag som fridag. Hans folketingsgruppe agter trods kvababbelser også at stemme for det kontroversielle forslag om at forbyde afbrænding af visse religiøse skrifter. En så fremstrakt næve til håndtering af bøvlede sager ses ellers ikke uden for de regeringscirkler, hvor kompromisvilje og magt udveksles til dagskurs.

Når man alligevel må efterlyse Lidegaard som politiker, skyldes det en grundlæggende ubalance i Generationskontrakten, konflikten mellem vilje og gerning, en påfaldende utakt mellem tålmodighed og hast, som ikke kan undgå at præge læsningen af bogen.

Papir er tålmodigt, og Martin Lidegaard har skrevet knap 300 sider om påtrængende opgaver, virkelig påtrængende, inden for klima, forebyggelse og velfærdsorganisering. De opgaver skal løses fra midten, understreger Lidegaard – jævnfør titlen på hans forrige bog, Lad os mødes på midten – men han har jo forkastet det foreliggende værktøj, SVM-regeringen, som ubrugeligt og forældet.

Så det påtrængende haster alligevel ikke så meget? Eller vil der hurtigt og mirakuløst vise sig et nyt og radikalt bedre værktøj? Lidegaard beskriver »en frugtbar rastløshed« i sit bagland, måske dækker formuleringens dobbelthed over denne ubalance mellem vilje og gerning.

Lidegaard forklarer selv, at han ikke bare vil deltage i en regeringskonstruktion, som indgår kompromiser på den gammelkendte fordelingspolitiske akse: »Vi vil mere end bogstavleg. Der er stadig tid og mulighed for at bane vejen for en ægte ny midte i dansk politik, enten under denne regering eller i en ny, men det kræver en fundamental anden tilgang. Og det haster.«

Det er den nygamle gåde om den radikale sortie fra regeringsforhandlingerne på Marienborg i december, som Lidegaard her skriver sig rundt om. Forlod han forhandlingerne i sidste sekund, fordi hans mandater magtmatematisk var overflødige, og den grønne politik derfor ville blive grå?

Eller fortrød Lidegaard en tilværelse under magtens velsignede åg, fordi han blev klar over, at han ikke ville kunne overbevise den decimerede radikale gruppe om, at man skulle takke ja til to ministerposter og regeringsfællesskabet med Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen?

Øverst på formularen

BOGEN HAR SINE steder et klassisk venstreorienteret præg. Denne fornemmelse af, at jo færre af sine visioner man kan få gennemført, desto grundigere kan man beskrive alt det, man ville, hvis man kunne. Lidegaards insisteren på forebyggelse i det sociale arbejde og en meget konsekvent klimapolitik trækker i samme rødtonede retning.

Mange af de politiske forslag er omvendt liberalt inspireret: Forslaget om egen opsparing til ældreomsorg inspireret af arbejdsmarkedspensionerne. Velståendes egenbetaling af klassiske velfærdsydelser. Afskaffelse af efterløn og Arnepension. Omlægning af folkepensionen til opsparing.

Så alt er i den forstand i skønneste orden: Bogens budskab er socialt og liberalt, socialliberalt, altså radikalt, og nu i en udgave, hvor udlændingepolitikken ikke stiller sig i vejen for den radikale midterposition.

Problemet er, at der er kommet en ny kraft i dansk politik. Lars Løkke Rasmussens Moderaterne udfordrer især tre partier i Folketinget:

Venstre, naturligvis, som har måttet aflevere så frygteligt mange mandater til den tidligere formand og andre villige aftagere, at rollen som folkeparti er alvorligt udfordret. Konservative, som koncentreret om eget sorgarbejde efter styrtet i folketingsvalgets afgrund har måttet se partiets hævdvundne slogan om borgerlige stemmer, der arbejder, erobret af en agil forræder af den borgerlige sag. Og så er De Radikale og Martin Lidegaard også udfordret af Løkke, som erobrede den rolle som manden i midten, Lidegaard selv har forberedt gennem år.

SKØNT RADIKALE SÅLEDES for tiden er sat noget uden for den magt og indflydelse, der er ilt og salt for det radikale gemyt, er bogen naturligvis klassisk radikal i synet på omverdenen og på partiet selv. Generationskontrakten ville formentlig uden videre kunne vedtages som meget ordrigt arbejdsprogram på weekendens radikale landsmøde.

Det storladne afslutningskapitel – »Giv et bedre Danmark videre« – kunne tilsvarende fungere som den politiske leders på en gang alarmistiske og optimistiske afsluttende replik at gå hjem på, når landsmødet slutter søndag eftermiddag.

I dette kapitel sammenfatter Lidegaard sit synspunkt: Vi er sent ude, og vi har misbrugt mange chancer, men endnu kan vi nå at stille os på forebyggelsens side. Vi kan investere i fremtiden, gøre op med traditionen for lappeskrædderi, brandslukning og politisk bestikkelse af nuværende vælgergrupper. Politikken i Danmark kan og skal »målrettes fremtiden og hensynet til de kommende generationer«, skriver han.

Således ekkoer den klassiske radikale accent gennem årtierne: Hvorfor ikke gøre det kloge i stedet for at hænge fast i de gamle interessepartiers dumme verdensbillede?

Dette kloge og fremtidsvendte syn på tilværelsen gælder i forhold til den negative sociale arv, hvor vi bør forebygge i stedet for at lappe på skaderne, efterhånden som de dukker op. Det er både klogere, mere menneskeligt og billigere at sikre alle danske børn en tryg og omsorgsfuld barndom.

Det gælder sikkerhedspolitisk, hvor vi skal investere i de ustabile lande omkring os og i Afrika. Lidegaard agiterer for et stærkere, mere beslutningsdygtigt EU, som skal have som påtrængende mål at udvides med fem-ti nye lande.

Og det gælder naturligvis klimaet og kloden. »Klokken er ti sekunder i tolv« på Lidegaards ur. Forskning, uddannelse, teknologi, hurtig implementering på hele det grønne område er en absolut hovedopgave.

Alt dette krævende arbejde ude og hjemme kan næppe gennemføres med den nuværende regering – så sad Radikale jo i den – men Lidegaard er lidt diffus i formuleringerne her. Afslutningsvis formulerer han det sådan, at en ny regering for hans skyld kan »bestå af de partier, det skal være, og have den farve, det skal være. Det kan være en variant over den nuværende eller en helt ny«.

Det er fristende at tage Martin Lidegaard på ordet og vende tilbage til de skæbnemættede uger efter valget, hvor regeringen fik sin form og farve. Tænk, hvis De Konservative havde besluttet at gå efter magten. Så havde Danmark formentlig fået en flertalsregering med de fire gamle magtpartier uden deltagelse af Lars Løkke, men med Martin Lidegaard på regeringsholdet. Man arbejdede en tid med den model.

I så fald havde Lidegaard haft travlt med at regere og levere sin generationskontrakt i et mindre jordvindende trav, end papiret tillader. Til gengæld havde han nok ikke haft tid til at skrive sin bog færdig.

Martin Lidegaard: Generationskontrakten. 304 sider. Lindhardt og Ringhof.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-37/samfund/fremtidens-mand

 

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Interview. EUs asylsystem er amoralsk og dødbringende, mener den hollandske sociolog Ruud Koopmans. Vi belønner flygtninge med mindst behov for beskyttelse. Løsninger som Rwanda-modellen er den eneste farbare vej, siger han.

Grænsen er nået

De fleste ved nok, at EUs asylpolitik ikke har fungeret overdrevet godt de seneste mange år. Ineffektiv? Helt klart. Men amoralsk? Ja, ligefrem dødbringende?

Det mener Ruud Koopmans, hollandsk migrationsforsker, professor ved Humboldt Universitet i Berlin, som denne uge besøgte Danmark i anledning af oversættelsen af sin nye bog om Det europæiske asyllotteri, som værkets afslørende titel lyder. Først det amoralske:

»Vi hjælper ikke mennesker, der har størst behov. Vi hjælper et betydeligt antal økonomiske migranter, der slet ikke har brug for beskyttelse. Og blandt de ægte flygtninge hjælper vi de stærkeste og de rigeste. Det er amoralsk.«

Og så det dødbringende:

»Vi hjælper dem, der er i stand til at nå en europæisk grænse. Det er det princip, vores system er baseret på, hvilket betyder, at asylansøgere skal krydse Sahara og andre ørkener, og så skal de krydse Middelhavet.«

Omkostningerne ved den rejse er grufulde. Koopmans nævner, at 25.000 mennesker er døde alene i Middelhavet – alle har hørt om de flere hundrede migranter, der druknede i det græske øhav i juni; færre har måske bemærket, at fem yderligere – deriblandt fire børn – druknede i samme øhav i sidste uge. Og så er der et ukendt antal mennesker, der er døde i Sahara, måske et lige så højt antal.

