Folketingsvalg. To selvbevidste
kvinder er valgkampens hovedpersoner i et asymmetrisk opgør om magten. Begge
har ret i alt, den ene er dømt til at fejle.
NYE HOVEDER PÅ BLOKKEN
Da Mette Frederiksen onsdag udskrev valg og erklærede som
sit ønske at stå i spidsen for en bred regering efter folketingsvalget, travede
hun i sin forgængers fodspor. Tre et halvt år er gået, siden Lars Løkke
Rasmussen sprængte blå blok og kort efter også trak sig selv og sit eget parti
ned med den påstand, at blokkenes tid var forbi.
Noget mere forberedt var offentligheden på
Frederiksens gravlæggelse af blokkene eksekveret i valgkampens allerførste
minutter. Hun meddelte allerede før sommerferien, at den brede regering kunne
være en god toer, hvis nu hendes etpartiregering ikke kunne fortsætte. Løkkes Befrielsens
øjeblik blev dengang proklameret midt i valgkampen, hans bog
var lynet fra den skyfri himmel, der smøgede den dysfunktionelle blå familie af
sig og satte kurs mod den moderate matrikel mellem de to destruktive blokke.
Påstanden om blokkenes død var forkert i maj
2019. Vi fik en blokbaseret regering, som har regeret ganske markant fra start
til slut, en af valgkampens centralpåstande er da også, at regeringen
Frederiksen har regeret alt for meget. Dødsformodningsdommen er også forkert i
dag, hvor partierne igen mobiliserer til det store opgør om Statsministeriet.
Det folketingsvalg, som finder sin afgørelse
tirsdag aften den 1. november, er trods vældige vælgervandringer, voldsom
parlamentarisk uro og nu hele tre partier bag ønsket om regeringssamarbejde
over midten stadig et opgør mellem de blokke, vi kender så godt. Rød mod blå
som i 2019, 2015, 2011 og så langt tilbage, som mands minde rækker.
Det nye er især blokopgørets hovedpersoner, som stiller i
hidtil uset formation. På den røde side den siddende statsminister,
naturligvis. På den blå Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen, som i
kammeratlig dyst begge rækker ud efter Mette Frederiksens embede, men hvis
skæbne er i hænderne på Inger Støjberg og hendes nye parti.
Frederiksen og Støjberg er valgets
hovedpersoner, opgøret mellem de to er hovedscenen for et asymmetrisk opgør om,
hvem der bliver Danmarks næste statsminister.
Det bliver en interessant duel. Begge er jyder, begge
stiller op i Nordjylland. Begge ytrer omsorg for den danske provins, begge har
enestående kontakt til hundredtusinder af mulige vælgere via sociale medier.
Ingen af dem tilbyder en offentlig profil, som levner megen plads til tvivl,
gruppearbejde endsige anger.
Hos Mette Frederiksen har det stædige sind
givet sig udtryk i en så manifest ikkefortrydelse af minkaffæren, at den
radikale tålmodighed brast. Inger Støjberg fortrød først intet af den sag, som
førte til dom ved rigsretten, men har siden ytret afmålt ærgrelse over, at »der
var formelle ting, der skulle gøres anderledes«.
Støjbergs dirigentstok
Mellem Frederiksen og Støjberg findes vigtige
vælgere. Danmarksdemokraterne står i øjeblikket til en lille snes mandater i
meningsmålingerne, de allerfleste tidligere blå, men omkring 50.000 af
Støjbergs støtter stemte socialdemokratisk ved valget i 2019. Det kan være nok
til at afgøre folketingsvalget.
Som partiernes politiske form er ved
indgangen til fire ugers valgkamp, har alene Frederiksen og Støjberg styrken og
evnen til at få vælgerne til at passere midtergærdet i større omfang. Her kan
man se bort fra såvel Dansk Folkeparti som Radikale, som ganske vist også
flytter en del stemmer hen over midten, men så at sige mod færdselsretningen.
At Inger Støjberg er blå bloks egentlige
hovedperson, demonstrerede hun allerede dagen før valgudskrivelsen, da hun
beordrede Søren Pape Poulsen til at glemme alt om at fjerne topskatten og
trimme den offentlige sektor i det omfang, Konservative foreslog i august. De
to krav er nu som en slags visionspapir langtidsparkeret på fjernlageret,
hvortil også opgøret med arnepensionen allerede er henvist.
Pape erklærer sig godt tilfreds. Ingen kan få
alt, og Støjberg er stadig åben for at sænke skatten i bunden og flytte
topskattegrænsen, som den konservative leder anfører.
Der er dem, der har beskyldt den tidligere
Venstre-næstformand for at være uden politik og så meget desto mere optaget af
latterlige symbolske markeringer. Med dobbeltkravet til Konservative
demonstrerede Støjberg betydeligt nemme for, hvordan magten vanligvis sikres i
Danmark. Søren Pape ville med sin økonomiske plan aflive den såkaldte Claus
Hjort-doktrin udledt af Uffe Ellemann-Jensens snævre nederlag ved 1998-valget.
Støjberg følger sin tidligere partifælles lærdom: Folketingsvalg vindes ikke af
blå blok på opgør om velfærd.
Sin styrke har Støjberg også vist i
spørgsmålet om, hvor dybt hun mon fortryder sin ulovlige administration, da hun
var udlændinge- og integrationsminister. De principfaste folk i Liberal
Alliance dekreterede udvist anger for eventuelt at acceptere hende som minister
i en blå regering, men vil i dag stille sig tilfreds med, at hun ikke ligefrem
praler af at have brudt loven.
Når Inger Støjberg i dag konsekvent taler om,
at »der var formelle ting, der skulle gøres anderledes«, er det tydeligvis en
nøje tilslebet formulering. Det formelle kan jo både betyde det lovlige og det
lidt ligegyldige. Formuleringen har således både til gården og til gaden, til
baglandet og til den liberale Ole Birk Olesen, som har ført an i modstanden mod
Støjberg som minister.
Borger eller folk
At statsministeren er trækkraften i rød blok,
ligger allerede i embedet. Men Mette Frederiksen har samtidig indfældet
folketingsvalget i den ramme, der sættes af krigen i Ukraine, opgøret med
Putin, den omfattende energikrise og den hærgende inflation. Konklusion: Der
skal bredt samarbejde og erfaring til »at få Danmark godt igennem krisen«, som
statsministeren sagde ved valgudskrivelsen onsdag ved Marienborg. Tryghed ude
og hjemme, Mette Frederiksen må på broen igen.
Den position er interessant sammenlignet med
den, som blå blok står sammen om. Gennem snart to år har modstanden mod
statsministerens minkhåndtering været bindemidlet i den brogede og mangfoldige
flok, som blokken udgøres af.
Påstanden om statsministeriel
magtfuldkommenhed er noget ældre end minkskandalen, men det er
minkaflivningerne og den manglende selvkritik efter Minkkommissionens
beretning, som holder den i live og for alvor har indskrevet De Radikale i
kritikernes rækker.
I dag udgør opgøret med den frederiksenske
regeringsform stadig en central del af blå bloks politiske platform. Hertil kan
lægges krav om flere penge i borgerens egen lomme og mere valgfrihed i den
offentlige sektor som centrale budskaber fra de blå statsministerkandidater.
Helt klart står billedet ikke, men det anes
ved valgkampens start, at blå blok vil føre gårsdagens slag mod Mette
Frederiksen til ende i en appel til vælgeren, der skal befries for statens
omsiggribende magt. Borgeren over for Systemet Frederiksen.
”Er minkskandalen som symbol på Frederiksens hærgen eller samme
Frederiksen som samlende figur under u-trygge tider afgørende for vælgerne?
Ved sit første valgpressemøde på Højbro Plads
i København talte Søren Pape Poulsen om skattelettelser til alle og afviste at
dele regeringsmagten med den statsminister, der havde begået overgreb mod en
hel befolkningsgruppe. Jakob Ellemann-Jensen påpegede på sit første
valgpressemøde på Christiansborg blandt andet den borgerlige klassiker frit
valg i ældreplejen som en af sine mærkesager. Også han afviste en regering over
midten. Valget handler om at komme af med Frederiksen for demokratiets skyld.
Heroverfor satser den socialdemokratiske
kampagne tydeligvis på at installere Mette Frederiksen i rollen som
landsmoderen, der drager omsorg for hele befolkningen i de svære tider med et
utal af sammenvævede kriser udløst af krigen i Europa.
Det er den dybere årsag til, at Frederiksen
stående foran Marienborg erklærede, at nu »er tiden kommet til at afprøve en ny
regeringsform i Danmark«. Ønsket om en slags samlingsregering passer bedre til
den rolle end kravet om en fortsættelse af den etpartiregering, som rimer så
smukt på minkskandale og magtfuldkommenhed.
Brudfladen mellem den blå insisteren på den
friere borger over for Frederiksens forsøg på at samle folket bag sig som en
opdateret Stauning-figur bliver en af de mere interessante at følge i
valgkampen. Spørgsmålet kan formuleres på polemisk kortformel: Er minkskandalen
som symbol på Frederiksens hærgen eller samme Frederiksen som samlende figur
under utrygge tider afgørende for vælgerne?
Dansen om spærregrænsen
At valgudfaldet denne gang er ekstraordinært
uforudsigeligt, er åbenbart. Rekordmange vælgere erklærer at ville skifte
parti, rekordmange politikere har allerede gjort det, flere partiledere og
ledende skikkelser er i dag helt væk eller medlem af andre partier end i 2019.
Man taler gerne om troløse vælgere, der som
bisværme kan finde på at flokkes om snart den ene, snart den anden partileder.
I sin tid især som et fænomen på den røde side, hvor rastløse sværme fløj fra
Marianne Jelved til Villy Søvndal til Johanne Schmidt-Nielsen til Uffe Elbæk.
Denne gang er rastløsheden mest udbredt på blå side, og politikerne er så at
sige sværmet i forvejen med Lars Løkke og Inger Støjberg som mest betydende
skikkelser.
Hertil kommer antallet af opstillede partier,
14 i alt, som man skal tilbage til 1980erne for at matche. Flere af dem er
placeret så tæt på spærregrænsen, at det kan afgøre valget, hvilken af blokkene
der præsterer det største stemmespild. På den røde side er det foruden
Alternativet Frie Grønne, som kan koste eller sikre magten til Mette
Frederiksen. Den seneste meningsmåling fra Megafon offentliggjort onsdag gav de
to partier 1,4 procent tilsammen.
I blå blok får Kristendemokraterne i samme
måling 0,9 procent, mens Dansk Folkeparti balancerer på spærregrænsen med to
procent af stemmerne.
Det vil være en svimlende episk politisk
historie, hvis Dansk Folkeparti, som siden dannelsen i 1995 har været helt
centralt i den hjemlige politiske debat og siden 2001 i opgøret om adgangen til
Statsministeriet, ender med at sikre Mette Frederiksens fortsatte magt grundet
stemmespild.
Hos Voxmeter, hvis måling blev offentliggjort
et par dage før valgudskrivelsen, er billedet noget mindre dramatisk for Morten
Messerschmidt og Dansk Folkeparti. Her får partiet 3,3 procent af stemmerne.
Omvendt er omfanget af det mulige røde stemmespild lidt større end udmålt hos
Megafon: 1,5 til Franciska Rosenkilde og Alternativet og 0,4 til Sikandar
Siddiques Frie Grønne.
To blå partier, som tidligere har balanceret
på spærregrænsen, er til gengæld for tiden mageligt fri af truslen om ikke at
klare toprocentskravet: Liberal Alliance har længe ligget betydeligt over og
står til at få tremandsgruppen udvidet til otte. Lars Løkkes Moderaterne er
målt til mere svingende opbakning, men får 2,2 procent hos Voxmeter og hele 6,2
procent hos Megafon.
Radikal gave
Den stigende opbakning til Lars Løkke
Rasmussen og hans projekt hænger formentlig sammen med, hvor diffust det blå
alternativ til Mette Frederiksen har tegnet sig på det seneste.
Først var der alene Jakob Ellemann som
borgerlig statsministerkandidat, så kom Søren Pape Poulsen flyvende ind i den
politiske sæson, da han midt i august proklamerede at ville stå i spidsen for
Danmark. Venstres meningsmålinger dykkede, Konservatives steg, og så vendte det
hele, da Søren Pape Poulsens forskellige sager i gråzonen mellem politik og
privatliv fik megen offentlig omtale.
Dramaet kan følges hos Voxmeter, der
registrerer partiernes opbakning hver uge. I uge 35 måltes Venstre til 23
mandater, Konservative til 30. Denne uge er rollerne byttet, Jakob Ellemann
noteres for 28, Pape Poulsen for 20 mandater. Netto har de to
statsministerkandidater ifølge Voxmeter i løbet af en måned tabt opbakning
svarende til fem mandater. Pape har været bedre til at smide mandater, end
Ellemann har været til at samle dem op.
Omvendt har Mette Frederiksens parti gennem
nogle uger langsomt hentet noget af det tilbage, som man har mistet de seneste
måneder. Socialdemokratiet noteres nu for at have næsten samme opbakning som
ved folketingsvalget i 2019, hvor partiet fik 25,9 procent.
Det forlyder, at statsministeren har været
meget forbandet over, at De Radikale efter Minkkommissionens rapport erklærede
sin tidsforskudte mistillid til regeringen. I dag er det, som om Sofie Carsten
Nielsens ultimatum har udviklet sig til en gave til Socialdemokratiet, mens
gavegiveren synes at have skadet sig selv betydeligt.
Radikale har aldrig rejst sig for alvor siden
balladen om Morten Østergaard, som for to år siden førte til installeringen af
Sofie Carsten Nielsen som ny radikal leder. 8,6 procent ved valget i 2019 er i
dag ifølge Megafon forvandlet til blot 4,1 procents opbakning.
Sofie Carsten Nielsen har udtrykkeligt afvist
muligheden for at støtte en ny socialdemokratisk etpartiregering og i stedet
peget på en sammenholdsregering, som man hos De Radikale for tiden kalder
projekt regering hen over midten. Den radikale leder stirrer ved valgkampens
start ind i et ødelæggende valgnederlag, hvor hun risikerer ikke at få nogen af
delene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar