Storpolitik. Kinas ageren er altafgørende for udfaldet af krigen i Ukraine. Vælger Kina at angribe Taiwan eller forsyne russerne med våben i stor stil, ser det dystert ud for Ukraine – og Vesten. Reportage fra Taiwan, hvor beboerne følger Ukrainekrigen med stor uro.

Slava Taiwan

KINMEN – Wu Tzeng-dong har levet i skyggen af den kinesiske trussel i alle sine 65 år. Han bor på den lille taiwansk-kontrollerede ø Kinmen, der ligger så tæt på Kina, at man med en almindelig kikkert kan se folk gå rundt ovre på den anden side af et smalt stræde. Og i en lang periode var de decideret dødsfjender.

Wu var bare et år gammel, da Kina forsøgte at bringe Kinmen i knæ med et flere uger langt artilleribombardement. Da han var blevet teenager, fløj det stadig med granater, selvom de ikke længere var fyldt med krudt. I stedet indeholdt de propagandablade om livet i det kommunistiske paradis.

Det er længe siden, men nu trækker mørke skyer igen sammen over Taiwanstrædet. Med Xi Jinping har Kina fået en præsident, der tilsyneladende ser det som et spørgsmål om personlig prestige at være den leder, der sikrer, at Taiwan vender tilbage som den sidste tabte provins, før moderlandet igen er helt. Krigen i Ukraine gør det alt sammen meget mere virkeligt.

»Vi er bange for at blive Asiens Ukraine,« siger Wu med den bløde accent, der karakteriserer den taiwanske udgave af mandarin. »For hver dag krigen fortsætter i Ukraine, bliver landet mere ødelagt. Hvad skal man med et smadret land?«

Illustration: Andrea Ucini

Kinmen, i gamle dage kendt som Quemoy, er halvt så stor som Als, med en befolkning på cirka 130.000. Det tager en færge, eller et landgangsfartøj, omtrent 30 minutter at sejle over fra det kinesiske fastland. Hvis krigen bryder ud, er det meget sandsynligt, at det er her, de første skud vil blive affyret.

På hovedøen Taiwan, hvis 23 millioner indbyggere er adskilt fra Kina af 130 kilometer hav, regner man med lidt længere varslingstid. Men også her vil det bare være et spørgsmål om nogle få minutter, før de første kinesiske missiler slår ned, og begivenhederne i Ukraine har skabt fornyet fokus på muligheden for konflikt hos både høj og lav.

Ganske vist giver den næsten universelle brug af mundbind på gaderne i hovedstaden Taipei indtryk af, at covid-19 er en mere umiddelbar bekymring, men under overfladen lurer frygten for krig.

Næsten 52 procent af Taiwans befolkning er nervøs for, at Taiwan kan blive et nyt Ukraine, ifølge en rundspørge udgivet denne uge af meningsmålingsinstituttet Taiwan Public Opinion Foundation baseret på svar fra 1.072 taiwanere.

Lo Chih-cheng, lovgiver for det regerende Demokratiske Progressive Parti og forhenværende leder af parlamentets udenrigs- og forsvarsudvalg, finder sammenligningen med Ukraine helt relevant.

»Før krigen brød ud i Ukraine, troede mange europæere, at en russisk invasion af Ukraine var utænkelig. Det er den ikke længere. På samme måde er en kinesisk invasion af Taiwan absolut tænkelig,« siger han til Weekendavisen.

»Det er en meget vigtig erfaring, som vi nu er i gang med at gøre. Ethvert autokratisk regime kan, med enhver tænkelig undskyldning, finde på at gribe til militær handling over for et demokrati. Man skal aldrig sige aldrig.«

Den lange fred

I lang tid har der været fred og afspænding mellem Kina og Taiwan. Det har befolkningen på Kinmen også kunnet mærke. Garnisonen, der var udstationeret på øen for at afværge kinesiske landgangsforsøg, er dalet fra 100.000 soldater, da den var på sit højeste, til i dag mindre end 5.000.

Men minderne om de dårlige gamle dage findes overalt. Når man kører rundt på øens tætte vejnet, dukker camouflagemalede bunkere frem af disen med jævne mellemrum. Undergrunden er gennemhullet af tunneler. En statue af en taiwansk soldat, med amerikansk stålhjelm og geværet klar til skud, står med front mod fastlandet, på evig vagt mod invasionen.

