Hvor er Europa i begyndelsen af 2025?

Ikke et godt sted, hvis vi vil lytte til den redaktionelle redaktør Anne Sofie Allarp. For det år, der er gået, har europæerne givet en nøgtern indsigt i, hvor vi står lige nu, hvor den gamle verden ændrer sig.

Nu er ikke alt-sort, for eksempel øges den forventede globale forventede levealder og begge køn. Det globale forventede levealder lukker også, hvor Asien især hurtigt indhenter Europa og Nordamerika, rapporterer World Economic Forum. Afrika er den eneste region, der forventes at være bag resten af verden i forventet levealder inden 2050.

Men meget er ændret i Europa og på forskellige niveauer.

Ingen garant

Chefredaktør for BerlingskeAnne Sofie Allarp påpeger blandt andet, at «der ikke længere er noget sikkert med det politiske etablissement ». Allarp mener, at der er «revolution i luften » og henviser til EU-valget, det franske valg og det amerikanske valg.

Havde Allarp boet i Norge, kunne hun måske også have nævnt alt kaoset omkring premierministerbutikken, Ap og LO, sidstnævnte har NRK's politiske kommentator Tone Sofie Aglen kommenteret mousserende (som sædvanligt). Derudover skynder Fremskrittspartiet sig fremad i valgmålingerne og er landets største parti.

Og så kommer krisen i Tyskland, som er Europas største økonomi.

Fælles for disse «begivenheder » er den skarpe politiske højrefløj, men at kalde det en revolution er måske at tage lidt hårdt ind. For dette skift i højre side i politik har banket i lang tid, ikke mindst fordi politikken fra centrum-venstre ikke leverer godt nok.

Dette gælder især for økonomi og indvandring. Og så begynder det typiske personlige fokus, som sjældent bærer noget frugtbart med det.

Men Allarp har helt ret i, at det politiske centrum ikke længere ses som en garant for stabilitet og fremskridt for den generelle befolkning. For selv om de i årevis har fortalt os, at økonomien går godt, og at alt snart bliver bedre, bliver vi stadig skubbet af dyretid. En undersøgelse offentliggjort i oktober afslørede det en ud af 10 europæere det forløbne år måtte skære ned på mad og dagligdagsvarer for at betale for hjemmet.

I Norge bliver staten rigere, men almindelige mennesker bemærker lidt af det. Især ikke med elpriser på omkring 13 kroner pr. KWh. Tværtimod ser det ud til kun at give Ap / Sp-regeringen og budgetkammeraten SV mere at bidrage til deres kampe, der ikke tjener de fleste.

Mærkelige prioriteringer stilles heller ikke spørgsmålstegn ved, såsom at flyve i seks alvorligt syge børn fra Gaza til Norge plus 14 slægtninge. Det lyder måske ikke meget, men omkostningerne ved en sådan handling bliver enorme.

Det er som Right Simen Sandelien kommenterer FB erfaringerne viser, at 20 flygtninge i gennemsnit koster den norske stat mere end 420 millioner kroner i løbet af en livscyklus her i Norge.

Men disse 20 er ikke gennemsnitlige. Hvert af disse meget afhængige børn kan hurtigt koste staten over 100 millioner kroner gennem en livscyklus.

Dagskontinuerlig pleje eller konstant indlæggelse på norske hospitaler med opmærksomhed fra rognidede specialister får hurtigt prismærket til at eksplodere. Hvor stort det beregnede prismærke for dette vil være, ved vi ikke. Ingen journalister gider at stille spørgsmålet.

I alt er det ikke usandsynligt, at den skattemæssige svækkelse af kun at acceptere disse 6 børn kan være mere end en milliard norske kroner. En milliard. For seks børn.

Denne prioritering er på bekostning af noget, og det bør vi ikke glemme.

Vågne

Så har vi indtræden af wokens og identitetspolitik på den politiske scene, som har været alt andet end en velkommen tilføjelse. Dette gjorde sin virkelige indrejse med bevægelsen Black Lives Matters og LGBTQ +++ (er faldet helt væk), som ikke kun har givet os et hav af nye ord, hvor vi er nødt til at træde meget omhyggeligt, men det er også blevet et hav af køn.

At hævde, at der kun er to køn, kan medføre risici. Ikke mindst har vi den galskab, som selvidentificerede mænd som en slags ikke-mand kræver at bruge kvinders skabe eller zone i kvindefængsel, men det kræves også, at kvinder reducerer til for eksempel mennesker, der menstruerer, mennesker med en livmoder og fødselsforældre.

Vi er bare nødt til at innovere, som vi har diskuteret tidligere, at kvinder deltager i – ikke ofre for – en reaktion mod den vækkede ideologi. I øvrigt påpeget kvindernes perspektiv da Donald Trump vandt Hillary Clinton i 2016, var «alle » sikre på, at Hillary ikke mindst ville sikre sejren med kvindernes stemmer.