»Altså 50.000 døde på ti år,« siger Koopmans.

»Det er forfærdelige tal, især hvis man sammenligner med antallet af mennesker, der er døde i borgerkrigen i Syrien. Hvis man ser på en syrer, som har befundet sig i en slem borgerkrig, er risikoen for at dø ved at blive i landet mindre end risikoen for at dø på vej til det europæiske asylsystem. Vi beder folk om at udsætte sig selv for en risiko, der er større end risikoen ved den krig, vi siger, vi ønsker at beskytte dem mod.«

Koopmans er ikke en mand, der er bange for at udstikke hårde domme. Han er som sociolog et særsyn blandt fagfæller, og han har talt om at føle sig udskammet. Han omtaler sig selv som universalist og progressiv, men har nok mødt mest imødekommenhed fra højrefløjskredse og, gætter man på, fra den mere indvandringskritiske del af det danske Socialdemokrati.

I 2017 skrev han bogen Assimilation oder Multikulturalismus?, hvor han advarede mod, at europæiske lande mødte indvandrere med særhensyn. I 2020 udkom Islams forfaldne hus – De religiøse årsager til ufrihed, stagnation og vold, som udsendtes i en dansk oversættelse. Her skrev han om det totalitære træk i islam, som forhindrede muslimer i at integrere sig i Europa, og som trak Mellemøsten ned i dyndet. Socialdemokratiets Rasmus Stoklund anbefalede den varmt i Altinget.

Med den nye bog lander Koopmans et sted, der politisk set er vanskeligt at placere. På den ene side mener han, at europæiske lande har en historisk forpligtelse til at yde humanitær hjælp til klodens mange flygtninge og tage vores rimelige andel. På den anden side vil hans forslag til, hvad EU bør stille op, nok virke stødende i vide kredse. Han omtaler eksempelvis både den australske flygtningemodel – asylansøgere placeret på en stillehavsø – og den danske Rwanda-model i favorable toner; igen noget, Socialdemokratiet vil forstå at varme sig ved, når nu de to øvrige regeringspartier og store dele af resten af EU har vist sig at have et noget mere lunkent forhold til ideen.

Den hollanske migrationsforsker og professor Ruud Koopmans mener, at vi i Europa bringer flygtninge i livsfare, når de skal krydse Middelhavet. Derfor synes han, at den danske regerings Rwanda-model er en bedre løsning på flygtningekrisen. Foto: Valeria Ferraro, Getty Images

Asylpolitikkens oprindelse

Men først et par ord om, hvorfor vi overhovedet har en asylpolitik. Hvorfor ikke bare skærme Europa inde og smide nøglen væk?

»Går man tilbage til den ​​europæiske asyl- og flygtningepolitiks oprindelse efter Anden Verdenskrig, var det hensigten at yde støtte til mennesker, der havde akut behov for beskyttelse på grund af politisk forfølgelse,« siger Ruud Koopmans siddende på sin forlæggers kontor midt i København. Den 62-årige er omhyggelig med at forklare sine synspunkter, og bogen er så spækket med tal og grafer, at læseren ikke udelukkende bør gå til værket for fornøjelsens skyld.

»Det historiske eksempel var jøderne, der forsøgte at flygte fra Nazityskland og blev stoppet ved de schweiziske og hollandske grænser. Her lød det, at da de allerede havde givet 20.000 jøder asyl, kunne de ikke tage imod flere. Vi ved selvfølgelig, hvad konsekvensen blev for de afviste jøder.«

EUs asylpolitik er oprettet for at forhindre den slags situationer, forklarer professoren. Men hvis man så ser på den faktiske praksis i det europæiske asylsystem, står det klart, at vi ikke hjælper mange af de mennesker, der virkelig er i akut nød: de politisk forfulgte, de sårede og de syge eksempelvis.