De kinesiske bombardementer holdt op i slutningen af 1970erne, og nu gør de gamle granater ligefrem nytte. Hele sit voksne liv har 65-årige Wu Tzeng-dong smedet de nedfaldne stålhylstre om til barberbladsskarpe køkkenknive. Det har gjort ham kendt på Kinmen, i resten af Taiwan og efterhånden også rundtom i verden.

»Kineserne brugte førsteklasses stål til deres granater. Det var en gave fra Sovjetunionen, og Kina gav det videre til os,« siger han med et grin, men bliver så alvorlig: »Det giver god mening, at et våben brugt i krig nu finder fredelig anvendelse.«

For godt 20 år siden var forholdet mellem Kina og Taiwan blevet så normalt, at kinesiske turister begyndte at ankomme med båden fra storbyen Xiamen lige overfor. Wu var indledningsvis ikke sikker på, om de ville bryde sig om hans knive. Måske ville de se dem som et vidnesbyrd om en alt for smertelig historie. Men han blev positivt overrasket.

»De har det ligesom os. De synes, at når et krigsvåben kan laves om til et nyttigt køkkenredskab, så er det et symbol på fred,« siger han.

Wu holder fast i, at ingen på Kinmen har noget imod kinesere. Mange på øen har slægtninge på fastlandet. Familier blev splittet ad, da de kinesiske nationalister efter en tabt borgerkrig i 1949 flygtede fra Kina og slog sig ned på Taiwan, Kinmen og nogle få andre småøer, hvorefter et jerntæppe sænkede sig omkring den kommunistiske folkerepublik.

De seneste årtiers afspænding og den tætte strøm af kinesiske turister til Kinmen har gjort øens beboere endnu mere fortrolige med fastlandet. De har været vidner til, hvordan øget velstand blandt kineserne år efter år har formindsket afstanden mellem dem. Det er, som når to brødre mødes igen efter mange års adskillelse.

»Før 1949 var det bare en lille smuttur over til Xiamen, hvis man skulle købe ind. Der var en masse trafik frem og tilbage. Vi kender hinanden. Vi er ikke antikinesiske, men vi er antikommunistiske,« siger Tung Sen-po, der er lokalpolitiker på Kinmen.

Han er ikke alene om at synes, at det er ideologien, der er problemet. For selv efter årtier med markedsøkonomi og fri udrejse har den kommunistiske indoktrinering aldrig helt sluppet sit tag i kineserne, fortæller Fang Chang-yi, 45-årig forretningsmand fra Kinmen.

»Vi her i Kinmen forstår fastlandet bedre end de fleste. Derfor ved vi også, at de i bund og grund tænker helt anderledes end os. De er kommunister, og vi er et demokrati. Det betyder også, at hvis der bliver krig, er jeg parat til at slås,« siger han.

Erindring om krig

Det er efterhånden kun de ældste indbyggere på Kinmen, som har en personlig erindring om krig. Men alle har en bedstemor eller en onkel, som kan fortælle om dengang, da kommunisterne forsøgte at erobre øen.

»Mine svigerforældre har oplevet krig på deres egen krop. De ved præcis, hvad det drejer sig om. De er ikke bange, men de håber, at vi kan undgå krig,« siger Li Wen-liang, viceregionschef på Kinmen.

Selv aftjente han sin værnepligt på Kinmen, sidste gang der var en alvorlig krise i forholdet til Kina, tilbage i 1997. Han husker, hvordan han og hans kammerater fik ordre om at sove med deres skarpladte gevær, i tilfælde af at kommunisterne skulle gå i land midt om natten.

I dag er han som nummer to i lokaladministrationen beskæftiget med den store kinesiske nabo på et helt andet niveau. Det bliver let meget kompliceret.

»Vores opgave er alene at tage os af lokalbefolkningens behov, men fordi vi befinder os så tæt på Kina, ender meget af det, vi foretager os, helt automatisk med at blive intenst politisk,« siger han.

Som et eksempel nævner han vandforsyning. Kinmen har ikke nok vand til at klare sig selv, og siden 2018 har det importeret op til 80 procent af sit vand fra fastlandet. Da Weekendavisen spørger ham, om det ikke gør øen sårbar over for kinesisk pression, giver han et politikersvar: »Det er et hypotetisk spørgsmål.«

Men han hæfter sig også ved, at Kina i de seneste måneder, hvor det flere gange har sendt militærfly og krigsskibe faretruende tæt på Taiwan for at signalere sin magt, for eksempel efter den amerikanske politiker Nancy Pelosis besøg i Taipei i august, på intet tidspunkt har vist tegn på at ville slukke for vandet.

I det hele taget er alt, hvad Li siger, karakteriseret af en vis forsigtig optimisme. Han peger på, at der ovre på den kinesiske side i Xiamen, hvor Xi Jinping i øvrigt var viceborgmester i slutningen af 80erne, har rejst sig det ene dyre højhus efter det andet.

»Man kan fortolke det, som man vil, men hvis de forberedte sig på krig, tror jeg ikke, de ville investere så mange penge. Det er jo helt oplagte mål. På den anden side kan det selvfølgelig også godt være, at det kommer så vidt, at de en dag beslutter sig for at ofre Xiamen,« siger Li.

Tung Sen-po, lokalpolitikeren, lyder mere pessimistisk i sin vurdering af situationen, mens han citerer værket Krigskunsten af Sun Tzu fra det sjette århundrede før vor tidsregning: »Man skal ikke basere sin strategi på sandsynligheden for, at fjenden ikke angriber, men på sin evne til at forsvare sig imod ham.«

Tung forklarer med sine egne ord: »Ingen her håber på krig, men håb er ikke nogen strategi. Vi er nødt til at forberede os. Kun ved at gøre prisen for krig så høj som overhovedet mulig kan vi sikre os imod, at den bryder ud.«

Først og fremmest er han dog fatalist: »Vi er frataget bestemmelsen over vores egen skæbne her på Kinmen. På en måde kan man sige det samme om Taiwan som helhed.«

Småstat versus supermagt

I hovedstaden Taipei er man også vågnet til en ny og hårdere verden, afspejlet i en nylig beslutning om at forlænge værnepligten fra fire måneder til et år. Men også her er der en fornemmelse af, at Taiwans fremtid i vid udstrækning bliver afgjort andetsteds, først og fremmest i Beijing og Washington. Det er nu engang et grundvilkår.

Meget afhænger af, hvad Kina ønsker og hvor hurtigt. Og selvom den kinesiske beslutningsproces er hemmeligholdt og måske aldrig vil komme for en dag, er det sandsynligt, at den kinesiske regering delvis lader sig vejlede af situationen i Ukraine.

Fundamentalt set er der to forskellige måder, som Ukraine kan påvirke tænkningen blandt lederne i Beijing på.

Det er muligt, at de vil se Ukraines indædte forsvar som et slag for princippet om den territoriale ukrænkelighed, som de også selv med deres et-Kina-politik hævder i forhold til Taiwan. I så fald vil Xi Jinping, der ifølge rapporter fredag holder en »fredstale« om Ukraine, før eller siden i et eller andet omfang støtte vestlige bestræbelser på at få Putin til at stoppe sin krig.

”Der var en masse trafik frem og tilbage. Vi kender hinanden. Vi er ikke antikinesiske, men vi er antikommunistiske.”

TUNG SEN-PO, LOKALPOLITIKER PÅ KINMEN

Men det er også muligt, at Kina bakker endnu mere op om Rusland som et led i en slags autoritær modbevægelse. Det tror Lo, lovgiveren fra regeringspartiet, mere på. Han ser den kinesiske adfærd som et udtryk for en global tendens: de autoritære regimers offensiv rettet mod demokratierne.

»Når først den autokratiske ekspansion er gået i gang, ved vi ikke, hvornår den vil stoppe igen. Så vi skal forhindre den første dominobrik i at falde. Det er Ukraine et meget godt eksempel på,« siger han.

»Taiwan er ikke nødvendigvis den første dominobrik i Asien, men det kunne blive det. Så vi må gøre alt for at forhindre den i at falde, og det skal vi gøre gennem internationalt samarbejde.«

Allerhelst vil Taiwan have tættere militær og sikkerhedspolitisk koordinering med ikke bare USA, men også andre demokratiske lande som Japan. Men når man på Beijings forlangende er blevet reduceret til en international paria og udelukket fra en stor del af det globale samfund, er der grænser for, hvad man realistisk kan forvente.

Derfor hilser mange på Taiwan det velkommen, når USA i de seneste måneder har tilkendegivet, at det har flyttet sig fra den »strategiske tvetydighed«, som i årtier har været fundamentet for amerikansk Taiwan-politik, og som lader det stå hen i det uvisse, hvornår og under hvilke omstændigheder USA vil skride militært ind for at hjælpe forsvaret af Taiwan.

Pointen er, at Kina skal tvinges til at gætte, hvor langt det kan gå. Men Lo mener ikke, at politikken har virket, for Beijing har i de seneste år stille og roligt øget presset på Taiwan. Derfor foretrækker han, at USA ikke længere lader nogen tvivl tilbage om, at det vil forsvare Taiwan i tilfælde af kinesisk angreb.

»Jeg er meget glad for, at USA har justeret sin politik, for efter min mening har vi mere end nogensinde behov for strategisk klarhed. Den vigtigste årsag til Ruslands invasion af Ukraine er, at USA og Europa ikke tydeligt nok fortalte de russiske ledere, at man ville hjælpe Ukraine,« siger han.

Gråzoner

Iagttagere i Taipei advarer mod at forestille sig en alt for konkret og bogstavelig parallel med Ukraine. For russerne handler krig om at sende panserkolonner over grænserne, ligesom man ville have gjort på Stalins tid.

Kineserne går mere subtilt til værks. De bevæger sig i gråzoner, der hverken er sorte eller hvide, hverken krig eller fred.

Hvad nu hvis civile kinesiske fartøjer omringer Kinmen? Vil det så være en krigshandling, eller vil Taiwan, hvis det begynder at beskyde ubevæbnede matroser, stå tilbage som aggressoren?

Det er ikke bare et tænkt scenario. Kina sendte sidste år ubevæbnede droner afsted mod Kinmen. Først forsøgte taiwanske soldater uden held at uskadeliggøre dem ved at kaste med sten, og til sidst skød de en drone ned, med fare for at blive udstillet som dem, der først greb til våben.

En slags krig er allerede gået i gang i form af kinesiske forsøg på at påvirke den offentlige opinion på Taiwan via internettet. Det kinesiske militær benytter sig typisk af civile freelancere, som diskret planter rygter og påstande rundtom på de sociale medier i Taiwan.

Det fortæller Tzeng Yi-suo, ekspert i cyberkrigsførelse ved Forskningsinstitut for Nationalt Forsvar og Sikkerhed, en tænketank under forsvarsministeriet i Taipei.

»Vi har set en farlig tendens på det seneste, hvor Kina forsøger at påvirke stemningen i Taiwan med en sammenligning med situationen i Ukraine. Det sker med en argumentation om, at USA har brugt Ukraine til at underminere Rusland og nærmest har narret Rusland til at indlede invasionen af Ukraine,« siger han.

»Det er i et håb om at skabe mistillid til USA i den taiwanske befolkning og få os til at tro, at amerikanerne på samme måde er parat til at ofre Taiwan for at lokke Kina til at invadere. De er blevet bedre til det der med misinformation derovre.«

Lo Chih-cheng ser det som endnu et eksempel på en moderne dominoteori, der gør Taiwan til en brik i et globalt spil og nu også foregår i cyberspace.

»Det er derfor, Taiwan er så vigtig for Vesten. Kineserne bruger Taiwan som en testcase. De forsøger sig i første omgang med den form for misinformationskampagne her, fordi de står over for en lavere kultur- og sprogbarriere, og det derfor alt andet lige er mere ligetil,« siger han.

»Når først de har haft held med at manipulere det politiske liv i Taiwan, kan de eksportere metoden til andre samfund. Mange demokratier rundtom i verden håber at lære af Taiwans erfaring, for de ved, at de kan ende som det næste mål for kinesiske indflydelsesoperationer.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-8/udland/slava-taiwan

PETER HARMSEN (f. 1968) skriver om Kina og Asien. Ph.d. i Kina-studier og cand. mag. i samfundsfag og russisk. Har arbejdet som journalist i Østasien i over 25 år, bl.a. for medier som AFP, Bloomberg og Financial Times. Forfatter til en række bøger på dansk, engelsk og kinesisk om historiske emner, senest Storm over Stillehavet: Anden Verdenskrig i Asien.

PEHA@WEEKENDAVISEN.DK