Her hjemme så vi for nylig en manifestation af identitetspolitik. En skole arrangerede en «skifte køn » -dag for studerende i 1. til 7. klasse, blandt andet omtalt af Nettavisen.

En far siger, at han «som far kender jeg følelsen af, at jeg skulle skåne mine børn til dette fra i dag. Jeg får en stærk følelse af, at budskabet for denne dag fremmer et emne med en politisk ideologi, og et budskab, der presses på børnene, noget jeg og flere forældre mener ikke hører hjemme i skolen. Især ikke på børnetrinnet ».

Hvad siger den fungerende rektor?

Ja, dette valg af ordet «ændre køn » var ikke heldigt. Det skulle have været ændret til «kom som noget andet end du er-dag ». Hvorfor skulle børn være noget andet end hvad de er?

Skolen ser ud til at have en tro på, at hvis du er noget andet end hvad du er, så lærer du mere om lighed og lighed. Havde nogen af børnene malet sig sort i ansigtet, ville de næppe have været mødt med andet end fordømmelse.

Det er sandsynligvis snarere, som Anne Sofie Allarp påpeger, vi bevæger os væk fra tidligere sociale ambitioner om at dømme folk efter deres karakter som mennesker og ikke deres emballage. Vi bør komme ud af denne tåge så hurtigt som muligt, før vi ødelægger nye generationer.

Krig

Den tid, vi er i, er ikke meget betryggende. Krigen i Ukraine, krigen i Mellemøsten, en akse i Rusland, Nordkorea, Iran og Kina og samarbejdet i BRICS. Jeg kommenterede dette sidste år under titlen Mister Vesten sit fod? 

men tingene blev bare værre.

Ikke mindst handler det om den tredje verdenskrig, der synes godt i gang i form af en detaljeret hybridkrig mod vestlige interesser, drøftet af Nato.

Ingredienserne i en sådan krig, skriver Allarp, er mord, sabotage, angreb på infrastruktur, cyberangreb, indblanding i valghandlinger, massiv indflydelsesoperation via desinformation og manipulation, og ofte udført af civile aktører, så stater kan hævde, at de er ikke involveret.

Desuden har krigen i Mellemøsten fortalt os meget om politiske kulturelle forskelle, kun vi er villige til at se den. Den tilknyttede informationskrig med enorme mængder desinformation, mobilisering og terrorfinansiering – og et foruroligende skift i værdi, hvor grupper i Europa er villige til at acceptere vold som en politisk metode.

Da Jyllands-Posten et år efter Hamas-terroren i Israel forberedte en måling, troede nogle danskere det angrebet var berettiget disse var især blandt muslimer.

Selve problemet med indvandrerkonflikter sætter os konstant på nye test.

Efter Assad-regimets fald i Syrien kan vi igen stå i en sådan situation, der diskuteres her i Et tankeeksperiment om syrere i Norge giver skræmmende fremtidsudsigter.

Selvopbevaring

Allarp mener, at «står over for geopolitiske udfordringer af dette kaliber, udfordres af Vesten på grund af manglende strategisk koordinering.

Manglen på vitalitet i vores demokratier er åbenlyst ikke kun på disse kanter, den udnyttes aktivt af konkurrenter og fjender. »

At Europa opfattes som svagt og tilladt, har vi drøftet i en række tilfælde, og det er forståeligt, da vi næppe har evnen til at stå op for os selv. Og vi aftager konstant i den globale race.

Da den tidligere italienske premierminister og leder af den europæiske centralbank Mario Draghi kom med rapporten «Fremtiden for europæisk konkurrenceevne – En konkurrenceevne strategi for Europa », bestilt af Europa-Kommissionen, var konklusionen klar: Europa taber i den globale konkurrence.

Her er det værd at bemærke, at Draghi under overdragelsen af rapporten erklærede, at «for første gang siden den kolde krig skulle vi frygte for vores evne til selvvedligeholdelse ». Det handler ikke mindst om den annoncerede produktivitetskrise.

Når jeg fortolker det, kan meget af Vesteuropas problemer udover den demografiske ændring med høj uholdbar indvandring, en aldrende befolkning og lav fertilitet forklares med analyse af Tyskland Wolfgang Munchau.

Det handler blandt andet om regulatoren, som Munchau mener er et «selvmord for Europa », såvel som «fanget i fortiden », men også om konsensusukultur. Det er skabt af eliter, der er tæt sammenflettet på tværs af politik, erhvervsliv og medier, og som kun bliver værre med koalitionsregeringer.

Der er ingen brug med stadig mere lovgivning til at få tingene til at fungere eller for at forhindre fejl eller svig.

Vi bør hellere være mere interesseret i konsekvenserne af love og regler og fokusere på forenklinger. Især hvis vi faktisk har selvopbevaring som det centrale mål.

Nu har vi, hvad Allarp kalder en «illusion af kontrol », mens vi svækkes i en ny verdensorden.

https://www.rights.no/2024/12/hvor-star-europa-ved-inngangen-til-2025/