»Jeg tænker også på dem, der er flygtet fra krigen i Yemen, som vel er den værste humanitære katastrofe i verden i dag. Men disse mennesker er fanget i Yemen. Vi hjælper dem slet ikke. De kan ikke tage afsted, fordi de på den ene side har Saudi-Arabien, det land, der angriber Yemen, og på den anden side Det Røde Hav.«

Det amoralske ligger også i, hvem der så kommer til den europæiske grænse, fortsætter Koopmans. Her gælder princippet om survival of the fittest. Kun de stærkeste formår at drage hele vejen til de europæiske grænser og kræve asyl. Det er for det meste raske unge mænd fra velstillede familier, der har råd til menneskesmuglere, som kræver mellem fem og ti tusind euro for ulejligheden.

»Når de så er ankommet og har bedt om asyl, har vi omfattende asylprocedurer, hvor vi vurderer, om disse mennesker faktisk kan anerkendes som flygtninge. Men også de, der ikke anerkendes, kan blive i Europa. Vi er ikke i stand til at sende de afviste tilbage til deres oprindelseslande eller til transitlandene.«

– Nogle vil sige, at det er EUs strenge asylpolitik, der er amoralsk: at vi har gjort det så vanskeligt at få ophold i Europa, at flygtninge må sætte livet på spil for at komme hertil?

»Selv i en situation med helt åbne grænser ville vores system stadig kræve af folk, at de krydser Sahara og Middelhavet. Men hvis vi virkelig åbnede vores grænser, ville endnu flere søge mod Europa. Det ville betyde, at endnu flere ville dø i Sahara og i Middelhavet.«

Mener man, at EUs asylregler er for strikse, er det eneste humane alternativ, at vi afskaffer de europæiske regler om, at man skal have visum for at komme ombord på et fly, forklarer han.

»Jeg tror, ​​nogle politiske partier på den yderste venstrefløj er villige til at træffe det valg. De kalder sig selv socialister, men de vil ikke indrømme, at sker det, er det farvel til velfærdsstaten og goddag til massefattigdom.«

– Er det så ikke princippet om, at man kan søge asyl, hvis blot man når EUs grænser, der er forkert?

»Jo. Derfor var debatten i begyndelsen af Ukraine​​krigen om europæernes vilje til at tage imod de ukrainske flygtninge illustrativ. Mange hævdede, at der var tale om racisme; at vi kun tog så beredvilligt imod ukrainerne, fordi de er hvide og kristne. Men det er en fundamentalt anderledes moralsk situation. Ukrainere har ingen anden udvej end at flygte over grænserne til Østeuropa. Vi kan selvfølgelig ikke sige til de mennesker, at vi kun kan tage en vis kvote. Så ville vi gøre præcis det samme som Schweiz og Holland før Anden Verdenskrig.«

Rwanda-modellen er ikke bare en værdifuld vej at følge, men den eneste måde at løse problemet på.

RUUD KOOPMANS, MIGRATIONSFORSKER, PROFESSOR HUMBOLT UNIVERSITET, BERLIN

Men når det gælder andre dele af kloden – i lande, der ikke grænser op til EU – burde et andet princip gælde, mener Koopmans. Her skal princippet ikke være, at vi kun hjælper dem, der ankommer til den europæiske grænse. Vi skal hjælpe direkte enten i de lande, hvor der er krig og forfølgelse, eller i flygtningelejrene, som oftest ligger i nabolandene.

»Derfra kunne vi gennem UNHCR, FNs Flygtningeorganisation, sige, at vi som Europa eller som Danmark vil tage imod et vist antal yemenitiske flygtninge hvert år. Vi kunne gøre det samme med dem, der er flygtet fra regimet i Myanmar, og med syriske flygtninge. Men det skal foregå derfra; ikke fra Europas grænser.«

I sin bog opruller professoren de skæbnesvangre år, der ledte op til flygtningekrisen i 2015-2016. I de første år af den syriske borgerkrig så EU den anden vej, selvom syriske flygtninge strømmede i millionvis til Syriens nabolande Libanon, Jordan og Tyrkiet. Der skete kun noget, fordi menneskesmuglere i Tyrkiet i 2015, formentlig med præsident Erdogans stiltiende accept, sendte titusindvis af flygtninge med både fra den tyrkiske kyst til Grækenland. Den græske regering, der var vred over den måde, Tyskland havde behandlet landet på under eurokrisen, bistod med at sende strømmen videre nordpå.

Først da de stod ved den tyske grænse, følte kansler Angela Merkel sig kaldet til at omtale sig selv som en »flygtningekansler«, siger Koopmans.

»Vi kunne allerede fra begyndelsen af den syriske borgerkrig have sagt, at vi i EU var villige til at tage en høj kvote hvert år, gerne flere hundrede tusinde, for at mindske byrden i Syriens nabolande. Det gjorde vi ikke. I stedet ventede vi bare, indtil det princip, vores flygtningesystem er bygget på, trådte i kraft. Det betød, at vi grundlæggende finansierede smuglerindustrien. Vi gjorde det muligt for Erdogan at bruge flygtninge som en trusselsmekanisme.«

Rwanda-modellens fordel

Spørgsmålet er så, hvad vi burde gøre? Her præsenterer Koopmans det, han kalder en »realistisk utopi«. Eksempelvis den danske regerings Rwanda-model:

»Der er ingen juridisk eller moralsk hindring for at gøre det. Det er ikke bare en værdifuld vej at forfølge, men den eneste måde at løse problemet på,« siger han.

– Kritikken af ​​Rwanda-modellen er jo, at Rwanda er et ikkedemokratisk land med et tvivlsomt forhold til menneskerettighederne.

»Det er fuldstændig irrelevant. Stort set alle de lande, hvor de store flygtningelejre befinder sig, er ikkedemokratiske. Tyrkiet er et ikkedemokratisk land, det samme er Jordan og Bangladesh.«

Den humanitære forpligtelse i Genèvekonventionen handler om at beskytte mennesker mod forfølgelse og krig i deres oprindelseslande, forklarer han. Forpligtelsen handler ikke om at give dem adgang til demokratiske valg.

»At Rwanda ikke er et demokrati for rwandere, er derfor irrelevant for flygtningebeskyttelsen.«

Indførte man den model, ville konsekvensen blive den samme, som man så i Australien, da landet i 2001 fandt på den såkaldte Pacific Solution. Som Koopmans forklarer, blev asyllejrene i stillehavsøerne Papua Ny Guinea og Nauru hurtigt fyldt op, men allerede efter et par år var de næsten tomme. Det samme vil ske i Rwanda, forudser han.

Kan han ikke se det stærkt tvivlsomme signal i, at rige velfærdsstater sender asylansøgere til et land, hvor vi ikke har kontrol over, hvad flygtningene udsættes for?

»Selvfølgelig har flygtninge menneskerettigheder,« svarer han.

»Jeg kender ikke nøjagtig homoseksuelles rettigheder i Rwanda, men det er måske som mange andre lande i Afrika ikke det sted, hvor man vil sende homoseksuelle eller transkønnede flygtninge til. Af den grund mener jeg også, det er vigtigt ikke kun at have aftaler med ét land. Nogle lande er ikke egnet til specifikke flygtninge. Hvis man kun har ét land at sende asylansøgere til, er der også altid en risiko for at blive afpresset. Så er man afhængig af dette ene land.«

Men Koopmans vurderer, at Rwanda-modellen i dag er blevet politisk sortlistet i EU. Det er ikke danskernes skyld.

»De konservative regeringer i Storbritannien har taget ideen op, og som følge heraf er det no-go. Det er, som om det er et tabuord nu, men jeg tror, der er mange andre lande, som nok er mere egnede end Rwanda. Marokko, eksempelvis, og Tunesien. Man kunne også tænke på lande som Ghana og Senegal, nogle af de få fyrtårne i Afrika, når det kommer til demokrati og menneskerettigheder.«

Send dem til Tunesien

Lad os så forestille os, at denne realistiske utopi rent faktisk bliver indført og kommer til at fungere. Hvorfor skulle det få strømmen af illegale flygtninge over Middelhavet til at stoppe? Vil det ikke kræve et endnu mere hårdhændet grænseværn med Frontex-skibe, bevæbnede vagter, lyskastere og høje pigtrådshegn?

»Nej. Vi burde få en god aftale med Tunesien, hvor vi enes med landet om, at det tager folk tilbage, der ankommer til eksempelvis Lampedusa eller den italienske kyst. På den måde ved flygtninge, der vil krydse Middelhavet, at i det øjeblik, de når den italienske kyst, vil de snarest blive sat på en båd og bragt til Tunesien.«

Her kan de så få adgang til asylprocedurer, fortsætter han. Det er allerede muligt i dag.

»I sådan et system vil kun de færreste have lyst til at krydse Middelhavet. EU skal give Tunesien penge for at sikre, at disse mennesker derefter gives beskyttelse under humane forhold. Det er muligt, især hvis man tænker på, hvor mange ressourcer, hvor megen tid, og hvor meget bureaukrati vi lægger i behandlingen af ​​alle disse individuelle asylansøgninger og i alle disse forsøg på at udvise asylansøgere. De få udvisninger, der faktisk finder sted, er vanvittigt dyre. Vi sender fly til Afghanistan med ti personer ombord og 20 politifolk – det koster millioner. Det er latterligt.«

– Indvandringsdebatten i Danmark er faldet ganske betydeligt i niveau i de seneste år, fordi antallet af godkendte asylansøgere er så lavt. Er vi er for ugenerøse?

»Først og fremmest har Danmark taget sig af mere end 30.000 ukrainere, hvilket er et ret stort antal for et lille land. Da den danske regering fremlagde sin Rwanda-model, indeholdt planen et løfte om, at hvis antallet af flygtninge ville blive reduceret på den måde, eller de spontane asylansøgere ville blive reduceret, ville Danmark tage imod flere kvoteflygtninge.«

– Tror du, EU har viljen til at løse asylproblemet? Presset på de europæiske grænser vil jo kun stige?

»Det er allerede steget betragteligt. Vi har i øjeblikket det største antal flygtninge i Europa siden Anden Verdenskrig. Der forventes at komme en million asylansøgere til EUs grænser i år.«

– Ser du en fare for, at højrepopulistiske partier på grund af den vedvarende flygtningekrise vil blive så stærke, at de kan påvirke EU indefra?

»Det sker allerede. Jeg tror, at problemet på venstrefløjen og også for ngo'er og flygtningeorganisationer er, at de fortsætter med at kritisere det nuværende system og reelt taler om åbne grænser. Det vil intet flertal gå med til, tværtimod vil reaktionen dybest set føre til et Fort Europa. Her vil højrefløjsregeringer lukke grænserne gennem pushbacks, ja, det sker allerede der, hvor populistiske regeringer er ved magten. Det sker i Polen, det sker i Ungarn, ja, det sker i Grækenland. For mig, der føler mig forpligtet på humanitære principper, og som betragter mig selv som progressiv, er det uforståeligt, hvordan man kan acceptere en status quo, der er så dødbringende og så uretfærdig som det system, vi har. Alternativet er ikke en utopisk drøm, men konkrete og praktiske løsninger, der er bedre end dem, vi har.«

Ruud Koopmans: Det europæiske asyllotteri – En realistisk utopi, der kan løse krisen. 264 sider. Forlaget Pressto. Udkommer fredag den 8. september.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-36/samfund/graensen-er-naaet

KLAUS WIVEL (født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).

 

KLWI@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Mandag Mortensen. Presset mod den konservative partileder ligner en genopførelse af et gammelt drama.

Historien om et 

bebudet 

kongemord

Der er ikke stor trøst at hente for Søren Pape Poulsen, hvis han studerer den nyere konservative partihistorie. Når først formandskabet er bragt til debat, er det altid et varsel om talte dage og skrift på væggen.

Man husker måske Per Stig Møller stå uden for det konservative gruppeværelse og bedyre ro i partiet. Det var slut med fløjkampe og intriger, svor manden, der havde fået den utaknemmelige opgave at efterfølge Hans Engell, der bragte sit eget formandskab til ophør en sen nat på Helsingørmotorvejen.

Studerer man drejebogen for i hvert fald Lene Espersens og Lars Barfoeds afgang, er der en del, der burde forurolige Søren Pape Poulsen. Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix

Det bizarre dengang var, at man næsten kunne høre, hvordan knivene blev slebet inde bag døren. Per Stig Møllers dage var talte, og en fase med ødelæggende magtkampe var på vej, indtil partiet valgte Bendt Bendtsen som ny leder. En post, han bestred gennem det meste af 00ernes VKO-periode.

Bendtsens problem virker i dag næsten som en sød konservativ drøm. Hans brøde var nemlig, at han ikke formåede at hæve partiet over en konstant vælgertilslutning på ti procent. »Mr. Ten Percent« blev han internt kaldt, og dengang var det ikke positivt ment. Selvbilledet var stadig modelleret efter Schlüter-tidens storhed.

Derfor blev Bendtsen presset til at trække sig og lade sig afløse af Lene Espersen, der blev regnet for folkekær, hvilket imidlertid ingen efterfølgende meningsmålinger godtgjorde. Lettere blev det ikke for Espersen af, at hun pressede Per Stig Møller til at overlade Udenrigsministeriet til hende i håbet om, at den post kunne give folkelig medvind, som den havde gjort for flere forgængere.

Det skete imidlertid ikke for Espersen, der end ikke nåede at gå til valg som partileder, før hun måtte gå af. Kuppets anatomi mindede om noget, der er set før og siden. Meningsmålingerne var omkring det halve af Bendtsens, og der var murren i kroge og hjørner. Lokalforeningen i Helsingør sendte et brev til folketingsgruppen med opfordring til at udskifte partilederen. Brevet blev selvfølgelig lækket til pressen, og katten var ude af sækken.

Heller ikke efterfølgeren Lars Barfoed formåede at løfte partiet. Tværtimod blev det mere end halveret ved valget i 2011.

Tålmodigheden holdt til sommeren 2014, og igen begyndte det som et pres nedefra i partiet. Et medlem af hovedbestyrelsen rundsendte en analyse, hvor vedkommende konkluderede, at Barfoed ikke var den rette til at bringe partiet tilbage til en acceptabel størrelse.

Derefter fulgte en række hemmelige møder, hvor blandt andre Brian Mikkelsen forsøgte at overtale partiformanden til frivillig afgang.

Barfoed trak sig i august 2014 – angiveligt frivilligt, men reelt fordi han ikke var efterladt med andre muligheder.

Studerer man drejebogen for i hvert fald Lene Espersens og Lars Barfoeds afgang, er der en del, der burde forurolige Søren Pape Poulsen.

Det begynder med en rumlen indefra, et brev fra en lokalforening eller en analyse fra et hovedbestyrelsesmedlem, og derfra vokser det stille og roligt til et pres, der river lederen omkuld.

Denne gang er det en håndfuld tidligere partikoryfæer, der synkront har kritiseret både formand og linje. Partiledelsen anser det for orkestreret, kritikerne bedyrer, at der ikke er nogen fælles aktion.

Problemet for Pape Poulsen er, at han i en situation, hvor han stadig kæmper for at bringe samling på partiet efter en valgkamp og et folketingsvalg, der endte i katastrofe for partiet, nu skal til at diskutere sit eget formandskab i offentligheden. Den slags debatter er tegn på alt andet end intern styrke.

Ganske vist kunne Det Konservative Folkeparti forleden sende den politiske ordfører i byen for at meddele, at der i hovedbestyrelsen var fuld opbakning til formanden og linjen. Men alene det, at den slags har behov for at blive fortalt, vidner om et problem. Der var også fuld opbakning til Per Stig Møller, Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Lars Barfoed, lige til der ikke var opbakning mere.

Det betyder dog ikke, at Søren Pape Poulsen er lige ved at vælte. Faktisk er det forventningen, at han uden problemer overlever landsrådet senere på måneden. Men holdbarheden på længere sigt afhænger af, om partiets målinger begynder at rette sig inden valget til Europa-Parlamentet i juni, hvor De Konservative som bekendt har nok at slås med i forvejen. Ser det omkring nytår ud til, at partiet mister den plads, der lige nu tilhører den uønskede Pernille Weiss, kan det meget vel blive den anledning, Papes kritikere har ventet på.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/historien-om-et-bebudet-kongemord

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK