Vesterbro. Jeg bor med to børn midt på Danmarks største narkoscene. Her lever to virkeligheder side om side, men totalt opdelt: Den ene spiser skaldyrspasta og henter børn. Den anden ryger kokain.

Den anden side af gaden

For halvandet år siden flyttede min familie og jeg hjem fra Bruxelles, og ved et utroligt held fandt vi en andelslejlighed på Halmtorvet på Vesterbro, som vi overtog fra en mand, der havde boet i kvarteret siden de gode gamle dage. Han dyrkede hampplanter overalt i lejligheden, hele altanen var fuld af planter, og det rum, som i dag er børneværelse, var før et regulært growroom med varmelamper og udsugning. På gulvet rundt om sengen i soveværelset var der hundredvis af brændemærker fra godnat-joints, som i årenes løb er gledet ud af hånden.

Illustration: Gabriela Jolowicz

Vi renoverede, rev en væg ned, malede og flyttede ind. Det er historien om Vesterbro: det mørke arbejderkvarter med lokum i gården, som blev en bydel for børnefamilier med kontorjob og ladcykler. Men alt er trods alt ikke forandret. Narko, vold og social nød er ikke forsvundet fra kvarteret – det er bare blevet mast sammen på færre gader, hvor det til gengæld er blevet voldsommere.

I dag er »stofscenen«, som man kalder det, samlet i en lille hård trekant på københavnerkortet mellem H17 i Kødbyen, Nordeuropas største fixerum, Mændenes Hjem på Istedgade, som er et botilbud for stofbrugere, og bagindgange til hovedbanegården, som også går under navnet »pillebørsen«. Her kommer dagligt 6-800 mennesker for at købe, sælge og tage stoffer. Og siden 00erne er der ifølge Mændenes Hjem sket »en betydelig stigning i antallet af brugere«.

Det er her, vi bor. Vores soveværelse ligger lige over for Mændenes Hjem. Fra vores gadedør er der 120 meter ned til fixerummet. Fra vores altan i gården kan vi se over til Maria Kirkeplads, hvor romaerne sover, og de afrikanske gadeprostituerede trækker i weekenden.

Det lyder måske som et utrygt sted at bo med to små børn, men sådan føles det faktisk ikke. Ja, der er larm – man kan sidde i vindueskarmen sent om aftenen og se ned på råberier og halve slagsmål: »Fucking psykopatluder, mand, hvor er mine fucking penge?!« – men vi færdes almindeligt på gaden. Vi gynger i gården, går i børnehave og i Brugsen. For selvom vi bor samme sted som stofbrugerne, lever vi i to forskellige verdener.

Man ser det måske tydeligst i Kødbyen: H15 er en populær bar og restaurant, hvor man drikker naturvin og spiser »knoldselleriravioli fyldt med tang og røgede muslinger« på den store overdækkede terrasse. På den anden side af gaden, 12 lange skridt derfra bag et metalhegn ligger H17, fixerummet. Her så jeg forleden en midaldrende mand ligge udstrakt på ryggen på jorden, mens en yngre fyr knælede og stak den ældre med en kanyle i halsen. De to sociale virkeligheder eksisterer parallelt og helt adskilt.

»Stofscenen på Vesterbro er et billede på et mere stratificeret samfund,« som Esben Houborg, lektor ved Center for Rusmiddelforskning, sagde til mig. Et opdelt og ulige land.

Så da Københavns Borgerrepræsentation 2. februar i år vedtog, at man vil bede staten om lov til at være forsøgsby for en afkriminalisering af hårde stoffer til eget forbrug, besluttede jeg mig for at undersøge det underlige økosystem, jeg selv bor midt i.

Du debuterer ikke på Vesterbro

En onsdag midt på dagen står jeg så bag en lille bar og serverer kaffe på Café Dugnad, som ligger klemt inde på en lille, lukket plads i det yderste hjørne af Kødbyen 100 meter fra min lejlighed. Her kommer stofbrugere for at hænge ud ved de lave borde. Spise cocopops med mælk, få en ostemad og noget pasta, ryge, halvsove, småsnakke, drikke kaffe af papkopper – og for at tage, købe og sælger stoffer selvfølgelig. Der er sådan lidt ungdomsklub-stemning, folk er venlige, men det er ikke et muntert sted. Det er samfundets bund det her.

»To sæt værktøj,« mumler en bleg mand på gebrokkent dansk, og jeg roder lidt rundt i plasticbakkerne under disken, hvor der er kanyler og sølvpapir og elastikker og alt muligt andet. Han tager kanylerne, går ud på en bænk i solen og fixer, så blodet løber ned ad underarmen. Så kommer han ind og får et plaster og nogle servietter. Nogle virker voldsomt psykisk syge, andre virker som én fra parallelklassen, der er faret helt vild i livet. Med et tomt blik, indsunkne kinder og sorte tænder.

Udenfor i den lille lukkede brostensgård møder jeg Kasper, som sidder og ryger »en sten«, som han kalder det lille, hårde stykke kokain, han netop har købt for 50 kroner af en afrikaner. Han er på min alder, og ligesom mig har han to børn, men han har ikke set dem i seks år. Det er hans egen beslutning, siger han, for de får ikke noget ud af en far, der hverken har job eller bolig. »Jeg har ikke engang set et billede af dem,« siger han.

Hans ene fortand røg ud forleden, den var død, og så tog han en bid af en pizzaskorpe. Såret på næsen er fra et slagsmål for et par dage siden. Lige nu bor han på et herberg uden for byen, men de sidste par år har han været i Jylland på et værested. Det gik lidt galt i København. Han arbejdede for rockerne, solgte hash og blev taget på Christiania med flere kilo og 60.000 kroner.

»Hvad skal du bruge de penge til? spurgte en af panserne. På din mor, sagde jeg, og så tømte han bare en hel peberspray i øjnene på mig, mand.«

Da han kom ud af fængslet, flyttede han til Midtjylland, hvor han blev ansat som sosu.

»For at fejre det købte jeg en flaske vodka, og så kom jeg ikke op om morgenen. Så fyrede de mig, før jeg var begyndt.«

75-80 procent af stofbrugerne på Vesterbro er mænd. 40 år i gennemsnit. Halvdelen er hjemløse. Halvdelen er ikkeetniske danskere – inklusive en gruppe afviste asylansøgere.

»Du debuterer ikke på Vesterbro,« sagde Ivan Christensen til mig, da vi mødtes på hans kontor nogle dage tidligere. Han har været forstander på Mændenes Hjem i 11 år, men stoppede i denne uge. »De, der er her, har typisk opbrugt deres muligheder andre steder. Brændt broerne, mistet bolig og netværk, gjort i nælderne, blevet afhængige, måske skylder de penge. Så tager de til Vesterbro.«

I gamle dage boede stofbrugerne i trange, mørke lejligheder på Gasværksvej eller Istedgade. De var lokale. Nu er lejlighederne lagt sammen og renoveret, nu bor her kun folk som mig, og stofbrugerne må pendle ind fra forstæderne.

Kasper skodder sin cigaret.

»Ej, jeg køber sgu en sten til,« siger han og nikker mod en blå Ikea-pose på bænken med lidt tøj. »Gider du se efter mine ting?« Alt han ejer er i den pose.

Han går over til en gruppe mænd, der ryger kokain i et læskur, og vender tilbage med en hvid sten på størrelse med et riskorn. Der er for 100 kroner. Det er cirka samme stof, som jeg nogle gange tog i gymnasiet. Men hvis man blander det med natron eller salmiakspiritus, varmer det op, så det bobler og bliver klistret og bagefter lader det køle af, bliver det hårdt og kan ryges. Kokain har erstattet heroin som det dominerende stof på Vesterbro, og det har ændret kvarteret. Heroin er bedøvende, kokain er stimulerende. Heroin varer længe, kokain varer 20 minutter, så nu ligger folk ikke og kokser, de løber rastløse omkring og jagter det næste skud.

»Det er sidste gang i dag,« siger Kasper og brækker klumpen over i to. Den ene halvdel putter han i en hjemmelavet pibe af plastic, tape og stanniol. Han tænder med en lighter, inhalerer, puster ud og gør det samme med den næste sten.

»Se så,« siger han og knækker beslutsomt piben over og smider den i skraldespanden. Han rækker sin metalske til en afrikansk mand, som ser ned på den og smiler: »Very good spoon.«

Et par timer senere er jeg tilbage i min lejlighed. Vi har rengøringshjælp hver onsdag, de er lige gået, huset dufter af sæbe, alt er ryddet op. Jeg hænger min jakke på knagen, her er helt stille, udenfor begynder det at regne.

Abstinensbaby og afkriminalisering

I Danmark begynder stoffernes historie for alvor i 1960erne. Der fandtes morfinister i slut-1800-tallet, og der opstod et lille narkomiljø i Nyhavn under krigen, men det var først med ungdomsoprøret, at den hårde narko rigtig blev udbredt. I 60erne rejste Eik Skaløe-typer til Marokko eller Afghanistan for at købe fede, brune klumper, som man røg i joints til kollektivfester eller i chillummer på Kulturministeriets trappe som på det berømte foto af Ebbe Kløvedal og Klaus Rifbjerg fra 1970.

Stoffer blev cool. Hippierne eksperimenterede med lsd, unge stjal opiater fra byens apoteker, og der blev hjembragt »paki-piller« fra rejserne til Østen, pakistansk morfin. Langsomt opstod der stofmiljøer, som blev tilflugtssteder for socialt udsatte unge: Christiania, kollektiver, koncertstedet Klub 27 på Østerbro.

»Der var frihed, men også friheden til at gå i hundene,« som lektor Esben Houborg siger. Nogle blev afhængige, mistede job og penge, og i 1970erne begyndte de at flytte til Vesterbro, hvor der både var billigt og skjul. Siden har bydelen været centrum for stofscenen i København. Og i næsten alle årene har politikere og politi forsøgt at drive stofferne ud.

»En Vesterbro-patrulje i 80erne og 90erne handlede om at rydde op, hvis man så politiet, så gjaldt det om at løbe,« fortæller Rud Ellegaard, da vi har købt kaffe i en lille bod og er krøbet i ly for regnen under et halvtag i Kødbyen tæt ved H17. Han er 64 år og har været betjent på Vesterbro siden 1987.

»Da jeg startede, lå folk på fortovet og koksede. Dengang tænkte jeg, at det var deres egen skyld. De kunne jo bare holde op med at fixe det lort. Jeg var stolt af vores arbejde. I dag skammer jeg mig over det, vi gjorde.«

Dengang stressede man stofbrugerne i håb om, at de så ville flytte. Man lavede forbudszoner, skrev bøder, lavede anholdelser og konfiskationer. Men stofferne forsvandt ikke.

En dag for 20 år siden var Rud Ellegaard på patrulje i Viktoriagade, da han opdagede en mand, som lå i en opgang og ledte efter en åre. Ellegaard satte en fod i døren og ventede, mens manden blev færdig.

»Og så sagde han til mig: 'Min far har misbrugt mig.' Tårerne trillede ned ad kinderne på ham. 'Når jeg har de tanker,' sagde han til mig, 'så har jeg to muligheder: stoffer eller selvmord.' Det ændrede noget i mig.«

Måske var det alligevel ikke kun deres egen skyld.

Når jeg spørger forskere og socialrådgivere, hvorfor det er folk som Kasper og ikke mig, der sidder på gaden og ryger crack, svarer de med ord, som intet har med min barndom at gøre: abstinensbaby, tvangsanbringelse, prostitution.

»Mange er vokset op med vold og misbrug i hjemmet,« sagde Ivan Christensen til mig, da vi mødtes. »Måske blev de smidt ud hjemmefra eller anbragt. Måske har de ikke engang færdiggjort folkeskolen. Og de har stort set allesammen været i fængsel.«

Jeg kommer hele tiden til at kalde dem »narkomaner«, for det plejede man at sige. I dag siger folk, der arbejder med området, »stofbrugere«. Det indikerer, at stofferne måske er det mindst dårlige alternativ. Bedre end selvmord. Stofferne kan »sætte en dæmper på al den ballade, som jeg har inde i hovedet«, som en stofbruger siger i bogen Marginaliserede stofbrugeres hverdagsliv i København. Og som en mand på Café Dugnad sagde til mig: »Hvorfor blive clean, hvis man alligevel ikke har en fremtid?«

Tænkningen og sproget er skiftet siden 1990erne, men Danmark har stadig nultolerance over for narko: Bliver man taget med kokain i lommen, giver politiet en bøde og tager stofferne. Omkring fixerummet, som åbnede i 2012, er besiddelsen af stoffer til eget forbrug »de facto« afkriminaliseret. De facto. Det betyder, at der som regel ikke sker noget. Kun nogle gange.

Den enkelte betjent kan fortolke reglerne forskelligt, så stofbrugerne kan aldrig vide sig helt sikre. De kan ikke frit gå til politiet, hvis de bliver udsat for vold eller voldtægt, for de er jo selv kriminelle. Det skaber en lovløs verden. Det er i hvert fald argumentet fra dem, som ønsker sig en egentlig juridisk afkriminalisering, sådan som 30 lande eller delstater i verden allerede har. Alle partier på rådhuset på nær DF og Konservative er for afkriminalisering, og forskningen er da også klar, mener Esben Houborg:

»Afkriminalisering leder til færre overdoser og færre stofrelaterede skader, og det mindsker samfundets omkostninger til retsvæsen og hospitaler. Samtidig ved vi, at afkriminalisering ikke får flere til at bruge stoffer. Der er ingen direkte sammenhæng mellem narkotikakontrolpolitik og efterspørgslen på illegale stoffer i et samfund.«

Houborg er tilhænger af afkriminalisering, men ikke af legalisering – det sidste »kan måske skabe mere forbrug«, siger han.

På Christiansborg er Moderaterne for afkriminalisering, mens de to andre regeringspartier, Venstre og Socialdemokratiet, er imod. Stoffer er jo farlige, det skal samfundet ikke normalisere, lyder argumentet.

»Ideen om, at man skulle hjælpe folk ved at afkriminalisere stoffer, er sådan noget woke-tænkning,« sagde den socialdemokratiske misbrugsordfører, Maria Durhuus, i februar til B.T. »Det er ikke vitaminpiller og bolsjer, vi snakker om her.«

Hvis ikke her, hvor så?

Jeg følges med Rud Ellegaard op ad Istedgade. Det er koldt; støvregn og blæst. Han går den samme rute flere gange om ugen og kender alle. En kvindelig stofbruger kommer over til os. Hun lå og sov på en sofa på værestedet Reden, da nogen stjal hendes hævekort op af hendes lomme. Hun græder stille, mens Ellegaard taler med hende.

Lidt efter kommer en mand med ansigtstatoveringer i al hast trækkende med en grøn mountainbike. Det er da spøjst, som folk heromkring altid har flotte cykler, siger jeg. Hvad gør politiet egentlig, hvis det skulle vise sig, at en af dem var stjålet?

»Mange af de lækre cykler er ikke efterlyst, og det skal de være, hvis vi skal gøre noget ved det,« siger Rud Ellegaard.

Okay. På den måde er kvarteret også irriterende at bo i. Jeg ville aldrig selv købe en lækker cykel, den bliver bare stjålet. Vores nabo fik smadret en rude i sin bil forleden. En aften blev vores gadedør ikke lukket ordentligt, og så sad der straks folk i opgangen og tog stoffer. Jeg er også nervøs for, at min dreng en dag skal samle en brugt kanyle op. Det ville være lettere, hvis stofbrugerne ikke var lige her, det er klart. Hvis der i morgen kom en nyhed om, at Mændenes Hjem skulle laves om til et plejehjem, ville jeg være lettet. Men på den anden side: De mennesker skal jo også være et sted, og hvorfor ikke her?

Nogle dage senere, da børnene er lagt i seng, cykler jeg ned for at købe ind, og foran Mændenes Hjem møder jeg Kasper. Han ser ikke for godt ud. Han tog til herberget uden for København, fortæller han, men han var der kun et par timer, så fik han det underligt og gik ned til togstationen og lagde sig på skinnerne. Han ville ikke leve mere. Det er aldrig sket for ham før, siger han, men han orkede bare ikke mere og lå i mørket og ventede på toget.

Men der kom ikke noget tog. Til sidst rejste han sig, hans tøj var helt indsmurt i olie. Han gik op til hospitalet og blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Nu har nogen stjålet hans ting, siger han. I morgen vil han tage til Jylland og se, om han kan få sit gamle værelse tilbage. Har jeg måske en cigaret og lidt penge?

Jeg aner ikke, om han fortæller sandheden, men jeg går op og roder i bunden af mit skab, hvor jeg tit smider løse mønter. Der er 110 kroner og en tieuroseddel. Ude i køkkenet finder jeg en halvtom pakke smøger fra weekenden, som jeg tager med ned på gaden. Kasper smiler og giver mig et knus. »Jeg håber, det går godt med at skrive artiklen,« siger han. Jo jo, tak. »Pas på dig selv,« siger jeg. Han vinker og forsvinder ned ad Istedgade.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-13/samfund/den-anden-side-af-gaden

CHRISTIAN BENNIKE er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig med alt muligt: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information.

CBEN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Interview. Gratis hjemmehjælp til alle? Glem det. Folkepension til gud og hvermand? Måske heller ikke. Martin Lidegaard udfordrer reformregeringens manglende mod.
Den overflødiges oprør
Bor der allerdybest inde i Martin Lidegaards sind en lille satan, som håber på det udfald af Jon Stephensen-sagen, at den moderate folketingsmand bliver løsgænger?

Den radikale leder udstøder straks den larmende, dybe latter, som er en del af hans offentlige signatur. Hvorpå han holder en længere pause, som om han alligevel skal tænke over, at det ville rykke ham nærmere på den attråede position, hvor hans syv mandater igen kan være bestemmende for noget som helst. Det er vist mest svarets diplomatiske toneleje, der søges afvejet i tænkepausen, for Martin Lidegaard siger:

»Der findes en lille djævel inde i mig, som håber, at Radikale Venstre igen får chancen for at have de afgørende mandater, fordi jeg selvfølgelig håber at komme i den position, at vi kan påvirke denne eller den næste regering for alvor.«

Mange har fordømt eller ligefrem latterliggjort Martin Lidegaards overraskende beslutning om ikke at gå i regering. Den offentlige fortælling om De Radikales exit fra Marienborg-forhandlingerne i den alleryderste stund tabte Lidegaard også; der blev spinnet heftigt hen over jul og nytår. Der kom – også i denne avis, anfører Lidegaard – overdrevne historier om, hvor solide radikale fingeraftryk han havde takket nej til i regeringsgrundlaget på de videregående uddannelsers område.

»Er det ikke, som om man ser Løkkes skarpe skygge på væggen, når lampen tændes på Martin Lidegaards kontor?« Illustration: Gitte Skov

Men den helt afgørende faktor i Marienborg-dramaet har man overset, understreger han: nemlig hvor unødvendige de radikale mandater var for den nye regerings flertal. Lars Løkke Rasmussens 16 mandater kunne ikke undværes, Jakob Ellemann-Jensens 23 heller ikke, Lidegaards sølle syv var i den forstand overflod. Overflødige. Lige til at tromle flade.

»Som de første tre måneder med den nye regering er gået, er jeg kun blevet mere overbevist om, at det var rigtigt at gå. Regeringens prioriteter er i ubalance. Ambitionerne er ikke store nok, og vi ville blive kørt over, hvis vi insisterede på at gøre dem større. Så i den forstand er jeg lettet, man kan jo ligefrem mærke magtesløsheden i regeringskontorerne, især på klima- og uddannelsesområdet. Her står det ikke stille, men bevæger sig baglæns.«

Martin Lidegaard erklærer sig selvfølgelig samtidig frustreret, fordi han ikke har mandaterne til at tvinge regeringen.

»Vi radikale er jo sat i verden for at søge indflydelse og trække verden i en bedre retning, som det ser ud fra vores position. Nøgleordene for os er det grønne, børnene og uddannelserne, kort sagt en ny generationskontrakt, hvor vi lidt ældre giver noget til de nye generationer.«

Døgnflue eller systemskifte

Martin Lidegaard er i lyseblå, åben skjorte, mørkeblå blazer og sorte bukser, skoen ligeledes sort. Forforgænger Morten Østergaards hvide sneaker er en fjern fortid, forgænger Sofie Carsten Nielsens kække stilet er også allerede vældig længe siden, tiderne har været hårde ved det lille selvbevidste parti de seneste år.

Jeg interviewer Lidegaard på hans kontor på Christiansborg, det er tidlig tirsdag, fire dage efter vores samtale holder Moderaterne årsmøde. Jeg påpeger De Radikales skæbnemættede relation til det nye parti: Er det ikke, som om man ser Løkkes skarpe skygge på væggen, når lampen tændes på Martin Lidegaards kontor?

Radikale Venstre flækkede ud af Venstre i 1905 og overtog med selvfølgelig selvbevidsthed regeringsmagten fire et halvt år senere. Moderaterne stiftedes sidste sommer med tilsvarende afsæt i Venstre efter et forløb, som føltes som verdens længste politiske drægtighedsperiode. Det er allerede Løkke her, der og alle vegne med reformsult, uskør udlændingepolitik og selvbevidste replikker, der stavelse for stavelse kunne være den radikale leders.

Martin Lidegaard smiler ad skyggebilledet. Det er, som om han hviler i sig selv efter vinterens kaos, men sådan virker han på den anden side næsten altid. Han svarer ikke direkte, i stedet afleverer han en mere omfattende analyse af, hvordan det politiske Danmark ser ud nu – og hvad Radikales rolle bør blive. Det gør han efter en omfattende nylig rundtur i partiets bagland inklusive den af og til sagnomspundne hovedbestyrelse. Møderne med de radikale rødder har ikke svækket følgende tre hovedpointer:

For det første ser Lidegaard de første tre måneders opgør mellem regering og opposition om store bededag som en slags institutionel kamp, som endnu ikke er afsluttet, og hvor partierne søger nye positioner og mere varige roller. Først efter sommerferien begynder billedet at tegne sig, vurderer han.

»Ingen ved jo endnu, om flertalsregeringen er en undtagelse, en døgnflue, eller om vi er midt i et egentligt systemskifte, hvor midten i lang tid vil have magten i forskellige opstillinger, og fløjene er sat mere varigt på bænken. Så længe det spørgsmål ikke er afklaret, vil man se os radikale i forskellige konstellationer. Vi vil byde os til som konstruktiv partner til regeringen og forsøge at få ambitionsniveauet op. Vi vil populært sagt lave grøn politik med de røde, mens vi sammen med en række blå partier vil presse på for en mere offensiv reformdagsorden, end regeringen kan eller tør levere.«

Lidegaard vil ikke røbe, hvilke blå partier der går sammen her, den reformakse vil meget snart erklære sig for offentligheden, forsikrer han. Da jeg gætter på, at det bliver uden reformskeptiske Dansk Folkeparti og uden Danmarksdemokraterne, som synes mere optaget af at forbande Venstres formand end af at reformere fædrelandet, nikker han venligt og imødekommende, men svarer blot: »Det er klart, at det især bliver centrum-højre.«

For det andet har Lidegaard ikke tiltro til, at flertalsregeringen har den nødvendige ambition om at tage uddannelser og klimaet så alvorligt, som den bør. Der er, som han udtrykker det, en »skrigende diskrepans« mellem det, man siger, og det, man gør på klimaets område.

Akkurat det spørgsmål var, siger han, en af de afgørende skillelinjer i regeringsforhandlingerne på Marienborg i december. Lidegaard ville have sikkerhed for, at den grønne dagsorden blev fremmet, men den garanti kunne han ikke få; Mette Frederiksen er stadig rød, før hun er grøn, selvom hun ikke længere vil sige det.

»Jeg ønskede i forhandlingerne et såkaldt fast track til regeringens økonomi- og koordinationsudvalg, så en klimaminister ikke er henvist til at støve af ude på pulterkammeret, mens herskaberne i de fine stuer træffer beslutningerne. Det ville betyde, at et grønt forslag ville kunne blive behandlet politisk, selvom det ikke var blåstemplet i Finansministeriet. Det ønskede man ikke. Der er og har historisk været en stor skepsis i Finansministeriet over for at lade klimaet fylde nok, men jeg vil ikke skyde på embedsmændene, det er naturligvis et politisk ansvar, at det er sådan.«

– Altså Wammen og bag ham Frederiksen?

»Ja. På en måde er det meget enkelt. Man kan bare se på, hvad der er sket siden 2019. Der er lavet en masse gode aftaler og mål, som vi i al beskedenhed har bidraget meget aktivt til, mens implementeringen stort set har stået stille. Det afgørende er ikke, hvad vi gør efter 2030, men de næste syv år. Det er det krystalklare budskab i den nye klimarapport fra denne uge. Regeringen kalder sig selv en implementeringsregering på klimaområdet, men jeg ser ingen tegn på, at det bliver anderledes, når det gælder konkrete politiske tiltag som vedvarende energi på land, grøn fjernvarme til at afløse Putins gas eller håndtering af landbrugets udledninger.«

Tag fra de grå

Endelig indgår for det tredje i Martin Lidegaards analyse, at regeringen ikke vil gøre det, han finder fornødent på velfærdsområdet, fordi den sit flertal til trods ikke vil turde gå op mod den ganske talrige ældre del af vælgerkorpset. Det vil De Radikale. Lidegaard sammenfatter sine bestræbelser i den lækkert fængende parole »tag fra det grå guld, og invester i en gylden fremtid«.

Han vurderer, at mange ældre gerne vil have et større frirum i deres alderdom, som minder om det liv, de allerede har levet. De vil gerne fortsætte med at arbejde eller yde en frivillig indsats, hvis de selv kan få lov til at bestemme hvordan. Mange har også helbredet til det, tilføjer han med henvisning til et forskerstudie forestået af Ældre Sagen.

»I dag tager man fra de unge og giver til de ældre. Tag sundhedsområdet, ældrechecks og den nye uddannelsesreform som eksempler. Ingen anden gruppe har oplevet større vækst i sin realindkomst. Men den pengestrøm skal vendes om. Min generation bør levere mere i en ny velfærdskontrakt. Det er jo et kæmpe paradoks, at vi aldrig har været rigere, mens børn og unge aldrig har haft det dårligere. Vi er nødt til at indse, at velfærdssamfundet ikke kan levere alle ydelser til alle fra vugge til grav. Den debat vil vi gerne sikre bliver ført. Vi har ikke lagt os fast på svarene, men vil gerne diskutere betaling for hjemmehjælp og for særlige plejebehov i de befolkningsgrupper, der har råd, så vi i stedet kan prioritere de svageste ældre og de kommende generationer.«

– Der aflivede du den universelle velfærdsmodel?

»Jeg vil hellere sige det sådan, at det vel er vigtigere, at de universelle ydelser målrettes børn, unge og uddannelse, så vi har råd til at investere i et opgør med mistrivsel og den negative sociale arv og sikre lige muligheder for alle børn i Danmark. Vi kan ikke levere det hele til alle fra vugge til grav, det bliver til halve løsninger, det siger kommunerne jo allerede i dag. Det må vi have en ærlig debat om.«

– Er du også ude efter folkepensionen til alle?

»Hele pensionssystemet skal tilpasses. Vi har ingen planer om at ville røre ved folkepensionen, men skulle det ske, måtte man selvfølgelig finde et system, som passer til de nye tider. I dag er det sådan, at folkepensionen er for lille for dem, der virkelig har behov for den, men alt for stor for dem, som ikke behøver den.

– Skal tilbagetrækningsreformen fra 2006, som sikrer stigende pensionsalder, skærpes?

»Den aftale var god, og den står fint også i dag. Jeg vil hellere udfordre regeringens tilbagetrækningsreform. Man forringer seniorpension, som er den bedste ordning og målrettet de nedslidte, for til gengæld at skrue op for ydelserne til arnepensionen. Samtidig er der larmende tavshed om efterlønnen, som i dag mest er en lukrativ forsikringsordning for de velstillede. Hvis man virkelig kerede sig om de nedslidte på arbejdsmarkedet, skulle man satse på seniorpensionen.«

Hvem ejer midten

Martin Lidegaards politiske projekt ser sammenhængende og på en måde også logisk ud på papiret, så længe det forbliver på skrivebordet. Investeringer i klima, ungdom og uddannelse giver De Radikale en lysende pant på den fremtid, som for tiden er mere tillokkende end den grå afmagts nutid. Tillige har Radikale tydeligvis besluttet sig for en bevidst udnyttelse af den frie position uden for det daglige ansvar til at tale mere åbent og frejdigt, end større regeringspartier kan tillade sig – selvbevidst flertal i ryggen eller ej.

Men hvad nu, hvis Moderaterne er de nye Radikale, det nye århundredes potente og reformerende midterparti? Det fik Martin Lidegaard ikke svaret på tidligere i interviewet. Det kommer nu:

»Jeg tror, at positionen er holdbar, der er plads til et stort parti på midten. Men jeg er ikke så sikker på, at Moderaterne er et langtidsholdbart bud på at indtage pladsen. Partiet er skabt og drevet af en person.«

Tror Martin Lidegaard da ligefrem, at Løkke kan være på vej til Bruxelles? Det vil han ikke byde på. Men mens Radikale ved dannelsen i 1905 var en egentlig, etableret politisk strømning i Venstre, er Moderaterne resultatet af en enkelt mands vurdering af magtudøvelsens muligheder og umuligheder efter blå bloks valgnederlag i 2019. Det præger ifølge Lidegaard politikkens indholdsside:

»Det er ganske enkelt svært for mig at se, hvad Lars Løkke egentlig har fået ud af deltagelsen i Mette Frederiksens regering ud over selve magtens bygværk. Han har været med til at rejse bygningen, men hvad skal der være inde i den, hvad skal han måle sig på politisk? I valgkampen sagde han, der var nogle tidsler i udlændingepolitikken, han ville have luget væk, det er ikke sket.

Han sagde til gengæld ikke meget om den nødvendige indsats for klimaet, og der er så heller ikke udsigt til noget videre. Tag endelig uddannelsesområdet. Hans minister, Christina Egelund, har tydeligvis intet brændende ønske om at gennemføre den reform, hun skal forhandle på plads i foråret. Hvad vil Moderaterne egentlig? Vil de bare sidde der?«

– Du føler dig ikke så afhængig endda af Jon Stephensens skæbne, det moderate projekt vil forvitre ganske af sig selv?

»Jeg er fast overbevist om, at vi igen vil få de afgørende mandater. Om Moderaterne overlever, afhænger af Løkke. Om fløjene bliver sat på bænken, afhænger af, hvorvidt den nye regering overhovedet får leveret brugelig politik.

Men efter valget i november sidste år er der tydeligvis nye varige skillelinjer i dansk politik, som gør den radikale røst mere betydningsfuld, ikke mindst når det handler om at prioritere investeringer i fremtiden og det grønne område. Venstre og Socialdemokratiet er de to mest enige partier i Folketinget, ingen står tættere på hinanden end Troels Lund Poulsen og Morten Bødskov.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-12/samfund/den-overfloediges-oproer

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

NU ER DET ALVOR PALUDAN..

'

Hemmelige møder i 'safe huses' – det er der, vi er. Vi er for længst forbi det punkt, hvor truslerne mod Paludan handlede om nogle koranafbrændinger,' skriver Uffe Gardel. Foto: Kenneth Meyer

Du er sikkert enormt træt af at høre om Rasmus Paludan. Du synes, han er et fjols, som render rundt og brænder koraner af for at lave ballade, og at politiet har brugt alt for mange penge på at beskytte ham.

Fint nok. Jeg er ikke enig med dig, men du har ret til din holdning. Denne klumme handler bare om noget andet. For Rasmus Paludan render ikke længere rundt og brænder koraner af; det er truslerne mod hans liv blevet alt for alvorlige til. Det skal vi lige snakke om.

I dag mener politiet, at Paludan er i konstant livsfare, uanset om han brænder koraner af eller ej. Politiet vil derfor slet ikke have, at han laver happenings. Han må heller ikke deltage i arrangementer på Christiansborg, hvor der ellers bliver passet godt på folk. Han må ikke gå ud i sin have og ikke bevæge sig rundt på egen hånd. Ellers bliver hans politivagter inddraget.

For nylig skulle radiostationen 24syv gennemføre et interview med Paludan. Den slags har hidtil fint kunnet lade sig gøre ved, at Paludan er mødt op på redaktionen med et par livvagter fra politiet. Men ikke længere. 24syvs interview måtte gennemføres ved, at journalisten mødte op på en hemmelig adresse et sted i Danmark, hvorfra PET kørte ham til et såkaldt 'safe house', hvor han kunne mødes med Paludan.

Hemmelige møder i 'safe huses' – det er der, vi er. Vi er for længst forbi det punkt, hvor truslerne mod Paludan handlede om nogle koranafbrændinger. Paludan er blevet afskåret fra det meste af det, der hører til et almindeligt liv for et menneske på fri fod.

Ikke siden Flemming Rose – efter Muhammed-tegningerne – har en dansker måttet underkaste sig så alvorlige begrænsninger i sin bevægelsesfrihed for at have brugt sin ytringsfrihed.

Og det har Paludan rigtig godt af, vil du måske mene.

Det er jeg så også uenig i; jeg mener ikke, at nogen mennesker fortjener at risikere deres liv, fordi de brænder bøger af eller bringer tegninger, men det er ikke det, sagen handler om. Den handler om, at dansk politi efterhånden har så ringe kontrol med situationen i landet, at man kan komme i permanent livsfare, hvis man generer de forkerte mennesker. Det er en fuldkommen uacceptabel tilbagerulning af lov og ret. Det kan vi ikke have i vores land.

Jeg ved naturligvis ikke præcist, hvem der truer Paludan, men det er et godt bud, at det drejer sig om islamistiske ekstremister. Og han er naturligvis ikke den første, som islamister har jaget under jorden. Flemming Rose har jeg allerede nævnt. I Frankrig skrev gymnasielæreren og filosoffen Robert Redeker i 2006 en kritisk avisartikel om islam i den store avis Figaro; anledningen var de danske Muhammed-tegninger. Efter et par døgn måtte også Redeker gå under jorden, og dér lever han stadig, mere end 16 år senere.

Paludans problem er, at han ikke er en intellektuel islamkritiker på samme måde som Flemming Rose eller Robert Redeker. Han er ikke fin; han er grov, og ingen af de sædvanlige beskyttere af ytringsfrihed synes vist, hans skæbne er værd at beskæftige sig med.

Det synes jeg, at den er, fordi hans skæbne også er vores skæbne. Danmark ville for altid blive forandret, hvis Paludan blev myrdet; et islamistisk mord i Danmark ville være et chok, på samme måde som tilsvarende mord har været for Frankrig og Holland. Det bør være dem, som truer Paludan, der får indskrænket deres frihed; ikke Paludan.

Uffe Gardel, journalist

Kilde: https://ekstrabladet.dk/opinionen/Uffe_Gardel/nu-er-det-alvor-for-paludan/9678250?fbclid=IwAR3s4-q-ntJaQACqGI3Jch9YlmoYL9I5jRv6bBXx1eTzZuD1dg4jhPwS8Uw

 

Leder. Danmark var klog og havde politisk lederskab. Sverige var dum og fulgte blindt sundhedsmyndighederne. Nej, fortællingen om regeringens heroiske indsats mod covid-19 bør skrives om. Og det vil sætte spørgsmålstegn ved hele Socialdemokratiets tilgang til faglig ekspertise.

Mundbind for øjnene

DET blev hurtigt en sandhed i den offentlige debat, da covid-19 ramte landet i foråret 2020: Hvor var det dog godt, at vi ikke lyttede til sundhedsmyndighederne! Hvor heldigt, at vi havde en håndfast politisk ledelse. Medierne kunne fortælle, at det ikke var de faglige myndigheder, men Statsministeriets departementschef, der opfattede faren og krævede handling. Hverken Sundhedsstyrelsen eller Statens Serum Institut indså situationens alvor, og det var statsministeren og sundhedsministeren, der reagerede og lukkede Danmark ned, mens de sundhedsfaglige chefer gjorde, som de fik besked på: Resten er, som man siger, historie.

VAR historie. Fortællingen om regeringens heroiske indsats mod covid-19 bør skrives om. Flere undersøgelser tyder nemlig på, at det slet ikke var så klogt at ignorere sundhedsmyndighederne. I den danske selvopfattelse stod Mette Frederiksens restriktive tilgang i strålende opposition til det, der skete i Sverige. Den svenske regering fulgte konsekvent landets sundhedsstyrelse, der – som de fleste internationale sundhedsmyndigheder – mente, at vejen frem var gradvis flokimmunitet og en jævn smittekurve.

SVENSKERNE holdt stort set det hele åbent: butikker, skoler, uddannelsesinstitutioner, selv cafeerne kørte videre gennem foråret 2020. Og direktøren for den svenske sundhedsstyrelse, Anders Tegnell, blev hovedpersonen i en international fortælling om det afsindige svenske eksperiment, hvor man lod de gamle dø i stimer i stædig tro på nogle modeller i en forældet epidemiologisk lærebog.

DER er det problem med historien, at den ikke rigtig passer. Svenska Dagbladet har fået Det Statistiske Centralbureau i Stockholm til at undersøge overdødeligheden i EU plus Norge, Schweiz og Liechtenstein. Resultatet er, at Sverige i coronaårene 2020-22 havde den laveste overdødelighed af alle landene. Det gennemsnitlige antal dødsfald pr. år steg med 4,4 procent sammenlignet med de foregående tre år. I den modsatte ende af skalaen ligger Bulgarien, Slovakiet og Polen med en overdødelighed på 18-20 procent. Det er vigtigt at understrege, at overdødelighed, som Svenska Dagbladet skriver det i et interview med Anders Tegnell, er et meget »stumpt instrument«, som dækker over flere forskelle i de sammenlignede lande. Men i forhold til fortællingen om den bureaukratiske dødsengel fra Stockholm, der inkarnerede kombinationen af en særlig svensk autoritetstro/dødsdrift, er det en meget stor oprejsning.

DET blev hurtigt en sandhed i den offentlige debat, da covid-19 ramte landet i foråret 2020:

Hvor var det dog godt, at vi ikke lyttede til sundhedsmyndighederne!

Hvor heldigt, at vi havde en håndfast politisk ledelse.

Medierne kunne fortælle, at det ikke var de faglige myndigheder, men Statsministeriets departementschef, der opfattede faren og krævede handling. Hverken Sundhedsstyrelsen eller Statens Serum Institut indså situationens alvor, og det var statsministeren og sundhedsministeren, der reagerede og lukkede Danmark ned, mens de sundhedsfaglige chefer gjorde, som de fik besked på: Resten er, som man siger, historie.

VAR historie. Fortællingen om regeringens heroiske indsats mod covid-19 bør skrives om. Flere undersøgelser tyder nemlig på, at det slet ikke var så klogt at ignorere sundhedsmyndighederne. I den danske selvopfattelse stod Mette Frederiksens restriktive tilgang i strålende opposition til det, der skete i Sverige. Den svenske regering fulgte konsekvent landets sundhedsstyrelse, der – som de fleste internationale sundhedsmyndigheder – mente, at vejen frem var gradvis flokimmunitet og en jævn smittekurve.

SVENSKERNE holdt stort set det hele åbent: butikker, skoler, uddannelsesinstitutioner, selv cafeerne kørte videre gennem foråret 2020. Og direktøren for den svenske sundhedsstyrelse, Anders Tegnell, blev hovedpersonen i en international fortælling om det afsindige svenske eksperiment, hvor man lod de gamle dø i stimer i stædig tro på nogle modeller i en forældet epidemiologisk lærebog.

DER er det problem med historien, at den ikke rigtig passer. Svenska Dagbladet har fået Det Statistiske Centralbureau i Stockholm til at undersøge overdødeligheden i EU plus Norge, Schweiz og Liechtenstein. Resultatet er, at Sverige i coronaårene 2020-22 havde den laveste overdødelighed af alle landene. Det gennemsnitlige antal dødsfald pr. år steg med 4,4 procent sammenlignet med de foregående tre år. I den modsatte ende af skalaen ligger Bulgarien, Slovakiet og Polen med en overdødelighed på 18-20 procent.

Det er vigtigt at understrege, at overdødelighed, som Svenska Dagbladet skriver det i et interview med Anders Tegnell, er et meget »stumpt instrument«, som dækker over flere forskelle i de sammenlignede lande. Men i forhold til fortællingen om den bureaukratiske dødsengel fra Stockholm, der inkarnerede kombinationen af en særlig svensk autoritetstro/dødsdrift, er det en meget stor oprejsning.

HAVDE det så blot været denne ene undersøgelse. Men en gennemgang af forventet levetid i coronaårene i Nature Human Behaviour konkluderede, at Sverige lå på andenpladsen efter Norge: Svenskerne havde en bedre udvikling i levealderen end Danmark. Heller ikke denne undersøgelse fortæller alting om coronatiden, men den viser, at den danske fortælling om Sverige er falsk.

RET havde svenskerne i høj grad. Også de iagttog jo, hvordan de døde hobede sig op i Italien, men hvor Mette Frederiksen valgte at gå med livrem og seler, lyttede svenskerne til den faglige ekspertise. Nu kan vi se, at det ikke var nødvendigt at lukke samfundet så voldsomt ned.

Sandsynligvis var det unødigt skadeligt at lukke skolerne og de liberale erhverv, ligesom det nok var overkill at teste befolkningen så heftigt og skabe en udbredt frygt for »svenske tilstande«.

Den stærke politisering af sundhedsfaglig ekspertise i en akut sundhedskrise var en stor fejl. Det mest iøjnefaldende ved de nævnte undersøgelser er måske, at alle de nordiske lande er i front; de nordiske sundhedssystemer, infrastrukturen, tillidssamfundene og familiestrukturerne betød, at covid-19 ramte Norden ens – på trods af forskellene i politisk håndtering.

Arkivfoto: POOL / Scanpix.

Havde den danske regering lyttet til Søren Brostrøm og Kåre Mølbak, havde vi gjort nogenlunde som i Sverige – og var kommet lige godt ud af krisen. Desværre er der ingen interesse for en sådan korrektion. Regeringen vil ikke undersøge coronaårene ordentligt, så vi kan lære af fejlene. Det vil jo også sætte et stort spørgsmålstegn ved den gennemgående politisering af embedsværkets faglighed, som Dybvad-udvalget påpegede i sidste uge.

Den politiske ledelse har sat sig tungt på fagligheden – og den har ingen interesse i at udfordre sig selv ved at se nærmere på håndteringen af den største krise i landet siden Anden Verdenskrig.

Mundbindet er taget af og sat op for øjnene.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-10/samfund/mundbind-for-oejnene

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK