Historien om et forudsigeligt mord

Anne-Marie Vestergaard: Forfatteren David di Nota har begået en rystende afdækning af institutionens svigt over for læreren Samuel Paty, der kom til at stå helt alene over for sin islamistiske bøddel. Det er vedkommende stof også i en dansk kontekst.

Fra mindehøjtidelighed efter mordet på Paty (Foto: Chris93 / Creative Commons)

Mordet på skolelæreren Samuel Paty den 16. oktober sidste år i en lille by uden for Paris sendte chokbølger ud i det franske samfund. Han havde som bekendt brugt Muhammedtegninger i sin undervisning og, angiveligt, udvist racisme og islamofobi over for muslimske elever. 

Republikkens grundpille, den verdslige skole, blev udfordret på barbarisk vis. Debatten om læreres ytringsfrihed nåede også til Danmark, og både lærere og skoleledere skulle forholde sig til brug af karikaturtegninger af Muhammed i undervisningen. Hvis det da ikke blev forbigået i stilhed. Senest har historien om folkeskolelæreren Jannie Bøgh vakt debat.

Den franske forfatter David di Nota foretager i sin spritnye bog, J’ai exécuté un chien de l’enfer – Rapport sur l’assassinat de Samuel Paty (Jeg har henrettet en hund fra helvede – Rapport om mordet på Samuel Paty, m.o.,) en tilbundsgående undersøgelse af forløbet, der endte med den barbariske henrettelse af Paty på åben gade. 

Det, som står tilbage efter endt læsning, er en rystende afdækning af institutionens svigt over for en lærer, der til sidst står helt alene over for sin bøddel. Di Notas research er grundig, men for at give det bizarre forløb mening er han nødt til at ty til fortællegreb, og han refererer flere steder til Franz Kafkas roman Processen.

Attentatet fik konsekvenser i det i forvejen terrorplagede Frankrig, hvor præsident Macron blandt andet kaldte til kamp mod islamisme og den udbredte venstresnoede følgagtighed, islamo-gauchisme. Debatten om læreres ytringsfrihed er relevant i ethvert demokrati, men det er også væsentligt at afdække det ideologiske klima, der indirekte forsvarer voldsomme handlinger på grund af krænkede religiøse følelser. I Danmark er det især Henrik Dahl, der har sat gang i den debat.

Efter endt læsning af di Notas gyser kommer man ud over Processen til at tænke på Gabriel García Márquez’ roman Historien om et forudsigeligt mord. Frankrigs skolesystem har laïcité, verdslighed, som det øverste princip. Der må ikke foregå religiøs forkyndelse af nogen art, og synlige religiøse tegn som kors, jødekalot og muslimsk tørklæde er forbudt. Alligevel er det ifølge denne bog selvsamme skolesystem, med dens stolte historie om republikkens kamp mod katolske skoler i rygsækken, der medvirker til at gøre Paty til den skyldige og krænkende part i forhold til religiøse følelser, længe før selve mordet. 

I et interview på radiostationen Europe 1 har di Nota udtalt, at netop et morderisk angreb på en skolelærer, ansvarlig for at videregive kultur- og litteraturarven til de opvoksende generationer og derfor i en nøgleposition i ethvert civiliseret samfund, var en afgørende begivenhed, som han blev nødt til at dykke ned i. Hvordan kunne det ske? Efter di Notas optrævling og skarpe refleksioner undervejs bliver det uhyrlige og utænkelige til en skæbnefortælling med sin egen logik.

Di Nota starter og slutter i det institutionelle, for årsagerne findes i institutioner og strukturer, ikke i enkeltpersoner. Det drejer sig ikke om skyld og ansvar i en snæver juridisk betydning. Nogle kapitler er berettende, andre anekdotiske. Det hele er iblandet et filosofisk og begrebsanalytisk blik.

Bogen begynder med at ridse den alvorlige baggrund op: Flere og flere skolelærere bliver udsat for vold og chikane, et problem, der har været kendt i mange år. Forfatteren nævner en kendt case fra 2005 med en kvindelig lærer. De ramte møder ofte ligegyldighed, eller sågar mistro, fra deres ledere. Samtidig har der været tilfælde af selvmord blandt lærere efter falske anklager om overgreb mod elever. Skoleinstitutionen har ændret sig markant, og di Nota peger på en officiel skoletekst fra 2019, som ifølge ham knæsætter de nymodens ”bløde” relationer (mit udtryk). Der tales her om gensidig tillid som værende det bånd, der knytter læreren på den ene side og elever samt forældre på den anden side sammen. 

Di Nota ser i det tilforladelige lovpapir en undergravning af skolens og lærerens traditionelle autoritet. Det resulterer i, at læreren skal gøre sig fortjent til tillid, han har den ikke pr. automatik som før i tiden. Han har meget at miste, hvis ikke han har opnået den fra de to andre parter, i værste fald hans job og karriere. Eleven eller forældrene kan derimod have mistillid til læreren helt uden konsekvenser. Jorden er gødet for endnu mere vold og chikane fra utilpassede elever, men ikke mindst for grundløse anklager og afpresning om rummelighed og tolerance. Denne kontrakt- og tillidsbaserede skole er en ladeport for langsom destruktion af selve skolen som et struktureret ”civiliseringssted” (mit udtryk).

I samme periode er der sket en skævvridning af netop begrebet verdslighed, som ifølge den venstrefløj, som er inspireret af amerikansk identitetspolitik og postkolonial tænkning, betyder tolerance og inkludering af minoriteter, lige meget hvilke antimoderne værdier de hylder. Den inkluderende udgave af verdslighed er vand på islamismens mølle, for dennes tilhængere har dygtigt udnyttet den antiracistiske diskurs til at fremme deres egen dagsorden og lave kiler ned i det franske samfund. Antiracismen er ulykkeligvis også blevet skolesystemets mantra, hævder di Nota. Franske sociologer har i øvrigt længe talt om tabte territorier, områder, hvor islamisk lov og kriminalitet hersker, og hvor skolen som samlende institution reelt er brudt sammen. 

På grund af nævnte opdaterede skoleopfattelse og den fremherskende antiracisme, der er blevet instrumentaliseret af islamisterne, er Samuel Paty så at sige skyldig på forhånd, som Josef K i Processen. Hvis elever og forældre siger, at de er blevet krænket af en karikaturtegning af profeten, står det til troende. Man kan ikke betvivle følelsen af krænkelse, heller ikke selvom Paty benægter at have haft en hensigt om at krænke. ”Il n’y a pas de blasphème, car la République est läique”, ”Der er ikke tale om blasfemi, for Republikken er verdslig”, skriver han selv for at forsvare sit pædagogiske valg og de værdier om ytringsfrihed, demokrati og verdslighed, som republikkens skole uddanner og opdrager til. 

Den såkaldte kontrakt- og tillidsbaserede skole bliver en Pandoras æske. Den kvindelige skoleleder og de statsinspektører, der bliver hidkaldt, tager følelsen af krænkelse for gode varer, og Paty står alene, endda undsagt af flere kolleger. Det er også i dansk presse blevet beskrevet, hvordan et net af løgne og rygter på og uden for de sociale medier var med til at bane vejen for mordet. Han bliver sågar politianmeldt for at have vist pornografiske billeder i skolen! Paty havde som bekendt givet de elever, som af religiøse årsager ikke ville se tegningen, mulighed for at gå udenfor. Det sidste bliver omfortolket til, at han på ”nazistisk” vis ville udelukke de muslimske elever fra undervisningen. 

Den nævnte elev, der pjækkede, fortalte en løgnehistorie til sin far om,  at de var blevet tvunget til at se en tegning af en nøgen Muhammed, for at dække over pjækkeriet. En kontroversiel imam tropper op i lokalområdet og forsøger med uforbeholden støtte til forældrene at bekræfte historien om en respektløs og racistisk lærer.

Det er på de sociale medier, at en ung mand med tjetjensk baggrund, bosiddende langt derfra, hører om sagen. Han køber en slagterkniv og får senere nogle elever til at udpege Paty for penge. Retsmedicinerne kan ikke afgøre, om Paty får skåret halsen over med det samme eller først bliver stukket adskillige gange i kroppen. Drabsmanden når at sende en triumferende besked ud om, at han som Allahs tjener har henrettet en af de vantro, en ”hund fra helvede”. Di Nota skåner os ikke for de grusomme detaljer.

Forfatteren skriver endvidere om tiden efter mordet, den officielle posthume hyldest og franskmændenes indignation og sympatitilkendegivelser. Meget af det fremstår som en gratis omgang, trods alle fordømmelserne af det grusomme mord. Han beskriver især nogle af deltagerne i debatten som værende decideret medskyldige. Visse intellektuelle og videnskabelige positioner sammenligner han med det at stå med et ladt skydevåben og blive overrasket, når det går af. 

Han har tidligere i bogen skrevet om sociologen Houria Bouteldjas akademiske arbejde. Hun har skrevet om sine egne oplevelser med racisme som datter af en fattig indvandrer fra Nordafrika, og hun udvikler herfra moderigtige postkoloniale teorier om Vesten som den store undertrykker og dermed per se den voldelige part. Den undertrykte, in casu muslimen, kan pr. definition ikke være oprigtigt voldelig, idet vedkommende kun kan imitere undertrykkerens vold. Ergo er islamistisk vold og terror ikke rigtige voldelige gerninger, som man selv er ansvarlig for. Terror er en imitation af en mere grundlæggende vold mod minoriteter. Terror kan således forklares med den vestlige undertrykker, den store onde figur. Altså er terroristen egentlig skyldfri. Et offer kan nemlig ikke begå onde handlinger, han er altid blot en imitator! Bouteldja fremstår som en akademisk stratenrøver af sjælden karat. Men også i Danmark kolporteres der lignende teorier om årsagerne til vold og terror.

Konklusionen på bogens undersøgelse er, at Paty blev dræbt af den islamistiske antiracisme, der igen er et skalkeskjul for en hård undertrykkelse af almindelige muslimer. Ligesom de grupper aftvinger sig respekt i egne rækker, afpresser de systemet og majoritetssamfundet for respekt.

Begrebet respekt har derfor mistet sin oprindelige betydning. Islamistisk antiracisme kommer ind under paraplyen antiracisme i forhold til alle mulige andre minoritetsgrupper, en sag, der villigt sekunderes af den del af venstrefløjen, der har ofret universalismen i den mere og mere aggressive identitetspolitiks tjeneste. Også de grupper afpresser for respekt. Skolelederen på Patys skole bliver på sin side reddet af republikkens skolesystem og dets inspektører, der behændigt frikender hende og sig selv i en rapports spejlblanke bureaukratsprog, thi alt er foregået efter bogen (!). Intet er tilsyneladende lært.

Kaster man et blik på den danske folkeskole, ville en lignende officialiseret kontrakt- og tillidsbaseret skole også være en ladeport til alskens anslag mod lærerens og institutionens autoritet. Det vil gælde lige fra utilfredse forældre, der ikke har opdraget deres små udadreagerende poder, i den milde ende, til religiøse fundamentalisters stadig mere vidtgående særkrav i den alvorlige ende. Uheldigvis er lærerens og skolens autoritet i forvejen svækket af mange grunde. 

I Danmark har man en tradition for blød og inkluderende pædagogik i spandevis (i modsætning til i Frankrig), og det kan have mange fordele i et homogent miljø, men der mangler sanktionsmuligheder, når elevgruppen er sammensat, socialt og kulturelt. Mange lærere står magtesløse, når vold og trusler opstår. Pædagogikken bliver stum, og undervisningen bliver en daglig udfordring for de dialog- og konsensussøgende lærere. Man er hurtig til at give efter for afpresning for tolerance med det uerkendte voldsmandens veto, hvis man tier, forsvinder problemet nok. 

Desuden er der mange venstresnoede undervisere, som slet ikke mener, at man skal håne og spotte en undertrykt minoritet, og den samme analyse er blevet forfægtet i alle årene efter Muhammedkrisen. Så spørgsmålet er, om man ikke allerede er på vej derhen, i den misforståede tolerances og konfliktskyheds navn. Professionsskoleunderviseren ”Charlottes” historie fra sidste år og for nylig afdækningen af skolelæreren Jannie Bøghs forløb kunne godt tyde på det.

https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/historien-om-et-forudsigeligt-mord?fbclid=IwAR0MAqP1JqFYHURV5imX3QEA7iU2RRiZTLJABIq4kpsAiScEPweYS-dKMII

 

Kommentar. Verdens mindste hemmelighed er nu endelig blevet afsløret: Gazas største hospital har vrimlet med Hamas-krigere. Hvorfor har Verdenssundhedsorganisation, WHO, og andre ngo’er fortiet den forbrydelse?

Tunnelsyn

Al-Shifa i Gaza var mere end blot et hospital. Det har journalister i området vidst i årevis, og det er svært at forestille sig, at mange af de udenlandske læger og hæderkronede internationale organisationer, der har arbejdet på hospitalet, ikke også har bemærket, at Hamas brugte enklavens største hospital som kommandocentral og torturcenter.

Det må nu fastslås, efter at den israelske hær onsdag aften viste videoer af det tunnelnetværk, som går direkte under hospitalet, og som man har efterforsket i nogle dage. Fundene dokumenterer endegyldigt, at Hamas har opholdt sig under Al-Shifa og udnyttet hospitalets infrastruktur, forklarer hæren. I tunnelerne under hospitalet har hæren fundet krigsrum, stuer med aircondition og gemmesteder såvel som køkkener og toiletter. Derudover har man fundet en masse våben, håndgranater, raketter, droner og genstande, der kunne tyde på, at israelske gidsler fra 7. oktober har opholdt sig dernede. En af Shifas tunneler førte direkte til et klasseværelse, forklarede hærens talsmand. Journalister har dokumenteret fundene.

Hvorfor er det vigtigt? Det er svært at overdrive hospitalets betydning for den pr-kamp, som også føres for tiden. Al-Shifa har for Israels talrige kritikere været et tegn på den israelske hærs hævnagtige, skånselsløse brutalitet, som ikke engang for tidligt fødte babyer kan stå i vejen for. 

Men med de nye oplysninger står hospitalet tilbage som et symbol på Hamas' dybe kynisme og velrenommerede institutioners fortielse. Hospitaler beskyttes mod angreb ifølge krigens love, men de mister den beskyttelse, »hvis de bruges af en af konfliktens parter til at begå, ved siden af deres humanitære funktioner, ‘handlinger som er skadelige over for fjenden’«. De nye fund forklarer, hvorfor den israelske hær fandt det afgørende at indtage Al-Shifa.

En israelsk soldat i en af tunnellerne under Al-Shifa hospitalet i Gaza. Foto: Ronen Zvulun, Reuters / Scanpix

Det er svært at overdrive hospitalets betydning for den pr-kamp, som også føres for tiden

KAN VI STOLE på de nye oplysninger? Meget dokumentation af hospitalets dunkle anvendelse kommer sandt nok fra den israelske hær selv. Det forklarer til dels, hvorfor den ellers opsigtsvækkende afsløring har haft så minimal gennemslagskraft i international presse. Israel er som bekendt blevet mødt med global afsky som følge af de mange tusinde civile, der er blevet dræbt under krigen i Gaza. Fra israelsk side har man en klar interesse i at vise, at Hamas-ledelsen er den første til at bryde krigens love ved at føre krig fra et hospital.

Men spørgsmålet må være, om hæren taler sandt. Det kan man ikke længere afvise med fornuften i behold. Hæren har tidligere på ugen vist videoer af en tunnelnedgang tæt på Al-Shifa og mængder af maskinpistoler og granater inde i hospitalet. Den har også fremlagt videoer, der angiveligt viser to sårede gidsler, som blev taget 7. oktober, der slæbes ind på hospitalet af tungt bevæbnede mænd, mens personalet ser på. BBC, der ikke kan siges at være Israel venligt stemt, omtalte forleden videoerne som troværdige. Endelig mener den israelske hær at have fundet beviser for, at en kvindelig israelsk soldat, 19-årige Noa Marciano, der blev kidnappet 7. oktober, blev myrdet på Al-Shifa.

Andre kilder har bekræftet den overordnede mistanke om, hvad det store hospital har huset. I 2014 skrev The Washington Post, at Hamas-krigere var blevet observeret, mens de flyttede raketter ind i moskeer, skoler og på hospitaler. Avisens korrespondent William Booth kunne også skrive, at Al-Shifa »de facto var blevet et hovedkvarter for Hamas' ledelse, som er blevet set i gangene og på kontorerne«.

Forleden fortalte en anonym britisk læge, der for tre år siden arbejdede i tre måneder på Al-Shifa, til tv-kanalen France 24, at der var dele af hospitalet, han godt vidste, han ikke skulle nærme sig. Her var han »i fare for at blive skudt«. Lægen kunne berette om en udbredt frygtkultur blandt hospitalspersonalet over for alt, der angik Hamas. »Jeg kan ikke understrege nok, hvilken fornemmelse af kollektiv paranoia der eksisterede,« forklarede han. Han ønskede ikke at stå frem af hensyn til andre lægers sikkerhed på Al-Shifa.

Til Times of Israel sagde en anden anonym, italiensk læge, at han i 2009 havde besøgt Al-Shifa for at tilse sårede Fatah-medlemmer. Hamas havde brutalt nedkæmpet det palæstinenske regeringsparti to år forinden, da den islamiske bevægelse kuppede sig til magten i Gaza. Lægen måtte erkende, at Fatah-medlemmer var der ingen af på hospitalet; selvom de var sårede, foretrak de at blive hjemme af frygt for at blive mishandlet i Hamas' varetægt. Han fortæller, at han på et tidspunkt havnede i et kælderlokale på Al-Shifa, hvor to bevæbnede Hamas-mænd smed ham ud. »Mange palæstinensiske kilder, jeg talte med senere, bekræftede, at Hamas' kommando- og kontrolcenter befandt sig under Shifa- hospitalet«.

Man forstår godt Fatah-medlemmernes frygt. I 2014 udgav Amnesty International en fyldig rapport, som beskrev, hvordan »Hamas-styrker brugte forladte områder af Al-Shifa-hospitalet i Gaza City, deriblandt ambulatoriet, til at tilbageholde, forhøre, torturere og på anden vis mishandle mistænkte, selvom andre dele af hospitalet fortsatte med at fungere som medicinske afdelinger«. Et højtstående tortureret Fatah-medlem nægtede således at blive behandlet på Shifa, fordi ethvert medlem af Fatah, som blev fragtet dertil, »ville ende med at modtage endnu værre skader«.

DET ER ET kors for tanken at høre om et hospital, der bruges til det stik modsatte af, hvad der er intentionen. Og måske skjuler hele denne giftige sag en større historie? En række af klodens mest estimerede organisationer, som arbejder under dække af at være neutrale og uafhængige, har nægtet at anerkende, hvad israelerne sagde. 

I ugevis har Verdenssundhedsorganisation, WHO, eksempelvis advaret om konsekvenserne ved, at israelerne erobrede hospitalet. Men om tungt bevæbnede Hamas-terroristers tilstedeværelse i tunnelerne under de syge patienter og de for tidligt fødte babyer har WHO-lederen Tedros Adhanom Ghebreyesus intet at sige. At der var en grund til, at israelske soldater nærmede sig bygningen, følte han ikke behov for at indvie offentligheden i.

Det er ikke det eneste, han har fortiet. Forleden skrev den israelske sundhedsminister, Ariel Buso, og sundhedsministeriets generaldirektør, Moshe Bar Siman Tov, et klagebrev til WHO-lederen: »Hamas tog israelske borgere som gidsler, deriblandt babyer, kvinder og ældre, mange var alvorligt syge og sårede. På tragisk vis har WHO forholdt sig tavs om den sag.«

De to israelere skriver også, at dr. Michael Ryan, leder af WHO Emergencies Programme, har indrømmet, at hospitalet blev brugt til militære formål, men afvist, at der skulle foregå terrorvirksomhed under hospitalet – på trods af den israelske dokumentation. 

I 2014 udgav Amnesty International en fyldig rapport, som beskrev, hvordan 'Hamas-styrker brugte forladte områder af Al-Shifa-hospitalet i Gaza City, deriblandt ambulatoriet, til at tilbageholde, forhøre, torturere og på anden vis mishandle mistænkte, selv om andre dele af hospitalet fortsatte med at fungere som medicinske afdelinger'.

»Det står klart, at den beskrivelse, Ryan har viderebragt til det internationale samfund, var forkert og misvisende. Vi kræver, at WHO øjeblikkeligt og offentligt anerkender Hamas' ondskabsfulde brug af sundhedsfaciliteterne til at udføre terror,« fortsatte de.

MAN KAN FORESTILLE sig, at mange blot vil afvise dette opråb som et israelsk forsøg på at dække over egne krigsforbrydelser, men det må være muligt at holde sagerne adskilt. Ariel Buso og Moshe Bar Siman Tovs spørgsmål er indlysende nødvendige at få svar på, hvis vi nogensinde skal stole på den organisation igen: Har WHO bevidst lukket øjnene for, hvad der er foregået på Al-Shifa? Har organisationen set gennem fingre med, at et hospital har gjort sig til et legitimt mål for krig? Har man tilladt en blodig terrororganisation at gemme sig på et hospital uden at råbe op? I så fald: Hvordan stemmer det overens med den hippokratiske ed om, at man ikke må gøre skade på patienterne?

Den venlige tolkning kunne være, at WHO ikke har vidst, hvad der foregik. Sådan svarede en WHO-repræsentant i FN, da han blev spurgt, hvorvidt man havde set beviser for, at hospitalet blev brugt som et militært hovedkvarter. »Vores fokus, da vi tog til Shifa-hospitalet, var på patienterne (...) Vi så kun civile,« lød svaret.

Her kan man vist tale om et imponerende tunnelsyn. Det samme tunnelsyn lider den højt respekterede institution Læger uden Grænser af, som også offentligt har afvist, at der var beviser på, at Hamas-terrorister brugte hospitalets område. Man har derimod kraftigt advaret israelerne mod at angribe hospitaler.

Heller ikke menneskerettighedsorganisationer som Amnesty og Human Rights Watch har fundet anledning til at fortælle offentligheden om, hvad hospitalet lagde vægge til. Her har man udelukkende kritiseret det israelske angreb, skønt Amnesty i 2014 jo selv har dokumenteret, hvilke rædsler der er foregået på Al-Shifa. Human Rights Watch har ligefrem udtalt, at de israelske påstande om Hamas' tilstedeværelse på hospitalerne er »omstridte«.

MINDER DET OM noget? Fortielse er WHO og Læger uden Grænser jo ikke de første sundhedsorganisationer, der er fanget i. Mange kender historien om Internationalt Røde Kors, der i sommeren 1944 besøgte koncentrationslejren Theresienstadt ved Prag og beskrev den som en mønsterværdig ghetto med smukke bygninger, musik i gaderne og tilstrækkeligt med mad, skønt flere end 140.000 jøder blev ført igennem, og knap 33.000 døde i lejren.

Efter krigen forsvarede Sundhedsstyrelsens Eigil Juel Henningsen, der var med på besøget som repræsentant for Dansk Røde Kors, sig med, at man godt kunne gennemskue bedraget, men at man ønskede at beskytte danske fanger mod nazisternes afstraffelse, hvis man afslørede kulissen. Man vildledte kort sagt med vilje offentligheden ved at tegne et skønmaleri af den grufulde lejr.

Er det også sandheden om WHO og mange andre? Har de forsømt at fortælle sandheden om, hvad der er foregået, for at beskytte deres egne læger og ansatte på Al-Shifa? Har de vidst, at der i den samme bygning, hvor der reddes liv, tages liv? Har Hamas holdt en maskinpistol for deres pande, hver gang de udtalte sig?

DET ER OGSÅ et spørgsmål, man kan stille betydelige dele af den presse, som har dækket, hvad der er foregået på Al-Shifa i den seneste tid. Det kræver ikke den store indsigt i Gazas forhold at vide, at enklaven må formodes at være fuldkommen på Hamas' hænder. Gaza har siden 2007 været et teokratisk diktatur, og ingen journalist har kunnet besøge enklaven uden at have en tolk fra Hamas med. Bevægelsen har ønsket at kontrollere alle de informationer, der kom ud af Gaza. Det siger sig selv, at Hamas vil slå ned på alle, som måtte afvige fra den officielle linje. Deraf den »fornemmelse af kollektiv paranoia« på Al-Shifa, som den anonyme britiske læge talte om. Hvad Fatah-medlemmer oplevede på Al-Shifas ambulatorie, har været den vante måde at behandle angivelige forrædere på.

Det er, som om dette forhold ikke har lagt en dæmper på pressedækningen. 

Værst var selvfølgelig, da det lille Al-Ahli Arab Hospital i Gaza blev ramt af en eksplosion 17. oktober, og glorværdige medier som The New York Times, BBC, CNN, Associated Press, Reuters, Al Jazeera og The Wall Street Journal straks viderebragte Hamas' historie om, at det var israelerne, der stod bag drabet på 500 civile. Siden kom det frem, at eksplosionen nok skyldtes en fejlslagen Islamisk Jihad-raket, og at antallet af dræbte var betydeligt lavere.

Men det redaktionelle instinkt var at tage Hamas' ord for gode varer. En reporter på CNN bad om svar på, hvorfor de store mediehuse så ukritisk havde stolet på Hamas' oplysninger. Han spurgte også sin egen TV-kanal, CNN. Kun The New York Times og BBC havde anstændighed nok til at indrømme, at de havde lavet en alvorlig fejl. Fadæsen viste, at velrenommerede medier langt nemmere godtog Hamas' løgn om, at Israel bomber hospitaler, end Israels sandhed om, at Hamas har gemt sig i dem.

AMNESTY HAR OPFORDRET anklagemyndigheden ved Den Internationale Straffedomstol i Haag til at se på, om den israelske hær på krigsforbryderisk vis har bombet proportionsløst i Gaza. Det kan man kun støtte. Men andre lægelige organisationer, medier og menneskerettighedsorganisationer bør også undersøge, om de har udvist proportionsløs høj tillid til eller ligefrem dækket over et af klodens mest morderiske regimer.

Kiilde:  https://www.weekendavisen.dk/2023-47/samfund/tunnelsyn

KLAUS WIVEL (født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).

 

KLWI@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

BRØLER KONGEN

Ellemann jokkede i spinaten igen og igen og igen. Og så en gang til. Kom med en tur i tidsmaskinen sammen med manden, der må have danmarksrekorden i politiske skæverter 

 

Jakob Ellemann-Jensen blev klappet ud i Herning.

Sådan må det være. Sådan lyder manuskriptet.

Farvel, Venstre. Farvel til problemerne. Farvel til alle brølerne.

Og det sidste har der været nok af i de fire år, han fik på posten.

Ta' med en tur af brølernes boulevard med eks-formand Ellemann.

Ellemanns brølere:

Hånede legender

Vi starter med Ellemanns formentlig sidste bommert.

Han kritiserede Fogh, Løkke og Hjort - de tre Venstre-koryfæer - for at have kvalt idédebatten i Venstre. Den gled ikke let ned i partiet. Hjort tog til genmæle internt og eksternt. Og dermed var Ellemanns skæbne for alvor beseglet.

- Det er rigtigt. Jeg kritiserer faktisk Anders. Som man kan sige meget godt om, og det skal man også. Det er jo nærmest som Michael Laudrup, lød det fra Ellemann i Politiken i begyndelsen af oktober.

I samme interview efterlyste han, at Venstre-folk skrev flere bøger. Han har aldrig selv har bedrevet en politisk bog ud over en pamflet om livet på Borgen. Og flere Venstre-folk faktisk netop er på trapperne med bøger.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Bytte-bytte borgerlige

I september gik det heller ikke for godt, da Ellemanns slagnummer som idémand udmøntede sig i at bytte om på to ord.

Nu skulle Venstre være liberalt-borgelige og IKKE borgerligt-liberale.

Den blev der fniset en del ad i Venstre. Ellemann kunne heller ikke helt selv forklare sig, da Ekstra Bladet forsøgte at forstå logikken.

Foto: Ernst van Norde

Til køledisken og retur

Under valgkampen afviste Ellemann at lægge klimaafgifter på eksempelvis oksekød. Men det blev lavet om i slutningen af august, da DR kunne beskrive hans kovending.

Nu var det pludselig ikke til at komme uden om.

-  Hvis du lægger en CO2-afgift i køledisken, så betyder det, at varer, som er blevet sejlet tværs over Atlanterhavet, ikke pludselig er blevet billigere, når den åbenlyst har en større klimaudledning end den, der er produceret rundt om hjørnet, sagde han under et baglandsmøde ifølge DR.

Udtalelsen sendte politisk ordfører på oprydningsarbejde, fordi den udløste en større intern brydekamp i partiet, hvor formandens linje overraskede mange.

- Venstres politik er, at vi afventer ekspertgruppens anbefalinger, før vi tager stilling til, præcis hvordan CO-afgiften skal skrues sammen, sagde Morten Dahlin til Politiken.

Foto: Jens Dresling

Farvel efter tre uger

Comebacket til Forsvarsministeriet efter sygemeldingen blev også hurtigt til en brøler-fortælling.

For der gik ikke længe - tre uger - før Ellemann slet ikke ville være forsvarsminister alligevel.

- Det havde været meget mere elegant, hvis det her havde været gjort 1. august, indrømmede han på pressemødet.

En Venstre-kilde var mere ligefrem.

- Hvad havde han egentlig tænkt? Skiftet var vel uundgåeligt. Men timingen er helt kaotisk. Det er bare ekstremt rodet, lød det anonymt.

Foto: Jonathan Damslund

Superslapt tørklæde-kludder

Det var sådan set et soleklart svar, Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, kom med, da Ekstra Bladet i valgkampen 2022 spurgte, om han var enig i - som Morten Messerschmidt og Nye Borgerlige på et fælles blåt pressemøde foreslog - at ældre skal have lov til at fravælge muslimske hjælpere med tørklæder.

- Det er jo et ja, sagde han.

Han forklarede, at borgere kan synes, at der er ansatte, som man af 'den ene, anden eller tredje årsag' ikke har det godt med, og at det kan være grænseoverskridende at invitere andre menneske ind i sit hjem.

Men kort efter trak han det hele tilbage og kaldte sit svar 'superslapt'.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Amatørerne afslørede sig selv

Ret skal være ret. Denne brøler må især tilskrives nogle ubetænksomme pressemedarbejdere. Men Ellemann kan ikke løbe fra sin del af æren.

Sammen med Pape indkaldte han midt under valgkampen til et pressemøde uden andet budskab, end at FE-sagen nu skulle undersøges. Kritiske spørgsmål til Samsam-sagen havde de ikke lige forberedt sig på.

Tv-billederne af de to blå partiledere blev ikonisk og billedet på blå bloks opløsning under valgkampens afslørende lamper.

Foto: Ekstra Bladet

Rigsrets-renselse

Smid næstformanden for en rigsret for at få hende renset ...

Det var logikken bag Jakob Ellemann-Jensens beslutning om at bakke op om rigsretssagen mod Inger Støjberg, som dengang var næstformand i Venstre:

- Men Venstre skal renses, og Venstres næstformand skal renses. Vi kan ikke tåle at have det her siddende på os. Det er også sådan i et retssamfund, at en retssag kan bruges til at få nogen dømt, men du kan så sandelig også bruge den til at få nogen frikendt.

At retssager af anklageren, som i dette tilfælde netop var Folketinget, anlægges for at få nogen dømt, syntes ikke at være inde på lystavlen hos Ellemann. En stor brøler, der førte til Støjbergs stiftelse af Danmarksdemokraterne.

Foto: Jens Dresling

Aldrig Mette

Den nok største brøler. Kongebrøleren.

Der blev brølet igennem, da Jakob Ellemann-Jensen i valgkampen sidste år lovede højt og helligt, at Mette Frederiksen ikke kunne fortsætte på magtens tinder med hans mandater.

- Mette Frederiksen, der rækker hen over midten for at blive statsminister, er billedet af en, som vil være statsminister for enhver pris. Og jeg kan godt love, at jeg aldrig kommer til at pege på Mette Frederiksen som statsminister, lød det fra Jakob Ellemann Jensen til TV 2.

Adspurgt, om det ikke var vel ultimativt, hamrede Jakob Ellemann pointen hjem:

- Ordet aldrig er ret ultimativt. Her er jeg ultimativ. Jeg vil have en borgerlig statsminister i Danmark.

Få uger senere var Mette Frederiksen statsminister på Jakob Ellemanns mandater.

Foto: Jens Dresling

Kilde: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/broeler-kongen/10028352